Odin
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Odin (flertydig). (artikler, som begynder med Odin)
| Religion | |
| Historiske religioner | |
| Egypten - Grækenland | |
| Romerriget - Kelterne Denne artikel er del af serien |
|
| Historie | |
| Mytologi | |
|
Guder · Odin· Thor |
|
| kosmologi | |
| Ritualer | |
| Helte | |
| Fester | |
Odin (oldnordisk Óðinn, af óðr "raseri") er en af de mest fremtrædende guder i den traditionelle nordiske religion; han forbindes i særlig grad med krigslykke (og de i krigen faldne), kongemagt, runemagi, visdom og skjaldekunst; dertil havde han store kundskaber om sejd. I lighed med de andre guder i det nordiske pantheon er hans funktionsområde meget komplekst, og det er derfor svært, at beskrive med ét ord, hvad han er gud for. Han omtales i kilderne gerne med andre navne, hyppigt bruges tilnavnet Alfader, andre gange kaldes han Ygg (den frygtelige), et andet navn var Jolner, og under det optrådte Odin som julens gud. De mange navne afspejler de mange funktioner og roller Odin havde i den nordiske mytologi. I myterne beskrives han ofte som en høj, enøjet og gråskægget mand, og på billeder fremstilles han gerne ridende på den ottebenede hest Slejpner med spyddet Gungner i den ene hånd, fulgt af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Men Odin var formskifter af natur; han havde utallige skikkelser og optrådte ofte i forklædning, som fx i kvadet om Gråskæg fra Ældre Edda.
I de skriftlige kilder, der blev nedskrevet på Island i middelalderen, var han asernes overhoved, det var den vigtigste gudeæt; Odin var derfor den mest magtfulde konge i det nordiske verdensbillede. Selvom han var gudernes overhoved, tyder den begrænsede udbredelse af hans navn i stednavne, i forhold til fx Thor og Frej, tyder på at hans kult aldrig var særligt udbredt. Andre kilder viser dog at han primært blev dyrket af eliten; dvs. kongerne og stormændene. Almindelige mennesker ville ikke vende sig til ham, og derfor var det kun få steder han kom til at ligge navn til.
Denne nordiske guddom blev også dyrket i det øvrige germanske område i før-kristen tid, fx blev han kaldt Woden i det angelsaksiske England, og Wodan på oldhøjtysk; hvilket blev til Wotan, den navn han optræder under i Richard Wagners Nibelungens Ring. Oprindeligt stammer navnet sandsynligvis fra det protogermanske ord *Wōđinaz eller *Wōđanaz (intet af det sprog er bevaret, ordet er derfor blevet rekonstrureret udfra kendte sprog).
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Oprindelse
Det skandinaviske navn Óðinn udviklede sig fra det urnordiske navn *Wōdin i løbet af germansk jernalder, Kunsthåndværk af vendeltypen, brakteater og billedsten hører til blandt de ældste fremstillinger af scener, der med sikkerhed kan forbindes med de myter, vi kender fra den nordiske middelalder. Det er derfor blevet foreslået, at dyrkelsen af aseguderne med Odin i spidsen på det tidspunkt erstattede en oprindelig vanekult, da en ny samfundelite opstod som følge af de begivenheder, der i dag er kendt som folkevandringstiden. [1] Andre kilder tyder på at dyrkelsen af Odin begyndte længe før. Den romerske forfatter Tacitus, der skrev et etnografisk værk om Germanien omkring 100 e.v.t., beskriver en germansk guddom, som han kalder Mercurius; normalt tolkes det som en romersk oversættelse af Odin, da de begge blev opfattet som psykopompos, "leder af sjælene (til dødsriget)."
