Borgerkrigen i Libyen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Oprøret i Libyen 2011)
Gå til: navigation, søg
     Byer under Gaddafis kontrol      Byer udenfor Gaddafis kontrol.      Uklar situation
Libyens placering i Den arabiske verden

Oprøret i Libyen i 2011 eller Borgerkrigen i Libyen begyndte med en række uroligheder og demonstrationer rettet mod Muammar al-Gaddafis regime i Libyen som brød ud den 15. februar 2011. Oprøret er sandsynligvis inspireret af og kan ses som en del af oprøret i den arabiske verden i 2011 og særlig oprørene i nabolandene Egypten og Tunesien.

Regimet havde indledningsvis kontrol med hele Tripolitania, mens modstanden og oprøret hovedsagelig var koncentreret i den østlige kystregion Cyrenaika, men efter nogle dage spredte oprøret sig til også den vestlige del af landet, og regimet mistede kontrollen over stadig større dele af landet. Efterhånden som en del af hæren gik over til oprørerne, hentede regimet lejesoldater fra Subsaharisk Afrika og overvejende fra Tchad.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Muammar al-Gaddafi har været Libyens leder, siden han tog magten ved et statskup i 1969. Siden 1977 har Libyen været Jamahiriyya i overensstemmelse med teorierne udtrykt i Gaddafis "Grønne Bog", som er en blanding af socialistiske og islamiske teorier inspireret af Gaddafis nomadebaggrund.

Formelt har Libyen hverken statsoverhoved, regeringschef eller regering. Den udøvende magt varetages af Den Generelle Folkekomité. Den lovgivende magt varetages af Den Generelle Folkekongres, hvis medlemmer udpeges under nøje overvågning af revolutionskomitéer, der er direkte underlagt Muammar al-Gaddafi

Libyen har en høj arbejdsløshedsprocent og landet regnes for at være et af verdens mest korrupte. Der sker dagligt vilkårlige anholdelser, mishandlinger og tortur af tilhængere fra oppositionen. På grund af landets olieforekomster har Libyen en meget rig overklasse. Landet er medlem af OPEC og er en af Europas vigtigste gas- og olieleverandører.

Det libyske samfund er præget af traditionelle stammestrukturer. Regimets åbne forskelsbehandling af de enkelte stammer og dermed en ulige fordeling af olierigdommene har ført til stor utilfredshed, også før i tiden, særlig i den østlige del af landet.

I slutningen af januar opfordrede forfatteren og den politiske kommentator Jamal al-Hajji, inspireret af hændelserne i Tunesien og Egypten gennem internettet folk til at demonstrere for større frihed i Libyen. Den 1. februar blev han arresteret af de civile politi og den 3. februar blev han anklaget for at have været den skyldige i en bilulykke. Amnesty International hævdede at al-Hajji tidligere var fængslet for sit ikke-voldelige politiske virke og at den egentlig årsag til arrestationen var at han havde opfordret til at demonstrere.

Forløb[redigér | redigér wikikode]

Under oprøret anvendes ofte det tidligere kongeriges flag som oppositionsflag

15. februar samlede der sig mellem 500 og 600 demonstranter i Benghazi og som endte med sammenstød med politiet med 14 sårede, herunder 10 politifolk

17. februar gennemførtes nye demonstrationer. Oprindelig for at markere 5 års dagen for de omfattende protester mod Jyllandspostens Muhammedtegninger, men demonstrationen vendtes nu Gaddafi regimet. Protesterne blev hurtigt voldelige og 5-15 demonstranter blev dræbt. Protesterne og volden eksploderede derefter i hele den østlige del af landet. 50 påståede lejesoldater og flere Gaddafi tilhængere blev lynchet og dræbt i den østlige ny Al-Baida. Andre Gaddafitilhængere blev fanget i byen Derma, lukket inde i et fængsel, der derefter blev brændt ned. I Benghazi fangede demonstranter 2 politifolk, der blev anklaget for at have skudt mod demonstranter. De blev hængt på stedet.

18. februar kom det til demonstrationer og voldelige sammenstød i mange libyske byer og dette førte til at myndighederne afbrød internettet. Demonstranter overtog imidlertid, med støtte fra enkelte elementer inden for sikkerhedspolitiet, kontrollen over landets næststørste by Benghazi og andre dele af det østlige Libyen, hvor de erobrede mindst en radiostation og startede deres egne udsendelser. Samtidig skød enkelte regeringstro enheder på civile og forsøgte at slå opstanden brutalt ned. Der var meldinger om at mindst 84 personer blev dræbt de sidste tre dage.

19. februar kom der skarpe advarsler i de libyske medier om at det ville blive slået hårdt ned på yderligere optøjer mod landets politiske system og lederskab. Der blev indsat militære styrker for med voldelige midler at genoprette kontrollen i det østlige Libyen.

20. februar blev det bekræftet at sygehusene var overbelastede og lægerne antog at antallet døde i Benghazi alene var på mellem 200 og 300. Der var rapporter om bestialsk brutalitet på begge sider. Titusinder af demonstranter i Benghazi havde nu adgang til militærets og sikkerhedspolitiets våbenlagre, efter disse havde forladt byen. Protesterne spredte sig nu videre til den sydlige del af landet, hvor Tuaregerne tilsluttede sig oprøret og også i Tripoli var der sporadiske demonstrationer mod regimet. Samtidig er situationen i hovedstaden Tripoli usikker. Udviklingen i Tripoli kan blive afgørende for regimet. Om aftenen blev der meldt om optøjer i Tripoli hvor tusinder af demonstranter samlede sig. Samtidig blev det meldt at oprørerne havde sikret sig fuld kontrol over Benghazi efter at omkring 50 mennesker var blevet dræbt søndag eftermiddag.

21. februar samlede der sig om natten store menneskemængder i Tripoli som kastede sten på billeder af Gaddafi og råbte slagord mod regimet. Gaddafis søn Saif al-Islam Gaddafi advarede mod at situationen kunne udvikle sig til en borgerkrig. Om morgenen den 21. februar kom det til nye sammenstød da tusinder af demonstranter samlede sig på Den Grønne Plads i Tripoli. Der meldtes om 61 dræbte da politiet spredte demonstranterne. Der blev endvidere meldt at hundrede af soldater deserterede fra hæren. To libyske kampfly af typen Mirage F1 landede i en lufthavn på Malta. Piloterne bad om politisk asyl. Ifølge det franske nyhedsbureau AFP skulle de to kampfly indsættes mod demonstranterne.

22. februar fortsatte de voldelige angreb på demonstranterne om natten. Libyens ambassadør i Indien Ali al-Essawi, der i protest mod volden trådte tilbage, talte om en massakre. Ifølge oppositionens angivelser er antallet af dræbte, siden urolighederne begyndte, oppe på 560. Omkring 1.400 mennesker savnes.

Der er beretninger om at regimet har mistet kontrollen med den østlige del af landet. Grænsen til Egypten bliver kontrolleret af oprørerne, og byen Tobruk af åbenbart deserterede soldater. De libyske ambassadører i Berlin, London og Washington har taget afstand fra regimet.

Den Arabiske Liga beslutter, at foreløbig udelukke Libyen fra deres møder. Det meddelte organisationen efter et hastemøde i Kairo.

I en tale der varede 74 minutter i det libyske statsfjernsyn præsenterede Muammar al-Gaddafi sig som en frihedskæmper, der kæmpede mod USA-imperialismen og sine modstandere i regionen. Han ville fortsat bekæmpe protestbevægelserne. Oprørerne var „forrædere“, „rotter“, „kakerlakker“ og „bander“ af narkomaner. Han var beredt til at dø som en martyr og sagde: „vi vil kæmpe til den sidste blodsdråbe “. Han advarede også om at et ustabilt Libyen kunne blive en base for al-Qaeda.

Den britiske avis The Times oplyser, at den har billeder af alvorligt sårede og døde demonstranter fra et hospital i Benghazi. Billederne beviser ifølge The Times, at myndighederne har brugt tunge våben mod demonstranterne.

Oprørere i Benghazi den 23. februar
Regimets udbrændte kontor i Benghazi den 23. februar

23. februar Ifølge de første officielle tal har urolighederne kostet 300 mennesker livet, 189 demonstranter og 111 soldater, fremgår det af de første officielle tal, som de libyske myndigheder har offentliggjort siden urolighederne brød ud for en uge siden.

Den libyske indenrigsminister Abdul-Fatah Younis, der først blev erklæret død, sluttede sig til protestbevægelsen. I et interview med den svenske avis Expressen, hævder den afhoppede libyske justitsminister Mustafa Mohamed Abud Al Jeleil, at han har beviser for, at Muammar Gaddafi gav ordre til terrorangrebet på Pan Am-flyet over Lockerbie den 21 december 1988, som krævede 270 menneskeliv.

24. februar Der berettes om at stadig flere libyske byer overtages af oprørerne, men hovedstaden Tripoli er stadig under Gaddafis kontrol. 50 kilometer vest for Tripoli er der beretninger om at libyske tropper har beskudt demonstranter og oprørere med svære våben, derved skal over 100 mennesker have mistet livet.

Gadaffi regimet fremtrådte i opløsning. EU opfordrede til at suspendere Libyen fra FN's Menneskerettighedsråd og til at lade FN's Sikkerhedsråd undersøge «de libyske myndigheders alvorlige menneskerettighedskrænkelser» – men ikke oprørernes. Trods modstand fra Gadaffis tætteste EU allierede, Berlusconi, havde EU valgt side i konflikten og stillede sig på oprørernes side. I Schweiz indefrøs myndighederne alle libyske værdier.

