Nordfrisisk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nordfrisisk
(Nordfriisk)
Talt i: Nordfrisland i Tyskland
I alt talere: 10.000
Sprogstamme: Indoeuropæisk

 Germansk
  Vestgermansk
   Anglo-Frisisk
    Frisisk
     Nordfrisisk 

Officiel status
Officielt sprog i: Tyskland Tyskland (minoritetssprog)
Reguleret af: Nordfriisk Instituut
Sprogkoder
ISO 639-1: ingen
ISO 639-2: frr
ISO 639-3:
Nordfrisiske dialekter: I ListSild taltes dansk, på Ejdersted og Nordstrand taltes frisisk indtil stormfloden i 1634

Nordfrisisk er en samlet betegnelse for frisiske dialekter, der tales i Nordfrisland (Nordfriislon). Nordfrisisk er et minoritetssprog i Tyskland, som tales af godt 10.000 mennesker, imens 20.000 mennesker forstår det.

Historie og status[redigér | redigér wikikode]

Nordfrisisk opdeles i ønordfrisisk og fastlandsnordfrisisk. Ligesom nedertysk og dansk er nordfrisisk et anerkendt regionalsprog i Slesvig-Holsten. Antallet af nordfrisisk-talende i Nordfrisland anslås i begyndelsen af nyere tid at have være ca. 50.000, mens det er i dag ca. 10.000.

Nordfrisisk bliver i dag talt af friserne bosat på vestkysten fra den tysk-danske grænse i nord til Bredsted i syd og på øerne Sild, Før, Amrum, Helgoland og på halligerne. Kerneområder er i dag Bøking Herred, Vesterland-Før og Amrum. Sproget kom til regionen med indvandrere fra Vest- og Østfrisland, som bosatte sig i området, hvor deres teknologi med digebygning, dræning, kunstige høje (værfter) til bebyggelse og landvinding ved forøgelse af tidevandets materialeaflejring i slikgårde muliggjorde bosætning i hidtil tyndt befolkede områder.

Nordfrisisk er anerkendt som mindretalssprog i Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog. Mange kommuner i Nordfrisland har tosprogede byskilte. Med Friserloven (Friisk Gesäts) fra 2004 er sproget også officielt anerkendt som andetsprog i Nordfrisland kreds og på Helgoland.

Dialekter[redigér | redigér wikikode]

Nordfrisisk er delt i flere dialekter. De frisiske dialekter på Ejdersted og på øerne Pelvorm og Nordstrand uddøde i løbet af det 17. og 18. århundrede. Dialekterne er indbyrdes ret forskellige. Den sproglige samhørighed er dog langt større end forskellene.

Forskel mellem ø- og fastlandsdialekter skyldes blandt andet de forskellige frisiske indvandringsbølger til Sydslesvigs vestkyst. Den første kom allerede omkring år 800 og gjaldt i første række gestøerne Sild, Før, Amrum og Helgoland samt de mere højtliggende dele af halvøen Ejdersted. Den anden bølge omkring år 1000 eller 1100 koloniserede marskegnene mellem Ejdermundingen og Vidåen samt de nuværende halliger og den forhenværende ø Strand, som efter stormfloden 1634 blev til restøerne Nordstrand og Pelvorm.

Nordfrisisk udgør inden for de vestgermanske sprog sammen med de øvrige frisiske sprogformer en "engelsk-frisisk" eller "nordsø-vestgermansk" gruppe. Det ses endnu i dag i ord som nøgle, som hedder på engelsk key, i Bøking Herred koie og på Før kai. Den dybtgående danske påvirkning ses i ord som "ild", som skrives iilj i Bøking Herred og ial på Før eller "dreng", som skrives dring både i Bøking Herred og på Før [1]. I det sydlige Nordfrisland blev nordfrisisk afløst af nedertysk eller højtysk.

Skrivemåde[redigér | redigér wikikode]

Tosproget skilt ved politistation i Husum

Den nordfrisiske ortografi afviger noget fra, hvad der ellers bruges i germanske sprog, idet den på grund af sin unge alder er stort set fonetisk.

En kort vokal betegnes ved et enkelt vokaltegn, og en lang betegnes ved dobbeltskrivning af vokaltegnet, for eksempel i skuul, "skole" (fering-dialekt). Dobbeltskrivning af konsonanter findes derimod kun for Helgoland-dialekten (hvor den faktisk er overflødig, da vokallængden også her markeret med enkelt/dobbeltskrivning). På Sild og Helgoland skrives navneord som på tysk med stort begyndelsesbogstav.

Vokalsystemet er, selv af et germansk sprog at være, meget rigt, og der findes bl.a. mange diftonger.

Der er store indbyrdes forskelle mellem de nordfrisiske dialekter, både hvad angår udtale og ordforråd. Forskellene mellem de 10.000 frisisktalendes sprog er således blevet sammenlignet med dialektforskellene i hele det nordiske sprogområde. Den fonetiske ortografi har således ført til, at nordfrisisk staves på en halv snes forskellige måder, hvilket er en alvorlig hæmsko for brugen af sproget i undervisning, litteratur, medier og i forhold til myndigheder.