Odin havde dog flere roller end den ene, som ledsager for de døde; han var knyttet tæt sammen med heste, spyd og med hamskifte. Hans egen hest hed i de nordiske kilder Sleipnir, og han brugte den til sine rejser mellem de forskellige verdner. Oprindeligt har dens hovedopgave sikkert været at bringe de døde sjæle fra de levendes land til dødsriget. Flere forskere har fremført teorier om at Odins-forestillingerne i virkeligheden er sent indlån i nordisk sammenhæng, det drejer sig om bl.a. E. A. Ebbinghaus, Jan de Vries og Thor Templin. Denne teori støttes til dels af nogle passager i de islandske sagaer, fx en, hvor det fortælles at Odin engang blev smidt ud af Asgård af de andre guder, hvilket virker usandsynligt for en alfader-figur. [Kilde mangler] Både de Vries og Templin mener desuden at Loke og Odin oprindeligt har været én og samme figur, der blev splittet i to i den tidlige vikingetid. [Kilde mangler]
Den keltiske gud Lugus havde flere paralleller til Odin, begge optrådte med relationer til magi og poesi, de portræteredes begge med ravne og spyd som attributter og var begge énøjede. Et sandsynligt område, hvor de to kulturer kunne smelte sammen var hos de germanske chattere, som levede i grænseområdet mellem de keltiske og germanske regioner i det nurærende Hessen. [Kilde mangler]
[redigér] Fremstilling i nordisk mytologi
I de nordiske kilder optrådte Odin under mange forskellige navne, de var gerne en afspejling af hans primære rolle i de enkelte myter eller historier; det var dog ikke altid tilfældet. Et udbredt tilnavn var fx Valfader, det fik han, fordi han blev fosterfader for de helte, der døde på slagmarken (valen), og fik bolig i hans borg, Valhalla. Derfor var Odin knyttet til både krigen og døden. Et andet tilnavn var Himmelfader, det var knyttet til hans evne til at omskabe sig til en ørn. En fugl, der i indoeuropæiske kulturer i særlig grad ofte er forbundet med hmlen. I Norden blev han dog aldrig opfattet som en almægtig hersker over himmel og jord, som andre himmelguder i andre kulturer. Ligesom de andre nordiske guder var Odin ikke udødelig; han vil falde og dø en fysisk død i det sidste slag under Ragnarok, hvor kun gudernes børn ville overleve. Han var dog skabergud, da han sammen med sine to brødre Vile og Ve skabte Jorden udfra urjætten Ymirs døde krop, efter at de havde dræbt ham. Odin var også gud for inspiration, magi og poesi. Han opnåede stor visdom og kendskab til runernes hemmeligheder, da han hængte sig selv i verdenstræet Yggdrasill. Dette var imdilertid kun en åndelig død, hvor han ofrede sig selv til sig selv.[2] I en anden fortælling ofrede han sit ene øje for at kunne drikke af Mimers brønd, for det opnåede han også umådelig visdom. I flere fortællinger er Odin beskrevet som en gammel gråskægget vis mand og vandringsmand, iklædt bredskygget hat, kappe og med en lang stav i hånden. Ofte er han også til hest, og hans ottebenede hest, Slejpner, kan ride over både land, himmel og hav og kan bringe sin rytter helt ned til dødsriget. Af nogle kilder fremgår det at Slejpner bringer de døde helte fra valpladsen til Valhalla. Når han sidder på sit højsæde i Lidskjalv har han to ravne siddende på sine skuldre, deres navne er Hugin og Munin (Tanken og Mindet). De kan se hver en bevægelse i hele verden, og høre hver en lyd; intet kan derfor holdes skjult for dem. Ved hans fødder ligger de to ulve, Gere og Freke (begge navne betyder grisk/grådig).
Odin ejede flere magiske genstande, en af dem var spyddet Gungnir, der ikke kunne bremses, når det blev kastet mod fjenderne. En anden var guldringen Draupnir, hvorfra ni identiske ringe af guld dryppede hver niende nat.
I den nordiske mytologi var gudernes funktioner ikke nødvendigvis forbeholdt én guddom; fx var det ikke kun Odin, der blev dyrket som krigsgud. Den lidt blegere gudeskikkelse Tyr fungerede fx også som det. Han blev primært dyrket af de almindelige soldater, hvor Odin var høvdingenes og kongernes gud, også i krigen. En anden krigsgud var Thor, denne funktion var dog i høj grad knyttet til hans rolle som menneskehedens beskytter mod destruktive og fjendtlige kræfter. Som krigsgud var Odin dog ikke altid til at stole på, for selvom han havde lovet sejr, kunne alligevel vælge at give den til modparten.
Odins funktion som krigsgud var nært knyttet til hans funktion som dødsgud og kongernes gud. På sin borg Valhalla samlede han de bedste af menneskenes krigere, som faldt i kamp, de blev kaldt einherjerne. De skulle kæmpe for ham og guderne mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok. Einherjernes lod var ligesom Odins ikke evigt liv, men at falde i det yderste slag ved dommens dag. Odins primære opgave var således at udsætte hans egen uafvendelige død og destruktionen af den den verden, som han selv havde skabt. I modsætning til Thor brugte Odin gerne list og magi for at overvinde sine fjender, og gik ikke af vejen for bedrag, for at skaffe sig selv en fordel. Odins store visdom gav ham indsigt i verdens skæbne og magisk magt, og som konge var det hans ansvar at forberede guderne på fremtiden og ruste sig til fjendernes angreb.
