Napoleon 3. af Frankrig
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
| Napoleon 3. | |
|---|---|
 Napoleon 3. | |
| Kejser af Frankrig | |
| Regerede | 2. december 1852 – 4. september 1870 |
| Ægtefælle | Eugénie de Montijo |
| Børn | Louis Napoleon Bonaparte |
| Fulde navn | Charles Louis Napoléon Bonaparte |
| Hus | Huset Bonaparte |
| Far | Louis Bonaparte |
| Mor | Hortense de Beauharnais |
| Født |
20. april 1808 Paris, Frankrig |
| Død |
9. januar 1873 (64 år) Chislehurst, Kent, England |
| Hvilested | Saint Michael's Abbey, Farnborough, Hampshire, England |
| Religion | Romersk-katolsk |
Ridder af Elefantordenen.svg) 1855 |
Napoleon 3. af Frankrig (egl. Louis Napoléon Bonaparte 20. april 1808-9. januar 1873) var Frankrigs første præsident 1848-52 og sidste kejser 1852-1870.
Han var søn af Napoleon 1.s steddatter Hortense de Beauharnais og officielt af Napoleons broder Louis Bonaparte. Sin ungdom tilbragte han i landflygtighed forskellige steder i Europa, hvor han tidligt prøvede at placere sig som Bonaparte-familiens officielle tronarving. Han propaganderede ivrigt for den bonapartistiske sag, som han søgte at fremstille som en progressiv, halvsocialistisk ideologi, men uden at blive taget alvorligt. To mislykkede kupforsøg mod Louis-Philippe førte i 1840 til livsvarigt fængsel, hvorfra han 1846 flygtede til England.
Februarrevolutionen 1848 og kongedømmets fald gav Louis Napoleon hans chance. Han sejrede ved præsidentvalget samme år ved at udnytte striden mellem højre og venstre fløj, og i de næste år skaffede han sig popularitet ved at tage afstand fra de konservatives politik. 2. december 1851 begik han statskup bl.a. med hærens hjælp, arresterede de ledende politikere, tog diktatorisk magt og slog en arbejderopstand hårdt ned. Efter en forfatningsændring året efter genindførte han kejserdømmet med sig som Napoleon 3.
Som kejser søgte han at gøre Frankrig til en ledende europæisk stormagt og at hævde sin egen magt. Økonomisk var hans regering i begyndelsen en fremgangstid for fransk finanskapital, og under ham gennemførtes den sanering og modernisering af Paris, som har præget byen op i vor tid. Han styrede nærmest enevældigt baseret på storborgerskabet og en ny adel, men hævdede officielt sociale reformtanker uden dog for alvor at realisere dem. I 1860'erne gennemførte han under pres fra oppositionen en vis liberalisering med større parlamentarisk spillerum, det ”liberale kejserdømme”. Styret blev styrket af en effektiv propaganda, som fremhævede de strålende ydre resultater.
Napoleon 3. undgik modsat sin onkel storkrige, men tog flere gange del i mindre. Han optrådte officielt som forkæmper for de undertrykte folkeslags rettigheder, men kunne ikke holde sin linje ude fra fransk erobringspolitik og nød derfor begrænset troværdighed. 1853-1856 deltog han i alliance med England i Krimkrigen. 1859 udkæmpede han den Fransk-østrigske krig for at støtte de italienske samlingskræfter; herved fik Frankrig byen Nice. I 1860'erne svækkede han til gengæld sin prestige alvorligt ved den mislykkede intervention i Mexico 1862-67. Da Preussen under Otto von Bismarck samtidigt begyndte at trænge sig frem, førte han en vigende og afventende kurs uden klart at tage stilling. Han søgte at opruste Frankrig, men uden konsekvens.
I 1870 førte han landet ind i Den fransk-tyske krig, som førte til hans fald. Skønt stærkt svækket af sygdom fulgte han med hæren i felten, blev slået og fanget af preusserne i slaget ved Sedan september 1870 og næsten omgående erklæret for afsat i Paris. Han blev frigivet samme år og tilbragte sine sidste år med familien i eksil i England, hvor han døde af sygdom kort før et planlagt politisk come-back. Han er blevet hårdt bedømt af eftertiden som en politsk eventyrer, der var dygtig til at komme til magten, men ikke til at administrere den. Hans kraftige udnyttelse af napoleonsmyten skaffede ham øgenavnet "Napoleon den Lille".
Hans hustru, den spanskfødte Eugénie de Montijo, spillede en betydelig politisk rolle og påvirkede hans styre i konservativ-katolsk retning, bl.a. påstås hun at være ansvarlig for dele af hans krigspolitik. Han efterlod sønnen Napoleon 4., der faldt som engelsk officer i Sydafrika 1879.
Napoleon 3. udgav flere politiske skrifter samt nogle populærhistoriske værker om bl.a. Julius Cæsar. Ved sin propaganda bidrog han til at udbrede myten om onklen.
Se også
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |