Nordisk mytologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi


Religion
Historiske religioner
Egypten - Grækenland
Romerriget - Kelterne Denne artikel er del af serien Nordisk religion
Historie
Bronzealder · Jernalder Religionsskiftet · Folklore
Mytologi
Guder · Odin· Thor Freja · Loke · Balder Aser · Vaner Jætter · Alfer · Dværge
kosmologi
Asgård · Vanaheim Jotunheim · Midgård
Ritualer
Blót · Sejd · Runer
Helte
Sigurd Fafnersbane Sigmund
Fester
Jul · Midsommer
Rediger

Snorres Edda (den yngre Edda) som lærebog i nordisk mytologi

Den nordiske mytologi er en overordnet betegnelse for de overbevisninger og legender, der var relateret til den religion, som var udbredt blandt de germansktalende folk i Nordeuropa før kristendommens indførelse. Den bedst bevarede version af germanernes mytologi og mest opfattende materiale stammer fra Norden, men det overleverede materiale som stammer fra de øvrige germanske område viser at mytologierne de steder har været nært forbundet med det nordiske materiale. Nordisk mytologi indgår derfor i den mere almene germanske mytologi. I det angelsaksiske England og i Tyskland blev kristendommen dominerende flere hundrede år tidligere end i Norden, og vores viden om de germanske myter stammer hovedsageligt fra middelalderlige litterære kilder fra Skandinavien og Island. Den europæiske lærdomstradition blomstrede på Island i perioden lige efter kristendommens indførelse, og samtidig opstod der en interesse for den skandinaviske fortid, derfor blev mange af de traditionelle fortællinger nedskrevet og dermed bevaret for eftertiden. De fortællinger og forestillinger der knyttede sig til religionen i Nordeuropa udviklede sig over tid, og der har været store regionale forskelle.

Der fandtes ingen doktriner og kanoniske værker, i stedet har en lang række myter og legender været delt af en større befolkningsgruppe som sprogligt var beslægtede med hinanden, der blev aldrig udviklet noget sammenhængende religiøst system, som det kendes i mange moderne religioner. Derfor findes der mange forskellige og parallelle versioner af de samme grundmyter. Denne mytologi blev i sin traditionelle form gengivet mundtligt i poetisk form. Navne og betegnelser fandtes derfor ikke i en fast nedskrevet form og varierede derfor fra sted til sted. Den nordiske mytologi indeholdt også elementer der stammede fra såvel keltisk mytologi som finsk-ugrisk mytologi, en kultur som tidligere bredte sig langt ned i Sydskandinavien. Den nordiske mytologi udgjorde næppe før middelalderens forsøg på at skabe en sammenhængende historie, en kulturel enhed, som vi kender det fra eksempelvis kristne institutioner - men snarere en dynamisk syntese af nye og gamle forestillinger, fra et uhyre stort geografisk område, genstand for stadig fornyelse og gendigtning.

Nogle aspekter af den nordiske mytologi fortsatte i den skandinaviske folklore og har på denne måde overlevet helt til moderne tid; de drejer sig dog mest om mindre betydningsfulde mytologiske skikkelser som udviklede sig til yngre skikkleser som alfer, vætter, nisser og trolde. i de senere år har forskellige grupper søgt at genskabe en religion (Asetro), baseret på den nordiske mytologi, som led i den internationale neopaganistiske bevægelse.

[redigér] Myterne

De germanske myter handlede gerne om konflikten mellem guder og uhyrer, guderne var dem der etablerede den kosmiske orden, og som derved var garanter for kultur, retfærdighed, rigdom, visdom og frugtbarhed. Uhyrerne derimod var repræsentanter for kaos og udgjorde en konstant trussel, både mod gudernes og menneskenes verden. Fortællingerne beretter derfor om kraftfulde og handlekraftige personer, om krigere der var vant til ufred, plyndring og ulykker. I skandinavien kaldte man de mægtigste gudeslægt for aserne, mens den mindre dominerende slægt blev kaldt vanerne. Gudernes primære modstandere i myterne var jætterne, som konstant søgte at ændre magtblancen i verden til deres fordel. Dertil fandtes der også andre langt farligere uhyrer, som fx Fenrisulven, Midgårdsormen og Nidhug. Andre mytologiske skikkelser var bl.a. dværge og mennesker, der dog sjældent spillede andet end en birolle i de myter som guderne optrådte i. Aserne og vanerne sørgede for lov, orden og frugtbarhed, samt gav viden om fortiden og fremtiden, inspiration til skjaldekunsten, støttede konger så de sejrede i slag og bød de døde krigere velkommen i deres rige.

[redigér] Guderne

Guderne bestod af to slægter, de mest magtfulde og dem vi kender flest navne på tilhørte asernes slægt, den anden var vanernes. De to grupper besad forskellige evner og opførte sig på forskellig vis, og denne opdeling strækker sig tilsyneladende langt tilbage i forhistorisk tid. Vaneguderne står primært for rigdom og frugtbarhed, Njord for søfart, handel og ejendom, mens hans børn Frej og Freja står for frugtbarhed og seksualitet. Vanerne, især Freja, var også assorcieret med sejd, en form for magi der gjorde udøveren i stand til at kontrollere andre og opnå hemmelig viden, sejd blev dog af nordboerne anset som en farlig og upassende praksis. I de senere myter fra vikingetiden beskrives de slægter som tidligere fjender, der engang i urtiden havde udkæmpet en krig. Siden har de imidlertid indgået en fred og de tre vaneguder Njord, Frej og Freja boede i den mytologiske nutid hos aserne i Asgård; det var et resultat af en aftale om udveksling af gidsler som sikring af freden. I moderne tid er det blevet foreslået at vanerne repræsenterede en gammel indfødt religion i Norden, mens aserne blev indført sydfra, og at krigen symboliserede dette religionsskifte.

