Nero

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nero
Nero
Nero
Navn før
tiltrædelse:
Lucius Domitius Ahenobarbus
Navn som
kejser:
Nero Claudius Cæsar Augustus Germanicus
Regerede: 13. oktober 54 - 9. juni 68
Dynasti: Julo-claudiske
Født: 15. december 37, Antium
Død: 9. juni 68, Rom
Dødsårsag: Selvmord
Forgænger: Claudius
Efterfølger: Galba
Se også liste over romerske kejsere

Lucius Domitius Ahenobarbus (15. december 379. juni 68) var en romersk kejser 54 – 68 og den sidste af det julisk-claudiske dynasti. Han var kendt som Nero og én af Roms mest berygtede herskere.

Tidlige liv[redigér | redigér wikikode]

Nero var søn af kejser Caligulas søster Agrippina den Yngre og den romerske adelsmand Cnaeus Domitius Ahenobarbus. Efter moderens ægteskab med kejser Claudius blev han adopteret af denne, gjort til adoptiv/svigersøn, blev (uvist af hvilken grund) favoriseret på bekostning af kejserens søn Britannicus og fik en omhyggelig opdragelse med filosoffen Seneca som lærer. Efter Claudius' død udnævntes Nero straks til ny kejser, men på grund af sin unge alder stod han de første år under formynderskab. Perioden var yderst rolig, men det tilskrives Neros formynderskab, der bestod af Seneca og gardechefen, Burrus. Efterhånden blandede Nero sig mere og mere i styringen af riget, påvirket af sin elskerinde og senere hustru Poppaea Sabina. Efter en strid med sin mor, Agrippina, lod han hende myrde i 59 , og fra da af trådte han frem som hersker og slog ind på en terroristisk kurs; han lod bl.a. sin hustru henrette og giftede sig med Poppæa og kom efterhånden under stærk påvirkning af hende og især den ny gardechef Tigellinus. Seneca mistede gradvist sin indflydelse, trak sig tilbage og måtte i år 65 begå selvmord efter en påstået indblanding i det Julisk-Claudiske komplot.

Kejserdømme[redigér | redigér wikikode]

Neros styre udviklede sig herefter i stigende grad til et tyranni, hvor velhavere blev dødsdømt for påståede forbrydelser og deres formuer beslaglagt. Dog beskrev Neros efterfølger, Flavius Vespasianus, den første tredjedel af Neros regeringstid som de bedste i kejsertiden. Og det på trods af at Vespasian var blevet bortvist af Nero, fordi han var faldet i søvn under en af Neros endeløse recitationer. Nero lod sig dyrke som gudekejser og krævede Senatets underkastelse. Et særligt træk hos ham synes at være hans lyst til at optræde som kulturpersonlighed; han skal have optrådt som både digter, sanger og sportsmand, alt til overklassens store forargelse. Men ifølge Suetonius skulle han have været et ægte talent. Han havde forfatteren Petronius, som havde skrevet Satyricon, som rådgiver. En vigtig begivenhed under hans styre var Roms brand år 64, som udslettede en tredjedel af byen. Den udnyttedes til opførelsen af et pragtpalads "Det gyldne Hus" på tomterne (senere nedrevet til fordel for Colosseum). Branden gav anledning til de første forfølgelser af de kristne som fik skylden; derimod er det stadig ubevist, at kejseren skulle have stået bag branden. Udenrigspolitisk synes Nero at have haft planer om en genoptagelse af krigspolitikken mod Partherriget, men han opgav dem.

Neros fald[redigér | redigér wikikode]

Det blev Neros stadig hårdere kurs imod provinsembedsmænd og generaler, der førte til hans fald. En henrettelse af generalen på parterfronten skabte frygt blandt de øvrige statholdere og førte til oprør. I 67 rejste der sig en opstand i Gallien under Vindex, som blev slået ned, men den bredte sig til Spanien under ledelse af statholderen Galba, den senere kejser, året efter, og fik tilslutning i Italien. Overfor dette oprør optrådte Nero påfaldende usikkert og svagt; hans støtter i hær og garde svigtede ham og gik over til oprørerne. Til sidst vendte også Senatet sig imod ham i sommeren 68, og han flygtede til en villa uden for Rom, hvor han begik selvmord med en slaves hjælp. Med ham uddøde Cæsars slægt. Hans død fulgtes af ét års tronstrid (firekejseråret) som bragte det Flaviske dynasti til magten.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Polakken Henryk Siemiradzkis maleri Kristendommens fakler fra 1876 fremstiller Neros dekadente livsførsel og kristenforfølgelser i 1800-tallets romantiske stil.

For eftertiden har Nero stået som én af "historiens værste tyranner", og han har været indbegrebet af den grusomme, perverse og kristendomshadende romerske kejser. En del af det dårlige eftermæle skyldes utvivlsomt romerske historikere som Tacitus og Suetonius, der begge var stærkt kritiske over for kejserdømmet, samt at han var den første kejser, der for alvor vendte sig mod de kristne. Både hvad angår kristenforfølgelser og grusomheder i almindelighed overgås han klart af flere andre romerske kejsere. På den anden side er der næppe tvivl om, at hans styre har været præget af både terror og ineffektivitet. Han fremstår undertiden som en forfængelig og uselvstændig hersker, der lod sig dominere af stærkere personligheder, især Tigellinus, men greb til hensynsløs vold og henrettelser, når han følte sig truet. Hans overgreb på nære familiemedlemmer har uden tvivl vakt forargelse i samtiden, hvorimod pjalteproletariatet synes at have set positivt på ham, formentlig på grund af hans mange gladiatorlege. Enkelte historikere bl.a. englænderen Bernard Henderson og danskeren Peter Ørsted har søgt at give ham delvis oprejsning ved at pege på personlige initiativer og reformplaner på skatteområdet, men som helhed står det negative billede stadig fast, skønt formentlig overdrevet.

På 200-tallet identificerede digteren Commodian Nero som tyrannen, der skulle indvarsle Antikrists komme. Denne Nero redivivus – genopstandne Nero – skulle herske i tre et halvt år, før han skulle besejres af en konge fra Østen, den endelige Antikrist, som skulle styrte Nero, forårsage Romerrigets fald, og få herredømme over hele verden. Der gik rygter om, at Neros selvmord var fingeret, og at han i virkeligheden levede i eksil for at komme tilbage og generobre magten. Falske Nero'er dukkede op. I 88 blev Romerriget nødt til at true med krig for at få udleveret en falsk Nero, der var dukket op i Partherriget.[1] I middelalderen opstod legenden om at hans genfærd hjemsøgte det valnødde-træ, der voksede, hvor hans aske var gravet ned, på skråningen af Monte Pincio oven for den nuværende Piazza del Popolo. Ravnene, som holdt til i træet om nætterne, blev tolket som dæmoner, der pinte ham for hans forbrydelser. Da pave Paschalis 2. byggede den første kirke i området i 1099, blev træet hugget ned, og dermed forsvandt spøgeriet også.

Ud fra en formodning om, at Nero stod bagved branden i Rom, kaldtes Hitlers ordre af 19.marts 1945 om Tysklands totale ødelæggelse for Nero-befalingen. [2]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Jan Ingar Thon: "Antikrist", Dommedag! (s. 100-1), forlaget Humanist, Oslo 2008, ISBN 978-82-92622-48-3
  2. http://skepticism.org/timeline/march-history/3733-nero-decree-adolf-hitler-orders-destruction-of-german-infrastructure.html

Se også[redigér | redigér wikikode]

Nero er bl.a. beskrevet skønlitterært i:

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Romerske kejsere Efterfølgende:
Claudius Galba