Nekromantiker

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Saul spår ved hjælp af heksens nekromantik.
John Dee og Edward Kelley udøver nekromantik ved hjælp af et opgravet lig.

En nekromantiker udøver nekromantik. Nekromantik af græsk νεκρός (nekrós), "død", og μαντεία (manteía), på engelsk: divination, dansk "spådom". Nekromantik kan oversættes til "spådom fremsagt af døde". Dette kan ske ved påkaldelse af den afdødes ånd, eller ved clairvoyant brug af knogler og andre ligdele.

Nekromantisk praksis[redigér | redigér wikikode]

Nekromantikeren kan fremmane den dødes ånd ved hjælp af trolddom. Det gamle testamente beretter om kong Saul, der får heksen fra En-Dor til at fremmane profeten Samuels ånd. Beretningen om dette nekromantiske ritual findes i Siraks Bog kap. 46,19-20 [1] og i Samuels Bog kap. 28,3-25. [2]

En anden nekromantisk metode er at påkalde den afdøde ved hjælp af sympatisk magi hvor ligrester, som skeletdele, kraniet eller dele af afdødes legemer anvendes rituelt. Denne metode er illustreret i det viste billede fra 1825. Billedet forestiller matematikeren og okkultisten John Dee, der sammen med alkymisten Edward Kelley udøver nekromantik. Dr. Dee og Kelley arbejdede med åndemaning. Om de to magikere har gennemført et så makabert eksperiment som dette er nok usandsynligt. Og dog var det ikke ualmindeligt, at knogler og kranier var en bestanddel i visse magiske ritualer.

Spiritistiske medier formidler angiveligt kontakt med afdøde mennesker og dyr.

Agrippa von Nettesheim mente, at nekromantiken var sort (eller ulovlig) magi.

Den magiske grimoire (Sorte Bog) Goetia beskriver nekromantik som degenereret magi:

"Denne ædle videnskab degenereres ofte, og fra at være Naturlig bliver den Diabolsk, fra den sande filosofi vender den sig mod Nekromantik hvilket helt og holdent oplader dens følgesvende som misbruger den, og ikke er i stand til den høje og mystiske viden, de vender sig omgående til Satans fristelser, og føres på afveje af ham og ind i studiet af den sorte kunst." (Citatet er oversat efter Harley Ms. 6443 i British Museum, citeret fra Joseph H. Petersons udgivelse af Lemegeton Clavicula Salomonis (Weiser 2001) s. 4.)

Odyssevs fremmaner Teiresias[redigér | redigér wikikode]

På sin hjemrejse efter belejringen af Troja møder Odyssevs stadige forhindringer. Han beslutter at fremmane den døde spåmand Teiresias, der hos Sofokles afslørede for kong Ødipus, at Ødipus var sin fars drabsmand og har ægtet sin mor. Hos Seneca fremstilles Teiresias selv som nekromantiker; han prøver først at finde kong Laios’ drabsmand ved at tolke indvoldene hos ofret kvæg. Selv er han blind, og afhængig af, hvad hans datter Mantó beskriver for ham. Da den metode ikke giver noget svar, griber Teiresias til dødemaning, og påkalder den dræbte kong Laios selv. Kreon er med for at bivåne seancen, og vender tilbage til Ødipus med Laios’ svar: Hans søn Ødipus har selv dræbt ham, og dertil giftet sig med sin mor. [3]

Odyssevs får fremgangsmåden ved dødemaning forklaret af troldkvinden Kirke. Først sejler han over Okeanos til Hades. På stranden dér graver han en grøft, og ofrer en drik til de døde, først af honning og mælk; så af sød vin; til sidst af vand, toppet med bygmel. [4] Han lover de døde at ofre på ny, hvis han kommer vel hjem til Ithaka. Da de døde strømmer til, ofrer han to sorte får, lader blodet rende ned i hullet, og brænder huder som ofre til dødsguden Hades og dennes hustru Persefone. Dernæst trækker han sit sværd, og stiller sig mellem de døde og grøften. Ingen må få smagt blodet, før han har talt med Teiresias.