Odins mytologiske oprindelse og slægsskabsforbindelser er mest fyldigt beskrevet af islændingen Snorre Sturlason, som i fortællingen Gylfaginning oplyser, at han er søn af jættekvinden Bestla og Borr, og at han har de to brødre Vile og Ve. Sammen dræbte de tre urjætten Ymer og dannede verden af hans krop. Med Fjørgyn/Jord har Odin sønnen Thor, men hans retmæssige hustru er dog Frigg, sammen med hende har han sønnerne Balder, Høder og Hermod. Med jættekvinden Rind har han tillige sønnerne Skjold og Vale. Med jættekvinden Grid har han sønnen Vidar.
Selv om Odin ifølge de islandske kilder er den fremmeste guddom, er der dog grund til at antage, at Odin ikke har samme grad af popularitet som andre guder havde; fx er relativt få byer opkaldt efter ham, én af dem er formentlig Odense. Andre guder, som Frej og Thor, er i forhold til Odin langt stærkere repræsenteret i det onomastiske materiale med adskillige forekomster af bynavne som Frøstrup og Torsted. At han længe har haft en fremtrædende plads i de religiøse forestillinger kan dog ses ved at ugedagen onsdag er opkaldt efter ham.
[redigér] Kilder
De mange forskellige skriftlige kilder, som Odin optræder i, tegner et meget varieret billede af denne guddom. Den enkelte kilde er præget af forfatternes budskab og fremstillingen af Odin i den er en afspejling af det. Men forfatterne hentede inspiration til deres udgave af guden i det væld af forskellige forestillinger man havde om ham. Odin var nemlig ikke en entydig gud, han kunne optrådte i mangeartede skikkelser, havde mange funktioner og uberegnelighed var en af hans vigtigste egenskaber.
Ældre Edda er en samling af religiøse digte, som bygger på ældre før-kristent materiale. Nogle af disse digte kendes i flere udgaver fra forskellige manuskripter, som alle er blevet nedskrevet på Island i middelalderen. De enkelte digte fokuserer på forskellige aspekter af gudernes virke. Odin var en ambivalent gud med mange forskellige karaktértræk, så den Odin, vi møder i det ene digt, ligner ikke nødvendigvis den, vi møder i et andet.
Völuspá er en beretning om hele verdens historie, både der var sket tilbage fra urtiden, og det der vil ske i fremtiden. Den indeholder også en rammefortælling, om vølven, som beretter alt dette til Odin. Hun fortæller ham om hans egne gerninger i fortiden; drabet på Ymir og hans skabelse af Jorden og menneskene, at han igangsatte den første krig, hans ofring af sit eget øje i Mimers brønd og Balder, hans egen søns død. Hun fortæller om Odins egen skæbne, hvordan han selv skal dø, dræbt af Fenris, og at Vidar vil hævne ham. Men også at en ny Jord vil opstå i stedet for den gamle, der vil gå til i flammehavet. De overlevende af asernes slægt vil derpå mindes Odins gerninger.
Hávamál indeholder en fortælling om hvordan Odin opdagede runerne, efter han havde været hængt i verdenstræet og stikket med et spyd i ni dage og ni nætter. Den viden han opnåede på denne måde gav ham magten over de Ni verdner, dvs. hele Jorden. Nogle forskere har foreslået, at denne myte er en nordisk udgave af den kristne forestilling om Jesu korsfæstelse. .[3] Andre afviser denne forbindelse, da ofring er den eneste parallel mellem disse to myter [4] Denne tekst har dog i lighed med de andre gået flere århundreder i mundtlig overlevering i et kristent samfud, før de blev nedskrevet i 12. århundrede; hvilket må betyde at kristne idéer og forestillinger må have påvirket den. [5][6]
Lokasenna giver et andet billede af Odin. Digtet fortæller om et skænderi mellem Loke og de øvrige guder efter Balders død. Da Loke håner Gefion forsøger Odin at forsvarer hende, det medfører at Loke angriber Odin verbalt, bla. Ved at hentyde til hans meget umandige praktisering af sejd; noget som var kvinders domæne. Det ender med af Frigg må forsvare sin mand, hvorefter hun blive mål for Lokes hån.
