Oslo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Oslo
Bysegl Placering
Oslo komm.svg
NO 0301 Oslo.svg
Oslo city in 10 images.jpg
Oslo
Overblik
Land: Norge Norge
Ordfører: Fabian Stang (Høyre)
Fylke: Oslo fylke = Oslo Kommune
Distrikt: Østlandet
Kommune: Oslo Kommune
Grundlagt: omkring år 1000 e. Kr.
Demografi
Indbyggertal: 626.953(2013)
 - Areal: 454 km²
 - Befolkningstæthed: 1300 pr. km²
Oslos byområde (tettstedet): 957.709(2013)
Tidszone: UTC +1
Hjemmeside: www.oslo.kommune.no
Oversigtskort

Koordinater: 59°54′0″N 10°45′0″E / 59.90000°N 10.75000°Ø / 59.90000; 10.75000

Oslo (tidligere mellem 1624 og 1925 Christiania, efter 1877/1897 også skrevet som Kristiania) er en kommune og et fylke i Norge samt landets hovedstad og største by. Byens grundlæggelse kan dateres til første halvdel af det 11. århundrede, og den blev hovedstad i 1314. Efter bybranden i 1624 blev byen flyttet nogle stenkast vestover og anlagt under navnet Christiania, mens det oprindelige Oslo beholdt sit navn som et område udenfor byen. Under byudvidelsen i 1859 blev forstaden Oslo indlemmet i Christiania, og fra 1925 blev Oslo igen navnet på Norges hovedstad.

Nabokommunerne er mod vest Bærum, mod nord Ringerike, Lunner og Nittedal, mod øst Skedsmo og Lørenskog, mod syd Enebakk, Ski og Oppegård samt mod øst Nesodden med Bunnefjorden imellem.

Byen har et areal på 454 km², hvoraf 147 km² er bymæssigt bebygget, mens 307 km² ligger i Marka. Oslo kommune har 607.292 indbyggere 1. juli (2011). Dvs. 1.300 indbyggere pr. km². Oslos byområde har 906.681 indbyggere og Osloregionen har 1.442.318 indbyggere (1. april 2011) [1]. Højeste punkt er Kjerkeberget, 629 meter over havet. Dette er for øvrigt også Oslos nordligste punkt.

Det Kongelige Slott, Stortinget, regeringen, Høyesterett og de fleste andre nationale, offentlige administrationsorganer ligger i Oslo.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Oslos historie

Oslo blev ifølge Snorres kongesaga grundlagt cirka år 1048 af kong Harald Hardråde. Nyere arkæologiske udgravninger har påvist kristne grave fra før år 1000, og dette fik byen til at fejre sit 1000 års jubilæum i 2000.

Oslo blev Norges kongssæde i 1299, da kong Håkon 5. Magnusson, som tidligere havde været hertug over blandt andet Østlandet og havde sæde i Oslo, blev konge efter broderen Erik Præstehader. Han påbegyndte opførelsen af Akershus fæstning, som senere blev kongeresidens. Håkon Magnusson igangsatte en række andre byggeaktiviteter som Mariakirken og sørgede for, at byen udviklede sig gennem højmiddelalderen og fordoblede sit indbyggertal til ca. 3.500. Byen blev plyndret og brændt ned af hertug Erik af Södermanland i 1308, men den endnu ufærdige fæstning modstod belejringen. I 1314 blev Oslo Norges hovedstad, da provsten i Mariakirken i Oslo blev udnævnt til kansler og fik Rigets segl "til evig tid".

I unionstiden med Danmark (1387-1814) mistede byen sin status som hovedstad og stagnerede økonomisk. Reformationen reducerede også kirkens betydning som økonomisk magtfaktor, og tabet af arbejdspladser bidrog til byens tilbagegang.