Først viser den unge Elpénor sig. [5] Han tilhørte Odyssevs’ følge, men mistede livet ved et fald fra skibsmasten, da de forlod Kirke. De nåede ikke at give Elpénor en rigtig gravfærd, og han truer nu med gudernes vrede, hvis følget ikke vender tilbage og begraver ham. Odyssevs opdager sin mor Antikleia blandt de døde; han har ikke en gang været klar over, at hun var død. Så kommer Teiresias til syne. Som den eneste at de døde genkender han Odyssevs, før han får blodet at drikke; Antikleia genkender først sin egen søn efter at hun har drukket blod. [6] Teiresias spår Odyssevs en heldig hjemrejse, hvis blot han og hans mandskab ignorerer sangen fra Skylla og Charybdis undervejs, og lader Helios’ kvæg i fred. Dertil skal Odyssevs ved hjemkomsten sørge for at få sin kones bejlere dræbt, og derefter ofre til Poseidon. [7]

Helte som Agamemnon, Ajax og Akilles viser sig på række og rad; for dem alle er dødsriget er et trist sted. Til sidst gribes Odyssevs af frygt for, at Persefone vil true ham med en gorgons hoved, og flygter i hast med sit skib og sit mandskab. [8]

Dronning Melissa af Korinth[redigér | redigér wikikode]

Kældergange i Nekromanteion, hvor besøgende kunne gå.

Herodot fortæller, at tyrannen Periander fra Korinth sendte bud til de dødes orakel Nekromanteion [9] i Epirus for at spørge sin døde dronning Lyside, som han ofte kaldte Melissa (og som han selv havde dræbt), om hun vidste, hvor en af hans gæster gemte sine penge. Melissa besvarede ikke Perianders spørgsmål, men mindede om, at han havde haft samleje med hende, efter at hun var dræbt. Det tøj, han havde givet hende med i graven, var heller ikke blevet brændt, og hun gik omkring i dødsriget nøgen og frysende. Det tøj, der rådnede i graven, havde hun ingen nytte af. Periander gav nu ordre om, at alle Korinths kvinder skulle møde op i Heras tempel. De klædte sig pænt på i den tro, at de var indbudt til fest. I stedet for rev Perianders soldater tøjet af dem, da de kom. Det blev samlet i en grøft og brændt, og næste gang, Periander kontaktede sin afdøde kone, besvarede hun hans spørgsmål. [10]

Den thessaliske heks Erichtó[redigér | redigér wikikode]

Landskab i Thessalien med floden Pinios.

Lukan efterlod sig kun ét storværk, Pharsalia, om striden mellem Julius Cæsar og Sextus Pompejus. I bog 6 af Pharsalia fortæller han, at Pompejus ville rådspørge de døde om udfaldet af striden - hvad ingen respektabel romer ville finde på.

Pompejus beder heksen Erichtó fra Thessalien om hjælp. Hun skynder sig til en slagmark, hvor hun leder efter et ferskt lig med uskadte lunger. Et solsvedet kadaver med ødelagte lunger og tørre læber er ubrugeligt til hendes formål. Til sidst finder hun et, der er død af et sår i maven, og tager det med til sin bolig, en underjordisk hule under grenene på et takstræ. Hun tager en rød kappe på, reder håret frem over ansigtet, og tilbereder et heksebryg. Så giver hun sig til at mane; det lyder som hundegøen, ulvehyl, ugleskrig, hvæsen fra slanger, bølgeslag og mumlen fra fjerne skove. Hun truer Pluto med dagslyset, og Hekate med at lade de andre guder se hende uden sminke. Heksen truer også med at afsløre en ulovlig forbindelse mellem Pluto og Proserpina. [11] Efter en tid viser spøgelset sig, men det bliver så skræmt af sin skamferede krop, at det ikke vil samarbejde. Erichtó pisker løs på liget med levende slanger og skriger forbandelser. Til sidst giver spøgelset efter, og liget sætter sig op med tårer i øjnene. Nogen spådom får heksen dog ikke, før hun lover at brænde liget og give det en ordentlig gravfærd. Efter spådommen rejser hun så et ligbål. Liget kravler selv op på bålet, og heksen sætter ild til. [12]

Dronning Dagmar i folkevisen[redigér | redigér wikikode]

Med tidligere tiders primitive metoder for at undersøge, om en person virkelig var død, har det ikke været så ualmindeligt, at folk blev vækket til live fra en tilstand i koma. I folkevisen hører vi om Valdemar Sejrs ægtefælle, dronning Dagmar, der døde i barsel i 1212. Den fortvivlede enkemand tryglede de tilstedeværende om at forenes i en bøn for at kalde Dagmar til live igen. Det lykkedes, men i folketroen er de døde ikke glade for at blive genoplivet, og det var dronningen heller ikke.

