Naomi Klein

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Naomi Klein

Personlig information
Født 8. maj 1970 (53 år) Rediger på Wikidata
Montreal, Québec, Canada Rediger på Wikidata
Nationalitet Canada Canadisk
Far Michael C. Klein Rediger på Wikidata
Mor Bonnie Sherr Klein Rediger på Wikidata
Søskende Seth Klein Rediger på Wikidata
Ægtefælle Avi Lewis Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted London School of Economics,
University of Toronto,
St. George's School of Montreal[1] Rediger på Wikidata
Medlem af 350.org Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Dokumentarfilminstruktør, økonom, journalist, sociolog, manuskriptforfatter, forfatter, klimataktivist Rediger på Wikidata
Deltog i Åbent brev til beboerne i Barcelona til støtte for Ada Colau Rediger på Wikidata
Arbejdssted Toronto Rediger på Wikidata
Kendte værker Chokdoktrinen, Intet bliver som før, No Logo, I lågor[2] Rediger på Wikidata
Genre Essay Rediger på Wikidata
Bevægelse Klimarettferdighet[3], økologisme, antikapitalisme Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Sydneys Fredspris (2016),
Izzy-prisen (2015),
National Magazine Award (2009),
American Book Award (2015),
National Business Book Award (2001) Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Naomi Kleins hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Naomi Klein (født 8. maj 1970 i Montreal, Quebec, Canada) er en canadisk journalist, forfatter og aktivist. Hun er kendt for sine politiske analyser af globaliseringen og sin kritik af neoliberalisme, først i bogen No Logo, der blev et manifest i alterglobaliseringsbevægelsen. I 2007 udgav hun Chokdoktrinen, en 667 historisk redegørelse for konsekvenserne af neoliberal politik rundt omkring i verden, hvad hun kalder for "katastrofekapitalismens opkomst". Begge bøger er internationale bestsellere og oversat til talrige sprog.

Baggrund og tidlig karriere[redigér | rediger kildetekst]

Naomi Klein er vokset op i en jødisk familie med en historie karakteriseret ved venstreorienteret aktivisme. Hendes forældre flyttede til Montreal i Canada fra USA i 1967, da de var modstandere af Vietnam-krigen.[4] Hendes moder, dokumentarfilm-skaberen Bonnie Sherr Klein, er bedst kendt for sin anti-pornografifilm Not a Love Story.[5][5] Hendes fader, Michael Klein, er læge og og medlem af foreningen Physicians for Social Responsibility (PSR). Hendes broder, Seth Klein, er leder af British Columbia- afdelingen af Canadian Centre for Policy Alternatives.

Hendes bedsteforældre på fædrene side var kommunister, som vendte sig mod Sovjetunionen efter Molotov-Ribbentrop-agten, og de forlod kommunismen helt i 1956. I 1942 blev hendes bedstefader, Phil Klein, som var animator hos Disney, fyret på grund af sin rolle som agitator under Disney-animatorernes strejke,[6] og han fik i stedet arbejde på et skibsværft. Kleins fader voksede op omgivet af ideer om social retfærdighed og racelighed, men han fandt det "besværligt og skræmmende at være barn af kommunister", en såkaldt red diaper baby.[7]

Kleins mand, Avi Lewis, kommer fra et tilsvarende venstreorienteret miljø. Han er TV-journalist og dokumentarfilmskaber. Hans forældre er skribenten og aktivisten Michele Landsberg og politikeren og diplomaten Stephen Lewis, søn af David Lewis, en af skaberne af Canadian New Democratic Party, som igen er søn af Moishe Lewis, født Losz, en jødisk labour-aktivist fra "the Bund", som forlod Østeuropa til fordel for Canada i 1921.[8]

Klein og hendes mand bor i Toronto.

Hendes karriere som skribent begyndte med bidrag til The Varsity, et studenterblad på University of Toronto, som hun senere blev redaktør for. Selv beretter Klein, at massakren på École Polytechnique i 1989 fik hende til at vende sig til feminismen. Naomi Klein er udover sit forfatterskab også klummeskribent ved det amerikanske tidsskrift The Nation samt ved In These Times, The Globe and Mail, This Magazine og The Guardian. Hun har vundet flere priser for No Logo og for flere artikler.

