Naurus historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Naurus flag

Nauru er en østat i Stillehavet med en omfattende historie. Øens indfødte befolkning, nauruerne, er sandsynligvis efterkommere af polynesiske eller melanesiske opdagelsesrejsende fra Ny Guinea som slog sig ned der. Nauru blev opdaget af europæerne for over 200 år siden og var i henholdsvis Storbritanniens, Australiens, Tysklands og Japans besiddelse før den fik sin uafhængighed i 1968. På grund af udvinding af fosfat i 1970'erne var Nauru det næst rigeste land i verden regnet efter BNP pr. indbygger, men i dag klassificeres Nauru som et u-land.

Tidlig historie[redigér | redigér wikikode]

Traditionelt hus på Nauru, med kano. Billedet taget i 1896 af Augustin Krämer.
Gammel naurisk mand. Billedet taget i 1914 af Augustin Erdland.

Ophavet til de indfødte nauruer er ikke kendt med sikkerhed. De stammer sandsynligvis fra den sidste malayo-stillehavsfolkevandring (fra omkring 1200 f.Kr.), da polynesiske eller melanesiske sejlere fra Ny Guinea kan have bosat sig der. De første nauruer var antagelig mikronesiske, som i det vestlige Stillehav delvis er blandet med melanesiere.

Den britiske kaptajn John Fearn regnes som den første europæer som opdagede Nauru 8. november 1798, med hvalfangerskibet "Hunter". På grund af dens beliggenhed kaldte de den "Pleasant Island" (Den behagelige ø), et navn den beholdte i de næste halvfems år, da Storbritannien var i besiddelse af øen. I 1800-tallet var Nauru en berygtet piratrede.

På denne tid var der tolv stammer i Nauru: Deiboe, Eamwidamit, Eamwidara, Eamwit, Eamgum, Eano, Emeo, Eoraru, Irutsi, Iruwa, Iwi og Ranibok. Før 1888 var der ingen fælles leder af alle stammerne. I dag er stammerne repræsenteret ved hver sin tak i den tolvtakkede stjerne i Naurus flag. Dagens nauruere identificerer sig ikke længere med hvilken stamme de tilhører, men hellere med hvilket distrikt de bor i. Stammen Iruwa kom oprindelig fra Gilbertøerne, og er dermed ikke indfødt. Fra stammerne Irutsi og Iwi findes i dag ingen efterkommere; stammerne uddøde antagelig under Japans okkupering af Nauru, da næsten alle nauruere blev sendt til Truk. Det var tilfældigt at alle stammemedlemmerne i disse to stammer døde.

Kolonitiden[redigér | redigér wikikode]

Før første verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

En naurisk krigers rustning under stammekrigen
Tysk annektionsceremoni i Nauru; Kong Auweyida forrest i midten
Auweyida og Eigamoiya sammen med indfødte nauruere

Den europæiske immigration, for det meste fra Storbritannien, begyndte for fuldt fra 1830, og var ikke uden konsekvenser for den nauriske befolkning: Til da ukendte sygdomme som influenza blev mange naurueres død. I 1878 begyndte også den nauriske stammekrig, som varede i ti år. Denne krig mindskede Naurus befolkning med en tredjedel.

Konflikten blev først stoppet da Tyskland overtog øen 16. april 1888, og den 2. oktober samme år, blev øen annekteret til det tyske protektorat Marshalløerne. Tyskland overtog øen, stort set af strategiske grunde, for at styrke sin koloniale besiddelse i Stillehavet. Den tyske kommissionær brugte høvdingen Auweyida og hans kone Eigamoiya som kejserens repræsentanter på øen. Indtil 1920 tilhørte Nauru det tidligere Tysk Ny Guinea.

I 1900 blev de enorme fosfatressourcer på øen opdaget. Det blev antaget at der befandt sig omkring 42 millioner ton der, en antagelse som sandsynligvis var en stor underdrivelse. Fosfat fra Nauru blev kaldt "nauruit" fordi det havde et specielt udseende, samt at det indeholdte fluorin. I 1905 blev der dannet et tysk-britisk samarbejdsselskab, som fra 1906 kontrollerede fosfatudvindingen på øen. På grund af dette kom fremmedarbejdere fra Kina og Gilbertøerne til Nauru.

I 1907 sejlede de første skibe lastet med fosfat ud fra Nauru. The Pacific Phosphate Company anlagde et sygehus, kloakanlæg, et kondenseringsanlæg for ferskvandsforsyning i tørketider, en sodavandfabrik, så vel som ismaskiner og kølekamre. Der blev også lavet et kraftværk, så elektriske lys kunne tages i brug. Inden 1913 var 46 skibe seijlet fra Nauru, lastet med til sammen 138.725 ton fosfat.

Den protestantiske missionsorganisation i Boston sendte i 1899 den tysk-amerikanske missionær Philip Delaporte til Nauru; han havde da været missionær på Gilbertøerne siden 1887. I 1908 blev en protestantisk missionærstation startet på øen, og tysk blev skolesproget; i 1902 havde Den katolske kirke startet en missionærstation. Noget senere blev polygami erstattet med det kristne ægteskab.

Under første verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Under første verdenskrig blev Nauru, som andre tyske kolonier i Stillehavet, overgivet uden kamp, og blev okkuperet af australske tropper 4. august 1914. Fra 17. december 1920 administrerede Australien på vegne af Storbritannien og New Zealand Nauru som et mandatterritorium, og sikrede sig rettighederne til udvinding af fosfatressourcerne til spotpris. I 1927 blev "høvdingerådet" dannet, den første nauriske politiske instans.

I 1919 blev angam-dagen annonceret. Det blev bestemt at når den 1500. nauruer blev født, skulle denne dag være en national helligdag. 1500 siges at være den nedre grænse for et samfunds overlevelse. I 1932 kom den første angam-baby.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ehrhart, S., Die Südsee, Inselwelten im Pazifik, Köln 1993. ISBN 3-7701-2705-6
  • Hambruch, P., Die Siedlungen, Hamburg 1914.
  • McDaniel, C./Gowdy, J., Paradise for Sale: A Parable of Nature, California 2000. ISBN 0-520-22229-6
  • Kayser, Alois, Nauru Grammar (1936), Melbourne 1993. ISBN 0-646-12854-X
  • Kreisel, W., "9.3.3.3 Die Bedeutung des Phosphatabbaus für Nauru" i Die pazifische Inselwelt, Darmstadt 1991. ISBN 3-534-02237-8
  • Thilenius, G./Reche, O., Ergebnisse der Südsee-Expedition 1908-1910, Hamburg 1914

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]