Odenses historie

Odenses historie kan spores tilbage til jernalderbebyggelser i Odense udkant, og til vikingetidsborgen Nonnebakken.. Den skriftlige historie kan føres tilbage til år 988, hvor Odense omtales første gang. Byens beliggenhed kan økonomisk forklares, da Odense ligger på ruten mellem Jylland og Sjælland, og længe har tjent som trafikknudepunkt til lands - men også til vands, hvor byen har haft karakter af et mellemstation på søvejen mellem Århus og det østlige Sjælland og Skåne.

Vikingetid og det ældste Odense

For mere om Vikingetiden i Danmark generelt, se Vikingetid

Navnet Odense, tyder på oprindelse i vikingetiden. I vikingetiden lå der en hedensk helligdom, en vi, i området, og byens navn kommer formentlig af helligdommens navn, Odins Vi, og dette navn er så senere blevet udviklet i flere trin til byens nuværende navn. Også i vikingetiden gjorde Odenses placering mellem Sjælland og Jylland byen vigtig, og der lå en ringborg, Nonnebakken, som blev bygget i 980'erne af Harald Blåtand. Trelleborgenes funktion er omdiskuteret, men viser under alle omstændigheder, at Odense tidligt havde strategisk vigtighed.

Den første skriftlige omtale af Odense der kendes, stammer også fra et kirkeligt dokument fra 18. marts 988, der nævner Odense som Danmarks fjerde bispedømme. Omtalen er interessant, fordi et sted kun kan få bispestatus, hvis det er en by. Odense har derfor nok allerede eksisteret i 988 og haft en kirke. Fra ca. 1000 var Odense bispesædet for biskoppen i Fyns Stift, og vi har navnene på de første indehaver af embedet; Reginbert (ca. 1018-35) og Eilbert (1062?-1072).

1086-1536: Middelalderen

Udsnit af Olaus Magnus Carta Marina fra 1536.

For mere om middelalderen i Danmark generelt, se Danmarks historie (1047-1397) og Danmarks historie (1397-1536)

I 1086 bliver kong Knud d. 4. (senere Knud 4. den Hellige) dræbt i den gamle Sankt Albani Kirke, hvilket markerer slutningen på vikingetiden, og begyndelsen på den tidlige middelalder i Odense.

Knuds drab er den tidligste og en af de mest fremtrædende begivenheder i Odenses historie og er beskrevet af munken Ælnoth. Knuds død og de pilgrimme hans helgenkåring (i år 1100) medfører, skaber mulighed for Odenses vækst. Knud indgår i Odenses byvåben, der kendes fra 1460, men sikkert er ældre.

Knud Den Hellige på Odenses byvåben, 1584. Våbnet viser Knud med kongekrone, stående over en lilje, med linjebanner i højre hånd og rigsæblet i venstre.

Odense bliver i løbet af middelalderen et gejstligt centrum, hvilket kan ses i antallet af kirker og klostre. Disse klostre var meget betydningsfulde, og nogle af klostrene ejede megen jord både inden og uden for byen.

Det 13. århundrede var i dansk historie, en urolig periode, og det prægede også Odense. 1247 blev Odense delvist ødelagt af borgerkrig, og byen og domkirken blev brændt af i forbindelse med holstenernes hærgen. I samme periode kom nye religiøse grupper til byen og etablerede sig. Dominikanerordenen(ca. 1239), Franciskanerordenen(1279) og Johannitterordenen (tidligst nævnt 1280) fik alle klostre i Odense i løbet af 1200-tallet.

I midten af det 14. århundrede blev Odense påvirket af flere store begivenheder. Fyn var blevet pantsat til de holstenske grever omkring 1340 af Christoffer 2. for at finansiere kongens ambitioner i Tyskland. Valdemar Atterdag fik det østlige Fyn og Odense på danske hænder igen i 1348. Et eksempel på den stærke tyske indflydelse kan ses i, at de ældste bevarede købstadsrettigheder er givet af en tysk greve Gerhard 3. af Holsten i 1335. I disse byprivilegier, nævnes ældre privilegier givet af ældre danske konger - men de desværre er ikke bevarede. Holstenerne havde Næsbyhoved Slot som base, mens de styrede Fyn, og slottet blev lensmandens borg og en magtfaktor i Odense.

Pesten, Den Sorte Død, ramte i 1348-1350 Danmark og krævede også sin del af Odenses befolkning - næsten en tredjedel.

