Niels Ebbesen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Statuen af Niels Ebbesen i Randers er fra 1882, skabt af F.E. Ring og Vilhelm Dahlerup.[1]
Niels Ebbesen, malet af Agnes Slott-Møller i 1893-1894, Randers Kunstmuseum.

Niels Ebbesen[2] (født 1308 og død 2. november 1340) var en dansk lavadelsmand, der blev nationalhelt, da han dræbte den kullede greve, grev Gerhard 3. af Holsten i Randers 1. april 1340.

Drabet fandt sted under Den kongeløse tid, hvor Danmark var pantsat til tyske grever: Jylland og Fyn til Gerhard 3.. Sjælland og Skåne til Johan af Holsten. Selv om det kan diskuteres, om motivet for drabet var nationalfølelse eller ulyst til at betale skat, blev det et signal til oprør mod de tyske pantbesiddere.

1. april 1340. Greven var med 11.000 mand rykket op i Danmark for at inddrive sit tilgodehavende med magt. Ved Kolding delte han hæren og sendte en hærafdeling til Varde og en til Viborg. Selv rykkede han til Randers med 4000 mand og opslog sit hovedkvarter dér.n Den 1. april 1340 red Niels Ebbesen til Randers med 47 mand og skjulte sig i byen til det blev nat. De trængte ind i grevens hus og ”huggede hans hoved af over sengestokken”. For ikke at blive beskyldt for lønmord, slog de på tromme og udråbte drabet. Derefter flygtede de ned til broen over Gudenåen. Svend Trøst havde i mellemtiden forberedt broen til afkastning, og da de var vel ovre, kastede de broen i vandet og vandt et forspring. Aktionen kostede danskerne én mand.



Slaget ved Nonnebjerget 2. november 1340

Niels Ebbesen belejrede med en bonde- og rytterhær Skanderborg Slot, da den holstenske besætning ikke ville overgive sig. Da 600 holstenske ryttere var på vej til undsætning, trak Niels Ebbesen sin hær op på bakken for ikke at komme i klemme mellem et udfald fra borgen og et rytterangreb sydfra. Oppe på bakken, formentlig cirka der, hvor banegården ligger i dag, lavede den en vognborg.

Rytterne og slottets besætning prøvede at angribe samtidigt, men rytterne red i mudder og blev forsinket til det første angreb. Det blev slået tilbage. Da rytterhæren nåede frem, angreb landsknægtene og rytterne samtidig. Vognborgen blev gennembrudt. Mange blev dræbt. Niels Ebbesøn trak sig op på Ladegårdsbakken med sine ryttere. Her blev de omringet. Alle 2.000 danskere døde den 2. november 1340.


Fra Århus var bisp Svend på vej med 200 ryttere, men de red forkert, og da de nåede frem var kampen slut. De red tilbage til Århus. De døde blev begravet i en massegrav ved Skanderup Kirke. Massegraven blev fundet i 1920'erne ved Nørregades udvidelse. Graven blev ikke undersøgt.

Niels Ebbesens lig blev lagt på hjul og stejle. Om natten blev det fjernet af hans venner og ført bort. Formentlig blev han begravet i Vestervig kirke.

Niels Ebbesens æt. Niels Ebbesen var adelsmand af Strangesen-slægten. Slægten Strangesen – eller Strangesønnerne – kom fra Thy. I Vestervig kirke i Thy var Strangesen-slægtens familiegravsted.

Niels Ebbesen blev født o. 1308. Hans far var Ebbe Strangesen. Hans mor var Bege Buggesdatter, søster til Niels Bugge til Hald.


Forfatteren Kaj Munk skrev under besættelsen skuespillet Niels Ebbesen, som det blev forbudt at udgive og opføre. Niels Ebbesen-skikkelsen blev i det hele taget et symbol for den danske modstand mod den tyske besættelsesmagt. Forfatteren Kåre Bluitgen har i sin roman "Lykkelandet" fra 2010 (ISBN 978-87-991704-5-6) givet sit bud på Niels Ebbesens liv ud fra samtidige kilder.

Krøniken[redigér | redigér wikikode]

Den bedste kilde til viden om Niels Ebbesen er den samtidige Jyske Krønike, der ganske vist er forfattet af en åbenlyst modstander af holstenervældet. Desuden nævnes N.E. i en folkevise fra det 16. århundrede (men først nedskrevet i midten af det 18. århundrede), hvor han blev dyrket som nationalhelt. I slutstrofen hedder det:

Saa gæsted han en Kærling,
hun havde ikke uden to Leve [brød];
den ene gav hun Niels Ebbesøn,
for han vog den kullede Greve

Om Niels Ebbesen og Svend Trøst i folkevisen fra 1580[redigér | redigér wikikode]

Folkevisen om Niels Ebbesen fra ca. 1580 indeholder mange detaljerede oplysninger om begivenheden d. 1. april 1340. Hovedtemaet er kampen mod undertrykkelse og fremmedherredømme.

Kampen for friheden skildres ved at stille skarpt på forholdet mellem herre og svend i Danmark og i Holsten. Hvor forholdet i Danmark er ligebyrdigt og frivilligt, er svenden i Holsten underordnet sin herre. Svenden skal følge sin herres bestemmelse, også hvad angår troskabsforholdets varighed. I Danmark er troskabsforholdet gensidigt opsigeligt når som helst. (Det har vistnok baggrund i reelle forskelle mellem dansk og holstensk retstradition. Måske mellem Romerret og Nordisk ret.)

