Naomi Klein

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Naomi Klein, 2007.

Naomi Klein (født 5. maj 1970 i Montreal, Quebec, Canada) er en canadisk journalist, forfatter og aktivist. Hun er kendt for sine politiske analyser af globaliseringen og sin kritik af neoliberalisme, først i bogen No Logo, der blev et manifest i alterglobaliseringsbevægelsen. I 2007 udgav hun Chokdoktrinen, en 667 historisk redegørelse for konsekvenserne af neoliberal politik rundt omkring i verden, hvad hun kalder for "katastrofekapitalismens opkomst". Begge bøger er internationale bestsellere og oversat til talrige sprog.

Baggrund og tidlig karriere[redigér | redigér wikikode]

Naomi Klein er vokset op i en jødisk familie med en historie karakteriseret ved venstre-orienteret aktivisme. Hendes forældre flyttede til Montreal i Canada fra USA i 1967, da de var modstandere af Vietnam-krigen.[1] Hendes moder, dokumentarfilm-skaberen Bonnie Sherr Klein, er bedst kendt for sin anti-pornografi filmi Not a Love Story.[2][2] Hendes fader, Michael Klein, er læge og og medlem af foreningen Physicians for Social Responsibility (PSR). Hendes broder, Seth Klein, er leder af British Columbia- afdelingen af Canadian Centre for Policy Alternatives.

Hendes bedsteforældre på fædrene side var kommunister som vendte sig mod Sovjetunionen efter Molotov-Ribbentrop Pagten og de forlod kommunismen helt i 1956. I 1942 blev hendes bedstefader Phil Klein, en animator hos Disney, fyret på grund af sin rolle som agitator under Disney-animatorernes strejke,[3] og han fik i stedet arbejde på et skibsværft. Klein's fader voksede op omgivet af ideer om social retfærdighed og race-lighed, men han fandt det "besværligt og skræmmende at være barn af kommunister", en såkaldt red diaper baby.[4]

Klein's mand, Avi Lewis, kommer fra et tilsvarende venstre-orienteret miljø. Han er TV journalist og dokumentarfilm-skaber. Hans forældre er skribenten og aktivisten Michele Landsberg og politikeren og diplomaten Stephen Lewis, søn af David Lewis, en af skaberne af Canadian New Democratic Party, som igen er søn af Moishe Lewis, født Losz, en jødisk labour aktivist fra "the Bund", som forlod Østeuropa til fordel for Canada i 1921.[5]

Klein og hendes mand bor i Toronto.

Hendes karriere som skribent begyndte med bidrag til The Varsity, et studenterblad på University of Toronto, som hun senere blev redaktør for. Selv beretter Klein, at massakren på École Polytechnique i 1989 fik hende til at vende sig til feminismen. Naomi Klein er udover sit forfatterskab også klummeskribent ved det amerikanske tidsskrift The Nation samt ved In These Times, The Globe and Mail, This Magazine og The Guardian. Hun har vundet flere priser for No Logo og for flere artikler.

Kritik af Irak krigen[redigér | redigér wikikode]

I september 2004-udgaven af Harper's Magazine,[6] argumenterede hun i artiklen Baghdad Year Zero for at Bush-regerinen havde en plan for hvad der skulle ske i Irak efter invasionen. Planen var at bygge en markedsøkonomi fuldstændig uden nogen restriktioner. Hun beskriver planer, som tillader udlændinge at trække værdier ud af Irak, og metoderne som blev brugt desangående.[7][8] 2008 filmen War, Inc. var delvis inspireret af denne artikel.[9]

Boykot Israel kampagnen[redigér | redigér wikikode]

Den 7. januar 2009, midt under Krigen i Gaza 2008-09, tog Naomi Klein initiativ til en Boykot Israel kampagne Under et besøg på Vestbredden den 26. juni 2009 forklarede hun nærmere om initiativet:

Citat "Det er en boykot af israelske institutioner, det er en boykot af den israelske økonomi. Boykot er en taktik....vi forsøger at skabe en dynamik, den samme dynamik som til sidst gjorde en ende på Apartheid i Sydafrika. Det er en yderst vigtig del af Israel's identitet at være i stand til at fastholde illusionen om vestlig normalitet. Når den trues, når rock-koncerterne ikke længere kommer, når symfoniorkestrene ikke kommer, når en film som du virkelig ønsker at se ikke vises på Jerusalem's filmfestival...så begynder det at true selve ideen om, hvad den israelske stat er. Citat
Naoimi Klein, 26. juni 2009[10]

Chokdoktrinen[redigér | redigér wikikode]