I Hárbarðsljóð optræder Odin forklædt som en færgemand. Da hans egen søn, Thor, kommer hen til den store sø, hvor Odin befinder sig, indleder han en lang diskussion med den intetanende Thor og han nægter at færge ham over.
Adam af Bremen: Skrev en beretning om ærkebispesædet Hamborg-Bremens historie (Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum) omkring 1080. den indeholder bl.a. en af de ældste beskrivelser af den før-kristne religion i Norden. Odin kaldes Den rasende, og en krigsmager, der indgyder mænd styrke, når de står overfor deres fjender. [7]
Saxo Grammaticus: Skrev omkring 1200 et værk om danernes historie (Gesta Danorum) på latin. Det indeholder også euhemeristiske fortællinger om de før-kristne guder, der beskrives som snedige magikere. De brugte deres evner og tricks til at snyde menneskene i Norden, så de begyndte at dyrke dem som guder. [8] Ifølge Saxo kom Odin og de andre aser oprindeligt fra Byzans, som da var gudernes højsæde (Asgård). De var imidlertid blevet sendt i eksil og frataget alle ærebevisninger af de latinske guder, da Odin havde hånet gudernes konge. Derpå var aserne søgt mod nord. [9] Odin blev på denne måde fremstillet som en ren bedrage af Saxo, der samtidig kunne udstille hedninges tåbelige overtro og dyrkelse af væsner, der i realiteten blot var almindelige mennesker. På Saxos egen tid var den før-kristne religion endnu ikke helt forsvundet i Danmark, og det var derfor vigtigt ikke at omtale de gamle guder med respekt, pga. risikoen for hedenske tilbagefald. [Kilde mangler]Snorre Sturlassons Yngre Edda er i dag en af de vigtigste kilder til de før-kristne forestillinger om Odin og den religiøse kontekst, de var en del af. Her finder vi de mest fyldige udgaver af myterne, som kan fungere som forklaring på mange af de andre ældre kilder. I prologen til Yngre Edda fremstiller Snorre Odin som en historisk person. Ligesom Saxo fortæller han at Odin engang i fortiden slog sig ned i Norden, hvor han bildte indbyggerne ind, at han var en gud. Snorre udnævner Troja som Odins hjemsted, og forklarer med en folkeetymologi at aserne fik deres navn, fordi de kom fra Asien. Snorre forsøger i sin beskrivelse af Odin og de øvrige nordiske guder at opretholde en skolastisk værdineutral stil, men hans beretning kan alligevel ikke skjule Odins guddommelig og store betydning for den hedensek religion, der i Snorres egen levetid stadig var i frisk erindring. [10]
I Snorres fortælling Gylfaginning fremgår det hvordan Jorden blev skabt, og hvad Odins baggrund var. Han var søn af Borr og jætten Bestla og havde to brødre Vile og Ve. Sammen dræbte de jætten Ymir, den første levende skabning i verden og jætternes stamfar. Fra Snorre stammer således den mest fyldige beskrivelse af Jordens indretning, det er dog usikkert i hvor høj grad hans meget systematiske verdensbillede var udbredt i før-kristen tid. Af jættens døde krop skabte Odin og hans brødre Jorden. Odin fik selv mange børn, og fra ham nedstammede asernes slægt. De tre brødre skabte også menneskene udfra to stykker træ, de fandt i vandkanten; Odin gav dem ånde og liv, Vile gav dem forstand og følelser og Ve gav dem hørelse og syn. De blev kaldt Ask og Embla.
Det er Snorre, som beskriver Odin som den, der byder de faldne krigere velkommen til Valhalla, og fortæller at det var Odins mål, at samle så stærk en hær som muligt før Ragnarokslaget. Han skriver dog også, at Freja modtog halvdelen af de døde i sin sal Folkvang. Snorres Odin var en ambivalent gud; udover konge og hærfører var han også magiker, og han benyttede gerne bedrag for at nå de mål, han havde sat sig. Et tilbagevendende tema i Snorres myter, var Odins jagt på viden og kundskab. I 2. afsnit af Skáldskaparmál fortælles historien fx om hans tyveri af digtermjøden hos jætten Suttung, hvis datter Gunlød Odin forførte, for at få hendes hjælp.
