Nordkorea
Nordkorea eller officielt Den Demokratiske Folkerepublik Korea, (koreansk: Chosŏn Minjujuŭi Inmin Konghwaguk; hangul: 조선민주주의인민공화국; hanja: 朝鮮民主主義人民共和國) er den nordlige halvdel af den koreanske halvø i det østlige Asien. Nordkorea grænser mod Sydkorea i syd og mod Kina og Rusland i nord. Nordkoreanerne kalder selv landet Pukchosŏn («Nord-Chosŏn», 북조선). Vigtige eksportvarer er blandt andet tekstiler og landbrugsvarer. Vigtige importvarer er olie, kul, transportudstyr og maskiner. Vigtige handelspartnere er Kina, Japan og Rusland.
Den 17. december 2011 døde Kim Jong-il af et hjerteanfald, i en alder af 69 år; Han havde siddet ved magten siden faderen, Kim Il-sungs død i 1994 efter at have regeret siden 1948. Kim Jong-il efterfølges af sin søn Kim Jong-un (født 1984), der kaldes Den Store Efterfølger[6].
Historie
Den første koreanske oldtidsstat kaldet Choson blev ifølge myten grundlagt allerede i 2333 f.Kr. af Tangun, der var beslægtet med solguden. Chosons centrum lå i nordvest ved floden Taedong, og med tiden ekspanderede riget mod nord, indtil det kom i konflikt med og blev besejret af Kina i 108 f.Kr. med militærkolonier på hele halvøen til følge. Udenfor disse bystater begyndte der at dannes bystater, hvoraf de største var det nordlige Koguryo, det sydøstlige Silla og det sydvestlige Paekche. I begyndelsen af 300-tallet fordrev Koguryo kineserne, men det var kongeriget Silla, der endte med at underlægge sig de andre stater igennem 600-tallet og dermed igen forene Korea. Riget oplevede en kort succes, men gik derefter i opløsning fra slutningen af 700-tallet. I starten af 900-tallet overtog Koryodynastiet derfor magten.[7]
Mongolerne invaderede halvøen i 1200-tallet, mens den i 1300-tallet blevet ramt af kinesiske angreb. I 1392 blev Choson- eller Yi-dynasiet det regerende dynasti, og Seoul blev hovedstad. Korea havde da igen en blomstringstid i 1400-tallet, hvor det moderne koreanske skriftsprog hangul blev skabt, men riget begyndte igen at forfalde pga. korruption og arvefølgestrid, og i slutningen af 1500-tallet blev det udsat for japanske angreb. Da Kina invaderede halvøen i begyndelsen af 1600-tallet, blev den en kinesisk vasalstat med total isolation til følge bortset fra kontakten til Kina.[8]
I 1875 blev de koreanske havne af Japan tvunget åbne for japanske handelsfolk, og som følge af den russisk-japanske krig 1904-1905 tog Japan kontrol over Korea, indtil Korea blev endeligt annekteret i 1910. Under det japanske overherredømme var assimilering til den japanske kultur påkrævet af koreanerne, der skulle følge japanske skikke og anvende japanske navne. Japan bidrog derudover til at udvikle det koreanske landbrug, industrien og minedrift, hvor overskuddet gik til Japan. Japan deltog som en af aksemagterne i 2. Verdenskrig, men ved slutningen af krigen lykkedes det Sovjetunionen at invadere det nordlige Korea, mens USA invaderede det sydlige Korea. Den midlertidige grænse mellem de to besættelsesområder lå på den 38. breddegrad.[9]
Nordkoreas grundlæggelse og Koreakrigen
I slutningen af 1945 indvandrede mange politisk skolede etniske koreanere fra Sovjetunionen. Den 13. oktober 1945 grundlagdes i Seoul det koreanske kommunistiske parti og i december blev Kim Il-sung valgt til at partiets formand. I 1947 oprettede kommunisterne, ledet af Kim Il-Sung, en stat i nord med støtte fra Sovjetunionen og Kina, mens Sydkorea dannede en midlertidig nationalforsamling støttet af USA. FN opfordrede til forsoning og satte som mål at genforene Korea.
FN-overvågede valg lod sig kun gennemføre i Sydkorea, hvor de borgerlige partier vandt; tre måneder efter afholdt Nordkorea i august 1948 parlamentsvalg, og Kim Il-sung proklamerede oprettelsen af Den demokratiske folkerepublik Korea. Den 25. juni 1950 angreb og erobrede Nordkorea det meste af Sydkorea. En FN-styrke blev oprettet, under amerikansk ledelse og med deltagelse af 16 nationer, for at slå angrebet tilbage. Dette var starten på Koreakrigen.