Akershus fæstning og slot, borggården med Romerikstårnet (i tegl) fra 1633 på Nordfløjen. Romeriksfløjen til venstre
Foto: Samuli Lintula

Gennem middelalderen blev byen ramt af gentagne brande, som raserede hovedparten af bebyggelsen, men den blev hver gang genopført. Reformationen gjorde de fleste af byens mange kirker og klostre overflødige, og de var derfor ofre for forfald og plyndring efter bybrandene – eller de blev bevidst revet ned for at man kunne genbruge bygningsmaterialerne til andre formål. Under svenskernes belejring i 1567 blev byen også brændt. Efter en ødelæggende brand i 1624 blev byen flyttet til den modsatte side af Bjørvika efter krav fra kong Christian IV. Af byens betydelige bygninger var det blot katedralen, Sankt Hallvardskirken, og bispegården på ruinerne af det tidligere Olavskloster, der var i behold efter branden. Den blev genrejst som en befæstet by med bastioner med Akershus som citadel. Reguleringsplanen efter renæssancens idealer med lige og brede gader og rektangulære bygninger skulle hindre fremtidige brande. Af samme grund blev det påbudt at bygge i murværk eller udmuret bindingsværk. Samtidig fik byen navnet Christiania efter kongen. Mellem 1877 og 1925 blev navnet almindeligvis skrevet Kristiania. Navnet Oslo blev genindført i 1925.

1700-årene blev en økonomisk opgangstid med betydelig vækst i skibsfart og trælasteksport, og folketallet steg mod slutningen af unionstiden.

Christiania i juli 1814, maleri af Margrethe Kristine Tholstrup
Christiania set fra St. Hanshaugen ca. 1890-1900)

Christiania blev igen hovedstad i 1814, da unionen med Danmark blev opløst. 1800-tallet blev en tid med stærk ekspansion for byen, og mange offentlige bygninger blev opført – Slottet, Universitetet, Stortinget, Nationaltheatret og mange flere. Nye bydele voksede frem for at give husrum til tilflytterne, som skulle bemande de nye fabrikker i sidste halvdel af århundredet. 1. januar 1859 blev Bymarken og en del af Aker kommune med 9.551 indbyggere indlemmet i Christiania. 1. januar 1878 blev yderligere dele af Aker med 18.970 indbyggere overført til hovedstaden (som nu hed Kristiania). Baggrunden for disse byudvidelser var, at man ønskede at få reguleret de sociale og bygningsmæssige forhold i forstæderne, og man indførte murtvang for at reducere brandfaren. I 1880'erne og 1890'erne var der højkonjunktur med en hektisk byggeaktivitet, hvor meget af dagens «murby» blev rejst. Efter krakket i 1899 indtraf der en vis stilstand i byggeaktiviteterne frem til 1910/1911, hvor kommunen begyndte at engagere sig i boligbygningen.

Væksten fortsatte i noget langsommere tempo gennem 1900-tallet. En storstilet reguleringsplan fra 1930-tallet for Etterstad var delvis påbegyndt, men blev stoppet af krigen. Området blev overført fra Aker til Oslo i 1946 i forbindelse med en udbygning efter en ny plan. I 1948 øgedes arealet og folketallet betydeligt, da Aker i sin helhed blev indlemmet. De 130.976 indbyggerne fra Aker betød, at folketallet i hovedstaden på én gang steg med 46 procent. Byens rådhus stod færdigt i 1950.

Navn[redigér | redigér wikikode]

Oprindelsen til navnet Oslo har været omstridt. Der er stor enighed om, at betydningen af sidste led er sikker; det betyder slette. Det tyder på, at første led enten hentyder til åsen lige ved byen, Ekeberg, eller til det norrøne ord for «gud». De tolkninger, som er mest sandsynlige, er altså enten «sletten under åsen» eller «gudernes slette». Det er ligeledes også sikkert, at navnet intet har at gøre med «Loelva», et elvnavn, som blev konstrueret af Peder Claussøn Friis i 1613 for at forklare byens navn som «Loens ås». Byen lå ved udløbet af elven Alna, og dette har altid været elvens rigtige navn. I middelalderen blev navnet skrevet både Ásló og Ósló, og den første form er sandsynligvis den ældste.

Efter bybranden i 1624 og den nye grundlæggelse af byen på modsatte side af Bjørvika fik byen navnet Christiania efter kong Christian IV. Fra slutningen af det 19. århundrede blev også skrivemåden Kristiania taget i brug, først i statslige sammenhænge fra 1877 og derefter i kommunale fra 1897. Der blev dog aldrig foretaget nogen formel beslutning om at gå over til at skrive navnet med K, og private kunne skrive navnet på byen, som de ville. Byens navn blev ofte forkortet Xania.