Som navn for sproget og området ses i stigende grad formerne friisk og friislon, der dog ikke bygger på nogen enkeltdialekt eller et kompromis mellem disse. Den sidste er en ren konstruktion, da Frisland på alle dialekter har et navn med -k- mellem "fris-" og "-land", egentlig "fris(i)skland".

I dag er Bøkingherredfrisisk den mest udbredte ortografi; for hundrede år siden sås sildring-frisisk ofte på skrift, men er i dag stærkt truet på grund af turismeeksplosionen på Sild.

Karakteristika[redigér | redigér wikikode]

Særegne træk ved nordfrisisk i forhold til de omgivende germanske sprog er blandt andet følgende (eksempler fra Bøking Herred):

  • Stemte obstruenter (lukkelyde og hæmmelyde) forekommer i udlyd, dvs. ordfinalt, som i engelsk, men i modsætning til tysk og nederlandsk (fastlandsvestgermansk).
  • Substantiver har i modsætning til de omgivende nedertyske og danske sprogformer bevaret alle tre køn. Dialekterne på Før og Amrum har dog sammenfald af hun- og intetkøn.
  • Nordfrisiske substantiver har to former for bestemthed og dermed to sæt bestemte artikler. Et substantiv kan være bestemt ud fra de talendes baggrundsviden eller kan blive bestemt i talesituationen. De situationsbetingede bestemthedsartikler (di, , dåt, pluralis da) er sproghistorisk mest arkaiske, og de baggrundsbetingede bestemthedsartikler (e, e, et, e) er udviklet herfra.
  • En særlig gruppe inden for substantiver udgøres af personnavne og slægtskabstermer, der som sætningsobjekt får akkusativsuffikset -en Denne gruppe ord har altså sammen med personlige pronomener morfologisk subjekt/objekt-markering. Genitiv af personnavne og slægtskabstermer dannes ved yderligere at tilføje -s.
  • Det nordfrisiske verbum har tre forskellige infinitiver: Som i oldengelsk og westerlauwersfrisisk bruges under forskellige omstændigheder en lang form, -en, bl.a. efter infinitivmærket tu; eller en kort form, -e (hvis verbets stamme ender på vokal dog -n(j)), bl.a. i forbindelse med hjælpeverber. Endelig bruges verbets stamme under nogle omstændigheder (med infinitivmærket än) som infinitiv.
  • Som i westerlauwersfrisisk og engelsk er det refleksive pronomen fraværende.
  • Det demonstrative pronomen for intetkøn (dåt) har forskellige former i nominativ og akkusativ (hvilket er usædvanligt for et indoeuropæisk sprog), idet det i sidstnævnte falder sammen med hankønsformen (ham).
  • Med hensyn til ordforrådet kan der ud over sprogets lighedspunkter med engelsk noteres megen dansk påvirkning. Som kuriosa kan nævnes, at fastlandsdialekterne har egne navne for årets måneder samt et ord for "døgn", eetlem. Bemærk også det unikke stedsadverbium forde "i stalden" (men "stald" = bousem).
  • Som i westerlauwersfrisisk bruges verbet jeewe (svarende til "give") kun i betydningen "findes", mens düünj, "gøre", også dækker betydningen "give, forære".

Sprogeksempler[redigér | redigér wikikode]

Den følgende tabel viser dialekternes ligheder og forskelle [2].

Dialekt Fader Moder Søster Broder
Sölring Faaðer Mooter Sester Bröðer
Fering aatj mam saster bruler
Öömrang bruder
Halligfrisisk baabe mäm soster bröör
Halunder Foor Mem Söster Bruur
Viddingherredfrisisk tääte määm broor
Kærherredfrisisk mäm brauder
Bøkingherredfrisisk taatje mam brouder
Nørregøsherredfrisisk fååje mäm soster brår
Mellemgøsherredfrisisk ate söster broor
Søndergøsherredfrisisk fåår,fååðer brööðer

Denne tabel viser numeralerne fra 1 til 12 på både bøkingherredfrisisk, fering (førfrisisk), halunder (helgolandsk), sölring (sildfrisisk) og westerlauwersfrisisk (frisisk variant i Nederlandene) med dansk oversættelse:

Dansk Bøkingherredfrisisk Fering Halunder Sölring Westerlauwersfrisisk
en, et iinj, ån ian iaan jen ien
to tou, twäär tau ? tau twa
tre trii, tra trii tree trii trije
fire fjouer fjauer schtjuur fjuur fjouwer
fem fiiw fiiw fiuw fif fiif
seks seeks seeks sös soks seis
syv soowen sööwen seeben soowen sân
otte oocht aacht ach aacht acht
ni nüügen njüügen neägen niigen njoggen
ti tiin tjiin tain tiin tsien
elleve alwen elwen elm, elben elev alve
tolv tweelew/tweelwen twaalew twallow twelev tolve

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Prof. Dr. Thomas Steensen: Wie bitte? Friesisch? Was ist das denn?
  2. Alastair G. H. Walker og Ommo Wilts: Die nordfriesischen Mundarten, i: Horst H. Munske: Handbuch des Friesischen, Tübingen 2001, side 286