De første måneder af krigen foregik langs grænsen mellem nord og syd, omkring den 38. breddegrad. FN-styrken generobrede i oktober 1950 Seoul og besatte Pyongyang. I 1951 gik en kinesisk hær af bevæbnede bønder over grænsen og tvang FN-styrkerne tilbage. I januar 1951 havde Nordkorea generobret Seoul og store dele af Sydkorea. USA iværksatte en kraftig offensiv og pressede den nordkoreanske hær tilbage til den 38. breddegrad. I 1953 blev USA og Nordkorea enige om at danne en demilitariseret zone langs den 38. breddegrad som grænse mellem Nord- og Sydkorea. Der blev indgået våbenhvile, men eftersom der stadig ikke er underskrevet en fredsaftale, er Nord- og Sydkorea formelt set i krig med hinanden endnu.
Efter krigen
I 1954-61 underskrev Nordkorea militære bistandsaftaler med Kina og Sovjetunionen. I 1972 blev der vedtaget en ny forfatning, der samtidig gjorde Kim Il-sung til præsident på livstid. 90% af industrien var nu i statens hænder og resten organiseret i kooperativer.
I 1970erne indførte Kim Il-sung en politisk doktrin kaldet juche. Juche går i hovedsagen ud på selvforsyning af varer og tjenester. I nutiden producerer Nordkorea 95% af eget forbrug og økonomisk blev landet helt afhængig af støtte fra Sovjetunionen. Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, mistede Nordkorea denne økonomiske støtte, og økonomien gik i stå.
Den 8. juli 1994 døde Kim Il-sung, og sønnen Kim Jong-il overtog gradvis styringen af landet og blev udnævnt til statsoverhoved. I 2011 døde den 69/70-årige Kim Jong-il, hvorefter hans søn Kim Jong-un blev statsoverhoved. Han blev sidst i 2010 udnævnt til firestjernet general.
Mellem 1996 og 1999 blev Nordkorea ramt af hungersnød, og 6-700.000 mennesker døde. Nordkorea blev tvunget til at bede omverdenen om hjælp.
I 1990'erne ophørte Nordkorea med at betegne landet som kommunistisk, og alle billeder af Karl Marx blev fjernet.
Efter 2000
Som den første sydkoreanske leder, besøgte Kim Dae-jung i 2000 Nordkorea og mødtes med Kim Jong-il. Samme år fik Kim Dae-jung Nobels fredspris.
Nordkorea har i mange år forsøgt at bygge kernevåben, og landet gennemførte en prøvesprængning af kernevåben i oktober 2006 og FN's sikkerhedsråd blev enig om en resolution, der indførte sanktioner mod Nordkorea.
Nordkorea har diplomatiske forbindelser med i alt 41 stater, bl.a. Sverige, Kina, Vietnam, Rusland og Cuba. [10] Landet modtager økonomisk og materiel støtte fra især Kina og Rusland, og har økonomiske forbindelser med Vietnam og Cuba.
I november 2010 blussede konflikten mellem Nord- og Sydkorea op igen efter nordkoreansk bombardement af den lille sydkoreanske ø Yeonpyeong, tæt på grænsen mellem de to Koreaer, bombardementet kom efter at Sydkorea sammen med USA afholdt en militærøvelse i området. Situationen har siden været spændt mellem nationerne, senest efter den årligt tilbagevendende sydkoreansk/amerikanske militærøvelse sidst i februar 2011.
I 2012 forsøgte Nordkorea at opsende to satellitter, Kwangmyŏngsŏng-3 den 13. april (som mislykkedes) og Kwangmyŏngsŏng-3 Unit 2 den 12. december (som tumler rundt i kredsløb)[11].
Geografi
I nord har landet en naturlig grænse mod Kina ved floderne Yalu og Tumen; sidstnævnte danner også den mindre grænse til Rusland. Floderne løber fra Nordkoreas højeste bjerg, den udslukte vulkan Paektu (2.744 m), der ligger ved den kinesiske grænse. Indlandet er udpræget tyndt befolket, da 4/5 af landets areal er bjergkæder, samt løv- og nåleskov på plateauerne. I vest er derdog hovedsagelig lave sletter. Befolkningen koncentrerer sig i de vestlige og østlige kystregioner som også rummer storbyerne Pyongyang, Hamhung, Kaesong, Sinuiju og Chongjin. I syd grænser landet op til Sydkorea, og grænsen er grundet de to landes voldelige forhistorie forholdsvis bred og demilitariseret. Sydkorea ligger ligesom Nordkorea på den Koreanske halvø, og de to fylder omkring halvdelen af halvøen hver.[12]
Klima
Nordkorea har et tempereret kontinentalklima med fire udprægede årstider. Sommeren er varm og regnfuld pga. monsunvinde fra sydøst, mens vintermånederne er kendetegnet af kulde og tørke pga. tørre vinde fra Sibirien. Omkring halvdelen af den årlige nedbørsmængde falder i Monsuntiden (jangma) i tidsrummet fra juni til august. Geografisk fordelt falder meget af nedbøren i form af sne i bjergene, mens lavlandet oplever nedbør i modererede mængder.[12] Om efteråret er landet ofte ramt af hvirvelstorme.
