Napoleonskrigene

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Napoleonskrigene
Øverst: Slaget ved Austerlitz Nederst: Slaget ved Waterloo
Dato ca. 1803–1815 Sted Europa, Atlanterhavet, Río de la Plata, Indiske Ocean Resultat Sejr til Koalitionen, Wienerkongressen
Parter
Koalitionsstyrker: Østrig[a] Rusland[b] Preussen[a] Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland Spanien[c] Portugal Sicilien[d] Sardinien Sverige[e] Hannover	Franske Kejserdømme og satellitstater: Franske Kejserdømme Holland[f] Italien Etrurien[g] Napoli[h] Hertugdømmet Warszawa[i] Rhinforbundet[j]: Bayern Sachsen Westfalen Württemberg Danmark-Norge[k]
Ledere
Ærkehertug Charles Karl Philipp Fürst zu Schwarzenberg Karl Mack von Leiberich Alexander 1. af Rusland Mikhail Kutuzov Michael Andreas Barclay de Tolly Levin August von Bennigsen Gebhard Leberecht Blücher Charles William Ferdinandvon Brunswick† Frederick Louis, Prins af Hohenlohe-Ingelfingen Hertugen af Wellington Horatio Nelson† Francisco Javier Castaños Ferdinand 4. af Sicilien Gustav 4. Adolf af Sverige Prins Karl Johan	Napoleon 1. af Frankrig Joseph Bonaparte Louis-Nicolas Davout André Masséna Jean-de-Dieu Soult Michel Ney Eugène de Beauharnais Joachim Murat Józef Poniatowski† Fredrik August 1. af Sachsen og andre marskaler
Tab
fra 3.350.000 til 6.500.000.
Både Østrig og Preussen var kortvarigt allieret med Frankrig og bidragede med soldater til den franske invasion af Rusland i 1812. Rusland blev allieret med Frankrig efter Freden i Tilsit i 1807. Alliancen brød sammen i 1810, hvilket ledte til den franske invasion i 1812. I den periode førte Rusland krig med Sverige (1808-1809) og Osmanniske Rige (1806-1812), og nominelt gik krig mod Det Forenede Kongerige (1807-1812). Spanien, allieret med Frankrig indtil en fransk overraskelsesinvasion i 1808. Slået, men kæmpede mod Frankrig i Den iberiske krig. Sicilien forblev i personalunion med Napoli indtil sidstnævnte blev en fransk lydrepublik efter Slaget ved Campo Tenese i 1806. Sverige erklærede nominelt krig mod Det Forenede Kongerige efter dets nederlag til Rusland i den finske krig (1808-1809). Det franske kejserdømme annekterede Kongeriget Holland i 1810. Hollandske tropper kæmpede mod Napoleon under De hundrede dage i 1815. Det franske kejserdømme annekterede Kongeriget Etrurien i 1807. Kongriget Napoli, kort allieret med Østrig i 1814, blev igen allieret med Frankrig ogkæmpede mod Østrig under Neapolitanske krig i 1815. Napoleon etablerede Hertugdømmet Warszawa i 1807. Polske legioner havde allerede tjent i den franske hær før dette. 16 af Frankrigs allierede blandt de tyske stater (inklusiv Bayern og Württemberg) etablerede Rhinforbundet ii juli 1806 efter Slaget ved Austerlitz (december 1805). Efter Slaget ved Jena-Auerstedt (oktober 1806), blev mange tyske stater, der før havde kæmpet sammen med anti-franske allierede, inklusiv Sachsen og Westfalen, også allieret med Frankrig og tilsluttede sig forbundet. Sachsen skiftede side igen i 1813 under Slaget ved Leipzig, hvilket fik de fleste andre medlemmer til hurtigt at følge efter og erklære krig mod Frankrig. Danmark forblev neutral indtil Københavns bombardement.

Napoleonskrigene (1804-15) var en række af krige med Frankrig og skiftende alliancer på den ene side og England med skiftevis Østrig, Preussen og Rusland på den anden side. Krigene var en fortsættelse af Revolutionskrigene 1792-1802 og samtlige europæiske stater deltog i kortere eller længere perioder. Gennem det meste af krigen havde Frankrig overtaget, men England holdt ud i hele perioden trods franske forsøg på blokade, og efter Napoleons nederlag i Rusland 1812 brød det franske Europaherredømme sammen 1813-14.

