Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Forsiden på Søren Kierkegaards universitetsafhandling.

Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates er Søren Kierkegaards universitetsafhandling fra 1841. Afhandlingen var kulminationen på tre års intensivt studium af Sokrates fra Xenofons, Aristofanes' og Platons synsvinkel.

Afhandlingen er opdelt i tre dele: første del omhandler ikke overraskende ironi og specielt sokratisk ironi. Denne delt består af tre kapitler, hvoraf det første omhandler kilderne til vurderingen af Sokrates ironi, det andet omhandler skildringen af hvorledes, Sokrates ironi kom til udtryk (i særdeleshed i retsprocessen imod ham), mens tredje del sætter Sokrates ind i en tidsmæssig sammenhæng. I et tillæg til første del skildrer Kierkegaard Hegels opfattelse af Sokrates. Anden del behandler begrebet ironi mere bredt, og dels sætter Sokrates betydning for ironiens stilling ind i en historisk sammenhæng, dels omhandler ironien som fænomen.

Bogens afsnit[redigér | redigér wikikode]

Indledning[redigér | redigér wikikode]

I den forholdsvis korte Indledning slår Kierkegaard tre ting fast:

  1. at begrebet ironi begynder med Socrates[1],
  2. at forholdet mellem historie og filosofi er det, at historien er det grundlæggende men ureflekterede, mens filosofien er det reflekterende, der til sidst fortrænger historien som den egentlige sandhed[2],
  3. at ironi er et negativt begreb, og at Socrates som følge af sin brug af begrebet er omtrent så let at skildre som at "afbilde en Nisse med den Hat, der gjør ham usynlig".[3]

Kilderne[redigér | redigér wikikode]

Kilderne til Socrates ironi er ifølge Kierkegaard tre: Xenofon, Planton og Aristofanes[4]. Kierkegaard giver hver af dem læst og påskrevet. Om Xenofon hedder det, at han havde "en Hensigt ... nemlig at vise, hvilken himmelraabende Uretfærdighed det var af Athenienserne at dømme Socrates fra Livet."[5] Det får ham til "at bortskjære alt det Farlige fra Socrates, tilsidst recucere(t) ham aldeles in absurdium..."[5] Kierkegaard beskylder Xenofon for at skildre Socrates og hans liv så tamt, at der intet liv bliver tilbage[6] Imidlertid vil man ved at læse ham skaffe sig et billede af Socrates, der så at sige fremtræder af intet: midt i intetheden, det totale fravær, fremtræder Socrates, usynlig for og uopdaget af Xenofon selv[7]. Om Platon siges det, at han betragter Socrates som sin tids legemliggørelse af en guddommelig personlighed.[8] Det er i forbindelse hermed, at Kirkegaard første gang giver en fremstilling af Socrates metode: "Man kan nemlig spørge i den Hensigt at faae et Svar, der indeholder den attraaede Fylde, saaledes at jo mere man spørger, desto dybere og betydningsfuldere bliver Svaret; eller man kan spørge ikke i Interesse af Svaret, men for gjennem Spørgsmaalet at udsuge det tilsyneladende Indhold, og derpaa lade en Tomhed tilbage. Den første Methode forudsætter naturligvis, at der er en Fylde, den anden, at der er en Tomhed; den første er den speculative, den anden den ironiske. I den sidste Methode practiserede nu i Særdeleshed Socrates."[9] Til belysning af Socrates metode skildres "Symposiet", hvor Socrates med sine spørgsmål "ikke afskræller Skallen for at komme ind til Kjernen, men udhuler Kjernen."[10] På lignende måde behandler Kierkegaard Protagoras[11], Phædon[12] og Apologien[13] Endelig omtales Aristofanes opfattelse. Kierkegaard mente, at komediedigteren Aristofanes' portræt af Sokrates i skuespillet Skyerne er det mest rammende: Aristofanes spillede på den avancerede sokratiske ironi, mens Xenofon og Platon portrætterede ham i ramme alvor.

Måden[redigér | redigér wikikode]

Skildringen af måden, hvorpå Socrates ironi kom til udtryk, tager udgangspunkt i retsprocessen imod ham. Kierkegaard vælger at tage udgangspunkt i samfundet som et fællesskab og ser Socrates som den, der ønsker at stille sig uden for fællesskabet, ja fortrænge dette: "Istedetfor Oraklet har nu Socrates sin Dæmon."[14] "Socrates var i Strid med Statens Anskuelse, ja (at) hans Attentat maatte fra Statens Standpunkt betragtes som et af de allerfarligste, som et Forsøg paa at udsuge Blodet af den og forvandle den til en Skygge."[15] Socrates forfægter den påstand, at "den Indsigtsfuldeste bør foretrækkes for den mindre Indsigtsfulde"[16]. Kierkegaard torpederer den abstraktion, som ligger i dette udsagn, med følgende: "Sagen kan endnu sees fra en anden Side. Staten har naturligvis været ganske enig med Socrates i, at den Indsigtsfuldere bør foretrækkes for den mindre Indsigtsfulde; men deraf følger ingenlunde, at den kan overlade det til Enhver især at afgjøre, om eller hvorvidt han er den Indsigtsfuldeste, end sige, at den kan indrømme den Enkelte, fordi han er i egne Tanker den Indsigtsfuldeste, ubekymret om Staten at udbrede denne sin Indsigt."[16] For Socrates, der "ved sin Ironi var kommen ud over det substantielle Statsliv Gyldighed ... havde ogsaa Familielivet ... ingen Gyldighed. For ham var Staten og Familien en Sum af Individer, og han traadte derfor i Forhold til Statens og Familiens Lemmer som til Individer, ethvert andet Forhold var for ham indifferent. Man seer derfor, hvorledes den Sætning, at den Indsigtsfuldeste bør foretrækkes for den mindre Indsigtsfulde ... netop ved sin fuldkomne Abstraction egentlig bliver umoralsk."[17] Socrates undergravede staten som fællesskab og var derfor ikke en borger i samfundsmæssig betydning. Han var en samfundsundergraver, og det var derfor efter Kierkegaards mening fuldt fortjent, at han blev tvunget til at drikke skartydesaft.[18]

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Om Socrates betydning for sin tid påpeger Kierkegaard, at der i samtidens Hellas var et stort antal vise, som tog betaling for at give undervisning og vejledning i visdom. Socrates var, med sin absolutte negativitet, et værdigt modstykke til disse sofister[19]: "Socrates og Sophisterne ere, som man siger, skabte for hinanden efter en Maalestok, som man kun sjeldent finder. Socrates er saaledes udrustet og bevæbnet, at det er umuligt at miskjende, at han gaaer i Strid med Sophisterne."[20]

2. del[redigér | redigér wikikode]

Kierkegaard sammenlignede i et tillæg Hegel og i anden del Sokrates med store filosoffer fra det 18. og 19. århundrede som Fichte og Schelling. Hvad, der tidligere er sagt om Socrates, siges nu om ironien som sådan: "I Forhold til en taabelig Viden, der veed Besked om Alt, er det ironisk rigtigt at gaae med, at være henrykt over al denne Viisdom, at anspore den ved sit jublende Bifald til bestandigt at stige høiere og hæiere i bestandig høiere og høiere Galenskab, skjønt Ironikeren er sig bevidst, at det Hele er tomt og indholdsløst. Ligeoverfor en fad og inept Begeistring er det ironisk rigtigt at overbyde denne i stedse mere og mere himmelraabende Jubel og Lovsang, skjønt Ironikeren er sig bevidst, at denne Begeistring er den største Taabelighed af Verden. Og jo mere det lykkes Ironikeren at skuffe, jo bedre hans Falskneri faaer Fremgang, desto større er hans Glæde. Men denne Glæde nyder han ganske ene, og det er ham netop om at gjøre, at Ingen mærker hans Bedrageri."[21]

Ironikeren[redigér | redigér wikikode]

I det afsluttende afsnit nedgøres ironikeren til det, vedkommende i virkeligheden er: en person uden værdier. Alt bliver lige gyldigt (læs: ligegyldigt). Ironikeren er en person uden holdninger, uden ansvar, uden fællesskabsfølelse – kort sagt: en person, der lider af livslede, fordi vedkommende egentlig ikke har noget at leve for.[22] Med sit angreb på den bag ved liggende holdning, at hensynet til andre mennesker dybest set ingen betydning har for ironikeren, har Kierkegaards afhandling også bud til en senere tid, hvor partikularisme parret med ligegyldighed, ja ansvarsløshed over for andre medmennesker er i højsædet.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. s. 69
  2. s. 70
  3. s. 72
  4. s. 73
  5. 5,0 5,1 s. 75
  6. Kirkegaard bruger udtrykket "den totale Mangel paa Situation, s. 75
  7. s. 78
  8. s. 86
  9. s. 92. Denne pointe er afgørende for Kierkegaards vurdering af Socrates som en modspiller til de samtidige sofister
  10. s. 100
  11. s. 107-115
  12. s. 115-130
  13. s. 130-141
  14. s. 197
  15. s. 208
  16. 16,0 16,1 s. 214
  17. s. 215
  18. s. 216-225
  19. s. 226-235
  20. s. 235
  21. s.265f
  22. s. 291-296

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Søren Kierkegaard: "Om Begrebet Ironi" (A. B. Drachmann, J. L. Heiberg og H. O. Lange (red): Søren Kierkegaard Samlede værker, bind 1; 1841 (her anvendt 3. udgave, 3. oplag: Gyldendalske Boghandel, København 1982; ISBN 87-00-45143-6)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]