Olsen-banden går i krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Olsen-banden går i krig
Overblik
Dansk titel Olsen-banden går i krig Rediger på Wikidata
Genre Komedie
Instrueret af Erik Balling
Manuskript af Henning Bahs
Erik Balling
Medvirkende Ove Sprogøe
Morten Grunwald
Poul Bundgaard
Kirsten Walther
Axel Strøbye
Ole Ernst
Fotografering Jeppe Jeppesen
Klip Ole Steen Nielsen
Scenografi Henning Bahs Rediger på Wikidata
Musik af Bent Fabricius-Bjerre
Produceret af Bo Christensen
Distributør Nordisk Film
Udgivelsesdato 6. oktober 1978
Censur Alle Tilladt for alle[1]
Længde 106 min.
Oprindelsesland Danmark
Sprog Dansk
Efterfulgte Olsen-banden deruda'
Fortsættes i Olsen-banden overgiver sig aldrig
DVD Ja
VHS Ja
Blu-ray Ja
Links
på IMDb
på scope.dk Rediger på Wikidata
på danskefilm.dk
i DFI's filmdatabase
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Olsen-banden går i krig er en dansk film fra 1978 og den tiende i rækken af Olsen-bandenfilm. Manuskriptet er skrevet af Henning Bahs og filmens instruktør Erik Balling.

Filmen var en stor succes i biograferne med over en million solgte billetter og er den tredjemest sete danske film i nyere filmhistorie - kun overgået af sine to forgængere i serien: Olsen Banden ser rødt og Olsen Banden deruda'.

Handling[redigér | rediger kildetekst]

Advarsel! - Handling, afslutning og/eller plot afsløres i det følgende.

Egon kommer denne gang ud af fængslet uden plan fordi han er kommet for tidligt ud. Han bliver nemlig løsladt på grund af dronningens fødselsdag, noget som han er meget sur over, fordi han skulle have et møde med en landsretssagfører. Mens Egon har været i fængsel, har Yvonne fået arbejde. Egon har altså ingen plan, hvorfor de må bruge Bennys plan – noget som Kjeld ikke er særlig tryg ved da han er sikker på at det går galt. Det går da også galt idet Egon spolerer Bennys kup med vilje for så at komme tilbage i fængslet og få førnævnte møde med landsretssagføreren.

Da Egon kommer ud af fængslet, er Benny naturligvis sur på Egon, men denne gang kommer Egon ud med en stor plan. Landsretssagføren har tippet ham om at rådgivende ingeniør Bang-Johansen (Bjørn Watt-Boolsen) er villig til at betale et større millonbeløb for en ganske særlig mikrofilm der er opbevaret i det såkaldte Rigsregistratur. Ved hjælp af tre pilsnere og seks stykker smørrebrød med nøje valgt pålæg, lykkedes det banden at stjæle mikrofilmen.

Men da Egon skal aflevere filmen til Bang-Johansen taler han over sig og røber at han ved hvad der er på filmen: Generalplanen for den tophemmelige Operation Daisy-land: EF har besluttet at den eneste nyttige anvendelse for Danmark er som ferieregion i nordeuropa og at alle danskere skal finde beskæftigelse i turist-sektoren. Tysklands ferieindustri vil gerne kende planen på forhold så de kan opkøbe de rigtige grunde i god tid og tjene store penge når Operation Daisy-land bliver sat i værk, og vil betale Bang-Johansen 100 millioner D-mark for filmen, hvoraf Egon skal have 10% for at have skaffet filmen. Forfærdet over at Egon ved for meget beordrer Bang-Johansen i stedet sin chauffør og håndlanger "Bøffen" (Ove Verner Hansen) til at gøre det af med Egon. Bøffen forsøger at gasse Egon i et forladt pakhus i sydhavnen og Benny og Kjeld må rede ham.

Opsat på hævn og på at få hvad der tilkommer ham, har Egon nu en ny plan: Han vil snuppe de 100 millioner D-mark fra håndlangeren for den tyske ferieindustri, Den Sorte Baron (Edward Flemming), som skal levere pengene til Bang-Johansen i kontanter. Ved at få Baronen fly til at taxie på afveje i lufthavnen lykkedes det Banden at snuppe kufferten i forvirringen. Men en rasende Bang-Johansen bruger sine politiske forbindelser til at få udstedt en arrestordre på Egon. Politiet tropper prompte op ved Kjeld og Yvonnes hjem og da banden flygter ad bagdøren, ligger Bøffen og Den Sorte Baron på lur og snupper pegene fra Egon, som tomhændet må flygte fra politiet.

Den Sorte Baron får overdraget filmen og nøglen til Bang-Johansens pengeskab. Den Sorte Baron skal levere nøglen tilbage efter at filmen er blevet forevist repræsentanterne for den tyske ferieindustri og godkendt, så Bang-Johansen ikke kan stikke af med pegene i mellemtiden. Men Banden snupper både nøgle og mikrofilm fra Den Sorte Baron mens han beser københavns seværdigheder: Den Lille Havfrue, Kongens Nytorv og Amalienborg. Egon agter nu at sælge filmen til Bang-Johansen mod sin retmæssige betaling, på trods af Bennys, Kjelds og især Yvonnes protester.