Om eftermiddagen holdt Gaddafi en tale via telefon som blev sendt i det libyske stats-tv. Han hævdede at al-Qaeda stod bag oprøret og mente at Osama bin Laden og jihadister havde dopet ungdommen til at gøre oprør. Han sagde også at han allerede i 1977 havde overført magten i landet til folket og at han ikke længere havde ansvaret for hvad der skete i landet.

25. februar blev det antaget at Gaddafi kun havde kontrol over det centrale Tripoli, fødebyen Surt og kommunen Sabha i den centrale del af landet. I løbet af natten havde kampene flyttet sig stadig nærmere Tripoli og til dels også ind i dele af byen. Inde i byen hersker der en spændt og nervøs stemning på grund af Gaddafis militser som hærger i gaderne.

Under et folkemøde på Den Grønne Plads i Tripoli om aftenen dukkede Gaddafi uventet op og talte til en tilhængerskare på flere tusinder. Han opfordrede dem til væbnet kamp og ville åbne våbenlagre for dem. Samtidig samlede stadig flere regimemodstandere sig i Tripoli og oprørerne tog også kontrol over den symbolsk vigtige flyveplads Mitiga flyvebasen i nærheden af Tripoli.

26. februar Ifølge medieberetninger har regeringstropperne endnu kontrol over dele over Tripoli, Ghadames, Sabha og Surt.

Den internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelse hjælper et stigende antal mennesker, som flygter fra Libyen til Tunesien. I nærheden af grænseovergangen Ras Ejder ved kystmotorvejen og ved Dehiba er der i de sidste dage ankommet omkring 25.000 flygtninge.

Flere lande har sendt krigsskibe ind i Middelhavet, for at sikre en eventuel evakuering af deres statsborgere som opholder sig i Libyen.

27. februar beslutter FN's sikkerhedsråd på et ekstraordinært møde sanktioner mod det libyske regime. Der var enstemmighed om indførelse af våbenembargo, rejserestriktioner for førende medlemmer af den libyske regering og indfrysning af Gaddafi-klanens formue i udlandet. Samtidig vil der blive undersøgt, om der i forbindelse med volden mod demonstranterne er begået en forbrydelse mod menneskeheden. Resolutionen åbner dermed vejen til en senere eventuel retssag ved den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

En Benghazi-pige holder en plakat med indskriften: "Libyens folk er en gruppe"

I Benghazi bekendtgjorde den tidligere justitsminister Mohammed Abd al-Jalil dannelsen af en overgangsregering, som skal forberede frie valg, der skal afholdes senest om tre måneder Andre oppositionsgrupper betvivler legaliteten af en sådan overgangsregering. Civilister i Benghazi har oprettet et selvstyre med demokratiske forvaltningsstrukturer.

Samtidig med at stadig flere byer faldt under oprørernes kontrol, forstærkede Gaddafis sine planer om at blive i Libyen.

28. februar På et ministermøde i EU i Bruxelles vedtog medlemsstaterne enstemmig sanktioner mod Muammar al-Gaddafi og 25 af hans nærmeste støtter. Indførelse af et EU-våbeneksportforbud, indrejseforbud i EU og indefrysning af formuer. Et importforbud af olie og gas fra Libyen har EU endnu ikke besluttet, da dette ville ramme befolkningerne, erklærede EU-energikommissær Günther Oettinger.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP blev der under kampene i Misratah nedskudt en helikopter af oprørerne, der med tre raketter beskød Radio Misratahs sendemaster. Der har endvidere været heftige kampe ved den militære lufthavn i Misratah. Et ammunitionsdepot er faldet i oprørernes hænder.

1. marts generobrede regeringsstyrkerne efter hårde kampe olie-byen Marsa al-Burayqah og dette var det første led i en større modoffensiv.

2. marts blev der i Tripoli meldt om fem eksplosioner med ti sekunders mellemrum. Regeringsstyrker har forsøgt at generobre en af de østlige oprørsbyer og angrebet andre i et større koordineret militærangreb. Et luftangreb blev samme tid rettet mod Ajdabiya, som ligger ca. 50 kilometer nordøst for Marsa al-Burayqah. Ajdabiya huser et af oprørenes store våbenlagre. Gaddafis styrker kontrollerer formodentlig tre byer på midten af den libyske kyststrækning mod Middelhavet. De fleste byer på den strækning har tidligere været kontrolleret af oprørerne, men har været under daglige bombeangreb. Muammar Gaddafis forsøg på at erobre den vigtige olieby Marsa al-Burayqah blev ifølge et vidne afværget. Frontlinien mellem oprørene i øst og regimet er formodentlig vest for Marsa al-Burayqah.

3. marts begynder Den Internationale Straffedomstol i Haag indledende undersøgelse om Gaddafi og hans sønner har begået forbrydelser mod menneskeheden. De hårde kampe mellem oprørere og regeringsstyrkerne fortsætter. Den venezuelanske præsident Hugo Chavez fremsatte et fredsforslag på vegne af det latinamerikanske ALBA samarbejde. Forslaget blev accepteret af den Arabiske Liga, den Afrikanske Union og Gadaffi regimet, men blev modarbejdet af USA og EU – og af de libyske oprørere.

4. marts fortsatte kampene om Marsa al-Burayqah som spredte sig til nabobyen og kommunecenteret Ajdabiya. Om morgenen 4. marts forstærkede oprørerne deres forsvarslinjer i al-Burayqah og etablerede en forsvarslinie 50 km vest for byen for at kunne møde et nyt angreb fra de Gaddafi-loyale styrker. – Efter Fredagsbønnen var der demonstrationer i byen Tajoura ca. 14 km fra Tripoli. Folk råbte slagord som: »Gaddafi er Guds fjende« og »Folket vil af med regimet«. Regimets styrker svarede igen med et tåregasangreb.

5. marts melder oprørene ifølge BBC, at de har generobret byen az-Zawiyya og oliehavnen Ras Lanuf, og at 30 er dræbt og 150 såret under kampene. – Ifølge den britiske erhvervsavis Financial Times råder Gaddafi stadig over olieindtægter. Produktionen er nedsat, men ikke indstillet. Indiske og kinesiske firmaer køber stadig olie af regimet. – I Justitspaladset i Benghazi samledes overgangsregeringens nationalråd, og danner dermed oppositionens første forsamling mod den nuværende regering. Nationalrådet ser sig selv som en legitim forsamling baseret på byrådene i de kontrollerede byer.

6. marts Kampene fortsætter. Regimet angriber oprørerne med luftangreb og svære våben. Fra Tripoli meldes der at der affyres mange skud, men der er uklarhed, hvem der skød og hvorfor. – Et bombefly af typen Su-24MK fra det libyske luftvåben blev skudt ned ved Ras Lanuf. Begge besætningsmedlemmer omkom.

Libyske flygtninge den 7. marts ved den tunesiske grænse

7. marts blev der meldt om nye modoffensiver fra Gaddafi-regimet, særlig rettet mod Ra' Lanuf. Oprørerne appellerede om udenlandsk hjælp. I det internationale samfund blev det derfor diskuteret om at indføre et internationalt håndhævet flyveforbudszone over Libyen i regi af FN's sikkerhedsråd, som ville stoppe Gaddafi-regimets bombeangreb. – NATO bekendtgjorde at de har indledt en 24-timers overvågning af det libyske luftrum.

8. marts har der været vedvarende hårde kampe ved byerne az-Zawiyya, Ras Lanuf og Ben Dschawad. I Ras Lanuf var der mange sårede med alvorlige kvæstelser.

9. marts blev der kæmpet ved Ras Lanuf (massive luftangreb), Al Sidr, Bin Dschawad, Misrata og az-Zawiyya.

USA´s ambassadør i Libyen Gene Cretz har haft telefonisk kontakt med libyske oppositionspolitikere.

Unge oprørere den 10. marts i Marsa al-Burayqah

10. marts meldes der, at az-Zawiyya blev tilbageerobret af regimets soldater, men der blev stadig meldt om kampe i byen. – I Ras Lanuf fortsætter regimets luftangreb og der meldinger om at at regimets panserkøretøjer nærmede sig byen. I løbet af dagen trak oprørerne sig delvis ud af byen. – Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy anerkender officielt overgangsregeringen i Benghazi.

11. marts meddelte FN's generalsekretær Ban Ki-moon, at FN nu har møder med overgangsregeringen.

12. marts bad »Den Arabiske Liga officielt FN's Sikkerhedsråd om at indføre flyveforbudszone for at forhindre militære angreb mod det libyske folk«. Det meddelte generalsekretær Amr Moussa på en pressekonference i Kairo, hvor repræsentanter for de arabiske lande har været samlet til et hasteindkaldt møde. Ud af ligaens 22 lande var det dog kun 11 der deltog i afstemningen i Kairo. Libyen selv blev hindret i at deltage. 8 af de 11 lande -overvejende de vestligere allierede, diktaturerne omkring Golfen – stemte for, mens 3 stemte imod. Til gengæld afviste den Afrikanske Union blankt at støtte Vestens krigsplaner og opfordrede i stedet til fredsforhandlinger mellem borgerkrigens parter.

Den danske udenrigsminister Lene Espersen udtalte sig nu også klart til støtte for oprørerne.

13. marts Ifølge AFP forlod oprørerne Al Burayqah efter at regeringstropperne havde bombet byen og formerede sig i Ajdabiya.

14. marts USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, har i Paris holdt møde med Mahmoud Jibril, en af overgangsregeringens ledere.