[redigér] Blót
Det fremgår af flere primærkilder, at man i Norden bl.a. ofrede til Odin som led i de ceremonier, der blev kaldt blót. Adam af Bremen beretter fx om en stor offerfest ved templet i Uppsala, som hvert niende samlede folk fra hele Sverige. Her blev både trælle og, som han skriver, hanlige eksemplarer af hver dyreart hængt fra træernes grene. Hængning var i vikingetiden, og måske før, knyttet til Odin. menneskeofringer var særligt knyttet til Odin. I Ynglingesaga er der fx en beretning om den svenske sagnkonge Aun, som det var blevet åbenbaret, at Odin ville forlænge hans liv, hver gang han ofrede en af sine sønner hvert tiende år. Ni sønner mistede ifølge sagaen således livet, indtil svenskerne stoppede ham, idet han skulle til at ofre den tiende og sidste.
I andre sammenhænge ofrede man til Odin i krisesituationer; i visse situationer også mennesker. I et berømt eksempel, der findes i både Gautreks Saga og Gesta danorum var det endda en konge, som måtte lide døden. Kong Vikar var på rejse med sine mænd, da de blev ud af kurs, de trak derpå lod om hvem der skulle ofres til Odin for bedre bør. Loddet faldt på kongen, og han blev derfor hængt. I sagaerne fortælles det også at svenskerne havde ofret to sagnkonger, Domalde og Olof Trätälja, til Odin efter flere års hungersnød. Beretninger om krige tyder også på, at drab på fjender i et slag blev opfattet som en ofring til Odin; flere steder beskrives et ritual, som en hærfører udførte forud for kampen, hvor han viede sine fjender til Odin. Hans uberegnelighed i krig var dog kendt af enhver; nogle gange forrådte han sine favoritter, og lod dem tabe et slag og lide døden, hvilket Loke håner Odin for i Lokasenna.
Foråret og begyndelsen af sommeren, dvs. midt april, var sandsynligvis det tidspunkt hvor de årlige ofringer til Odin normalt lå på. I Ynglingesaga bliver en af de store årlige højtider beskrevet som at sumri, þat var sigrblót ("om sommeren, for sejr"); og Odin blev konsekvent forbundet med sejr i alle nordiske kilder.
[redigér] Overlevende forestillinger om Odin
Religionsskiftet i Norden var en langvarig proces, hvor kristendommen hovedsageligt langsomt spredte sig hovedsageligt fra samfundets top og fyrsterne nedad mod den almindelige befolkning. I den brede befolkning var der fortsat, længe efter den officielle kristning, en udbredt tro på Odin og de øvrige før-kristne guder og mytologiske væsner.
Det sidste slag i Skandinavien, hvor Odin blev fejret for sejren, var slaget ved Lena i 1208. Den landflygtige svenske konge Sverker var vendt tilbage i spidsen for en stor dansk hær, og han stod nu over for en langt mindre svensk hær ledet af den nye konge Erik. Det fortælles at Odin nu viste sig foran de svenske linjer ridende på Sleipnir. Han ledte derpå det svenske angreb og gav dem sejren. [11]
I Baglersagaerne, der blev skrevet i 13. århundrede, og som indeholder beskrivelser af begivenheder fra de to første årtier af samme århundrede optræder den samme episode også. Det fortælles her at, en enøjet rytter, der bar en bredskygget hat og en blå kappe, bad en smed sko sin hest. Den mistænksomme smed spurgte derpå den fremmede, hvor han havde været den forgående nat. Den fremmede nævner så steder så langt borte, at smeden ikke kan tro på ham. Fremmede fortæller også at han længe havde opholdt sig i nord, hvor han havde deltaget i flere slag, men at han nu var påvej til Sverige. Da hesten er blevet skoet, stiger den fremmede atter op og siger: "Jeg er Odin" til den lammede smed og rider bort. Slaget ved Lena fandt sted den følgende dag. Baggrunden for denne historie er at der for nylig var indgået en fred i Norge, og at krigsguden Odin derfor intet længere havde at gøre der.
I anden saga fra 1260’erne, Hákonar saga Hákonarsonar, fortælles det hvordan Skule Baardsson engang i 1230’erne havde bedt skjalden Snorre Sturlason forfatte et digt, hvori én af Skules fjender blev sammenlignet med Odin, så de begge blev beskrevet som bringere af strid og splittelse. Denne episode er ikke en indikation af en fortsat dyrkelse af Odin, men viser snarere at mindet om hans navn på dette tidspunkt stadig var levende.
