Obligationsret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Obligationsretten er en juridisk disciplin indenfor privatretten/civilretten, der vedrører læren om parternes indbyrdes retsstilling i formueretlige skyldforhold. Skyldforhold kan bestå af en eller flere fordringsrettigheder.

Det er karakteristisk for obligationsretten, at parterne i vidt omfang kan aftale, hvad der skal gælde mellem dem. Dette princip er lovfæstet i Danske Lov 5-1-1 og 5-1-2.

Obligationsretten afgrænses overfor de formueretlige regler vedrørende parternes retsstilling overfor trediemand, som man finder indenfor tingsretten (også kaldet ejendomsretten).

Obligationsretten kan underinddeles på forskellige måder, fx ud fra den måde, hvorpå et skyldforhold er stiftet:

  • Skyldforhold stiftet ved kontrakt
  • Skyldforhold stiftet ved skadegørende adfærd af ansvarspådragende karakter (delikt)
  • Skyldforhold der hidrører fra formueforskydninger, der kræves tilbageført efter reglerne om ugrundet berigelse eller restitution

Obligationsretten kan også inddeles ud fra reglernes anvendelsesområde:

  • Almindelig del, der omfatter de regler, der gælder for alle skyldforhold
  • Speciel del, der er opdelt efter de forskellige kontrakttyper, fx køb, arbejdsaftaler, leje, kaution, og som også omfatter erstatningsretten.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]