Oldenborg (land)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Oldenborg
1180–1918 Flagge Herzogtum Oldenburg.svg
Flag Våben
Flag Rigsvåben
Nationalmelodi
Heil dir, o Oldenburg
Geografisk placering af Oldenborg
Oldenborg som del af det Tyske kejserrige
Hovedstad Oldenburg
Styreform Monarki
Historie
 - Etableret 1180
 - Del af Danmark 1667-1773
 - Ophøjet til hertugdømme 1774
 - Ophøjet til storhertugdømme 1829
 - Tyske revolution 1918

Oldenborg (tysk: Oldenburg) var tidligere en stat i det nordvestlige Tyskland. Siden oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland har størstedelen af området tilhørt delstaten Niedersachsen. Oldenborg blev 1667-1773 regeret af de danske konger.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af 1000-tallet omtales en vis Egilmar som "en mægtig greve i grænseområdet mellem frisere og sachsere". Fra ham stammer den endnu frem til 1. verdenskrig regerende storhertugslægt, og hans stamborg "Olde borg" (den gamle borg) er den kerne, omkring hvilken den oldenborgske stat voksede op. Egilmars ætlinger var vasaller under de mægtige sachsiske hertuger. Da, efter hertug Henrik Løves fald i 1180, Oldenborg blev udskilt fra Sachsen og kom under bremensk overhøjhed, indebar dette overgangen til en faktisk, om omend først i 1500-tallet formeligt fastslået rigsumiddelbar stilling. Ved midten af 1200-tallet byggede greve Johan 1. borgen Delmenhorst, efter hvilken hans efterkommere kaldte sig "grever af Oldenborg og Delmenhorst". Men Delmenhorst styredes ofte af bilinjer og forenedes vedvarende med Oldenborg først i 1600-tallet. I de nordlige og vestlige dele af Oldenborg boede frisere og stedinger, med hvilke de oldenborgske grever i middelalderen førte et antal fejder. Stedingerne mistede i slaget ved Altenesch 1234 en stor del af deres land til Oldenborg. Ved kampe i begyndelsen af 1500-tallet blev fra friserne erobret blandt andet landet mellem Jadebugten og Weser.

Den oldenborgske fyrsteslægt i Danmark[redigér | redigér wikikode]

En af greve Didrik den Lykkeliges sønner, Christian 8., valgtes 1448 til konge af Danmark som Christian 1., hvorpå han 1454 overlod sin andel af Oldenborg til sin yngre broder Gerhard den stridbare. Dennes sønnesøn Anton 1. (død 1573), som fra 1526 regerede først sammen med sine ældre brødre, men efter 1529 faktisk alene, gennemførte reformationen, men bistod kejseren i den schmalkaldiske krig og tog 1531 sit grevskab formelt som len af kejseren, hvor efter greverne af Oldenborg og Delmenhorst havde sæde og stemmeret i den westfaliske kredsdag.

Under Antons sønnesøn Anton Günther (1603-1667) forenedes Delmenhorst for bestandig med Oldenborg i 1647, og tillige blev de sidste frisiske herskaber, Jeverland (i 1575) og Kniphausen (i 1623), forenet med Oldenborg. Han regerede med styrke og visdom og havde held til under 30-årskrigens storme at bevare en næsten uforstyrret fred. Af kejseren fik han endog ret til den indbringende Wesertold. Eftersom han var den sidste af sin æt, tilfaldt Oldenborg efter hans død i henhold til en traktat kongen af Danmark, mens Jeverland tilfaldt fyrsterne af Anhalt-Zerbst.

Studehandel[redigér | redigér wikikode]

I tiden fra 1550-1700 spillede Oldenburg en vigtig rolle i den danske studehandel: Gennem hele dette tidsrum skete en omfattende eksport af staldokser, der stammede fra Danmark og var kommet ned gennem Holsten til markedet i Wedel ved Elben, der fandt sted fra midten af marts til midten af april. Det var en transport af de såkaldte "magre" okser, der var bragt til opfedning i marskområderne i de tidlige sommermåneder. Med tiden fik efterårseksporten af "fede" okser, der gik fra marskens græsarealer til slagtning i de nordtyske byer dog stigende betydning. Oldenburg fik en vigtig rolle som gennemfartvej den sidste strækning til de hollandske og nordvesttyske aftagere.

Skånske Krig[redigér | redigér wikikode]

Under den skånske krig kom Oldenburg til at spille en vis rolle, da danske tropper fra Oldenburg, under general Baudissin, i alliance med to af Sveriges andre fjender, biskoppen af Münster og hertugen af Brunswig-Lüneburg, gjorde indfald i Bremen og her erobrede blandt andet de to svenske fæstninger Carlsburg ved Weser, anlagt 1674 af den franske oberst Melle, og Stade ved Elben. Fra dansk side var det hensigten ved byttets deling at sikre sig så meget af Hertugdømmet Bremen, at Oldenburg og Holsten ville kunne blive et sammenhængende område, men siden vendte krigslykken, da Frankrig angreb, faldt ind i Oldenburg fra Westphalen, brandskattede landet og endda truede Holsten, hvilket var medvirkende til, at Christian 5. gik ind på at slutte freden i Lund 1679.

Oldenborg bortbyttes[redigér | redigér wikikode]

Oldenborg havde ifølge en folketælling afholdt i 1769 blot 79.071 indbyggere[1].

I henhold til en aftale af 1. juni 1773 med den i Rusland og Holsten-Gottorp regerende linje af huset Oldenborg bortbyttede Danmark Oldenborg og Delmenhorst mod den hertugelige del af Holsten, hvorved intet forbehold gjordes for den i Sverige regerende holsten-gottorpske linjes eventuelle arveret, hvilket Gustaf 3. opfattede som en forulempning og som fik ham til at i december 1773 hos den tyske kejser anmelde et forbehold for egne og sine brødres rettigheder. Imidlertid tog den da regerende holsten-gottorpske hertug og den russiske storfyrste Paul af Rusland (senere zar Paul 1.) Oldenborg og Delmenhorst i besiddelse, men overlod dem allerede samme år (1773) ved et mageskifte til sin farfars fætter Fredrik August (død 1785), fyrstbiskop af Lübeck, af den yngre gottorpske linje, som 1774 af kejser Josef 2. ophøjedes til hertug af Oldenborg (en broder til ham, Adolf Fredrik, var i 1751 blevet svensk konge). Efter som dennes søn, Peter Fredrik Vilhelm (død 1823), var sindssvag, forestodes regeringen under hans levetid af hans fætter, Peter Fredrik Ludvig, biskop og fra 1803 fyrste af Lübeck. I 1803 tillagdes Oldenborg en del af det sekulariserede biskopsdømme Münster.

Som følge af det regerende hus forbindelse med Rusland besattes Oldenborg 1806 af franskmænd og hollændere. Ved freden i Tilsit fik hertugen sit land tilbage og indtrådte 1808 i Rhinforbundet. Men da han ikke ville gå med til Napoleons forslag om at bytte sit land med Erfurt, besatte Napoleon landet 1810 og indlemmede det i det franske kejserdømme, en omstændighed, som på afgørende vis bidrog til det endegyldige brud mellem Frankrig og Rusland. Wienerkongressen tilbagegav ham atter Oldenborg, udvidet med Birkenfeld (en del af det franske departement Saar). I 1818 afstod kejser Alexander af Rusland Jeverland.

1823 blev Peter Fredrik Ludvig regent også af navn, og han efterfulgtes af sin søn Paul Fredrik August (1829-1853), som 1829 antog den allerede af Wienerkongressen bestemte titel storhertug. I 1836 sluttede Oldenborg med Hannover og Braunschweig et fælles toldforbund, den såkaldte steuerverein, som 1853 ansluttede sig til det under Preussens ledelse stående Tyske Toldforbund. Under revolutionsåret 1848 forekom ingen alvorligere uroligheder i Oldenborg, og storhertugen gav landet 1849 en liberal forfatning, som 1852 blev revideret i mere konservativ ånd. August efterfulgtes af sin ældste søn Niels Fredrik Peter (1853-1900), som klart sluttede sig til Preussens politik. Han afstod 1853 et stykke land ved Jadebusen til anlæggelse af en preussisk krigshavn (der senere blev til Wilhelmshaven), indgik i toldforbundet og protesterede 1863 mod Christian 9.s tronbestigelse i Danmark. Han forsøgte også at gøre en egen arveret i hertugdømmerne gældende, men stod 1866 trofast på Preussens side. I krigen med Østrig 1866 stillede han sine tropper til Preussens rådighed, og den 18. august samme år indtrådte Oldenborg i det Nordtyske Forbund.

I det tyske rige[redigér | redigér wikikode]

Parlamentbygningen (Landtag)

1867 solgte storhertugen sine slesvig-holstenske arvekrav til fordel for Preussen for l mill. thaler og det holstenske amt Ahrensböck. 1871 indtrådte Oldenborg i det Tyske rige. Peter efterfulgtes af sin søn, storhertug Fredrik August (født 16. november 1852), der regerede frem til verdenskrigen. Ved en traktat af 1903 afstod Rusland sine arvekrav på Oldenborg til fordel for lederen af huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg.

Den sidste storhertug, Friedrich August, blev i forlængelse af novemberrevolutionen tvunget til at afgå den 11. november 1918. Efter 1. verdenskrig og storhertugens afgang blev Oldenborg en republik. Som Fristaten Oldenburg blev landet en af delstaterne i Weimarrepublikken.

Efter 2. verdenskrig blev Oldenborg et eget forvaltningsområde (inklusive Wilhelmshaven men exklusive Birkenfeld og Lübeck), som bestod frem til 1978. Den 1. februar 1978 blev Oldenborg en del af Regierungsbezirk Weser-Ems. Samtidigt blev Oldenborg hovedstad i området. Den 1. januar 2005 opløstes dette Regierungsbezirk, og derved afsluttedes staden Oldenborgs historie som regeringssæde.

I en folkeafstemning den 19. januar 1975 stemte Oldenborgs medborgere for, at området skulle blive en egen delstat og dermed forlade Niedersachsen. Den tyske forbundsdag afslog dog i januar 1976 ansøgningen om at genoprette Oldenburger Land som en egen delstat.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Feldbæk, s. 99

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ole Feldbæk: "Den lange Fred" (Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 9; København 1990), ISBN 87-89068-11-4

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 53°08′38″N 8°12′50″Ø / 53.143888888889°N 8.2138888888889°Ø / 53.143888888889; 8.2138888888889