Demografi
Nordkoreas befolkning er en af de etnisk og spogligt mest homogene i verden: den store majoritet er koreanere, med koreansk som modersmål, med kun meget små kinesiske og japanske minoriteter.
Nordkorea har en beregnet middellevetid på 67,3 år, eller 65,1 år for mænd og 69,3 år for kvinder. Dette indebærer, at Nordkorea har lidt længere middellevetid end verdensgennemsnittet.[13]
Til forskel fra Kina, som har forsøgt at begrænse befolkningsvæksten med for eksempel enbarnspolitik og skattetillæg for forældre, har Nordkorea længe forsøgt at stimulera børnefødsler ved både børnetilskud og gratis børneomsorg. Trods dette har Nordkorea en ganske langsom befolkningstilvækst med cirka 0,785 % per år (2007)[14].
Kønsfordelingen i den nordkoreanske befolkningen er ret jævn. Kvinderne udgør 50,5 % af befolkningen og mændene 49,5 %. Der fødes lidt flere drenge end piger i Nordkorea, 51,2 % af de nyfødte er drenge og 48,8 % er piger, og drenge udgør også 50,7 % af befolkningen under 15 år. Blandt den del af befolkningen, som er mellem 15 og 64 år, udgør mænd 49,5 % af befolkningen og kvinderne 50,5 %. Blandt den del af befolkningen, som er över 65 år, er kønsfordelningen betydeligt mere skæv, idet mændene kun udgør 35,7 % af befolkningen og kvinderne 64,3 %.[14].
Sprog
Koreansk er officielt sprog lige som i Sydkorea. Syd- og nordkoreanere har ingen problemer med at forstå hinanden, men under årenes løb er forskellene blevet større mellem dialekterne i Nord- og Sydkorea. Den dialekt, som anvendes i officielle forbindelser i Nordkorea, er Seouldialekten, som tillige er den officielle form i Sydkorea.
En anden stor dialekt af koreansk i Nordkorea er Hamgyŏngdialekten, som tales i Hamgyŏng och Ryanggang i Nordkorea samt i Det koreanske autonome præfektur Yanbian i Kina.
Kinesiske tegn (i Nordkorea kaldt hancha) anvendes ikke i officielle forbindelser i Nordkorea, selv om det er obligatorisk at læresig dette i den nordkoreanske folkeskole, men kun det egne skriftsystem chosŏn'gŭl. Nordkorea anvender officielt McCune-Reischauersystemet for transkribering, men også revideret romanisering forekommer ofte i nordkoreanske tekster.
Uddannelse
Nordkorea har 11 års obligatorisk skolegang bestående af et forskoleår, fire år i så kaldt folkeskole og seks år i videreuddannelse med valgbar indretning. Efter den obligatoriske del af skolegangen findes tre forskellige højere uddannelsesformer: universitet, erhvervsskole og teknisk højskole. To kendte universiteter i Nordkorea er Kim Il-Sung Universitetet og Pyongyangs videnskabelige og tekniske universitet. Også doktorantuddannelser findes i tilslutning til universiteterne.
Voksenuddannelse har været højt prioriteret i Nordkorea, især i form af studiekredse, men også gennem såkaldte "fabrikshøjskoler" som tilbyder aftenkurser og intensivkurser for ansatte. Fabriks- og kontoransatte skal i Nordkorea have 2 timer af arbejdsdagen til studier i nogen form.
Læsekundskaben i Nordkorea er meget høj. 99 % af nordkoreanerne over 15 år kan læse (andelen er 99 % både for mænd og kvinder).[15]
Religion
Nordkorea har en buddhistisk og konfuciansk arv samt en egen shamanistisk tradition, især den så kaldte chondoisme. Officielt har Nordkorea religionsfrihed, men kritikere mener, at dette ikke er tilfældet i praksis.[16][17][18] Ifølge den liste, som Open Doors, en kristen missionsorganisation for forfulgte kristne, har sammansat, er Nordkorea med stor marginal det land, som forfølger kristne hårdest.[19] Religionsfriheden er indskrevet i grundloven, men der foreskrives også, at religionen ikke må anvendes som et redskab for at inddrage udenlandske magter eller forstyrre den sociale ordning.[20]
Chondoismen repræsenteres i Nordkoreas parlament af det Chondoistiske Chonguparti, som ledes af den sydkoreanske dissidenten Ryu Miyŏng.
Økonomi
Nordkoreas økonomi er organiseret efter stalinistisk model, og staten kontrollerer mere end 90 procent af al arbejdskraft. Landets økonomi er en af verdens mest centralstyrede og isolerede. 95 procent af alle de varer, som findes i landet, kommer fra den statsejede industri, og fødevareproduktionen er organiseret i store kollektiver, men sværindustrien er kunstigt forstørret, og landbruget vurderes til at være ineffektivt. Af det samlede bruttonationalprodukt udgør industrien 25 %, landbruget 30 %, og service samt andet 45 % jf. skøn fra 2000. Nordkorea har en del naturlige ressourcer i form af bly, guld, jernmalm, kul, magnesit, wolfram, vandkraft og zink. Nordkoreas største handelspartnere er Japan, Sydkorea og Kina til hvilke, de eksporterer landbrugsvarer, metaller, mineraler, silke, tekstiler og tobak med en samlet eksport på 0,7 mia. USD, mens de importerer levnedsmidler, maskiner, metaller, mineralprodukter og tekstiler med en samlet import på 1,7 mia. USD – fordi selvforsyningen er højt prioriteret, er både eksport og import relativt lav.[21]
Landet standsede i 1980'erne afbetalingen af dets udlandsgæld på 12 mia. USD, og det er derfor ikke muligt for landet at låne yderligere penge. Landet blev hårdt ramt da Sovjetunionen, den vigtigste handelspartner, i 1991 ophørte med at eksistere. Den manglende billige sovjetiske olie var en af af de væsentligste årsager til, at industrien siden kun har produceret på halv kraft. Siden Sovjetunionens sammenbrud har Nordkorea desuden været afhængig af udenlandsk valuta til finansiering af import, og det er derfor forsøgt gjort lettere for private i udlandet at investere i landet, mens den ulovlige amerikanske dollar bruges stadigt mere. Derudover sender mange koreanere, der arbejder i Japan penge tilbage til Nordkorea. Det er dog ikke tilstrækkeligt, og vestlige efterretningstjenester vurderer, at Nordkorea er involveret i organiseret kriminalitet som bilsmugling, falskmøntneri og narkotikahandel.[22]
Gennemsnitsalderen var ifølge WHO-angivelser i 2004 faldet til 65 år for mænd og for kvinder til 68 år. Den gennemsnitlige børnedødelighed var i 2004 på 5,8%
Økonomisk udvikling
Nordkorea oplevede efter Koreakrigens afslutning i 1953 en årrække med en vis fremgang, hvor bruttonationalproduktet pr. indbygger var højere end i Sydkorea. Sydkorea overhalede dog Nordkorea i 1980, og igennem 1980'erne var der problemer med energimangel, et ringe transportsystem og et forældet produktionsapparat. I denne periode var Sovjetunionen Nordkoreas største handelspartner med halvdelen af al handel, mens den også dækkede Nordkoreas handelsunderskud. 1990 var det første år siden Koreakrigen med et fald i BNP'en, hvilket fortsatte til og med 1998 – i 1999 var der en vækst på 6 %. I 1991 brød Sovjetunionen sammen, så Nordkorea blev nødt til at bruge udenlandsk valuta, hvilket førte til et sammenbrud i udenrigshandlen og yderligere energimangel. Det var også i 1990'erne, at Nordkorea blev ramt af flere naturkatastrofer, hvilket, kombineret med det økonomiske sammenbrud, førte til hungersnød og efterfølgende udenlandsk nødhjælp[21]
Pga. disse problemer blev et reformprogram sat i gang, hvor udenlandske investeringer blev legaliseret. Forfatningen blev ændret i 1998, så der nu også var plads til noget privat initiativ. Efter Kim Jong-ils besøg i Rusland og Kina fik visse grupper lov til at bruge kontanter i stedet for rationeringsmærker, skønt 2/3 af befolkningen stadig brugte rationeringskort, og frie markeder og butikker fik fri prissætning på visse varer. Da efterspørgslen oversteg udbuddet førte det imidlertid til inflation, og rispriserne steg drastisk. Dette faldt sammen med mange arbejdsløse pga. et sammenbrud i sværindustrien og en faldende udenlandsk fødevarebistand pga. Nordkoreas atomprogram. Fra 2003 blev det muligt at handle forbrugs- og industrivarer på private markeder og handel med udenlandske virksomheder gjort lettere. De nye markedsmekanismer herskede der imidlertid uvidenhed om, og korruptionen voksede.[23]
Politik
Udenrigspolitik
Nordkorea har i dag kun diplomatiske forbindelser med Sverige, Rusland, Hviderusland, Kina, Cuba, Laos, Vietnam og Venezuela.
Indenrigspolitik
Nordkoreas nuværende forfatning strammer fra 1998. Den fastslår, at Nordkorea er en socialistisk stat, som skal styres i overensstemmelse med jucheideologiens principer, som de formuleredes af landets grundlægger Kim Il Sung. Parlamentet, Højeste folkeforsamling, har sæde i Pyongyang og har 687 medlemmer, valgte i enkeltmandsvalgkredse for femårige perioder. Denna udser regeringen, som på sin side ledes af statsministeren, siden 2007 Kim Yong-il (må ikke forveksles med Kim Jong-il).
Efter, at Kim Il Sung døde i 1994, er præsidentposten i praksis afskaffet, og de formelle opgaver overførte til den højeste folkeforsamlings formand Kim Yong Nam, mens præsidentens udøvende magt overførtes til Kim Jong Un i hans egenskab af øverstbefalende. Nogle mener, at lederne Kim Il Sung og Kim Jong Il betragtes som folkets frelsere, og at personkulten omkring dem er så stærk, at de er blevet ophøjede til en nærmest gudlignende status.
