Neil Ritchie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Neil Methuen Ritchie
29. juli 1897 - 11. december 1983
General Ritchie som chef for 12. korps i Frankrig
General Ritchie som chef for 12. korps i Frankrig
Fødested Guyana
Dødssted Toronto, Canada
Troskab Storbritannien
Værn Hæren
Tjenestetid 1914 - 1951
Rang General
Enhed Black Watch
Chef for 51. infanteridivision
8. armé
52. infanteridivision
12. armékorps
Skotske kommando
Fjernøstlige kommando
Militære slag * 1. verdenskrig
Udmærkelser Knight Grand Cross of the Order of the British Empire[1]
Knight Commander of the Order of the Bath[2]
Distinguished Service Order[3]
Military Cross[4]
Legion of Merit[5]
Storridder af Orange-Nassau ordenen med sværd[6]
Virtuti Militari, 5. klasse (Polen)[7]
Senere arbejde Bestyrelsesformand for et forsikringsselskab
Oberst for Black Watch (1950 - )[8]

General Sir Neil Methuen Ritchie, GBE, KCB, DSO, MC, KStJ (29. juli 1897 – 11. december 1983) var en højtstående britisk hærofficer under 2. verdenskrig.

Militær karriere[redigér | redigér wikikode]

Efter at have gået på Lancing og Sandhurst begyndte Ritchie's militære karriere i 1914 da han blev udnævnt til officer i Black Watch regimentet. Under 1. verdenskrig gjorde han tjeneste i Frankrig, hvor han fik Distinguished Service Order i 1917, og under Felttoget i Mesopotamien hvor han fik Military Cross i 1918, for "et fint eksempel på kølighed, mod og fuldstændig ignorering af fare".[4]

Ved starten på 2. verdenskrig var Ritchie blevet brigadegeneral, og var involveret i evakueringen fra Dunkerque. Han havde stabsposter under general Wavell, Alanbrooke og Auchinleck og havde en høj stjerne hos dem alde. Det var Auchinleck som gav ham den højeste post i felten, som chef for den britiske 8. armé i november 1941, efter at general Alan Cunningham var blevet fjernet fra posten.

Ritchie havde det uheld at have sin højeste post i den tidlige del af krigen, mens det gik dårligt for de britiske styrker. Den 8. arme i Nordafrika var den eneste britiske landstyrke, som var i krig mod tyskerne i hele verden. Efter nogle tidlige sejre over italienerne blev briterne trængt tilbage efter ankomsten af Afrikakorpset under Erwin Rommel. Det var oprindelig meningen at Ritchie skulle lede 8. armé midlertidigt indtil en passende chef var blevet udnævnt, men det endte med at han havde ledelsen af 8. armé i over seks måneder. Han havde kommandoen under slaget om Gazala i maj-juni 1942 hvor det ikke lykkedes Ritchie at holde kontrol over hæren, og briterne blev slået eftertrykkeligt og mistede havnen Tobruk. Han blev fyret af Auchinleck den 25. juni 1942 inden det første slag om el-Alamein.

Ritchie (i midten) taler til andre officerer i Nordafrika.

Det antages ofte, at Auchinleck udpegede Ritchie, en forholdsvis lavtrangerende general, for selv at kunne styre slaget som øverstkommanderende i Mellemøsten. Ritchie fik meget kritik både under og efter krigen for ikke at have stoppet Rommel. Siden er der flere, som har forsvaret ham ikke mindst Feltmarskal Lord Carver.

Efter at være blevet fjernet som chef for 8. armé blev Ritchie kommandant for 52. infanteridivision i Storbritannien og senere 12. korps under Operation Overlord og felttoget i Nordvesteuropa. Det faktum at Ritchie igen fik en overordnet post i feltet efter sin afsked, i modsætning til sin forgænger i 8. armé generalløjtnant Cunningham, afspejler den høje anseelse han havde ved chefen for imperiets generalstab, Alan Brooke.

Efter krigen blev Ritchie i hæren som øverstkommanderende for den skotske kommando og guvernør på Edinburgh Castle i 1945 og senere som øverstkommanderende for de britiske landstyrker i Fjernøsten i 1947.[9]

Fra december 1948 til hans pensionering fra hæren havde han en ceremoniel stilling som kongens Aide-de-Camp General[10] og fra september 1950 var han oberst for Black Watch,[8] hans gamle regiment. Efter sin pensionering flyttede han til Canada hvor han blev direktør for det canadiske datterselskab af Tanqueray Gordon & Co. og i 1954 blev bestyrelsesformand for Mercantile & General Reinsurance Co. of Canada. Han døde i en alder af 86 år Toronto.


Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. London Gazette: (Supplement) no. 39243, page 3066, 7 June 1951. Hentet 2008-06-21.
  2. London Gazette: (Supplement) no. 37977, page 2573, 6 June 1947. Hentet 2008-06-21.
  3. London Gazette: (Supplement) no. 30252, page 8854, 24 August 1917. Hentet 2008-06-21.
  4. 4,0 4,1 London Gazette: (Supplement) no. 31480, page 9768, 30 July 1919. Hentet 2008-06-21.
  5. London Gazette: (Supplement) no. 38178, page 401, 13 January 1948. Hentet 2008-06-21.
  6. London Gazette: (Supplement) no. 37761, page 5143, 15 October 1946. Hentet 2008-06-21.
  7. London Gazette: (Supplement) no. 35559, page 2113, 12 May 1942. Hentet 2008-06-21.
  8. 8,0 8,1 London Gazette: (Supplement) no. 39017, page 4633, 15 September 1950. Hentet 2008-06-21.
  9. Counterinsurgency lessons from Malaya and Vietnam: learning to eat soup with a knife, By John A. Nagl Page 69 Chicago University Press, 2005, ISBN 978-0-226-56770-9
  10. London Gazette: (Supplement) no. 38473, page 6361, 3 December 1948. Hentet 2008-06-21.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Militær
Efterfulgte:
Sir Alan Cunningham
Kommandant for 51. infanteridivision]
1940 - 1941
Efterfulgtes af:
Douglas Wimberley
Efterfulgte:
Sir Alan Cunningham
Øverstkommanderende for 8. armé
26 November 1941 – 25 June 1942
Efterfulgtes af:
Sir Claude Auchinleck
Efterfulgte:
Sir John Laurie
Kommandant 52. infanteridivision
1942 - 1943
Efterfulgtes af:
Sir Edmund Hakewell Smith
Efterfulgte:
Montagu Stopford
Kommandant 12. korps
1943 - 1945
Efterfulgtes af:
Posten nedlagt
Efterfulgte:
Sir Andrew Thorne
Skotske kommando
1945-1947
Efterfulgtes af:
Sir Philip Christison
Efterfulgte:
Ny post
Fjernøstenkommando
1947-1948
Efterfulgtes af:
Sir John Harding