Olsen-banden på spanden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Olsen-banden på spanden
Overblik
Dansk titel Olsen-banden på spanden Rediger på Wikidata
Genre Folkekomedie, Kriminalfilm
Instrueret af Erik Balling
Manuskript af Erik Balling
Henning Bahs
Medvirkende Ove Sprogøe
Morten Grunwald
Poul Bundgaard
Preben Kaas
Kirsten Walther
Fotografering Jørgen Skov
Klip Ole Steen Nielsen
Scenografi Henning Bahs Rediger på Wikidata
Musik af Bent Fabricius-Bjerre
Produceret af Bo Christensen
Distributør Nordisk Film
Udgivelsesdato 3. oktober 1969
Censur Alle Tilladt for alle[1]
Længde 107 min
Oprindelsesland Danmark
Sprog Dansk
Efterfulgte Olsen-banden
Fortsættes i Olsen-banden i Jylland
Tekniske data 35 mm Widescreen Eastmancolor Tone
DVD Ja
VHS Ja
Blu-ray Ja
Nomineringer og priser
Bodilprisen for bedste mandlige birolle, 1970 (Preben Kaas)
Links
på IMDb
på scope.dk
på danskefilm.dk
i DFI's filmdatabase
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Olsen-banden på spanden er en dansk film fra 1969, instrueret af Erik Balling, der også har skrevet manuskriptet sammen med Henning Bahs. Dette er den anden i rækken af 14 Olsen-bandenfilm.

Handling[redigér | rediger kildetekst]

Efter endnu et mislykket røveri er Egon (Sprogøe) røget i fængsel. Da han slippes ud af fængslet er han blevet rehabiliteret af den kønne socialarbejder Bodil (Nørby). Han får fast arbejde og håber på at imponere hende ved at være en lovlydig borger. På trods af Benny (Grunwald) og Kjelds (Bundgaard) beklagen er han ikke til at stikke i, og sammen bliver Olsen-banden en flok lovlydige borgere.

Selvom det går godt til at starte med bliver banden dog hurtigt hvirvlet ind i den kriminelle løbebane, da de bliver hængt op på et kup begået i Nationalbanken, hvor de arbejder som rengøringsfolk. Selvom folk fejlagtigt tror det er dem der har begået kuppet, er det i virkeligheden mafiabossen Serafino (Stone) som har stjålet kronjuvelerne og gemt dem i en cello-kasse.

Det er en dyb statshemmelighed at kronjuvelerne lå i Nationalbanken for at blive solgt og politiet lægger låg på kuppet og benægter at det officielt har fundet sted. En skuffet Bodil konfronterer Egon over at være stukket af fra sin stilling i arbejdstiden og tror ikke på hans forklaringer om at de overværende et kup og måtte flygte. Overbevist om at Egon lider af vrangforestillinger kræver hun at han bliver mentalundersøgt og eventuelt indlagt.

Olsen-banden, som nu virkelig er på spanden, må tilbagebringe juvelerne for at få deres navne renset. Det lykkedes dem ved list at få cello-kassen ud af lufthavnen da gangsterne vil stikke af, men det lykkes alligevel gangsterne at opspore dem til deres stambar, hvor hele baren bliver raseret. De bliver nu ikke bare jaget af gangsterne, men også af den emsige kriminalassistent Mortensen (Steen). Det lykkes dem via en lang række forklædninger at franarre gangsterne cellokassen og efter en lang biljagt mødes de med Bennys lettere alkoholiserede bror Dynamit-Harry (Kaas), som er sprængningsekspert og har lovet at åbne cellokassen på en afsides liggende byggeplads.

Lidet ved ingen at et hold tyske lejemordere er i hælene på dem. De er hyret af Serafino, for at rydde Olsen-banden af vejen og tilbageerobre juvelerne. Dette mislykkes da Harry ved et uheld sprænger tyskerne i luften. Cellokassen bliver dog ikke åbnet ved eksplosionen som ventet, og Egon bliver rasende. Til sidst ankommer Serafino sammen med Bodil, som tror hun via list har lokket Serafino på bedre tanker. De tager cellokassen, men Serafino har skumle bagtanker. Nedtrykte og bange går Benny og Kjeld hjem for at møde en vred Yvonne, der pga. Kjelds nye arbejde havde råd til nye ting, men da Kjeld blev fyret måtte aflevere dem til fogeden. De får sig dog en gevaldig overraskelse, da de ser at Yvonne via alskens tilskud med hjælp fra Bodil, har fået tingene tilbage.

Filmen ender med at Egon går ind på stambaren for at drukne sine sorger. Her er det en lettere nervøs bartender, der er bange fordi baren løbende er blevet skudt i stykker gennem filmen. Egon beroliger ham, men så træder Mortensen ind. Han er bevæbnet og kommer ved et uheld til at affyre sin maskinpistol. Han anholder Egon som forundret spørger hvorfor. Hertil svarer Mortensen at under jagten på juvelerne har Egon lavet en række småforbrydelser, så igen ender det med at Egon ryger i fængsel.

Om filmen[redigér | rediger kildetekst]

Titlen Olsen-Banden på spanden antyder, at det endnu en gang går galt for Olsen-banden. At "være på spanden" er en talemåde med betydningen at have problemer; at det går galt for en. I denne film går det galt for dem på en anden måde end sædvanligt - de prøver at arbejde, være gode for samfundet og ikke begå kriminalitet.

Filmplakaten afbilder Egon, Benny, Kjeld og Harry. Bandemedlemmerne løber med hænderne i vejret og sender nervøse blikke over skulderen, mens Harry holder en bombe i hånden. I baggrunden ses de "rigtige" røvere i filmen. Baggrundsfarven er gul, hvilket er en stærk farve, der fanger seerens opmærksomhed. Egon, Benny og Kjeld er tegnet på en stiliseret måde, der gør figurerne ikoniske, og deres kendetegn er klart fremhævede: Egon er den laveste i gruppen og bærer altid jakkesæt, Benny er tynd og høj og bærer altid sin ternede habitjakke og Kjeld er den tykke, som altid har højtaljede bukser på. Plakaten forsøger således at tydeliggøre eller stereotypisere denne danske trio, på samme vis, som man fx ser det med tegneseriehelte, som ofte har meget simplificerede kendetegn.

En af de centrale lokalitetet i filmen er værtshuset, da banden ofte opholder sig her, og er godt bekendte med værtshusejeren. De bruger dette sted som deres base, og det er der, de søger hen, når de skal mødes. Værtshusejeren bliver dog træt af, at de kommer, da der altid er nogle, der vil skyde dem, når de opholder sig på værtshuset, og dette ødelægger hele værtshuset.

Denne film foregår, i modsætning til de øvrige Olsen-banden-film, ikke så meget hos Yvonne og Kjeld.

Medvirkende[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

Ekstern henvisning[redigér | rediger kildetekst]