I realiteten anses Nordkorea af de fleste uafhængige sagkyndige at være et repressivt kommunistdiktatur[24], og al lovlig politisk virksomhed kanaliseres gennem Demokratisk front for fædrelandets genforening, som helt domineres af kommunistpartiet, Koreas arbejderparti. Dette opstiller i realiteten retninglinjerne for landets politik under ledelse af dets generalsekretær, fra 1994 Kim Jong-il. I 1998 ændredes grundlovens forord således, at Kim il-Sung kaldes Republikkens evige præsident.
Forud for parlamentsvalgene hvert femte år udpeger den Demokratisk fronts lokale organisationer sine kandidater i hver valgkreds, hvorpå disse opstilles til valg uden modkandidater. Kandidaterne er fordelte mellem frontens tre partier, Koreas Arbejderparti, Chondoistiska Chongupartiet og Koreas socialdemokratiske parti, idet det førstnævnte får klart den største repræsentation. Politisk virksomhed uden for disse tre partier er ikke tilladt. Partiernes - og dermed landets - politik formuleres i praksis helt af Koreas arbejderparti. De andre partier savner i realiteten helt politisk selvstændighed.
Politisk repræsentation og menneskelige rettigheder
Ifølge Nordkoreas internationale venskabsorganisation, Korean Friendship Association, er Nordkorea et flerpartidemokrati, som garanterer ytringsfrihed for sina medborgere.[25] Denne opfattelse deles dog ikke af alle udenlandske sagkyndige. Sveriges udenrigsdepartement skriver således i sin rapport om situationen for de menneskelige rettigheder i landet, at Nordkorea er "et af verdens mest repressive politiske regimer", at ytringsfriheden i praksis er meget begrænset, samt at landets politiske system ikke indeholder nogen mekanisme, som gør det mujligt for folkeflertallet at i praksis forandre landets ledelse[26]. Nordkorea betegnes i den vestlige verden ofte som en totalitær stat og som en af verdens mest lukkede stater og tildeltes i tidskriftet The Economists demokratiindex den laveste placering af de stater i verden, som regnes for selvstændige. Den nordkoreanske befolknining er inddelt i et strikt kaste-lignende system, songbun, som har stor indflydelse på hver medborgers levevilkår.[27]
Nordkorea tilbyder meget begrænset indsigt fra omverdenens side i levevilkårene for landets indbyggere. Den amerikanske kommité for menneskerettigheder i Nordkorea (U.S. Committee for Human Rights in North Korea) offentliggjorde i 2003 en rapport om arbejds- og fangelejre i landet, hvilken bygger på vidneudsagn og satellitbilleder. Rapporten, som er skrevet af David Hawk, tidligere UNHCR-medarbejder i Kambodja, hævder, at lejrene anvendes til indespærring af tusindvis af politiske og kriminelle fanger samt illegale flygtinge, som er blevet sendt tilbage fra Kina. I de fleste tilfælde er fangerne ikke blevet idømt deres livstidsstraffe. De politiske fanger forfølges i lejrene i op til tre generationer af familjer uden ret til at møde slægtninge. Fangerne arbejder under slaveagtige forhold i miner og industrier. Rapporter omtaler også anvendelse af tortur, tvangsaborter og tvangssterilisering. Nordkoreas regering afviser disse udsagn.[28] I 2013 opdagede man hvad, der menes at være en nybygget fangelejr via satellitbilleder. Anlægget var ikke synligt på tidligere satellitbilleder. Et 20 kilometer langt hegn omgiver det nye område. Det, som menes at være en ny fangelejr, grænser til det tidligere kendte Camp 14, som er en af de få lejre hvorfra internerede, der har kunnet flygte, har kunnet fortælle om.[29] Shin Dong-hyuk er den eneste om hvem det vides, at han er født i Camp 14 og som det er lykkedes at flygte.[30]
Hoeryongfangelejren kaldes en af de fangelejre, som findes i landet. En forhenværende vagt ved navn Kwon Hyuk og andre vidner har fortalt, at systematiske massehenrettelser og ihjelgasninger af hele familjer forekommer som en del af militære eksperimenter og resultaterne dokumenteres nøje af forskere og militærfolk. I en af disse spredte lejre siges op til 50.000 fanger at være indespærrede, og ialt siges det, at cirka 200.000 fanger i lejre findes i hele landet.[31] Det skønnes at omkring 40 % af indespærrede i fangelejre dør som følge af af tortur, underernæring eller sexuel vold.[29]
Ifølge den tyske avis Stern anvender det nordkoreanske militær fysisk og psykisk handikappede børn som forsøgskaniner, når man tester biologiske og kemiske våben.[32]
I juli 2010 offentliggjorde Amnesty International en rapport, som fremstillede Nordkoreas sundhedsvæsen som forældet og utilstrækkelig. Amnesty påstod også, at man, til trods for at sygepleje officielt er gratis i landet, må betale læger for at få behandling. Men allerede dagen efter, at Amnesty havde offentliggjort denne rapport, afholdt Verdenssundhedsorganisationen, WHO en pressekonference og afviste Amnestys oplysninger. WHO hævdede, at Amnestys rapport var uvidenskabelig og baseret på gamle oplysninger og enkelte historier fra folk, som ikke befinder sig i landet. Verdenssundhedsorganisationen tilføjede, at man har gennemført hundredevis af feltopgaver i Nordkorea og ikke en eneste af dem har rapporteret lignende oplysninger som dem, Amnesty offentliggjorde[33]. I april 2010 udtalte WHOs generalsekretær, Margaret Chan, under en pressekonference[34], at hun var imponeret af sundhedsvæsenet i Nordkorea.