15. marts Regeringstropperne indtog kystbyen Zuwarah den sidste by mellem Tripoli og grænsen til Tunesien. Der er beretninger om at oliebyen Brega i løbet af de sidste tre dages hårde kampe vekslende har været i oprørernes og regeringstroppernes magt og at byen nu er indtaget af regeringsstyrkerne. Regeringsstyrkerne indtog ligeledes Adschdabiya

16. marts Gaddafi melder ud at han vil knuse oprøret, og giver igen al-Qaeda skylden for oprøret[1].

Flyveforbudszone over Libyen[redigér | redigér wikikode]

17. marts besluttede FN's sikkerhedsråd klokken 22:30 med 10 stemmer for (Bosnien-Hercegovina, Colombia, Gabon, Libanon, Nigeria, Portugal, Sydafrika og tre af de permanente medlemmer Frankrig, Storbritannien og USA), at der skal oprettes en flyveforbudszone over Libyen. Tyskland, Brasilien, Indien og to af de permanente medlemmer Rusland og Kina undlod at stemme. Resolutionen giver mandat til at oprette et flyveforbud der indebærer at beskytte civile med »alle nødvendige tiltag«, hvilket betyder, at flyveforbuddets håndhævere har ret til at forsvare den libyske befolkning mod Gaddafis styrker. Nyheden blev i Benghazi fejret med fyrværkeri. Anledningen var angiveligt at redde civilbefolkningen i Libyen, men de afrikanske stater der var imod resolutionen spurgte efterfølgende hvorfor Sikkerhedsrådet så aldrig greb i konflikten i Darfour hvor 1 million blev dræbt, i Congo hvor borgerkrigen ligeledes havde kostet 1 million civile livet, i Elfenbenskysten hvor borgerkrigen i de samme dage drev 1 million på flugt, eller i Libanon eller Gaza hvor Israel i 2006 og 2009 dræbte over 1000 civile. Den enkle forklaring var, at Libyen havde olie, som kolonimagterne ville have fingrene i. Darfour har ikke andet end sand.

Tomahawk-krydsermissiler blev affyret den 19. marts fra destroyeren USS Barry mod mål i Libyen
Koalitionens baser

18. marts understreger USA's præsident i en tale fra Det Hvide Hus, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis Libyens leder, Muammar Gaddafi, ikke lever op til de krav, det internationale samfund stiller til ham i den resolution, der torsdag aften blev vedtaget i FN's Sikkerhedsråd i New York. Obama sagde bl.a.: "Nu har Muammar Gaddafi atter et valg. Den vedtagne resolution har en række krav, der skal opfyldes, våbenhvilen skal overholdes, alle angreb på civile stoppe, og den humanitære hjælp skal frem til civilbefolkningen". Samtidig gjorde præsidenten det helt klart, at USA ikke agter at indsætte soldater på landjorden i Libyen. – Et enigt folketing godkendte en dansk militær indsats i Libyen[2].

19. marts var det 24 timer efter, at Gaddafi-regimet erklærede våbenhvile for kampene omkring Benghazi. Frygten for regimets troppers indmarch i Benghazi gjorde at mange af indbyggerne flygtede mod øst. – Klokken 6:00 fløj seks danske F-16-fly og 132 flyversoldater med kurs mod Naval Air Station SigonellaSicilien, hvorfra den internationale aktion mod Muammar Gaddafis styrker i Libyen skal koordineres. – Franske kampfly affyrede kl. 17:45 skud mod kampvogne vest for Benghazi, meddeler forsvarsministeriet i Paris. – Den militære koalition mod Libyen består af 22 lande fra EU, USA, Canada og Den Arabiske Liga. – Fra Europa deltager blandt andet Frankrig, Storbritannien, Danmark, Norge, Holland, Belgien og Italien og Grækenland, der stiller flybaser på øerne Sicilien og Kreta til rådighed for koalitionen. – Om aftenen indledte USA Operation Odyssey Dawn med et angreb med 110 Tomahawk-krydsermissiler på regimets luftværnsstillinger og brændstoflagre i alt mod 20 forskellige mål omkring Tripoli og Misratah.

20. marts angreb internationale flystyrker mange mål i Libyen og det afværgede regeringsstyrkernes angreb på Benghazi. – De fire danske F-16-kampfly var på en fem timer lang mission over Libyen.

21. marts erklærede lederen af de i Libyen indsatte amerikanske styrker general Carter Ham, at bombardementerne ikke kan fjerne Muammar al-Gaddafi, og at der vil opstå en uafgjort-situation mellem Gaddafis styrker og oprørerne.

22. marts situationen i Ajdabiya er stadig uklar. Ifølge BBC er byen uden strøm og vand, og fødevarebutikkerne er tømt for varer. Byen er stadig belejret af regeringstropperne, man håber på at der vil komme undsætning fra Benghazi.

