Oppositionen i Nazityskland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mindeplade til ære for modstands medlemmer, og krans på Bendlerblock, Berlin.

Den tyske opposition i Nazityskland var en opposition der bestod af forskellige individuelle mennesker og grupper, i Tyskland under national socialismens regime fra årene 1933 til 1945. Nogle af dem var del i aktive planer om at fjerne Adolf Hitler fra magten, og nedlægge hans regime. Deres planer kulminerede efter det fejlede forsøg på at myrde Hitler, 20. juli 1944.

Udtrykket tysk opposition skal ikke forestås som at der var en fælles modstandbevægelse i Tyskland på noget tidspunkt under nazitiden, tilsvarende til de mere koordinerede (for eksempel) Den polske undergrunds stat, den Franske modstandsbevægelse og den Italienske modstandsbevægelse. Den tyske modstandsbevægelse bestod af små og ofte isolerede grupper. Det var umuligt for dem at stabilisere en politisk opposition, og deres eneste rigtige mål var at overbevise ledere i Wehrmacht at iscenesætte et kup mod regimet: mordforsøget i 1944 var planlagt at skulle starte netop et sådant kup.

Mellem 1933 til 1945, havde mere end 3,5 millioner tyskere været i koncentrationslejre af politiske grunde,[1][2][3] og omkring 77,000 tyskere var dræbt pga. en eller anden form for modstand af Sondergerichte (retten for specialle sager), krigsretten og det civile retfærdighedssystem. Mange af tyskerne havde arbejdet indefor systemet, militæret, eller i civile positioner der gjorde det muligt for dem at være en del af undergravende virksomheder og konspirationer. [4]

Den civile opposition[redigér | redigér wikikode]

Sophie Scholl og broderen Hans Scholl var medlem af den tyske modstandsgruppe Weisse Rose. De var de første der var mod Adolf Hitler og det kostede dem livet.

Den militære opposition[redigér | redigér wikikode]

Blandt Hitlers egne rækker opstod der stor modstand. Mange generaler var imod Hitlers krigslyst, men Hitler forstod imidlertid at spille SA, SS og Gestapo ud mod hinanden, så han fik sin vilje. Ingen turde sige ham imod, det kunne koste dem livet. Claus von Stauffenberg fik muligheden for at dræbe Hitler og hans nærmeste i Ulveskansen. Han fjumrede i det, og kun den ene bombe blev aktiveret, selvom han havde 2 bomber med sig. Den anden bombe kunne blot være tilstede, så sprang den nok også. Hitler blev rasende og mange blev henrettet. Det kostede også ørkenræven Erwin Rommel livet, der for at beskytte sin familie begik selvmord. Han blev begravet som faldet i krigen, under store hædersbevisninger.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Henry Maitles NEVER AGAIN!: A review of David Goldhagen, Hitlers Willing Executioners: Ordinary Germans and the Holocaust", further referenced to G Almond, "The German Resistance Movement", Current History 10 (1946), pp409–527.
  2. David Clay, "Contending with Hitler: Varieties of German Resistance in the Third Reich", p.122 (1994) ISBN 0-521-41459-8
  3. Otis C. Mitchell, "Hitler's Nazi state: the years of dictatorial rule, 1934-1945" (1988), p.217
  4. Peter Hoffmann "The History of the German Resistance, 1933–1945"p.xiii

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]