Turist i Nordkorea
Kun ca. 2000 vestlige turister besøger årligt Nordkorea. Sydkoreanske turister har tilladelse til at besøge turistregionen Kumgangsan. Den største turistgruppe er kinesere (typisk familier af soldater som deltog i Koreakrigen). Personer fra USA nægtes oftest visum, bortset fra rejser som inkluderer Arirangfestivalen, som også er åben for sydkoreanerne.
Når turister færdes offentligt i Nordkorea skal de være fulgt af en guide fra regeringen. Hotellet er ikke et frit valg og man kan ikke bare forlade hotellet og gå individuelle ture i Pyongyang. Der er ingen private restauranter i byen, men kvaliteten i de statslige er generelt af normal standard.
Når man rejser til Nordkorea fraråder rejseselskaberne, at man stiller kritiske spørgsmål til guiderne omkring systemet og regeringen. Der har været episoder hvor turister er blevet sendt hjem for "upassende opførsel". I sommeren 2008 skød og dræbte nordkoreanske soldater en turist [35], hvorefter flere rejseselskaber droppede deres ture til Nordkorea.
-
Baitou bjerget
-
Genforenings-monumentet
-
Tongmyong-paladset
-
Kŭmgangsan
-
Lufthavn i Pyongyang
Administrativ inddeling
Kort | Navna | Chosŏn'gŭl | Hanja | Administrativt sæde | |
---|---|---|---|---|---|
Hovedstad (chikhalsi)a | |||||
1 | Pyongyang | 평양직할시 | 平壤直轄市 | (Chung-guyok) | |
Specialby (teukbyeolsi)a | |||||
2 | Rason | 라선특별시 | 羅先特別市 | (Rajin-guyok) | |
Provinser (do)a | |||||
3 | Sydpyongan | 평안남도 | 平安南道 | Pyongsong | |
4 | Nordpyongan | 평안북도 | 平安北道 | Sinuiju | |
5 | Chagang | 자강도 | 慈江道 | Kanggye | |
6 | Sydhwanghae | 황해남도 | 黃海南道 | Haeju | |
7 | Nordhwanghae | 황해북도 | 黃海北道 | Sariwon | |
8 | Kangwon | 강원도 | 江原道 | Wonsan | |
9 | Sydhamgyong | 함경남도 | 咸鏡南道 | Hamhung | |
10 | Nordhamgyong | 함경북도 | 咸鏡北道 | Chongjin | |
11 | Ryanggang * | 량강도 | 兩江道 | Hyesan | |
* – staves "Yanggang" (양강도) på sydlige dialekter. |
Nordkoreas største byer Folketælling i 2008[3] | |||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Rang | Bynavn | Nordkoreas administrative regioner | Indb. | ||||||
Pyongyang |
1 | Pyongyang | Pyongyang | 3.255.288 | Chongjin | ||||
2 | Hamhung | Sydhamgyong | 768.551 | ||||||
3 | Chongjin | Nordhwanghae | 667.929 | ||||||
4 | Nampho | Sydpyongan | 366.815 | ||||||
5 | Wonsan | Kangwon | 363.127 | ||||||
6 | Sinuiju | Nordpyongan | 359.341 | ||||||
7 | Tanchon | Nordhamgyong | 345.875 | ||||||
8 | Kaechon | Sydpyongan | 319.554 | ||||||
9 | Kaesong | Nordhwanghae | 308.440 | ||||||
10 | Sariwon | Nordhwanghae | 307.764 |
Kultur
Det koreanske skriftsprog blev fuldt udviklet i 1400-tallet. Før den tid fandtes der ingen koreansksproget litteratur. Derimod findes meget ældre litteratur på kinesisk, som er skrevet i Korea. I 1400-tallet under den berømte koreanske konge Sejong den store blev der udarbejdet et nyt koreansk alfabet kaldet Hangul. Meningen med det nye alfabet var at gøre det let for almindelige mennesker at lære at læse og skrive. Den moderne udgave af Hangul-alfabetet består af kun 24 bogstaver, og det er derfor muligt at lære at læse koreansk på kort tid.