Kritik af Irak-krigen[redigér | rediger kildetekst]

I september 2004-udgaven af Harper's Magazine[9] argumenterede hun i artiklen Baghdad Year Zero for at Bush-regeringen havde en plan for, hvad der skulle ske i Irak efter invasionen. Planen var at bygge en markedsøkonomi fuldstændig uden nogen restriktioner. Hun beskriver planer, som tillader udlændinge at trække værdier ud af Irak, og metoderne som blev brugt desangående.[10][11] Filmen War, Inc. fra 2008 var delvis inspireret af denne artikel.[12]

Boykot Israel-kampagnen[redigér | rediger kildetekst]

Den 7. januar 2009, midt under Krigen i Gaza 2008-09, tog Naomi Klein initiativ til en Boykot Israel-kampagne. Under et besøg på Vestbredden den 26. juni 2009 forklarede hun nærmere om initiativet:

Citat "Det er en boykot af israelske institutioner, det er en boykot af den israelske økonomi. Boykot er en taktik....vi forsøger at skabe en dynamik, den samme dynamik som til sidst gjorde en ende på Apartheid i Sydafrika. Det er en yderst vigtig del af Israels identitet at være i stand til at fastholde illusionen om vestlig normalitet. Når den trues, når rock-koncerterne ikke længere kommer, når symfoniorkestrene ikke kommer, når en film, som du virkelig ønsker at se, ikke vises på Jerusalems filmfestival...så begynder det at true selve ideen om, hvad den israelske stat er. Citat
Naoimi Klein, 26. juni 2009[13]

Chokdoktrinen[redigér | rediger kildetekst]

Naomi Klein udgav i 2007 sin tredje bog, Chokdoktrinen, med undertitlen Katastrofekapitalismens opkomst. Bogen hævder, at katastrofer, natur- eller menneskeskabte, udnyttes af erhvervsfolk i alliance med neoliberale økonomer og politikere til at gennemføre upopulære privatiseringer, dereguleringer af markedet og nedskæringer i offentlige ydelser. Dette med store omfordelinger af penge til den økonomiske elite som resultat, fx ved at bortauktionere offentlige virksomheder til brøkdele af deres værdi, mens katastrofen eller samfundsomvæltningen stadig har befolkningen i et chok. Bogen følger denne tendens gennem en række historiske redegørelser, der løber over 40 år, i steder som Chile under Pinochet, Argentina og Bolivia, omvæltningerne i Rusland under Jeltsin, Kinas omstilling til en kapitalistisk økonomi, Storbritannien under Thatcher og Falklandskrigen, New Orleans efter orkanen Katrina og Baghdads "grønne frimarkedszone" under Irakkrigen. Bogen indeholder i den engelske udgave 74 sider med kildehenvisninger,[14] der alle kan læses og undersøges nærmere på bogens hjemmeside.[15]

Kritik[redigér | rediger kildetekst]

Visse af de økonomer, der var associeret med de katastrofekapitalistiske institutioner, som Naomi Klein har udstillet, gav hendes bog Chokdoktrinen negative anmeldelser. Joseph Stiglitz, nobelpristager og tidligere formand for Verdensbanken – en af de institutioner Klein beskylder – kaldte i New York Times bogen "overdramatisk og ikke overbevisende", men skrev også, at "argumenterne mod denne politik er endnu stærkere, end dem som Klein fremlægger."[16] Tyler Cowen, en økonom af bogens omtalte Chicagoskole, kaldte bogen for "en sand økonomisk katastrofe".[17] John Williams kaldte i Financial Times bogen for "et dybt fejlbehæftet værk, som mikser forskellige separate fænomener sammen for at skabe et fascinerende – men i sidste ende uærligt – argument."[18] Dennis Nørmark skrev i Jyllands-Posten: "Hullerne, overfortolkningerne, overdrivelserne, de halve sandheder og den meget ideologisk motiverede konklusion ændrer ikke ved, at Naomi Kleins bog er journalistik i den absolutte superliga."[19] Naomi Klein har samlet flere af økonomernes responser på sin hjemmeside [20]. Først et år efter udgivelsen, hvor der i mellemtiden havde været tavst, svarede nogle af de ideologiske hovedaktører som Klein kritiserer i bogen, primært frimarkedsideologiske tænketanke i USA som The Cato Institute[21]. Naomi Klein svarer på kritikken på hendes hjemmeside[22].

