One-hit wonder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Betegnelsen one-hit wonder bruges om en musiker eller en musikgruppe, der kun har haft ét stort mainstream hit.

Nogle musikere, der er blevet kaldt one-hit wonders, har til en vis udstrækning bevidst tænkt sangen som et kort-varigt hit og har indspillet den for sjov eller for at tjene penge på en grille (for eksempel Buckner & Garcias Pac Man Fever, der var relateret til 1980'ernes arkadespil Pac-Man). Sædvanligvis er der dog tale om seriøse musikere, der forgæves kæmper for at fortsætte deres succes efter, at deres popularitet er aftaget.

One-hit wonders er almidelige inden for popmusikken, men har især været udbredt inden for genrer, der har domineret en periode, for derefter at forsvinde efter et par år, så som disco, New Wave og grunge.

Selvom termen sommetider benyttes nedsættende, har sangene og kunstnerne ofte en trofast fanskare. Nogle one-hit wonder-kunstnere har åbent taget denne idoldyrkelse til sig, mens andre har distanceret sig selv fra deres hit i et forsøg på at få succes med sange i en anden genre eller forfølge en ny karriere som sangskrivere (for eksempel Linda Perry fra 4 Non Blondes) eller en ledelsesstilling inden for musikindustrien (for eksempel Gerardo).

Nogle grupper (acts) opstod kun for at indspille ét enkelt nummer, men blev så succesrige, at de fortsatte, ihvertfald for en tid. Her skal blot nævnes Gary Glitter med Rock'n'Roll Part 1 og The Rubettes med Sugar Baby Love.

Som et paradoks kan nævnes, at én sanger til tider har stået bag flere one-hit wonders. Eksempelvis studiemusikeren Tony Burrows, som havde one-hit wonders med grupper som Flowerpot Men, Edison Lighthouse, The Pipkins og The First Class. Noget lignende har også været gældende for Christopher Hamill, som først havde et one-hit wonder med gruppen Kajagoogoo og sidenhen med soloprojektet Limahl.

Betegnelsen two-hit wonder er ikke så udbredt, men den bruges til tider om en musiker eller musikgruppe, der har haft to store mainstream hits. Der kan her nævnes The Foundations ("Build Me Up Buttercup", "Baby Now That I've Found You"), Pilot ("Magic", "January"), Sugar & The Lollipops ("Like A Rollercoaster", "I Can Dance"), Nilsson ("Everybody`s Talkin'", "Without You"), Mr. Mister ("Broken Wings", "Kyrie"), Jan Hammer ("Miami Vice Theme", "Crockett's Theme"), Johnny Logan ("What's Another Year", "Hold Me Now"), Vanessa Paradis ("Joe Le Taxi", "Be My Baby"), Curtis Stigers ("I Wonder Why", "You're All That Matters To Me"), Ugly Kid Joe ("Everything About You", "Cats In The Cradle"), Wheatus ("Teenage Dirtbag", "A Little Respect"), Tone Loc ("Wild Thing", "Funky Cold Medina"), Natural Born Hippies ("Lola (If You Ever...)", "In Your Dreams"), Maria Lucia ("Taking Back My Heart", "Something Worth Leaving Behind"), Fu:el ("Please Please", "Next Summer"), Innocent Blood ("Den Første Gang", "Gennem Ild") og In-Grid (Tu Es Foutu (Tu M'as Promis...)", "In-Tango"), som hver især er særlig kendt for sine to store mainstream hits.

One-hit wondersbandsbands og -solister kan i et land betragtes som one-hit wonders, hvorimens de i andre ikke er det. Dette betyder med andre ord, at kunstnerne godt kan have haft flere hits i andre lande, ofte i deres hjemland. Eksempelvis havde amerikanske Cameo 6 top 40 hits i UK og engelske Kajagoogoo havde 5 top 40 hits i UK. Visse kunstnere kan også betragtes i denne kategori selvom de har produceret flere sange, men kun ét hit der var stort nok til, at det er blevet husket i de efterfølgende år af den brede befolkning.