Byen bliver stærkere og rigere i sene 1400-tal, og løsriver sig mere fra den gejstlige dominans. Rådhuset på Flakhaven nævnes for første gang i 1480 og da Christian 1. i 1477 stadfæster byens love sætter han sit segl ved et styrket borgerligt Odense, samtidig med at kongemagten også gør sin indflydelse gældende - muligvis foranlediget af uro i de gejstlige rækker. I midten af 1400-tallet blev bogtrykkerkunsten opfundet, og i 1482 blev de to første kendte bogtrykte bøger i Danmark trykt i Odense. Det skete på foranledning af biskoppen i Odense Karl Rønnow, der indkaldte den omvandrende tyske bogtrykker Johann Snell til at trykke et breviar, kaldt Breviarium Ottoniense. Samtidig med dette officielle, kirkelige værk trykte Snell også en lille beretning på latin om tyrkernes belejring af Rhodos i 1480, formentlig som en letomsættelig salgsartikel.

Omkring 1500 flyttede dronning Christine, kong Hans hustru, sit hof til Næsbyhoved Slot og Odense, hvor hun købte en gård. Det medførte en opblomstring af byen, da forbruget øgedes, og der kom mere aktivitet til byen, grundet flere rejsende med ærinde til dronningens hof. Det bedste eksempel på den øgede aktivitet er kunstneren Claus Bergs virke ved Christines hof. Dronningens ankomst udfordrede det traditionelle magtcentrum i Odense; biskoppen. Fra 1501-29 var biskoppen på Fyn Jens Andersen Beldenak, som dronning Christine havde store konflikter med.

I det hele taget var 1500-tallet en periode med gode tider for Odense. Der var store købmandsgårde, som lå bag forhusene på byens vigtigste og store gader, Vestergade, Overgade og Nørregade, hvor byens mest velhavende og indflydelsesrige borgere havde til huse. De dårligere stillede boede i sidegaderne og gyderne.

Klostre og kirker

I middelalderen var Odense præget af mange kirker og klostre, og den religion som de var tilknyttet, nemlig katolicismen. I 1200-tallet voksede antallet af kirker og klostre, og var i det hele taget en ekspansionsperiode for kirkelivet, hvor sognene også blev lagt fast.

Byens domkirke, Sankt Knuds Kirke (Odense), er opført i slutningen af 1200-tallet og afløste en betydeligt ældre frådstensbygning, hvis rester stadig kan ses i Skt. Knuds Kirkes krypt. Det kloster, der blev fungerede sammen med domkirken hed Skt. Knuds Kloster og blev et af de rigeste i Odense. De første benediktinermunke kom til Odense fra England i slutningen af 1000-tallet, og vedligeholdt i mange år den engelske indflydelse i klosterlivet.

Odense har to endnu stående middelalderlige sognekirker; Vor Frue Kirke (Odense), og Sankt Hans Kirke. Den tredje, Skt. Albani Kirke, eksisterer ikke mere. Vor Frue Kirke (Odense), har afløst en ældre kirke af kvadersten på samme sted, hvor den nuværende teglstenskirke blev bygget i midten af 1200-tallet. Til Vor Frue Kirke hører en lille murstensbygning, der siden år 1528 har tjent som skole, klokkerbolig og ligkapel. Skolen har rødder tilbage til 1300-tallet. Provsten i Odense har siden 1308 været knyttet til Vor Frue.

Sankt Hans Kirke (Odense Kommune), er også fra 1200-tallet, og blev kaldt Sankt Mikkels (efter Ærkeenglen Mikael) Kirke indtil reformationen. Navnet Skt. Hans stammer fra de johannitermunke, der overtog kirken i slutningen af 1200-tallet, og byggede et kloster op omkring det. Der boede mange adelige i Nørregadekvarteret, og flere af Skt. Hans sidekapeller er bygget af kirkens aristokratiske naboer.

Af andre større klostre i Odense kan nævnes Gråbrødre Kloster, der ligger ved Ove Sprogøes Plads. Dette var drevet franciskanermunke, og var stærkt favoriseret af Dronning Christine mens hun boede i Odense. Desuden lå Sortebrødre Kloster, et dominikanerkloster, i den østlige del af Odense. Der var en Sankt Jørgensgård for de spedalske, og for ikke-spedalske virkede klostrene som de første hospitaler. I 1200-tallet kom tiggermunkeordnerne til, og disse måtte ikke eje andet jordisk gods, end det kloster de boede i.

Størrelse og afgrænsning

Odense ældste bebyggelse var centreret omkring Albani Kirke. Centrum har lige siden ligget på nordsiden af åen, og det var først sent at bebyggelsen spredte sig syd for Odense Å. En by var i middelalderen en afgrænset enhed, så Odense var omgivet af kunstigt anlagte vandfyldte grave i middelalderen. Der har nok ikke været tale om en decideret befæstning, men om en afgrænsning, der gjorde at al trafik kom ind gennem byportene, så byen kunne regulere tilgangen og opkræve told.