I den senere skandinaviske folklore optrådte Odin længe som leder af den vilde jagt. I flere beretninger var målet for denne jagt tilsyneladende at indfange og dræbe en kvinde. Hvem hun var, er ikke entydigt, men mange steder var den skovboende huldra. [12] I Danmark var han flere steder erstattet af kong Valdemar eller ridder Grøn som leder af jagten. Digteren B. S. Ingemann skrev således om ham:
-
- Tit korser arme bonde sig end på natlig sti,
- når jægere og hunde ham suse vildt forbi.B.S. Ingemann
[redigér] Navne
Fra forskellige kilder kendes der mere end 200 tilnavne eller dæknavne for Odin. [13] I skjaldetraditionen benyttede man kenninger som indirekte referencer til steder og figurer, en metode, der i mindre omfang, også kendes fra eddadigtiningen. I andre myter, som dem der kendes fra både Ældre og Yngre Edda bruges dæknavne som et element i fortællingen; fx optrådte han under navnet Bølværk på sin færd til Gunlød, hvor han stjal Kvasers blod (også kaldt skjaldemjøden og suttungs mjød). I anden myte kaldte han sig Gangråd under sit besøg hos Vaftrudner og Vegtramer foran indgangen til Hel, da han manede Vølven op af hendes grav og udspurgte hende.
Nogle tilnavne understreger Odins position som fadergud og konge:: Alföðr "Alfader" ; Aldaföðr "Mænds fader"; Herjaföðr "Hirdens fader"; Sigföðr "Sejrsfader"; Valföðr "De faldnes fader". Andre kendte navne er bl.a.: Arnhovde, Atrid, Audun, Bileyg (Biløjd), Bivlinde, Båleyg (Båløjd), Bolværk, Brun/Brune, Dresvarp, Farmatyr (/Roptaty, Herjan, Hrosshårsgråne, Hvatmod, Hvedrung, Hærglad, Hærblinde, Hå/Høj, Ialk, Jevnhå (Den Jævnhøje), Jolner, Kjalar, Langskæg, Launding, Møttul, Njot, Olg, Ölur, Ome, Oske, Ovner, Rane, Ravneguden, Rosterus, Sand/Sandtale, Sejrfar, Sidhat, Sidskæg, Sige, Sigder, Siggaut, Sigmund, Sigtryg, Skilfing, Skjoldval, Svalner, Svavner, Svidrer, Svidur, Svipal, Tud, Tund/Tunn, Tekk, Tror, Trasar, Tveblinde, Tvegge, Ud, Vak/Vakr, Valdr Galga, Vegtam, Vidrimmer, Vidur, Vodin, Våvud, Ygg/Yggr, Yggjung, Yjung.
[redigér] Moderne genkomst
[redigér] Germansk neopaganisme
Odin, er sammen med de øvrige nordiske guder, blevet genstand for fornyet dyrkelse. I Norden er denne genskabte religion organiseret i forskellige [[Asetro]sforeninger, som er anerkendte trossamfund i både Island, Norge, Sverige og Danmark.
[redigér] Moderne populærkultur
Odin optræder som prominent figur i Richard Wagners operatrilogi, Der Ring des Nibelungen. Dette værk førte i årerne efter til en fornyet interesse for de nordiske guder og Odin; i begyndelsen var portrætterne af ham, mere baseret på Wagners fortolkning end på de ældre kilder. Odin har siden da optrådt i et væld af forskllige værker, fx tegneserier, TV-film, litteratur og musik.
[redigér] Pseudovidenskab
I det 17. århundrede var det euhemistiske historiesyn meget udbredt, og det historiske grundlag for myterne blev genstand for studier. De svenske historiskere Olof Verelius og Johan Peringskiöld fremførte fx at Odinsfiguren byggede på et historiske forbillede, som de gav navnet Sigge Fridulfsson.[14]
Idéen om et virkeligt forbillede for de mytologiske væsner er for nyligt blev taget op igen af nordmanden Thor Heyerdahl fremsat en kontroversiel teori om at Odins oprindelse historisk kan spores til området nord for Sortehavet. Denne teori er dog blevet afvist som pseudovidenskab. Den bygger især på en beskrivelse af Odins herkomst, historie og slægt fra 13. århundrede e.v.t. hos Snorri Sturluson. Han beretter, at Odin var en hærfører (høvding) fra området omkring floden Don's udmunding i Azovske hav (i den nordøstlige del af sortehavet). Herfra flygtede Odin med sit folk, under pres fra Romerske invationsstyrker, omkring år 63 f.kr. Dette folk (aserne og vanerne) bosatte sig i skandinavien (den nordlige verden), og underlagde sig store dele her af. Odin selv rejste videre til Sigtuna, Sverige (lille Svitjod), hvor han døde af ælde og sygdom, antagelig omkring år 55 f.kr.
