Olav den Hellige

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Olav den Hellige
Konge af Norge
Regerede 10151028
Regent Olav den Hellige
Ægtefælle Astrid Olofsdatter
Børn Magnus den Gode
Ulvhild af Norge
Far Harald Grenske
Mor Åsta Gudbrandsdatter
Født 955
Ringrike
Død 29. juli 1030
Stiklestad

Olav II (Haraldsson) den Hellige (Oláfr hinn helgi) (99529. juli 1030 i Slaget ved Stiklestad) var Norges konge fra 1015 til 1028. Han blev også i sin levetid kaldt Olav den Digre. Olav II blev blev kåret som helgen 1031 og anerkendt af den Romerskkatolske kirke og Den ortodokse kirke. Hans dødsdag den 29. juli fejres i nutiden stadig som folkefester i Norge og på Færøerne.

Begyndelsen[redigér | redigér wikikode]

Han var født på Ringerike, og var søn af Harald Grenske, og dermed tipoldebarn af Harald Hårfager. Hans mor var Åsta Gudbrandsdatter.

Harald Grenske døde da Åsta var gravid med Olav. Hun giftede sig senere med storbonden Sigurd Syr, som var en fredelig, klog og lovkyndig mand.

I 12 års alderen drog han ud på sit første vikingetogt til den østlige del af Østersøen. Med aner fra Hårfagre-ætten havde han både vildskab, grådighed, hævnlyst, grusomhed, men også mere positive egenskaber som evnen til at organisere, styre og samle. Senere tog han på togter til landene omkring Østersøen. Under et af togterne mødte han i Danmark jomsvikingen Torkjell Høge, som han allierede sig med. Derefter hærgede de sammen i England, hvor de bl.a. forgæves angreb London. I 1011 indtog de Canterbury.

Sigurd Syr, Åsta, Olav og Rane
Krigeren Olav
Olav taler på Tinget ved Hundtorp

Olav så det som et kald at samle Norge til et rige, ligesom sin forfader Harald Hårfager gjorde. På vej hjemover – efter et togt til det sydlige Spanien – overvintrer han hos hertug Richard 2. af Normandiet i det nordøstlige Frankrig. Denne region havde normannerne (norske og danske vikinger) erobret i 881, og de fik lov til at beholde området ved at forpligte sig til ikke at angribe resten af landet. De skulle også forsvare landet mod fremmede magter.

På vej hjem mod Norge tog han til England, hvor han i 1014 hjalp anglo-sakserkongen Adalred II med at at erobre London fra danerne, og rev i den anledning London broen ned. Den engelske børnesang "London Bridge is falling down" kan have sine rødder i denne hændelse. Olav blev rigt belønnet af Adalred for hjælpen at han i stedet for sit langskib købte et handelsskib og i 1015 kom han tilbage til Norge sammen med 4 medbragte engelske biskopper.

Tilbagekomsten[redigér | redigér wikikode]

Olav kom tibage til et religiøst splittet Norge. Efter Olav Tryggvasons død ved Slaget ved Svold blev Norge delt mellem sejrherrerne: danskekongen, svenskekongen og ladejarlene. I datidens Norge tjente man først og fremmest familien som blev styret af familiens mandlige overhoveder. Blodhævn var almindeligt. Det var svært at forene riget, og der var ingen grobund for indføringen af kristendommen. Imidlertid var ætsamfunnet i tilbagegang. Landet havde udviklet sig hen til et land med bygder og småriger, med høvdinge og småkonger. Herredsting og lagting var også etableret. Alligevel skulle det blive svært at kristne og forene landet, der blev regeret af jarle og høvdinger som Erling Skjalgsson, Kalv Arneson, Hårek på Tjøtta og Tore Hund som først og fremmest tænkte på ættens fremgang.

Noget af det første Olav gjorde, var at tage Erik Jarls (963 – 1024) søn, Håkon til fange, og bortvise ham til England, hvor hans far Eirik jarl boede.

Derefter begyndte han arbejdet med at udvide sin magt, ved først at blive småkonge i sin hjemstavn Opplandene (distrikterne nord for Oslo Fjord). Kristianiseringen ventede han med. Efter slaget mod Svend Jarl i Langesundfjorden blev han konge over Viken og Agder. Derefter tog han til Trøndelag, hvor han blev kronet til konge, og senere også i Inntrøndelag. På rejsen mod syd blev han i det ene ting efter det andet også kronet. Dermed var han snart konge over det sydlige Norge. Han sluttede fred med svenskerkongen, og som en del af aftalen giftede han sig med hans datter. Men inden brylluppet fandt sted havde svenskekongen giftet hende bort til fyrst Jaroslav i Novgorod. For at bøde på dette rejste den svenske konges anden datter til Norge og giftede sig med Olav. Efter brylluppet rejste Olav til Hålogaland (Nordnorge) og blev også der kronet, og var dermed i princippet konge over hele Norge.

Landet styrede Olav fra Borg, (Sarpsborg), den by han selv grundlagde i 1016. Byen Borg blev Norges hovedstad, og kongen lod bygge vold rundt om hele byen. Dele af volden findes den dag i dag.

Kristningen af Norge[redigér | redigér wikikode]

Kristendommen var på denne tid begyndt at få fodfæste i Norge, mange var kun kristne af navn, men fulgte ikke den kristne tro så nøje. Der var besluttet på lagtingene rundt i Norge at kristendommen skulle indføres. Nogle steder var det problematisk at kristne folket. Den islandske sagaskriver Snorri Sturluson beretter om folk som blev dræbt eller lemlæstet når de nægtede at skifte til den nye tro. Olav tog 4 biskopper med fra England. Den vigtigste af disse var biskop Grimkjell. Han var Olavs nærmeste i kirkesager.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Lidén, Anne; Olav den Helige i Medeltida Bildkonst, Legendmotiv och attribut; Monographs. KVHAA. Stockholm 1999. Vitterhetsakademien. ISBN 91-7402-298-9. (Abstract and summary in English: Saint Olav in Medieval Pictorial Art. Narrative Motifs and Attributes.)
  • Passio Olavi – Lidingssoga og undergjerningane åt den Heilage Olav; Oslo 1970. ISBN 82-521-4397-0

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Foregående: Norges regenter Efterfølgende:
Erik Jarl og Svend Jarl
(dansk/svensk styre)
(10001015)
Knud den Store
(dansk styre)
(10281030)