Den ortodokse kirke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kortet angiver, hvor i Europa den ortodokse kirke er den dominerende kristne trosretning. Den ortodokse kirke Protestantisme Den romerskkatolske kirke Sunni-islam Shia-islam Jødedom

For alternative betydninger, se Ortodoks.

Den ortodokse kirke eller ortodoksien (græsk hē orthē doxa "den rette tro") er en fællesbetegnelse for den østlige kristenhed.

Den østlig-ortodokse kirke, (herefter "den ortodokse kirke") udgør teologisk set en helhed, men er administrativt opdelt i en række nationale kirker, der er i gensidig kommunion med hinanden (dvs. anerkender hinanden). Bedst kendt er kirkerne i Grækenland og Rusland, hhv. den græsk-ortodokse og den russisk-ortodokse kirke.

Endvidere findes en række kirkesamfund i Mellemøsten, Afrika og Indien som også betegner sig selv som "ortodokse", men som ikke anerkendes som sådan af de østlig-ortodokse kirker eller af den romersk-katolske kirke. For at skelne disse fra ovennævnte kirkeforbund omtales disse ofte som "orientalsk-ortodokse kirker". Til de orientalsk-ortodokse kirker hører bl.a. den armenske kirke, den koptiske kirke (Egypten og Ethiopien), den syrisk-ortodokse kirke og Sankt Thomas-kirken i Indien.

Den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke blev formelt skilt fra hinanden ved det store skisma i 1054, hvor paven i Rom, Leo 9., og patriarken i Konstantinopel, Michael 1., gensidigt ekskommmunikerede hinanden. Det vigtigste stridspunkt mellem dem var, at paven krævede, at de fire patriarker i henholdsvis Konstantinopel, Alexandria, Antiokia og Jerusalem skulle anerkende ham selv som den øverste kristne myndighed på jorden. Dette krav byggede han på, at kirken i Rom var grundlagt af apostlen Peter. Dette nægtede de ortodokse, der indvendte, at nok var kirken i Rom grundlagt af apostlen Peter, men deres fire patriarkater var også grundlagt af apostle, og derfor havde de fem kirker altid haft samme status. Skismaet blev forstærket af politiske forskelle, idet patriarken af Konstantinopel var nært knyttet til det Byzantinske Rige, mens paven af Rom støttede det Tysk-Romerske Rige, der begge hævdede at være den rette arvtager til Romerriget. Både den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke opfatter sig selv som den sande katolske kirke, dvs. verdenskirken (trosbekendelsens "almindelige kirke" hedder på græsk katholikē ekklēsía). Andre teologiske stridspunkter var, om alterbrødet skulle være hævet (ortodokse) eller usyret (katolikker), samt om det var tilladeligt at indsætte det såkaldte Filioque i den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, hvorved man i vesten havde ekspliciteret, at Helligånden udgår fra både Faderen og Sønnen. Endelig tillod den ortodokse kirke gifte mænd at blive præsteviet, hvorimod den katolske kirke krævede, at præsterne skulle leve i cølibat.

Den ortodokse kristendom anser sig selv for at være identisk med den form for kristendom, der blev praktiseret i oldkirken, og lægger derfor meget stor vægt på at bevare sine ritualer uændret. Ligesom den katolske kirke praktiserer den ortodokse kirke den apostoliske succession.

Et særkende er, at hvor andre kirkelige retninger ville hævde, at to punkter i Bibelen var selvmodsigende, der anser den ortodokse kirke begge skriftsteder for lige sande og med lige stor betydning. "Selvmodsigelsen" anses for at være et helligt mysterium, som ikke kan forstås af mennesker.

Ligesom katolikkerne - men i modsætning til protestanterne - mener de ortodokse, at helgener, dvs. martyrer og særligt hellige mænd og kvinder, kan hjælpe med at formidle kontakt til Gud, og den katolske og den ortodokse kirke har en lang række helgener til fælles fra den tidlige kristendom. Den vigtigste er Jomfru Maria, som i østen altid omtales med hædersbetegnelsen "Gudsmoder" (græsk Theotókos). Særlige helgenbilleder, ikoner, spiller tillige en fremtrædende rolle i den ortodokse kirke og indgår bl.a. i husaltre i private hjem. Et sådant vil normalt indeholde mindst to ikoner - én af henholdsvis Kristus og Jomfru Maria. Ikonerne opfattes som en art vinduer ind til det guddommelige og fremstilles altid i en meget traditionsbunden stil. Den ortodokse kirke tillader ikke, at (helgen-)billeder og lignende udføres tredimensionalt, for eksempel som fritstående statuer, idet det anses for at være et brud på Bibelens billedforbud. Til gengæld accepteres to-dimensionale afbildninger, f.eks. på ikoner.