23. marts Ifølge Al-Jazeera blev 14 mennesker dræbt i nattens kampe i Misratah. – Ifølge CNN var der om morgenen kraftige eksplosioner i Tripoli, men det er usikkert, hvem der stod bag eksplosionerne. – De britiske flystyrkers leder, Air Vice-Marshal Greg Bagwell, erklærede at det libyske luftvåben er uskadeliggjort[3]. Man vil nu koncentrere sig om mål på landjorden. Målet er at beskytte uskyldige mennesker i Libyen, og for at opnå det angribes de libyske landtropper.

24. marts meddeler de libyske oprørere i Benghazi, at de har fanget en af Gaddafis vigtigste sikkerhedsfolk, Omar Ahmed Sodani, der formentlig nedskød den britiske politikvinde Yvonne Fletcher foran ambassaden i London i 1984[4]. Selv siger han, at han blot har drevet det lokale sygehus.

25. marts blev NATO-landene enige om at overtage ansvaret for operationen mod Muammar Gaddafi. – Den internationale koalitionsstyrke meddelte at Qatar blev det første arabiske land, som sendte et fly for at håndhæve flyveforbudszonen. Qatar sendte et Mirage 2000-5 ind over Libyen. Qatar har sendt seks Mirage 2000-5-kampfly og to transportfly til Europa for at kunne deltage i aktionen.

26. marts genindtog oprørerne oliebyerne Ajdabiya og Brega. – Ifølge Washington Post overvejer USA og en gruppe af allierede at levere våben til den libyske opposition.

27. marts genindtog oprørerne oliebyen Ras Lanuf. – De seneste to døgn har oprørerne bevæget sig længere mod vest, hvor Gaddafi hidtil har domineret.

28. marts. Ifølge nyhedsbureauet AFP er oprørsstyrkerne på vej mod Sirte, men er standset af Gaddafi-styrker 140 kilometer øst for byen.

29. marts berettede medierne, at USAs militær tvivlede på om oprørerne af egen kraft klarer at slå Gaddafi-styrkerne. – Fra Sirte berettes der, at regimets tropper har forskanset sig i byen og trænger overgangsregeringens styrker tilbage ved at bruge tunge våben.

30. marts lykkedes det regeringstropperne at stoppe oprørernes offensiv og at igen få kontrol over oliehavnen Ras Lanuf. Oprørerne samlede sig i Brega.

31. marts. Ifølge korrespondentberetninger finder der gadekampe sted i havnebyen Brega, og det er uklart hvem der har kontrollen over byen.

1. april afviser Libyens regering at trække sig ud af en række byer, sådan som oppositionen havde krævet som betingelse for en våbenhvile. – Menneskerettighedsorganisationerne oplyste at mindst 400 personer er meldt savnet i det østlige Libyen, siden opstanden mod Muammar Gaddafi.

2. april meddelte oprørerne at de i byen Misratahs bymidte havde slået tre af regeringstroppernes angreb tilbage og at de igen har magten over byen. Brega er tilsyneladende igen erobret af oprørerne. – Ifølge det tyske tidsskrift Focus, har Egypten i samarbejde med USA og uagtet den løbende diskussion for længe siden begyndt at sende våben til den libyske overgangsregerings soldater. – Ifølge Al-Jazeera har oprørerne oplyst, at amerikanske og egyptiske specialenheder træner oprørerne i det østlige Libyen. Der berettes om vedvarende kampe om Brega, efter oplysninger fra oprørerne er størstedelen af havnebyen igen under deres kontrol. Desuden beretter medier, der står oprørerne nær om fortsatte angreb fra regeringstropper på az-Zintan og Misrata, og beskydninger skal derved have ødelagt fødevarelagre og forsyningsinstallationer.

3. april mødtes Gaddafi-regeringens viceudenrigsminister Abdul Latif al-Obeidi og den græske premierminister Georgios Andrea Papandreou. Ifølge en repræsentant fra den græske regering meddelte al-Obeidi, at hans regering bestræbte sig på at afslutte kampene med oprørerne. – Der blev berettet om om vedvarende kampe om Brega, ifølge oprørerne skal havnebyen igen være under deres kontrol. De berettede også at regeringstropperne fortsat angreb az-Zintan og Misratah.

5. april var der ved Brega stadig heftige kampe, oprørerne har igen tabt byen. Regeringstropperne har åbenbart ved deres angreb indsat kampvogne og raketkastere.

6. april besluttede den danske regering at sende en særlig dansk repræsentant til den østlibyske by Benghazi for at styrke kontakten til oprørsgrupperne, der kæmper for at vælte den libyske diktator og stable en demokratisk nation på benene. Lene Espersen: "Den særlige udsending får en meget vigtig opgave med at udbygge vores kontakt og kendskab til de forskellige oprørsgrupper. Vi skal have dannet os et overblik over, hvem vi kan samarbejde med i den politiske proces, der skal til for at skabe et nyt Libyen."

8. april. Ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyste en talsmand for oprørerne at regeringssoldaterne rykkede frem mod de østlige forstæder til havnebyen Misratah. Fremstødet har ført til gadekampe med oprørerne.

9. april. Ifølge udenrigsminister Lene Espersen får Danmark en delt nordisk plads i Libyen-kontaktgruppen, der bliver ny politisk spydspids for den internationale operation i Libyen. Kontaktgruppen bliver det afgørende politiske forum for tilrettelæggelsen af Libyens fremtid, og vi vil fra starten arbejde på, at der kommer fuldt tryk på den politiske proces, der har til mål at sikre en våbenhvile og et regimeskifte. Den nordiske plads roterer hver fjerde måned med Danmark som første deltager og derefter Norge og Sverige. Med i kontaktgruppen er foruden de centrale lande i aktionen også FN, Den Afrikanske Union og NATO, der fortsat varetager den daglige militære ledelse.

Misratahs beliggenhed i det vestlige Libyen

11. april lægger et skib fra Røde Kors til i Misratahs havn med medicinske hjælpemidler.

14. april var Misratahs havn under granatbeskydning og måtte lukkes. Forsyningssituationen har i flere uger været kritisk. – NATO bombarderede Tripoli og der var kraftige eksplosioner i nærheden af en af Gaddafis residenser.

16. april meddeler menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW), at klyngebomber anvendes mod oprørerne i Misratah, selv om disse våben er internationalt forbudte. Hjælpeorganisationer og beboere beskriver de civiles situation i Misratah som desperat. Der er var overalt, og beboerne mangler mad og medicin.

23. april meddelte viceudenrigsminister Khaled Kaim, at regeringsstyrkerne forlader Misratah og i stedet overlade oprørerne til de lokale stammer, der er loyale overfor Muammar Gaddafi. – Ifølge Reuters bekræftede oprørerne at regeringstropperne har trukket sig ud af byen. – I de sidste dage, hvor Misratah var belejret, evakuerede internationale skibe flere tusinder af sårede og civile.

1. maj meddelte regimet i Tripoli at Muammar al-Gaddafi yngste søn og tre af hans børnebørn blev dræbt ved et NATO bombeangreb. Gaddafi der selv befandt sig i det ramte hus, overlevede uden at blive kvæstet.[5].

12. maj lederne af det libyske oprør, Libyens Nationale Overgangsråd, udråber sig selv til ministre[6].

16. maj meddeler den internationale domstol i Haag at den vil retsforfølge Muammar al-Gaddafi for forbrydelser mod menneskeheden[7].

1. juni meddelte Libyens olieminister Schukri Ghanim på en pressekonference i den libyske ambassade i Rom, at han har opgivet sin post som olieminister og overvejer at slutte sig til oppositionen.

11. august besætter libyere den libyske ambassade i Stockholm, og hænger oprørendes frihedsflag ud af vinduet, ambassaden er stadigt på Gaddafis side[8].

13. august meddeler AP at oprørerne kontrollerer Az Zawiyah centrum. Byen ligger kun ca. 40 km vest for Tripoli.

20. august efter en lang række af eksplorationer i hovedstaden Tripoli melder oprørsleder Mustafa Abdel Jalil "enden er nær" for Gaddafi[9]. Gaddafis talsmand Moussa Ibrahim benægtede senere på tv at der har været en opstand[10].

21. august Omkring 22:30 meddeler den britiske tv-kanal Sky News at oprørssoldaterne nu står kun otte kilometer fra Tripolis centrum. Sky News' reporter i Tripoli fortæller over telefon, at indbyggerne i hovedstaden strømmer ud i gaderne for at byde oprørshæren velkommen. Ifølge reporteren har oprørerne ikke mødt modstand på deres vej ind mod byens centrum. 22:58 rapporterer Tv-stationen Al-Jazeera, at de styrker, der har ansvaret for den libyske leders sikkerhed, har nedlagt våbnene.

Såret oprører på Zawiya hospitalet i Tripoli

22. august 7.30 rapporterer nyhedsbureauet AFP, at der er kampe nær Muammar Gaddafis private bolig i den libyske hovedstad, Tripoli. Ifølge flere nyhedsmedier skulle flere af Gaddafis sønner være blevet taget tilfange, og en Khamis Gaddafi muligvis dræbt[11].

23. august lykkedes det midt på dagen for oprørerne at erobre Gaddafis hovedkvarter, Bab al-Azizya-kasernen midt i Tripoli.

5. september erklærede NATO gennem generalsekretær Rasmussen, at indsatsen først vil slutte når de sidste af Gaddafis soldater har overgivet sig.

5 oktober er der hårde kampe i Sirte. Mange af beboerne flygter.

17. oktober bliver Gaddafi-troppernes næstsidste bastion Bani Walid indtaget af oprørerne.