Odense Å udgjorde således byens sydlige grænse. Den østlige grænse var også relativt fast, mens udvidelserne i Odense skete mod Vest og Nord i løbet af middelalderen.

Odenses karakter af trafikknudepunkt på ruten fra bælt til bælt har præget byen og specielt de øst-vest gående er i nogle tilfælde ligeså gamle som byen selv. Vestergade kendes tilbage fra 1285 og Overgade fra 1433, men de har begge sandsynligvis været i brug siden Odenses allerførste bebyggelse, arkæologiske undersøgelser tyder på at der allerede været vejbelægning på Overgade midt i 1000-tallet. Bymidtens gader og stræder havde et stærkt middelalderpræg indtil det store gadegennembrud i 1960’erne. Byportene blev droppet i 1850'erne.

1536-1660: Reformation, Rigdom og Renæssance

For mere om Danmarks historie i perioden, se Danmarks historie (1536-1660)

Afsnittet om Reformation, rigdom og renæssance er afgrænset af de tredobbelte plyndringer i forbindelse med Grevens Fejde 1534-1536 og Svenskekrigenes hårdhændede besættelse og Enevældens indførelse ca. 1660.

I årene op til Grevens Fejde og Reformationen i Danmark var der religiøs uro rundt omkring i Danmark og således også i Odense, selvom den konservative by blev senere berørt end andre byer. Den ivrige lutheraner Jørgen Jensen Sadolin blev indsat som prædikant, da Biskop Knud Henriksen Gyldenstjerne tog til Norge for at lede Frederik 1.s flåde mod Christian 2.. Sadolin indførte næsten egenhændigt en luthersk kirkeordning for hele Fyn ved landemodet i Odense den 27. maj 1532, hvor han præsenterede en fordansket udgave af Luthers katekismus. Klostrene og de stærke katolske institutioner i byen bestod dog, og vejrede ved udbruddet af Grevens Fejde morgenluft.

Under Grevens Fejde i 1534 tilsluttede den fynske adel i juli sig den jyske lavadels beslutning på mødet i Ry om at vælge hertug Christian som ny konge i Danmark. Adelen havde imidlertidig gjort regning uden vært, og bønder og borgere over hele Fyn gjorde oprør og plyndrede adelens gårde og bispegården i Odense. Odense blev midtpunkt i de følgende års kampe, og blev plyndret tre gange i løbet af Grevens Fejde. Christian 3.s tropper plyndrede i juli 1534 byen da de slog oprøret ned, men allerede i august blev Odense generobret af Grev Christoffer af Oldenburg. Da Christian 3. i marts 1535 gik i land på Helnæs sluttede Odense og en række andre fynske byer sig til hans sag - hvilket endte med at Odense blev plyndret endnu engang af grevelige tropper som straf for overgangen til Christian 3. . Den 11. juni 1535 blev grev Christoffers tropper og bondehæren slået på Fyn af Johan Rantzaus og Christian 3.s hær ved slaget på Øksnebjerg, og Odense faldt endegyldigt i kongens hænder. Under krigen blev Næsbyhoved Slot ødelagt og blev aldrig senere genopbygget.

Christian 3.s sejr i fejden afgjorde også byens religiøse fremtid, der nu blev Lutheransk efter reformationen i 1536. den første lutherske biskop over Fyn var Jørgen Jensen Sadolin. Odense var som før nævnt stærkt præget af klostervæsenet, men det mindskedes væsentligt ved efter fejden - alle tiggermunkeordenerne blev fordrevet, mens herreordnernes arbejde fortsatte lidt endnu. Klostrenens vidtstrakte ejendomme blev lagt under kronen.. Flere kirker blev overflødige, og eksempelvis Albani Kirke blev sløjfet. Skt. Hans Kloster erstattede Næsbyhoved Slot som lensmandens og kongens residens i byen, og blev omdøbt til Odensegård.

1500- og 1600 tallet var generelt en opgangsperiode for Odense. I begyndelsen af 1600-tallet havde Odense mellem 5.000 og 6.000 indbyggere.

Odense var ligesom resten af landet ramt af svenskekrigene i 1640'erne og 1660'erne, og især i den sidste, hvor Fyn blev erobret af de fjendtlige tropper, og Odense blev plyndret, var byen hårdt ramt, og i 1672 var indbyggertallet faldet til 3.800.

