Niels Neergaard
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Niels Thomasius Neergaard (27. juni 1854 - 2. september 1936) var en dansk politiker, historiker, konseilspræsident fra 1908 til 1909 og statsminister fra 1920 til 1924.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Neergaard var født i et præstehjem i Ugilt i Vendsyssel, og hans far sognepræst Peder Neergaard havde været rigsdagsmand. Hans mor var Julie Eibe. Han uddannede sig som historiker og studerede økonomi og statsvidenskab.
[redigér] Politisk karriere
Han blev valgt til Folketinget for Venstre og var medlem af tinget 1887-90 og 1892-1932. Fra 1898 var han valgt i Ebeltoftkredsen. Han tilsluttede sig det Moderate Venstre, som samarbejdede med Højre-regeringerne, og efter Frede Bojsen trådte ud af politik i 1901, blev han denne gruppes leder i Folketinget.
I 1908 blev han finansminister i J.C. Christensens ministerium, men da J.C. Christensen allerede samme år måtte afgå efter Alberti-skandalen, blev Neergaard konseilspræsident. Fra 1910-13 var Neergaard finansminister i Klaus Berntsens ministerium, og i 1920, efter at Påskekrisen havde udløst valg, blev han statsminister i en regering, der sad til 1924. Fra 1926-29 var han igen finansminister i Madsen-Mygdals regering.
Niels Neergaard var en politiker som havde sin styrke i saglighed i højere grad end i det taktiske, politiske spil.
[redigér] Karriere som historiker
Som historiker skrev han betydningsfulde værker om nyere, dansk politisk historie. Det vigtigste må siges at være Under Junigrundloven, der udkom i to bind (andet bind i to halvbind) i perioden 1892-1916. Her blev den politiske udvikling i perioden 1848-1866 givet en så grundig behandling, at værket stadig i dag har værdi, hvis man ønsker at studere dette emne.
[redigér] Bibliografi
- Under Junigrundloven I-II, København 1892-1916 (optrykt 1973 ISBN 87-7500-825-4)
 |
Denne politikerbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |  |
|
|||||||