Ifølge genealogien, nedstammer Odin fra kong Priam (Priamos) af Troja (i 26. led). Priam havde en sønnesøn, der hed Agamemnon (Memnon), der havde en søn ved navn Thor (Trór, Tor, Tur). Det er denne Thor som Odin agtede og blotede til som guddomelig forfader, og altså selv nedstammede fra (i 23. led). I dette perspektiv, synes der således ikke at være hold i myten om, at Thor skulle være Odins søn, og medgud i Valhalla. Tvært imod er Odin tilsyneladende 'søn' af Thor.
Odin havde selv adskillige sønner, som han indsatte i de kongedømmer der blev erobret eller etableret i den nordlige verden. I Danmark indsattes f.eks. Skjold som konge over Reidgotaland [15] (Jylland), måske med hjemsted i Hedeby. Folkesagnet (via Saxo) siger imidlertid, at Skjold var konge over Sjælland [16], med hjemsted i Lejre.
Den tidligste danske kongeslægt Skjoldungerne (Roar, Helge mfl.), siges således at nedstamme fra Kong Skjold (evt. via sønen Fridleif).
[redigér] Eksterne link
- A. Asbjorn Jons; "Shamanism and the Image of the Teutonic Deity, Óðinn" (engelsk)
- Viktor Rydberg; "Teutonic Mythology: Gods and Goddesses of the Northland" e-book (engelsk)
- W. Wagners; "Asgard and the Home of the Gods" e-book (engelsk)
- "Myths of Northern Lands" e-book af H. A. Guerber (engelsk)
- Peter Andreas Munchs "Norse Mythology: Legends of Gods and Heroes" e-book (engelsk)
[redigér] Referencer
- ↑ [1]
- ↑ Se Den Højes tale
- ↑ Viking Religion By Gareth Williams at BBC - History
- ↑ Margaret Clunies Ross; Prolonged Echoes, Old Norse myths in medieval Northern society, 1994 ISBN 87-78380081
- ↑ W. A. Craigie, "Religion of Ancient Scandinavia" (1914)
- ↑ Viking Religion By Gareth Williams at BBC - History
- ↑ Gesta Hammaburgensis 26: Alter Wodan, id est furor, bella gerit, hominique ministrat virtutem contra inimicos. Waitz' edition engelsk oversættelse
- ↑ Gesta Danorum, 1. bog engelsk oversættelse
- ↑ engelsk oversættelse
- ↑ Anders Bæksted; Nordiske guder og helte, 1996 ISBN 87-56757077 (pp. 44)
- ↑ http://runeberg.org/img/sverhist/1/0325.5.png
- ↑ Schön, Ebbe. (2004). Asa-Tors hammare, Gudar och jättar i tro och tradition. Fält & Hässler, Värnamo. ISBN 91-89660-41-2 pp. 201-205.
- ↑ Harrison, D. & Svensson, K. (2007). Vikingaliv Fälth & Hässler, Värnamo. ISBN 978-91-27-35725-9 p. 63
- ↑ Nordisk Familjebok
- ↑ Ifølge Snorri Sturluson kongesagaer, beskrevet i værket Heimskringla
- ↑ Efter Wih. Grønbech: Nordiske Myter og Sagn
[redigér] Se også
| Guderne i den Nordiske mytologi | |
|---|---|
|
Aser: |
Andrimner | Balder | Brage | Delling | Forsete | Hejmdal | Hermod | Høder | Høner | Kvaser | Magni | Modi | Od | Odin | Sommer | Svåsud | Thor | Tyr | Ull | Vale | Ve | Vidar den Tavse | Vile | Vinter |
|
Eir | Fjørgyn | Fulla | Gefion | Gersimi | Gna | Hlin | Hnoss | Idun | Lofn | Nanna | Saga | Sif | Sigyn | Snortra | Syn | Vår |
|