Gammel kultur og kunst fra før Kim Il-Sungs statsdannelse er gemt væk og nærmest glemt. Nutidens kultur i Nordkorea er præget af den nationalistisk regering og troen på juche. I stedet for reklamer er det propaganda fra det regerende kommunistparti.
Religion
Religionshistorie
En af de ældste religioner i Nordkorea er buddhismen, der blev bragt til halvøen af kinesiske missionærer og blev dominerende o. år 300 e.Kr. I 1300-tallet begyndte kongfuzianismen at vinde frem, og i 1700-tallet kom kristendommen til landet. Som følge af de mange forskellige religioner dannedes i 1800-tallet den nationalt orienterede blandingsreligion chondogyo, der indeholder elementer fra buddhisme, kristendom, taoisme, kongfuzianisme, forfædredyrkelse og åndetro. Det er blevet foreslået, at chondogyo har været inspiration til Nordkoreas nationalt betonede politik. Fra dannelsen af Nordkorea i 1945 til i dag har landet været officielt ateistisk med begrænset religiøs udøvelse.[36]
Religion i dag
Nordkorea har religionsfrihed sikret i forfatningen, men de facto er den religiøse udøvelse stærkt begrænset, da det er forbudt at anvende religion, hvis staten finder, at det sker til fordel for en fremmed magtfaktor, forstyrer ordenen eller på anden måde skader staten.[36] Traditionelt set er koreanerne kristne og buddhister, men regeringen i Nordkorea forbyder enhver form for ukontrolleret religiøs dyrkelse. Alle former for religiøs dyrkelse skal være registreret og godkendt, eksempelvis findes der en lovlig kristen-ortodoks kirke i hovedstaden Pyongyang ligesom enkelte buddhistiske grupperinger er blevet godkendt – dertil kan det nævnes at staten har givet et tilskud for at bevare de gamle buddhistiske templer. Nordkoreas stat er ateistisk og det var derfor på baggrund af templernes kultur-historiske værdi at de fik tilskud fra den ellers ateistiske stat. Rusland fik lov at donere en ortodoks kuppel-kirke i Pyongyang. Gudstjenester afholdes dog primært i forbindelse med gæster fra udlandet.[36] Ukontrolleret privat religion dyrkes illegalt i små grupperinger, men sikkerhedstjenesten gør en stor indsats for at opspore disse. Hvis man er registreret i en godkendt kirke respekterer staten religiøse helligdage. Eksempelvis har de ortodoks-registrerede koreanere fri den 7. januar (Juleaften iflg. den ortodokse kalender) i modsætning til andre koreanere, der i stedet har fri den 1. maj (Arbejdernes kampdag).
Kunst
Den eneste tilladte kunstgenre er den som man i Sovjetunionen kaldte for socialrealisme, altså ideologisk socialistisk regeringsvenligt kunst.
Massespil
Nordkorea er kendt for de ideologiske shows kaldet massespil eller mass games. Det går ud på at tusinder af mennesker samles og rejser forskellige plader i forskellige farver så det danner et billede, eksempelvis af et nordkoreansk flag eller Kim Jong-il. Til massespillet vil der også være dans i form af flere hundrede nordkoreanere, som danser synkront
Se også
- Oversvømmelsen i Nordkorea 2012
- Verdens lande
- Venskabsforeningen Danmark - Den Demokratiske Folkerepublik Korea
Fodnoter
- ^ "Administrative Population and Divisions Figures (#26)" (pdf). DPRK: The Land of the Morning Calm. Permanent Committee on Geographical Names for British Official Use. april 2003. Hentet 10. oktober 2006.
{{cite web}}
: Tjek datoværdier i:|besøgsdato=
og|dato=
(hjælp) - ^ UNFPA (1. oktober 2009). "한반도 인구 7천400만명 시대 임박" (koreansk). Forenede Nationer.
{{cite web}}
:|access-date=
kræver at|url=
også er angivet (hjælp); Manglende eller tom|url=
(hjælp); Tjek datoværdier i:|besøgsdato=
og|dato=
(hjælp) - ^ a b "DPR Korea 2008 Population Census National Report" (PDF). Pyongyang: Nordkoreas centrale statistikbureau. 2009. Hentet 19. februar 2011. Fodnotefejl: Ugyldigt
<ref>
tag; navnet "Nkorea2008" er defineret flere gange med forskelligt indhold - ^ "Country Profile: North Korea". Foreign and Commonwealth Office, UK (engelsk). 25. juni 2009. Arkiveret fra originalen 2009-11-07. Hentet 10. februar 2010.
{{cite web}}
: Tjek datoværdier i:|besøgsdato=
og|dato=
(hjælp) - ^ a b GDP (official exchange rate), The World Factbook, Central Intelligence Agency, last updated on April 26, 2010; accessed on May 17, 2010. Population data obtained from Total Midyear Population, U.S. Census Bureau, International Data Base, accessed on May 17, 2010. Note: Per capita values were obtained by dividing the GDP (official exchange rate) data by the Population data.