Den største gruppe af guder i myterne var aserne, den omfatter nogle af de mest poulære og kendte guder, fx Odin og Thor. Disse to guddomme fremstår som to vidt forskellige skikkelser. Odin er en kompleks figur med mange attributter, nogle af dem hemmelighedsfulde eller endda en smule skumle. Han er den mest magtfulde figur i den nordiske mytologi, vis og kyndig udi magi, men er også forædderisk og benytter gerne bedrageri for at nå sine mål. I forklædning drager han ofte ud, enten for at tilegne sig rigdom, magi eller for at intervenere i menneskenes affærer. Han fungerer derfor også som krigsgud og støtter magtfulde krigere, selvom han tilslut gerne forråder dem, så de dør og derpå kan slutte sig til ham efter døden. I sine kilder fremtræder han især som de professionelle krigeres gud og kongernes gud. Hans mest berømte våben er spyddet Gungner, hans hest er den ottebenede Sleipner og hans hjem er Valhalla, hvor han samler de bedste krigere som skal kæmpe for ham i den sidste krig Ragnarok. Thor fremstilles som en langt simplere og mindre intelligent figur, hvilket har ført til en beskrivelse af ham som en folkelig gud. Han er fysisk meget magtfuld, og bevæbnet med sit kraftigste våben, hammeren Mjølner er han et af de allerstærkeste væsner i den nordiske mytologi. Han beskytter Asgård mod angreb udefra og kæmper mod jætter og uhyrer. I nogle historier er han ledsaget af Loke, en flertydig person der i nogle tilfælde optræder som en vitig spilopmager, og andre gange som en ondsindet forræder, hvis handlinger i sidste ende vil afslutte gudernes herredømme og iværksætte Ragnarok.

[redigér] Kilder

Hovedkilden til den nordiske mytologi er den Ældre Edda, som menes at være skrevet af Sigmund Sigfussons , som er den eneste samlede autentiske kilde, der endnu er nedskrevet, mens asatroen blev praktiseret og var virksom. Den øvrige og senere viden om nordisk mytologi, som skyldes skjalden Snorri Sturluson, som dog er stærkt præget af kristendommens og kirkens indflydelse.

Snorri Sturlusson nedskrev tidligere tiders mundtligt overleverede gude- og heltesagn i Yngre Edda.

Andre væsentlige kilder er Saxo Grammaticus' Gesta Danorum ('Danernes Historie'), og Adam af Bremens beretning om Nordens historie og geografi.

Nordisk mytologi er således i høj grad præget af middelalderlig skjaldekundskab, nedskrevet af en senere tids munke og krønikeskrivere, med en kristen eller romantisk historiekonstruktion for øje. Adam af Bremen skrev sit værk på bestilling af biskoppen af Hamburg-Bremen, og Saxo dokumenterede i Gesta Danorum den danske kongemagts rødder tilbage til sagnkongernes tid og gav derved den daværende danske kongemagt en historisk begrundelse og legitimation.

Udover det skriftlige materiale findes en del ikke-skriftlige kilder, der supplerer den islandske Edda. Arkæologiske fund og bevarede nordiske runesten udgør et værdifuldt materiale, som i skrift og afbildning forholder sig til Guder og elementer af det verdensbillede, vi præsenteres for i Edda'en. Andre germanske folk har derudover bevaret sagn og myter, som komplementerer de nordiske fortællinger.

[redigér] Moderne tid

I moderne tid er den nordiske mytologi ofte blevet brugt i en nationalromantisk sammenhæng, ved f.eks. i digtning og historieskrivning at hævde en særlig nordisk egenart. F.eks. er der en refererence til Freja i nationalsangen Der er et yndigt land og det danske militær flirter med nordisk mytologi i deres navngivning af udenlandske militærbaser. I Irak: Camp Yggdrasil, Danevang og Einherjer. I Afghanistan: Camp Viking.

[redigér] Se også

[redigér] Litteratur

Bæksted, Anders; Nordiske guder og helte, 1984 ISBN 87-567-3897-8
Davidson, H. R. Ellis; Gods and myths of Northern Europe, 1979 ISBN 0-14-020670-1
Ross, Margaret Clunies; Prolonged echoes : Old Norse myths in medieval Northern society, Vol. 1 , The myths, 1994. ISBN 87-78380081

[redigér] Eksterne henvisninger

Denne boks: se • diskutér • ret Guderne i den Nordiske mytologi
Aser:	Andrimner \| Balder \| Brage \| Delling \| Forsete \| Hejmdal \| Hermod \| Høder \| Høner \| Kvaser \| Magni \| Modi \| Od \| Odin \| Sommer \| Svåsud \| Thor \| Tyr \| Ull \| Vale \| Ve \| Vidar den Tavse \| Vile \| Vinter
Asynjer:	Eir \| Fjørgyn \| Fulla \| Gefion \| Gersimi \| Gna \| Hlin \| Hnoss \| Idun \| Lofn \| Nanna \| Saga \| Sif \| Sigyn \| Snortra \| Syn \| Vår
Vaner:	Frej \| Freja \| Frigg \| Njord \| Måne \| Sol