I 1914 brugte det nynorske forlag Det Norske Samlaget ingen af disse skrivemåder, men det gamle bynavn Oslo i stedet. Det var selvsagt for at fremhæve det oprindeligt norske, for i modsætning til Kristiania er Oslo et sådant navn. Det oprindelige navn Oslo blev genindført fra 1. januar 1925 efter vedtagelse i bystyret. Indtil 1925 betegnede Oslo det område, hvor middelalderbyen havde ligget, et område som mod slutningen af det 19. århundrede fik bymæssig bebyggelse og kom til at ligge inden for bygrænsen i 1859. Efter byens navneforandring måtte også denne bydel have et andet navn, og fra 1925 har den heddet Gamlebyen.

Oslo bliver også kaldet "Tigerstaden" efter et digt af Bjørnstjerne Bjørnson.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Rådhuset
Foto: Chris Nyborg

Oslo har som eneste kommune i Norge både kommunale og fylkeskommunale funktioner og opgaver. Kommunen styres efter en parlamentarisk styringsmodel, hvor byrådet kun sidder, så længe det har tillid i den folkevalgte forsamling, bystyret. Bystyret består af 59 repræsentanter. Byrådet udgøres i perioden 2011-2015 af Høyre og Venstre med og Kristelig Folkeparti med støtte fra Fremskrittspartiet. Høyre har haft byrådslederen i alle år siden den parlamentariske model ble indføret i 1987, med undtagelse af perioden fra 1992-1997.

Byrådet er Oslos regering – kommunens udøvende magt. Byrådet består af en byrådsleder, svarende til en regeringschef, og 6 byrådsmedlemmer, som svarer til ministre. Byrådsmedlemmerne behøver ikke være medlem af bystyret. Hvert byrådsmedlem er politisk leder af en byrådsafdeling, som kan sammenlignes med ministerier.

Byrådet leder kommunens administration, fremlægger forslag for bystyret og er ansvarligt for gennemførelse af de kommunale vedtagelser.

Bydele[redigér | redigér wikikode]

Oslo reducerede antallet af bydele fra 25 til 15 fra 1. januar 2004. De femten er:

Bydel Indbyggere Areal Bydelsnummer
Alna 44 482 13,7 km² 12
Bjerke 24 945 7,7 km² 9
Frogner 46 684 8,3 km² 5
Gamle Oslo 36 557 7,5 km² 1
Grorud 25 032 5,1 km² 10
Grünerløkka 38 946 4,8 km² 2
Nordre Aker 41 656 13,6 km² 8
Nordstrand 43 824 16,8 km² 14
Sagene 30 414 3,1 km² 3
St. Hanshaugen 28 287 3,6 km² 4
Stovner 28 656 8,2 km² 11
Søndre Nordstrand 33 863 18,4 km² 15
Ullern 27 599 9,4 km² 6
Vestre Aker 40 878 16,6 km² 7
Østensjø 43 547 12,2 km² 13

Hver bydel styres politisk af et bydelsudvalg på 15 medlemmer, som udnævnes af bystyret. Som en prøveordning blev imidlertid fire af bydelsudvalgene i 1995 og 1999 valgt direkte af befolkningen for at øge den lokalpolitiske interesse. Ved kommunestyrevalget i 2007 bliver alle (15) bydelsudvalg valgt direkte af befolkningen.

Hver af bydelene har også sin egen bydelsadministration, som forbereder sager for bydelspolitikerne og iværksætter det, der besluttes. Hovedopgaven for bydelene ligger inden for socialområdet, ældreområdet og det primære sundhedsområde samt en del andre kommunale tjenester, der ligger i nærmiljøet.

Oslo Centrum[redigér | redigér wikikode]

Området omkring Karl Johans Gate, Slottet og Oslo Sentralstasjon udgør Oslo Centrum. Administrationen af fylke og kommune ligger også i bydelen Oslo Centrum.

Venskabsbyer og -regioner[redigér | redigér wikikode]

Oslo har følgende venskabsbyer og -regioner: Göteborg i Sverige, Shanghai i Kina, Vilnius i Litauen, Slesvig-Holsten i Tyskland, St. Petersburg i Rusland, provinshovedstaden Mbombela og Mpumalanga-provinsen i Sydafrika og ReykjavíkIsland.

Transport[redigér | redigér wikikode]

Oslo-sporvognene, en vigtig del af den kollektive transport i Oslo; denne model skal efter planen udskiftes meden mere moderne sporvogn i 2015.

I Oslo har Samferdselsetaten ansvaret for den langsigtede trafik- og vejplanlægning, trafiksikkerheden samt planlægning af tiltag for fremme af den kollektive trafik.