- ^ Politiken.dk: Verdens ledere holder nøje øje med Den Store Efterfølger af Søren Astrup. Sidst opdateret 20. december 2011. Sidst besøgt 2. juli 2012.
- ^ Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 8-9. ISBN 87-7879-432-3.
- ^ Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 9-10. ISBN 87-7879-432-3.
- ^ Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 10. ISBN 87-7879-432-3.
- ^ Se komplet liste over Nordkoreas diplomatiske forbindelser på *EmbassyPages.
- ^ Nordkoreansk satellit er ude af kontrol Ingeniøren 13. dec. 2012
- ^ a b Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 3. ISBN 87-7879-432-3.
- ^ United Nations World Population Prospects: 2006 revision
- ^ a b CIA - The World Factbook -- Korea, North läst 14 december 2007
- ^ "The World Factbook -- Korea, North". cia.gov. Hentet 2007-12-14.
- ^ Yang Jung A (17 april 2008). ""A Prison without Bars" Released by the USCIRF" (engelska). Daily NK. Hentet 7 januari 2012.
{{cite web}}
: Tjek datoværdier i:|access-date=
(hjælp)CS1-vedligeholdelse: Ukendt sprog (link) - ^ "Report: North Korea Publicly Executes Christian Woman for Distributing Bible" (engelska). Associated Press. 24 juli 2009. Hentet 7 januari 2012.
{{cite web}}
: Tjek datoværdier i:|access-date=
(hjælp)CS1-vedligeholdelse: Ukendt sprog (link) - ^ "Europaparlamentets resolution om Nordkorea". Europaparlamentet. 15 juni 2006. Hentet 7 januari 2012.
{{cite web}}
: Tjek datoværdier i:|access-date=
(hjælp) - ^ "Country Profiles - The worst 50 countries for persecution of Christians" (engelska). Open Doors. Hentet 7 januari 2012.
{{cite web}}
: Tjek datoværdier i:|access-date=
(hjælp)CS1-vedligeholdelse: Ukendt sprog (link) - ^ "Socialist Constitution of the Democratic People's Republic of Korea" (engelska). NovexCn.com. Hentet 7 januari 2012.
{{cite web}}
: Tjek datoværdier i:|access-date=
(hjælp)CS1-vedligeholdelse: Ukendt sprog (link) - ^ a b Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 18-19. ISBN 87-7879-432-3.
- ^ Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 18-20. ISBN 87-7879-432-3.
- ^ Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 19-20. ISBN 87-7879-432-3.
- ^ "Freedom in the World, 2006". Freedom House. Hentet 13 februari 2007.
{{cite web}}
: Tjek datoværdier i:|access-date=
(hjælp) - ^ The DPRK FAQ 5 maj 2005 läst 14 december 2007
- ^ http://www.manskligarattigheter.gov.se/dynamaster/file_archive/070305/35c83a354a24db33b7d4d94eaed73ca7/Nordkorea%5f2006.pdf
- ^ Robert Collins, Marked for Life: Songbun, North Korea's Social Classification System (Washington, DC: Committee for Human Rights in North Korea, 2012).
- ^ David Hawk The Hidden Gulag: Exposing North Korea’s Prison Camps Prisoners’ Testimonies and Satellite Photographs, U.S. Committee for Human Rights in North Korea
- ^ a b Svt, 2013. Larsson, T. http://www.svt.se/nyheter/varlden/google-earth-avslojar-nordkoreas-nya-fanglager. Läst 26 jan 2013.
- ^ "The Wall Street Journal Asia". Is There a New Gulag in North Korea?. Hentet 26 januari 2013.
{{cite web}}
: Tjek datoværdier i:|access-date=
(hjælp) Dette er dokumenteret i bogen Flugten fra Lejr 14: den dramatiske flugt fra en nordkoreansk fangelejr, forfattet af Blaine Harden. - ^ "Revealed: the gas chamber horror of North Korea's gulag." The Guardian. [This article was published on guardian.co.uk at 00.49 GMT on Sunday 1 February 2004.] http://www.guardian.co.uk/world/2004/feb/01/northkorea 2009-10-10
- ^ "Tödliche Experimente: Nordkorea soll Giftgas an Kindern testen" Stern.de [24. Juli 2009, 17:33 Uhr] http://www.stern.de/politik/ausland/toedliche-experimente-nordkorea-soll-giftgas-an-kindern-testen-707179.html 2009-10-10
- ^ http://news.bostonherald.com/news/international/general/view/20100716who_criticizes_amnesty_report_into_north_korea_health/
- ^ http://www.maximsnews.com/news20100501MNUNWHOMargaretChanDPRK11005010103.htm
- ^ Berlingske.dk: Sydkoreaner dræbt i Nordkorea. Sidst opdateret 11. juli 2008. Sidst besøgt 2. juli 2012.
- ^ a b c Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 5. ISBN 87-7879-432-3.
Kilder
- Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007. ISBN 87-7879-432-3.
Eksterne henvisninger
|