Bibliografi[redigér | rediger kildetekst]

Bøger[redigér | rediger kildetekst]

Kapitler[redigér | rediger kildetekst]

Artikler[redigér | rediger kildetekst]

Filmography[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  3. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  4. ^ "Video: Naomi Klein at last night's town hall". DepartmentOfCulture.ca. 4. september 2008. Arkiveret fra originalen 28. oktober 2008. Hentet 2009-02-17.
  5. ^ a b Biography of Bonnie Sherr Klein (*1941): Filmmaker, Author, Disability Rights Activist Library and Archives Canada
  6. ^ Tom Sito: Disney Strike of 1941: How It Changed Animation & Comics (Webside ikke længere tilgængelig) Animation World Magazine, July 19, 2005, retrieved on March 25, 2009
  7. ^ Larissa MacFarquhar (8. december 2008). "Outside Agitator: Naomi Klein and the New Left". The New Yorker. Hentet 2009-02-17.
  8. ^ Extended story by Avi Lewis: Who do you think you are? CBC television
  9. ^ Naomi Klein (september 2004). "Baghdad year zero: Pillaging Iraq in pursuit of a neocon utopia". Harper's Magazine. The Harper's Magazine Foundation. Hentet 2007-09-09.
  10. ^ Klein, Naomi (13. oktober 2004). "Broadcast Exclusive: James Baker's Double Life in Iraq: The Carlyle Group Stands to Make Killing on Iraqi Debt". Democracy Now! (Interview). Interview med Amy Goodman. Amy Goodman. Pacifica Radio. Arkiveret fra originalen 13. oktober 2004. Hentet 17. februar 2009.
  11. ^ Klein, Naomi (22. januar 2004). "The Persuaders: Interview Naomi Klein". PBS Frontline (Interview). PBS. Hentet 17. februar 2009.
  12. ^ Ryan Gilbey (31. august 2007). "I'm basically a brand (article about John Cusack's career)". The Guardian. Hentet 2009-02-17.
  13. ^ Author Naomi Klein calls for boycott of Israel - Yahoo News, 26. juni 2009
  14. ^ "One Year After the Publication of The Shock Doctrine, A Response to the Attacks | Naomi Klein". Arkiveret fra originalen 10. november 2008. Hentet 18. januar 2011.
  15. ^ Rescources, Naomiklein.org
  16. ^ Stiglitz, Joseph (2007-09-30). "Bleakonomics". New York Times.
  17. ^ Cowen, Tyler (2007-10-03). "Shock Jock". New York Sun. Arkiveret fra originalen 22. april 2008. Hentet 1. juli 2008.
  18. ^ John Willman: The profits of doom (Webside ikke længere tilgængelig), Financial Times, 20.10.2007
  19. ^ Dennis Nørmark: Chokdoktrinen, anmeldelse i Jyllands-Posten 5.6.2008
  20. ^ The Business Press and Me: A Case of Unrequited Love Arkiveret 1. januar 2011 hos Wayback Machine, Naomi Klein, 25. oktober 2007
  21. ^ Naomi Klein's The Shock Doctrine is based on shocking distortions. Cato Institute study sets the record straight about Milton Friedman
  22. ^ One Year After the Publication of The Shock Doctrine, A Response to the Attacks Arkiveret 10. november 2008 hos Wayback Machine, Naomi Klein, 2. september 2008

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]