Nikolaj Nikolajevitj af Rusland (1831-1891)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nikolaj Nikolajevitj af Rusland (1831-1891)
Storfyrste af Rusland
Ægtefælle Alexandra Petrovna af Oldenborg
Børn
Nikolaj Nikolajevitj af Rusland (1856-1929)
Peter Nikolajevitj af Rusland
Far Nikolaj 1. af Rusland
Mor Charlotte af Preussen
Født 27. juli 1831
Skt. Petersborg
Død 13. april 1891
Alupka Krim
Begravet Peter og Paul Katedralen
Storfyrst Nikolaj Nikolajevitj Senior og storfyrstinde Alexandra Petrovna

Nikolaj Nikolajevitj ( Russisk: Николай Николаевич) (27. juli 1831 Tsarskoye Selo -13. april 1891), storfyrste af Rusland, tredje søn af kejser Nikolaj 1. af Rusland, og russisk Feltmarskal. Han tilhørte huset Romanov.

Nikolaj blev kaldt Senior for at skelne ham fra hans ældste søn kaldet Nikolaj Nikolajevitj Junior.

I familien blev han kaldt onkel Nizi.

Nikolaj blev stamfar til den gren af kejserfamilien der blev kaldt Nikolajevitji.

Familie og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Nikolaj Nikolajevitj blev født i 1831 af det regerende kejserpar Nikolaj 1. og hans hustru kejserinde Alexandra Feodorovna, prinsesse af Preussen.

Som en yngre søn tog han den traditionelle militære uddannelse. Han gennemgik et barsk træningsforløb, der gjorde ham udholdende, flittig, og gav ham en grundlæggende disciplin. Han deltog senere blandt andet i Krim-krigen.

Nikolaj havde en speciel interesse for teknik og Ingeniørtropperne, af hvilke han senere blev chef for.

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Nikolaj med hans familie

I 1856, året efter hans faders død, blev Nikolaj gift med den i Rusland boende prinsesse Alexandra Petrovna af Oldenburg. Ægteskabet var ikke særlig lykkeligt, men parret fik sammen to sønner:

Nikolaj havde en permanent elskerinde, danserinden Katarina Kislova, med hvem han fik 5 børn, og affæren var offentlig kendt.

Senere liv[redigér | redigér wikikode]

Da hans broder, kejser Alexander 2. af Rusland, kom på tronen, fik Nikolaj en betydelig politisk indflydelse. Han sad i det russiske statsråd og fik betydelige militære poster.

I 1856 blev han generalinspektør for ingeniør-tropperne og kavalleriet og samtidig øverstkommanderende over tropperne i Skt. Petersborgs militærdistrikt. I 1873 blev han leder af den Kejserlige Livgarde.

Nikolaj deltog i Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878), hvor han ledede de russiske styrker ved Donau. Hans indsats var ikke særlig vellykket, og han blev udsat for kritik for sine manglende lederegenskaber. Han blev siden frataget det egentlige lederskab, men fortsatte formelt på sin post. Til trods for kritikken blev han efter en fordelagtig fredsaftale i 1878 udnævnt til generalfeltmarskal af sin bror.

I kølvandet på krigen blev Nikolaj sat i forbindelse med korruption og bestikkelse. Han forsøgte at forsvare sig ved at udpege andre russiske statsmænd og generaler, hvilket ikke bidrog til hans popularitet.

I 1881 blev Alexander 2. myrdet, hvilket betød, at Nikolaj mistede al politisk indflydelse. Hans nevø Alexander 3. af Rusland brød sig ikke om Nikolaj og hans livsstil.

Nikolaj havde en dårlig økonomi. Han lånte penge mod sit palads og blev sat under administration af Alexander 3. i 1882.

Sidste år[redigér | redigér wikikode]

Nikolaj havde et ønske om, at hans hustru ville dø før ham, så han kunne gifte sig med sin elskerinde. I stedet var det elskerinden, der døde i 1889. Kort efter blev Nikolaj sindssyg. Han havde kræft i munden, der senere satte sig på hjernen. Han udviklede vrangforestillinger og troede, alle kvinder var forelsket i ham, og han angreb selv en ung mand, han antog for at være en kvinde ved en balletforestilling.

I 1890 blev han officielt erklæret for utilregnelig og blev holdt indespærret i sin bolig på Krim, hvor han boede.

Nikolaj Nikolajevitj døde i 1891.