Industrialisering

Sukkerkogeriet i Odense, 1896

I 1700-tallet oplever Odense igen vækst, og i 1769 er byens indbyggertal oppe på 5.200, og Odense er dermed landets næststørste by. I den senere halvdel af 1700-tallet bliver Odense Kanal og Odense Havn gravet ud, og det påvirker byen meget. Den tidlige industrialisering går så småt i gang i de første årtier i 1800-tallet, selv om udviklingen stagnerer med Københavns bombardement i 1807, og statsbankerotten i 1813. I 1805 blev Hans Christian Andersen født, på det tidspunkt kun en fattig dreng, men en der senere skulle blive en af historiens mest kendte forfattere, og vel nok Odenses mest berømte bysbarn. 1836 bliver M.P. Allerups Jernstøberi grundlagt, og byen vokser kraftigere og kraftigere, og det fører til at byportene nedrives i 1851, for at give plads til yderligere vækst.

I 1850 bliver Brandts Klædefabrik grundlagt, og bryggeriet Albani, der stadig eksisterer i dag, bliver bygget i 1859, og Odense vokser sig efterhånden til Danmarks næststørste industriby, med mange forskellige typer virksomheder. De nye fabrikker kræver naturligvis arbejdere, og byen udvides kraftigt med anlæggelsen af Kongensgade, Albanikvarteret og Vesterbro-området.

Danmarks første gasværk og vandværk grundlægges begge i Odense i 1850'erne, og jernbanen over Fyn åbnede i 1865. Odense voksede, og blev omgivet af industrikvarterer. Den deraf følgende udvidelse af byen med arbejderboliger, gjorde byen endnu større. De mere velhavende forlod til gengæld den indre by, og trak mod syd, og villakvarteret Hunderup opstod. Odense fik offentlig elforsyning i 1891. En af Odenses største virksomheder, Thomas B. Thrige, blev grundlagt af manden med samme navn, i 1894 som et cykelværksted. Sideløbende elinstallationsarbejde startede han med i 1895, og efterhånden voksede virksomheden, og Thrige opførte en ny fabrik på Tolderlundsvej, hvor der blev produceret elmotorer og dynamoer. Omkring 1910 begyndte han at fremstille benzindrevne lastvogne og busser, nemlig de såkaldte Triangel-busser. Lige efter første verdenskrig blev Odense Staalskibsværft grundlagt ved Odense Kanal, hvor det lå indtil slutningen af 1950'erne, hvor det blev flyttet uden for byen, nærmere bestemt til området omkring Lindø, for at øge kapaciteten.

Besættelsen

For mere om Tysklands invasion og besættelse af Danmark indtil befrielsen, se Besættelsen

Der var ingen kampe i Odense d. 9. april 1940, og selve tyskernes indtog forløb roligt. De tyske officerer blev indkvarteret på byens finere hoteller, og de menige på Garnisonssygehuset i Albanigade. Efter nogle uger fik de tyske soldater stillet Odense Kaserne og Vestre Skole til rådighed, hvor de flyttede ind. Dagligdagen var naturligvis også præget af besættelsen, med bl.a. mørklægning, rationering og benzinmangel. ”Nationalbølgen” ramte også Odense, og der blev foranstaltet algang og alsang.

Modstand

De første spæde tegn på en modstandsvilje, var unges sabotage af de tyske vejskilte, der ledte til V. Holm Jensen, en automobilforhandler, der reparerede tyskernes motorkøretøjer. Der blev udsendt illegale blade, både de landsdækkende, som f.eks. Frit Danmark og Land og Folk, men også det største lokale illegale blad, nemlig Trods Alt.

Senere kom der kraftigere modstand, og tyske telefonledninger blev klippet over, og bil- og cykeldæk blev skåret op. I starten af krigen var den brede befolkning imod sabotagen, men det vendte, som den tyske krigslykke efterhånden vendte. Modstanden udviklede sig, og i 1942 begyndte den virkelige sabotage. På Sdr. Boulevard blev en tysk garage brændt ned med en brandbombe, og et pakhus med bl.a. dele til tyske ubåde blev også brændt ned, og der blev ødelagt for tre millioner kroner. I starten af 1943 blev der stjålet geværer fra en tysk jernbanevogn, og på valgnatten d. 23. marts blev det tyske eksercerhus på Søndre Boulevard brændt ned til grunden med en brandbombe, og endelig blev Thriges fabrikker beskadiget ved sabotage med sprængstof. I marts 1943 blev en restaurant ødelagt af tyskerne, og danske modstandsgrupper sprængte hul i siden på et tysk minelæggerskib, der lå ved værftet. Tyskerne besatte Thriges fabrikker, og arbejderne strejkede. Der var voldsom uro i gaderne, danskere kastede sten mod og slog tyske soldater, og tyske soldater stak og skød. Dagen efter strejkede Odenses fabriksarbejdere, og tyskerne skød og angreb folkemængden med håndgranater. Først efter seks dages strejke blev arbejdet genoptaget.