19. oktober Under oprøret i Libyen i 2011 var Sirte en højborg for tilhængerne af Gaddafis regime. Efter flere ugers kampe indtog oprørerne de sidste dele af byen den 19-20 Oktober 2011 med støtte fra NATO's fly. Nato meddeler, at alliancen siden 31. marts har gennemført 9602 angreb med fly mod mål, der truer sikkerheden for civile.

20. oktober meddeler overgangsregeringen, at deres styrker har nedkæmper den sidste modstand i Muammar al-Gaddafis fødeby Sirte – den sidste by, som er under det tidligere regimes kontrol. Kort tid efter meddeler overgangsrådet, at Gaddafi er død som følge af skudsår. Også Muammar al-Gaddafis søn Hannibal Gaddafi meldes dræbt.

21. oktober besluttede Nato's øverste politiske organ, Det Nordatlantiske Råd at sætte en tidsfrist på operationen i Libyen. Der er truffet en foreløbig afgørelse om at trække sig ud af Libyen den 31. oktober. Nato overtog ledelsen af koalitionen af Nato-lande og en række arabiske lande den 31. marts, efter at USA i ca. to uger havde stået i spidset for operationen.

22. oktober proklamerer lederen af Libyens oprørsråd Mustafa Abdel Jalil ved en ceremoni i Benghazi, at landet og folket atter er frit og at landet efter 42 år under Gaddafis diktatur og otte måneders blodigt oprør mod styret skal det libyske folk nu finde sammen igen. »Jeg opfordrer alle til at demonstrere tilgivelse, tolerance og forsoning. Vi må fjerne had og misundelse fra vore sind. Det er nødvendigt for revolutionens succes og for fremtidens Libyen«, mener han. »Jeg opfordrer alle libyere til at efterleve loven, intet andet end loven og til ikke at tilrane sig ret med magt«, fortsætter oprørslederen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Internationale reaktioner[redigér | redigér wikikode]

Den libyske opposition i udlandet er splittet i flere fraktioner, og selvom den indre opposition siden begyndelsen af 1990'erne flere gange har slået til, har regimet aldrig før været truet så alvorligt som i februar 2011.

Demonstration i Washington D.C. mod det libyske regime

Den selvudnævnte tronprætendent til den libyske trone prins Idris al-Senussi udtalte i et interview med det italienske nyhedsbureau Adnkronos at han var klar til at rejse tilbage til Libyen fra sit politiske eksil i Italien så snart der var en politisk ændring i landet.[12]

Den arabiske liga Ifølge Al Jazeera er Libyen blevet suspenderet af Den Arabiske Liga[13][14]

Forenede Nationer FN 18. februar fordømte Sekretariatet for FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, den vold som sikkerhedsstyrkerne i Libyen udviste mod demonstranterne og påpegede særligt det faktum at de libyske styrker brugte skarp ammunition mod demonstranter.[15] 22. februar indkaldte FN's generalsekretær Ban Ki-moon FN's sikkerhedsråd til møde om situationen i Libyen efter selv at have snakket med Gaddafi. – Den 17. marts vedtog FN's Sikkerhedsråd at der oprettes en flyveforbudszone over Libyen

Tyskland Tyskland Den tyske forbundskansler Angela Merkel udtalte efter Gaddafis tale den 22. februar, at han har erklæret krig mod sit eget folk.[16]

Den Europæiske Union EU EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton fordømte måden oprøret bliver slået ned på af det libanesiske myndigheder og afviste de trusler som myndighederne har kommet med mod EU.[17]

Frankrig Frankrig Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy kræver, ifølge avisen Le Monde, i en erklæring, at EU »hurtigt vedtager konkrete sanktioner« mod Gaddafi og hans nærmeste kreds. »Det internationale samfund kan ikke blive ved med at være tilskuer til disse massive krænkelser af menneskerettighederne. Alle, der er involveret i volden mod demonstranter, skal vide at deres handlinger vil få konsekvens for dem«, skriver Sarkozy i erklæringen.

Danmark Danmark Den danske udenrigsminister Lene Espersen tager ifølge udenrigsministeriets hjemmeside skarpt afstand fra den vold og knægtelse af menneskerettigheder og ytringsfrihed, som i flere lande i Mellemøsten har været myndighedernes svar på fredelige demonstrationer. – 18. marts godkendte et enigt Folketing en dansk militær indsats i Libyen. – 19. marts fløj seks danske F-16-fly med kurs mod en base på Sicilien, hvorfra den internationale aktion mod Muammar Gaddafis styrker i Libyen skal koordineres.

Norge Norge Den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre tog en tilsvarende udtalelse fra FN og EU.[18] Statoil lukkede sit kontor i Tripoli og hentede 21. februar 30 udenlandske ansatte i Libyen.[19]

Italien Italien Den italienske udenrigsminister Franco Frattini erklærede 27. februar at Gaddafis tid uundgåeligt var ovre[20].Italien som har været Libyen nærmeste europæiske støtter, konstaterede at venskabs- og samarbejdsaftalen mellem det to lande var de facto suspenderet.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]