Naomi Klein udgav i 2007 hendes tredje bog, Chokdoktrinen, med undertitlen Katastrofekapitalismens opkomst. Bogen hævder, at katastrofer, natur- eller menneskeskabte, udnyttes af erhvervsfolk i alliance med neoliberale økonomer og politikere til at gennemføre upopulære privatiseringer, dereguleringer af markedet, og nedskæringer i offentlige ydelser. Dette med store omfordelinger af penge til den økonomiske elite som resultat, fx ved at bortauktionere offentlige virksomheder til brøkdele af deres værdi, mens katastrofen eller samfundsomvæltningen stadig har befolkningen i et chok. Bogen følger denne tendens gennem en række historiske redegørelser, der løber over 40 år, i steder som Chile under Pinochet, Argentina og Bolivia, omvæltningerne i Rusland under Jeltsin, Kinas omstilling til en kapitalistisk økonomi, Storbritannien under Thatcher og Falklandskrigen, New Orleans efter orkanen Katrina og Baghdads "grønne frimarkeds zone" under Irakkrigen. Bogen indeholder i den engelske udgave 74 sider med kildehenvisninger [11], der alle kan læses og undersøges nærmere på bogens hjemmeside [12]

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Visse af de økonomer, der var associeret med de katastrofekapitalistiske institutioner som Naomi Klein har udstillet, gav hendes bog Chokdoktrinen negative anmeldelser. Joseph Stiglitz, nobelpristager og tidligere formand for Verdensbanken – en af de institutioner Klein beskylder – kaldte i New York Times bogen "overdramatisk og ikke overbevisende", men skrev også, at "argumenterne mod denne politik er endnu stærkere, end dem som Klein fremlægger."[13] Tyler Cowen, en økonom af bogens omtalte Chicagoskole, kaldte bogen for "en sand økonomisk katastrofe".[14] John Williams kaldte i Financial Times bogen for "et dybt fejlbehæftet værk, som mikser forskellige separate fænomener sammen for at skabe et fascinerende – men i sidste ende uærligt – argument."[15] Dennis Nørmark skrev i Jyllands-Posten: "Hullerne, overfortolkningerne, overdrivelserne, de halve sandheder og den meget ideologisk motiverede konklusion ændrer ikke ved, at Naomi Kleins bog er journalistik i den absolutte superliga."[16] Naomi Klein har samlet flere af økonomernes responser på sin hjemmeside [17]. Først et år efter udgivelsen, hvor der i mellemtiden havde været tavst, svarede nogle af de ideologiske hovedaktører som Klein kritiserer i bogen, primært frimarkedsideologiske tænketanke i USA som The Cato Institute[18]. Naomi Klein svarer på kritikken på hendes hjemmeside[19].

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Filmografi[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. "Video: Naomi Klein at last night’s town hall". DepartmentOfCulture.ca. September 4, 2008. http://departmentofculture.ca/video-naomi-klein-at-last-nights-town-hall/. Hentet 2009-02-17. 
  2. 2,0 2,1 Biography of Bonnie Sherr Klein (*1941): Filmmaker, Author, Disability Rights Activist Library and Archives Canada
  3. Tom Sito: Disney Strike of 1941: How It Changed Animation & Comics Animation World Magazine, July 19, 2005, retrieved on March 25, 2009
  4. Larissa MacFarquhar (December 8, 2008). "Outside Agitator: Naomi Klein and the New Left". The New Yorker. http://www.newyorker.com/reporting/2008/12/08/081208fa_fact_macfarquhar?currentPage=all. Hentet 2009-02-17. 
  5. Extended story by Avi Lewis: Who do you think you are? CBC television
  6. Naomi Klein (September 2004). "Baghdad year zero: Pillaging Iraq in pursuit of a neocon utopia". Harper's Magazine. The Harper's Magazine Foundation. http://www.harpers.org/BaghdadYearZero.html. Hentet 2007-09-09. 
  7. Skabelon:Cite interview
  8. Skabelon:Cite interview
  9. Ryan Gilbey (August 31, 2007). "I'm basically a brand (article about John Cusack's career)". The Guardian. http://film.guardian.co.uk/interview/interviewpages/0,,2159038,00.html. Hentet 2009-02-17. 
  10. Author Naomi Klein calls for boycott of Israel - Yahoo News, 26. juni 2009
  11. One Year After the Publication of The Shock Doctrine, A Response to the Attacks | Naomi Klein
  12. Rescources, Naomiklein.org
  13. Stiglitz, Joseph (30.9.2007). "Bleakonomics". New York Times. http://www.naomiklein.org/shock-doctrine/reviews/bleakonomics. 
  14. Cowen, Tyler (3.10.2007). "Shock Jock". New York Sun. http://www.nysun.com/article/63867?page_no=1. 
  15. John Willman: The profits of doom, Financial Times, 20.10.2007
  16. Dennis Nørmark: Chokdoktrinen, anmeldelse i Jyllands-Posten 5.6.2008
  17. The Business Press and Me: A Case of Unrequited Love, Naomi Klein, 25. oktober 2007
  18. Naomi Klein's The Shock Doctrine is based on shocking distortions. Cato Institute study sets the record straight about Milton Friedman
  19. One Year After the Publication of The Shock Doctrine, A Response to the Attacks, Naomi Klein, 2. september 2008

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]