Den 29. august 1943 blev der indført undtagelsestilstand, og dansk militær og politi blev interneret. Det kom til kampe mellem dansk og tysk militær, og en dansk soldat blev dræbt.

Der var mange sabotageaktioner i resten af krigen, og tyskerne svarede igen med schalburgtageaktioner og clearingmord, som en af de største schalburgtageaktioner kan nævnes sprængningen af Odinstårnet, Odenses vartegn, d. 14. maj 1944.

Den 17. april 1945 blev Husmandsskolen, Gestapos hovedkvarter, bombet og ødelagt af engelske bombemaskiner.

Befrielsen

Den 4. maj kapitulerede Tysklands styrker i Danmark. Mørklægningsgardinerne blev revet ud af vinduerne, og der var fest i gaderne. Kapitulationen trådte først officielt i kraft d. 5. maj, og den morgen arresterede modstandsbevægelsen tyskernes hjælpere, værnemagere og danske nazister. De tyske tropper holdt sig på kasernen, men ud på eftermiddagen åbnede nogle medlemmer af HIPO-korpset ild mod modstandsbevægelsen, og en SS-afdeling gjorde det samme. Der var kampe flere steder i byen, og først efter nogle timer fik Fynsledelsen af modstandsbevægelsen overtalt tyskerne til at standse kampen, men da havde 23 danskere allerede mistet livet.

Efter 1945

I 1960'erne og 1970'erne var Odense præget af mange byggerier, bl.a. bygningen af Vollsmosekvarteret, et stort boligområde, i den østlige del af byen, og i 1970’erne blev Rosengårdcentret, Danmarks næststørste butikscenter, bygget. Industrien fik mindre og mindre betydning for Odense, og det prægede også bybilledet.

Ved kommunalreformen i 1970 blev Odense lagt sammen med de omkringliggende sognekommuner, og i dag er Odense er langsomt vokset sammen med de omkringliggende landsbyer, der er blevet til bydele. I 1970’erne blev Odense præget af store boligbyggerier, både blokbyggerier og parcelhusbyggerier, omkring byen, bl.a. i området omkring Skt. Klemens, hvor et helt parcelhus- og villakvarter er opstået i løbet af 1960’erne og 70’erne, hvor der tidligere kun var en lille landsby.

I 1980'erne blev H.C. Andersen-kvarteret, en ældre del af byen, restaureret, og den gamle tøjfabrik, Brandts Klædefabrik, blev restaureret, og anvendes nu til forskellige formål, bl.a. museer, butikker og små virksomheder.

I 1990'erne og omkring og efter årtusindskiftet gik byggeriet i gang på Tietgenbyen, et nyt erhvervskvarter uden for byen, der skal trække flere virksomheder til byen.

Politisk blæste der også nye vinde i Odense efter årtusindskiftet. Efter at have haft borgmesterposten uafbrudt siden 1937, måtte Socialdemokraternes borgmester gennem 12 år, Anker Boye, i 2005 aflevere borgmesterkæden til sin konservative rival, den tidligere amtsborgmester Jan Boye.

Litteratur

• Christensen, Anemette S. (1988). Middelalderbyen Odense. Centrum. 
• Dyrbye, Holger (1991). Hugo Matthiessens Odense. Hikuin. 
• Nationalmuseet (1998). Danmarks Kirker, Odense Amt 11-12; Vor Frue Kirke. Nationalmuseet. 
• Nationalmuseet (1999). Danmarks Kirker, Odense Amt 13-15; S. Hans Kirke. Nationalmuseet. 
• Nationalmuseet (1990). Danmarks Kirker, Odense Amt 9; S. Knuds Kirke, Odense Domkirke. Nationalmuseet. 
• Thrane, Nyberg mfl. (1982). Odense Bys Historie, Fra Boplads til Bispeby. Odense Universitetsforlag. 
• Petersen, Jespersen og Jespersen (1984). Odense Bys Historie, De Fede År 1559-1660. Odense Universitetsforlag. 

Eksterne kilder/henvisninger

• Odense Bys Museer
• Historisk Atlas
• Odense Staalskibsværft
• Albani Bryggerierne
• Kirker og kirkegårde i Odense Amt hos danmarkskirker.natmus.dk (Danmarks Kirker, Nationalmuseet)
• Gamle Odense Billeder
• Odense Stadsarkiv - Oversigt