Dagmar rejste sig fra båren op,
hendes øjne var blodigt røde.

Dog havde hun erhvervet den overnaturlige kundskab, man den gang tilskrev de døde, og hun kom med sin spådom om kongens næste ægteskab (et råd, han ikke efterlevede), før hun måtte tilbage:

Nu er det tid jeg farer herfra,
jeg må ikke mere lide. [13]

Nekromantikeren i fantasy-genren[redigér | redigér wikikode]

Nekromantikeren er en populær magikertype i mange fantasyuniverser. Nekromantikeren skildres ofte som bleg, indelukket og ond. Der er dog eksempler på nekromantikere, som har brugt deres evner til det gode, fx i fantasy-romanerne Sabriel, Lirael og Abhorsen af Garth Nix. I visse tilfælde kaldes nekromantikeren for en åndemaner.

I gyserfilm bringes lig og skeletter til live som viljeløse slaver eller krigere, jf. zombier. Udøvelsen af sådanne evner kan også være en form for nekromantik.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Siraks bog
  2. Samuels bog kap. 46
  3. "Teiresias turns to another procedure, necromancy", citeret fra: http://books.google.co.uk/books?id=Rut-AgAAQBAJ&pg=PA60&dq=tiresias+oedipus+necromancy+seneca&hl=en&sa=X&ei=OD5vVIzrO8exygOO1YKADA&ved=0CDsQ6AEwBw#v=onepage&q=tiresias%20oedipus%20necromancy%20seneca&f=false (s. 60)
  4. "...then poured a libation all around to the dead, first of milk and honey, then of sweet wine, thirdly of water, sprinkled with white barley meal", citeret fra: http://www.poetryintranslation.com/PITBR/Greek/Odyssey11.htm
  5. "The first ghost to appear was that of my comrade Elpenor", citeret fra: http://www.poetryintranslation.com/PITBR/Greek/Odyssey11.htm
  6. "I remained, undaunted, till my mother approached and drank the black blood. Then she knew me, and in sorrow spoke to me", citeret fra: http://www.poetryintranslation.com/PITBR/Greek/Odyssey11.htm
  7. http://www.answers.com/Q/What_is_blind_tiresias'_prophecy_to_Odysseus
  8. "I feared that august Persephone might send against me from Haides’ house the Gorgoneion (gorgon's head) of some grisly monster", citeret fra: http://www.theoi.com/Khthonios/PersephoneGoddess.html
  9. "Near Parga on the west coast of Greece and dedicated to Pluto and Persephone, this oracular sanctuary was the second most famous in Epirus after Dodona and was where the living could speak with the dead", citeret fra: http://www.greeceathensaegeaninfo.com/destinations-greece-nekromanteion.htm
  10. "After doing that, he sent to consult Melissa a second time, and her ghost now told him the place where his guest-friend had deposited the treasure", citeret fra: http://bookcents.blogspot.no/2010/08/periandros-periander.html
  11. http://books.google.co.uk/books?id=hVUCz-BNWHUC&pg=PA146&lpg=PA146&dq=lucan+pharsalia+erichto&source=bl&ots=iCT9-8MmbB&sig=OBviDcZ6fNBaPKlVlNJDlsBavwA&hl=en&sa=X&ei=_xRvVKadO-v5ywP0r4L4Cw&ved=0CCIQ6AEwAg#v=onepage&q=lucan%20pharsalia%20erichto&f=false (s. 147)
  12. Velle Espeland: Spøkelse! (s. 175), forlaget Humanist, Oslo 2002, ISBN 82-90425-57-0
  13. Gengivet i: Velle Espeland: Spøkelse! (s. 121)

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Heinrich Cornelius Agrippa: "Of Occult Philosophy" Book III (part 4, Ch. XLII "By what wayes the Magicians and Necromancers do think they can call forth the souls of the dead." [1]