Men da Egon skal fremvise filmen opdager han til sin rædsel at Yvonne har byttet filmen ud med hendes og Kjelds private feriebilleder. Egon forsøge at flygte men fanges af Bøffen og Baronen. Repræsentanterne for den tyske ferieindustri er dybt foragede og kræver at den rigtige film fremskaffes inden 30 minutter eller de dropper handlen. For at få Egon til at spytte ud med hvor den rigtige film er gemt, binder Bøffen Egon fast til Rådhusuret i København. Efter 30 minutter vil den store viser skubbe Egon ned. Det lykkedes for Benny og Kjeld både at åbne Bang Johansens pengeskab og rede Egon ved at få rådhusuret til at gå baglæns. Det får samtidig urværket til at gå helt grassat og slå Bøffen og Baronen ud.

Afsløringer af handling, afslutning og/eller plot ender her.

Om filmen[redigér | rediger kildetekst]

Herlev Hospital, som i filmen benyttes som udvendig kulisse for Rigsregistraturen.
Tandhjul fra interiørscenerne med tårnuret.

Titlen Olsen-banden går i krig betyder, at banden går i krig mod nogen eller noget. I filmen er banden ved at sælge filmen om operation Daisy-land, hvor Danmark skal blive et ferieland, til tyske entreprenørfirmaer. Dette er nærmest en 'krigserklæring' til landet, som de alligevel er meget utilfredse med. Det kommer til udtryk ved, at Kjelds kone Yvonne klager over, at 50% af hendes løn bliver taget af regeringen, samt Egon generelt påpeger, at Danmark ikke har gjort noget godt for dem. Overfor står så EF, som Danmark var blevet medlem af i 1973. Der fremvises et komisk syn på Danmarks fremtid i EF i filmen, da der var mange der så det som, at EF ville bruge Danmark som den rene feriepark, og som Egon Olsen selv kalder det, ville Danmark blive det rene "Daisy-land".

En af lokaliteterne i filmen er Rigsregistraturen i Lundtofte, idet den benyttede bygning dog i virkeligheden er Herlev Sygehus. I bygningen findes mikrofilmen om projekt ‘’Daisyland’’. Rigsregistraturen, nu Det Centrale Kriminalregister eller bare kriminalregistret, indeholder oplysninger om straffeafgørelser i kriminalsager og andre relevante oplysninger om borgere. En anden karakteristisk lokalitet er Københavns Rådhus, hvor banden klatrer rundt på tårnurets visere. Også her blev der dog snydt, idet man opbyggede en kopi af tårnuret hos Nordisk Film. Urskiven på denne er en halv gange større end den rigtige. En scene med en person der klatrer rundt på et tårnur forekom for øvrigt i den britiske film De 39 trin fra samme år.

Flyet som den Sorte Baron flyver var på daværende tidspunkt ejet af Sterling Airways deraf de rød-hvide farver. Det havde registreringen OY-SAV. I filmen er OY erstattet med med D, så flyet hedder D-SAV. Sidenhen blev flyet solgt og ombygget til fotoflyvning, og i dag (2021) indregistreret i Tyskland under navnet D-ISAV og stadig aktivt som fotoflyver.

Medvirkende[redigér | rediger kildetekst]

Trivia[redigér | rediger kildetekst]

  • Ove Sprogøes søn Henning arbejdede som produktionsassistent på filmen og havde en statistrolle som buspassager. Senere blev han selv skuespiller.
  • Fængselsbandet i slutningen af filmen var Papa Bues Viking Jazzband, som i 1968 lavede den første udgave af titelmelodien til Olsen-banden.[2]
  • Den 27. august 2008 udgav Post Danmark et frimærke til ære for Erik Balling, hvorpå der ud over et portræt af instruktøren også var en scene fra filmen med Yvonne og Egon.[3]
  • Filmen blev i 1979 genindspillet i Norge under titlen Olsenbanden og Dynamitt-Harry mot nye høyder som den tiende fortsættelse af Olsenbanden.[4]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Olsen-banden går i krig på Medierådet for Børn og Unge
  2. ^ Morten Grunwald: Meine Tage in gelben Socken, Schwarzkopf & Schwarzkopf 2014, ISBN 978-3-86265-374-4, S. 151ff (på tysk).
  3. ^ "Briefmarke von Erik Balling erschienen". olsenbandenfanclub.de. 27. august 2008. Hentet 31. oktober 2016.
  4. ^ Hauke Lange-Fuchs: „Ich habe einen Plaan!“, side 147−149 og side 8−9; Lübeck 1997, ISBN 3924214484 (på tysk).

Ekstern henvisning[redigér | rediger kildetekst]

DanskSpire
Denne artikel om en dansk film er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Film
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Olsen-banden_går_i_krig&oldid=11671820"