Da Niels Ebbesen opsiger troskabsforholdet, ”undsiger” greven, opfatter denne det som opsætsighed og dømmer Niels fredløs.

I folkevisens strofe 20 forklarer Niels Ebbesen greven, hvori dansk frihedstradition består:

                                       Det er så sæd i Danmark 
                                       Har været af gamle dage:
                                       Når en svend ikke længer tjene vil,
                                       da må han orlov have.

Grevens svar kommer i stofe 21:

                                       Da svarede greve hr. Gert,
                                       han lyster det ikke at høre:
                                       ”Der må ingen svend fra sin herre ride,
                                       den stund han lyster ham at føre.”

I tråd med dansk frihedstradition giver Niels Ebbesen to gange sine svende chancen for at undslå sig at deltage i aktionen i Randers, hvis de fandt den for farlig. Det tjener svendene til ære, at ingen af dem tager imod tilbuddet. Det var et storsindet tilbud, for chancen for at slippe levende fra aktionen var minimal. Et angreb på greven med 47 mand ind i Randers by, hvor der var 4000 holstenske soldater, var en livsfarlig aktion. Og med færre mænd selvfølgelig farligere.

Første gang Niels Ebbesen gav svendene frit valg var hjemme på Nørreris, da han satte svendene ind i sin plan.

I folkevisens strofe 37 hedder det:

                                       I æder og drikker, i dannissvende, 
                                       I gør eder fuld glade!
                                       Først denne nat forgangen er,
                                       da fanger vi dagen i stad. 

strofe 38:

                                       Dagen kommer ikke, før solen skin,
                                       Så får vi tidende på ny;
                                       Så vil jeg på mine svende se,
                                       hvilken fra sin herre vil fly.

Men svendene afslår tappert tilbuddet:

                                       Op stod de dannissvende,
                                       de svared deres herre så fri:
                                       ”Vi vil med eder ride,
                                       Vove både gods og liv”



Anden gang tilbuddet gives, var ved ankomsten til Randers bro. Myten siger, at Niels Ebbesen standsede op ved broen og spurgte sine svende, om nogen havde fortrudt og var bange for at ride med ind i Randers. Svend Trøst – Niels Ebbesens søstersøn – bad da om orlov. At netop Svend Trøst ved Randers bro foregiver at være bange og ønsker at blive tilbage ved broen, mens de andre rider ind i byen, er et hårdt slag for Niels Ebbesen. Det er familien, der svigter i farens stund! Han bliver selvfølgelig både skuffet og ked af det, men det rokker ikke ved hans retsindighed og trofasthed overfor sine frihedsidealer. Svend Trøst får orlov – oven i købet med sadel og hest.

Beretningen om Svend Trøsts orlov understreger forskellen mellem dansk frihedstradition og ret-sind og holstensk tvang og magtkultur. I Holsten bestemte herren, hvornår en svend måtte forlade tjeneste og få orlov. I Danmark var det fra gammel tid svendens egen afgørelse, hvor længe han ville blive i tjenesten. Og denne ret gjaldt også, når faren var allerstørst!

I folkevisens strofe 41 lyder det:

                                       Det var Niels Ebbesen,
                                       Han kom til Randers bro:
                                       ”Hvilken mig ikke tjene vil
                                       og han tage orlov nu.”

strofe 42:

                                       Frem gik da liden Svend Trøst,
                                       Ham troede han allerbedst:
                                       ”Min herre, I giver mig orlov,
                                       og dertil sadel og hest:”

Men at Svend Trøst ikke tog orlov, fordi han var bange, gør kun historien endnu bedre. Hans plan var nemlig i hemmelighed at forberede tilbagetoget ved at løsne broplankerne. Så da Niels Ebbesen efter drabet på Grev Gert flygtede over broen med holstenerne i hælene, sprang Svend Trøst frem og smed broplankerne i vandet, hvorved danskerne fik et forspring og undslap forfølgerne. Svend Trøst endte med at være den, der var Niels Ebbesens bedste og mest trofaste svend.

I folkevisens strofe 43 lyder det:

                                       Han begærede orlov
                                       og dertil sadel og hest;
                                       den samme dag, førend aften kom,
                                       han tjente ham allerbedst


Svend Trøst blev efter denne bedrift kaldt for ”Ridderen af Randers bro”

Der har nok været tale om en i aftalt, grundigt forberedt og vel planlagt aktion. En tømmerkonstruktion som Randers bro løsnes ikke, uden at der er nogen, der opdager det. Sandsynligvis har folkene på den nærliggende Nielstrup mølle, som ejedes af Offa Nielsen Panter fra Clausholm, fået besked på at se til den anden side, måske endda om at hjælpe Svend Trøst. Offa Nielsen Panter har nok stået i ledtog med Niels Ebbesen. Og Niels Ebbesen kan ikke have været uvidende om, hvad Svend Trøst havde i sinde.

Kilder[redigér | redigér wikikode]


Danmark Stub
Denne biografi om en dansker er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi