Numancia (1863)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Flag of Spain (1785-1873 and 1875-1931).svg Numancia
Numancia var Spaniens andet panserskib

Numancia var Spaniens andet panserskib

Klasse
Type Panserskib
Historie
Bestilt 22. april 1862 
Værft Forges et Chantiers de la Mediterranée
La Seyne, Toulon, Frankrig
Påbegyndt September 1862
Søsat 19. november 1863
Taget i brug December 1864
Udgået 1912
Skæbne Forlist på vej til ophugning 1916
Tekniske data
Deplacement 7.500 t.
Længde 96,1 m
Bredde 17,3 m
Dybgang 8,2 m
Fremdrift Maskineri: 3.700 HK.
Sejl: Tre-mastet
Fart Maskine: 14,0 knob
Rækkevidde (1.100 tons kul)
Panser 130 mm støbejern 
Besætning 590 
Artilleri 34 styk 20 cm (68 pund) forladere
1870:
6 styk 25,4 cm (300 pund) riflede
3 styk 20,3 cm (180 pund) riflede
15 styk 20 cm (68 pund) forladere
1876:
8 styk 25,4 cm riflede
3 styk 20,3 cm (180 pund) riflede
8 styk 16 cm riflede
1881:
8 styk 25,4 cm riflede
7 styk 20,3 cm (180 pund) riflede
1885:
8 styk 25,4 cm riflede
7 styk 20,3 cm (180 pund) riflede
1 styk 20 cm riflet
1900:
4 styk 20 cm riflede
3 styk 15 cm hurtigtskydende
8 styk 14 cm hurtigtskydende 
Torpedoer 1898: To torpedoapparater 

Numancia var Spaniens andet panserskib, og indgik i den spanske marines plan om at genskabe landet som maritim stormagt, efter at opfindelsen af panserskibet i 1859 i princippet havde gjort alle upansrede skibe forældede. Skibet blev bygget i Frankrig og var et stort moderne panserskib, konstrueret af jern. Til gengæld var prisen 8,3 mio. pesetas – en formue i de dage. Skibet var opkaldt efter den iberisk-keltiske by, som romerne kaldte Numantia, og som i 20 år modstod romernes angreb. Først efter at en stor hær i over et år havde belejret byen, blev den til sidst ødelagt af indbyggerne selv i 133 f.Kr. for ikke at falde i romerske hænder.

Tjeneste[redigér | redigér wikikode]

På tegningen af Numancia er panseret markeret med gråt.

Numancia blev, da den som nybygget ankom til Cartagena straks gjort klar til at tage del i den konflikt, der tidligere i 1864 var brudt ud mellem Spanien og Peru, der hurtigt fik følgeskab af Chile, Ecuador og Bolivia. Numancia forlod Cadiz i februar 1865, og dens første indsats i krigen bestod i at tage del i bombardementet af Valparaiso i marts 1866. Efter et mislykket angreb på Callao i Peru, der gav store skader på eskadrens upansrede skibe, forlod spanierne Sydamerika og sejlede hjem via Philippinerne. På den måde blev Numancia det første panserskib, der gennemførte en jordomsejling.

Skibet blev blandet ind i borgerkrigen i 1873, da separatistiske oprørere erobrede flådebasen i Cartagena og dermed de fleste spanske panserskibe. Oprørerne havde hårdt brug for penge og forsyninger, og det betød, at de sendte skibene til nærliggende havnebyer for at opkræve beskyttelsespenge eller i modsat fald beskyde byerne. Det fik den spanske regering til at erklære skibene for piratskibe, og anmode om hjælp fra andre lande til at opbringe skibe, der førte separatisternes røde flag. Den britiske panserfregat HMS Swiftsure og den tyske Friedrich Carl erobrede oprørernes panserskib Victoria og leverede det tilbage til den spanske regering,[1] og på den måde kom der mere balance i styrkeforholdet.

Den 11. oktober 1873 sejlede Victoria som det eneste panserskib i en spansk eskadre mod Cartagena. Oprørerne stod også til søs, med panserskibene Numancia, Tetuán og Mendez Nunez. De to eskadrer førte under slaget begge det spanske flag, og Lybeck bemærker, at det må høre til sjældenhederne, at man oplever skibe under samme flag bekæmpe hinanden med så stor iver.[1] Victoria klarede sig bedst i artilleriduellerne, og ét efter ét søgte oprørernes panserskibe tilbage til Cartagena. På landjorden havde de styrker, der støttede den kommende kong Alfons 12. fået overtaget, og da de var tæt på at erobre Cartagena i januar 1874, sejlede oprørslederen Contreras med Numancia til den franske koloni Algier. Der fik han lov at blive, mens skibet blev leveret tilbage til den spanske regering.[2]

I 1896 blev Numancia sendt til ombygning i Toulon, hvor skibet fik moderne hurtigtskydende kanoner og nyt maskineri. Under den spansk-amerikanske krig i 1898 var det en del af den spanske skoledivision. Fra 1910 til 1912 lå det gamle skib opankret i Tanger, hvorefter det endelig udgik af flåden. I 1916 var det på vej til ophugning i Bilbao, da det forliste ud for Portugals kyst og blev slået til vrag.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Roger Chesneau and Eugene M. Kolesnik, ed., Conway's All The Worlds Fighting Ships, 1860-1905, (Conway Maritime Press, London, 1979), ISBN 0-85177-133-5
  • Otto Lybeck, Allmän Sjökrigshistoria, Bind 1: 1853-1914, Stockholm 1919.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Lybeck, s. 197
  2. Lybeck, s. 198