Koalitionerne mod Frankrig under Napoleonskrigene (om de tidligere, se Revolutionskrigene)

• 3. koalition 1804-05 (England, Østrig, Rusland)
• 4. koalition 1806-07 (England, Rusland, Preussen)
• 5. koalition 1809 (England, Østrig)
• 6. koalition 1813-14 (England, Rusland, Preussen, Østrig, Sverige samt de fleste mindre stater)
• 7. koalition 1815 (England, Rusland, Preussen, Østrig, Sverige, samt størsteparten af de europæiske stater)

Som resultat af krigene satte de sejrende magter sig ved forhandlingsbordet ved Wienerkongressen for at skabe en ny magtbalance der skulle at forhindre at én stat igen blev stærk nok til at drive resten af Europa ud i krig; sådan som Frankrig under Napoleons ledelse havde kunnet. Kongressen blev afbrudt af Napoleons hjemvenden fra eksil på Elba ("Napoleons 100 dage"). Formelt sluttede krigene med Freden i Paris, men det var Wienerkongressens forhandlinger, der kom til at præge den internationale politik frem til 1. Verdenskrig, også selv om grænsedragningerne holdt betydeligt kortere.

[redigér] Napoleonskrigene og Frederik VI.

Da Napoleon i juni 1812 invaderede Rusland, blev Frederik VI, af en tidligere gesandt i Rusland tilrådet, at anvende denne lejlighed til at bryde med Napoleon, Denne havde på dette tidspunkt stærk brug for alle sine tropper i krigen mod Rusland, og tillige var gesandten af den opfattelse, at Napoleon ikke magtede at besejre Rusland.

Desværre tog Kongen ikke imod det gode råd. Og da Zaren sidst på året 1812 rettede en henvendelse til Frederik VI om strategisk bistand, og med en opfording til Frederik VI, om at alliere sig med England, afviste Frederik VI med den begrundelse, at dette ville medføre et tab af Norge.

Men gesandten, Niels Rosenkrantz fik ret. Russernes kampvilje og den russiske vinterkulde tvang Napoleon til et ydmygende tilbagetog, hvor han mistede mere end halvdelen af sin hær. Sidst på året 1812 rettede Zaren en henvendelse til Frederik VI om bistand med en henstilling til Frederik VI om at alliere sig med England. Frederik VI. afslår, da dette ville medføre tabet af Norge

Igen d.25.nov.1812 foreslog Zar Alexander, at Frederik VI tilsluttede sig koalitionen og overlod Norge til Sverige, mod til gengæld at få både Hamborg, Lübeck, Bremen og Nordsøkysten helt til Holland. Endda forsøgte Karl Johan som kompensation for Norge, at overlevere landområder og give økonomisk bistand, for endda til sidst at foreslå et tilbud om giftermål mellem egen søn og Frederik VI’s datter Wilhelmine, med det formål at forene de 2 riger. Men alle tilbud bliver rasende afvist af Kongen.

D.1.jan.1813 tilbød Østrig at nedvirke til en fredsslutning mellem England og Danmark. Frederik VI indvilgede tøvende, men da England foreslog en deling Norge, således, at Sverige blev tildelt den nordlige halvdel, og Frederik VI kunne beholde den sydlige del, afslog Frederik VI en videre forhandling.

D.3.marts 1813 indgik Sverige og England en alliance, og forberedte et angreb på Danmark, der dog blev udsat.

D.6.juli 1813 bekræftde Frederik VI endnu engang sit forbund med Napoleon og lovede denne en troppeenhed på 12.600 mand som støtte.

D.19.okt.1813 besejrdes Napoleon i slaget ved Leipzig, og sendes til Elba. Og hurtigt benyttede den svenske Kronprins Karl-Johan lejligheden til at invadere Holsten, hvorved de danske tropper måtte retirere og søge tilflugt i Rendsborg.

Den 15. januar 1814 underskrev Danmark med Storbritannien og Sverige en traktat(Kielerfreden), hvorefter Frederik VI afstod Norge til ”Den svenske Konge” - efter 444 år under den danske krone.

Som et sidste forsøg på at undgå tabet af Norge, havde Frederik VI forinden sendt sin Kronprins Christian til Norge i et forsøg på at beholde norsk solidaritet. Dette fik yderligere konsekvenser for Frederik VI, da den svenske Kronprins nægtede at bøje sig for Kielerfreden. NordmændeneDe gjorde opstand mod svenskerne, ophøjede den danske statholder til deres Konge, og vedtog på Eeidsvoll en ny forfatning. Den svenske kronprins nedkæmpede imidlertid opstanden, men Norge beholdt sin forfatning..

Men striden mellem Carl Johan og Frederik fortsatte, idet Carl-Johan ansvarlig-gjorde Frederik VI og Kronprins Christian for den norske modstand. Carl-Johan ønskede en økonomisk kompensation, og truede tillige Danmark med krig.

Alt dette nødvendiggjorde, at Frederik VI personlig måtte tage til Wien og Wienerkongressen, for her at tale sin sag.

se artikel Wienerkongressen

[redigér] Se også

• Englandskrigene om Danmarks deltagelse i krigene