Oppidum

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Et oppidum (flertal: oppida) er det latinske navn på bosætningerne i et romersk administrationscentrum.

Julius Cæsar beskrev de større jernalderbosætninger, han erobrede i Gallien som oppida, og begrebet bliver nu brugt om større tidligere romerske byer i Vest- og Central-Europa. Mange oppida udviklede sig fra fort, der var højt beliggende, men ikke alle havde forsvarsfunktioner. Udviklingen af oppida var en milepæl i urbaniseringen af kontinentet. De var de første større bosætninger nord for Middelhavet, som kunne beskrives som byer.

Cæsar påpegede, at hver gallisk stamme kunne have flere oppida, men ikke alle var lige vigtige, noget som kan tyde på en vis form for hierarki. I de erobrede landområder fortsatte romerne med at bruge oppidaenes infrastruktur for at administrere imperiet, og mange af dem blev senerehen romerske byer.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: