Olaf Rye
Ole eller Olaf Rye (16. november 1791 på gården Bø i Telemark i Norge – 6. juli 1849 var en norsk officer i dansk tjeneste i Treårskrigen.
Generalmajor Olaf Rye gennemgik en militær uddannelse i Norge, hvor han deltog i krigen mod englænderne. Efter afståelsen af Norge i 1814 rejste Rye sammen med Friderich Adolph Schleppegrell og Hans Helgesen til Danmark, hvor de fik ansættelse i den danske hær. Rye havnede efter nogle genvordigheder i grænsefæstningen Rendsborg, hvor han tilbragte en række år, indtil han i 1842 blev oberstløjtnant og forflyttet til København.
Oprøret i Hertugdømmerne i 1848 satte ham i en vanskelig situation, da hans svoger og flere venner var blandt oprørerne. Han tøvede dog ikke, da han med stor dygtighed førte sin bataljon i slaget ved Bov, og det samme gjorde sig gældende i slaget ved Slesvig. Han blev oberst, og i 1849 ved fjendtlighedernes genoptagelse blev han generalmajor. Han fik til opgave at lede den danske hærs tilbagetog op gennem Jylland, og denne opgave udførte han med stor dygtighed. Det lykkedes ham at trække tyskerne så langt op i Jylland, at den slesvig-holstenske hær stod isoleret uden for Fredericia. Rye trak sit infanteri ud på Helgenæs, hvorfra det blev udskibet og sejlet til Fyn og herfra til Fredericia.
Rye anførte under det efterfølgende udfald fra Fredericia 5. brigade, hvor han under hård kamp om Treldeskansen, efter at hans hest var blevet skudt under ham, selv blev dræbt. Han nåede altså ikke at opleve slesvig-holstenernes nederlag.
Han var Ridder af Dannebrog (1840) og Dannebrogsmand (1848).
Mange danske gader og veje er opkaldt efter Olaf Rye. Den danske KFOR-lejr Camp Olaf Rye i Kosovo og Ryes Kaserne i Fredericia er opkaldt efter ham.
Se også [redigér]
Kilder/henvisninger [redigér]
 |
Stub Denne militærrelaterede biografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |
 |