Vejnet[redigér | redigér wikikode]

Vejnettet i Oslo er udbygget med tre ringveje for at aflaste indre bys gader for gennemgangstrafik: Ring 1, Ring 2 og Ring 3 (Store Ringvej). Endvidere forløber E18 i en tunnel under bykernen, mens E6 går igennem flere af de østlige bydele.

Den kollektive trafik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Oslo Tunnelbane og Sporvogne i Oslo

Kollektiv trafik indenfor Oslos grænser administreres hovedsagelig af Oslo Sporveier. Tilbuddet består af et net med næsten 80 linjer i form af undergrundsbane, sporvogn, bus og skib. Desuden driver Stor-Oslo Lokaltrafikk en række bus- og skibsruter til og fra områderne rundt om Oslo. De fleste af disse ruter medtager imidlertid ikke passagerer, der rejser inden for bygrænsen.

Lufthavne[redigér | redigér wikikode]

Religion[redigér | redigér wikikode]

Oslo Domkirke
Foto: J. P. Fagerback

Den norske kirkes (statskirkens) bispesæde Oslo omfatter foruden Oslo kommune også de to vestlige Akershus-kommunene Asker og Bærum. I Oslo kommune ligger fem af bispedømmets seks territorialprovstier: Domprovstiet, Søndre Aker, Østre Aker, Nordre Aker og Vestre Aker.

Andre lutherske trossamfund er også repræsenterede i hovedstaden som Den evangelisk-lutherske frikirke og Det evangelisk-lutherske kirkesamfund.

Kirker[redigér | redigér wikikode]

Andre kristne trossamfund[redigér | redigér wikikode]

I Oslo er det også organiserede menigheder tilhørende blandt andet adventister, den anglikanske kirke, baptistsamfundet, de frie evangeliske forsamlinger, den katolske kirke, kvækerne, Metodistkirken, Missionsforbundet, Den nordisk katolske kirke, Den nyapostoliske kirke, Den ortodokse kirke i Norge, Pinsebevægelsen, Den russisk-ortodokse kirke og flere frie menigheder som Oslo Vineyard og Oslo Kristne Senter.

De største kirkesamfund er Den katolske kirke og Pinsebevægelsen[2].

Ikke-kristne trossamfund[redigér | redigér wikikode]

Mange Osloborgere tilhører ikke-kristne trossamfund. Pr 1. januar 2004[2] fandtes der i Oslo og Akershus:

I SSBs statistik over medlemmer i tros- og livssynssamfund uden for Den norske kirke fra 2006 benyttes en anden tællemåde. Ifølge denne statistik er der i Oslo i alt 89.313 medlemmer, som er registreret i andre trossamfund, medregnet 57 bosat i udlandet. De forskellige trosretninger fordeler sig på følgende i Oslo:

  • 2.441: buddhisme
  • 33.895: islam
  • 33.229: kristendom
  • 3.228: anden religion
  • 16.520: livssyn (ikke-religiøse, hovedsagelig Human-Etisk Forbund)

Erhvervsliv[redigér | redigér wikikode]

Oslo er et administrationscentrum for private og offentlige virksomheder inden for handels- og serviceerhvervene. Størstedelen af tidligere tiders industri, som bl.a. befandt sig ved Aker Brygge, Akerselven og Alnaelven, er i dag nedlagt.

Oslo er i 2007 kåret til verdens dyreste by (det er sket før). Men en række andre europæiske byer nærmer sig Oslo. Undersøgelsen fra britiske Economist Intelligence Unit (EIU), som tager udgangspunkt i prisniveauet i New York, viser at Oslopriserne ligger 32 procent højere, fulgt af Paris (+ 30 procent), København (+ 26 procent) og London (+ 25 procent).

Byen er også hjemsted for Oslo Børs, som blev oprettet i 1819. Udviklingen på børsen følger i høj grad udenlandske børser som NYSE i New York og FTSE i London, men er særlig følsom over for ændringer i olieprisen.

I 2008 åbnede shoppingcentret Oslo City nær Oslo Sentralstasjon i det centrale Oslo, ikke langt fra Norges højeste bygning, hotellet Oslo Plaza (Radisson SAS Plaza Hotel).

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Universitetsbygningerne ved Karl Johans gate har fra 1850'erne været tilholdssted for Universitetet i Oslo, men siden 1930'erne har hovedparten af virksomheden været placeret i Blindern i den nordlige del af byen.

Oslo er vært for en lang række forskellige universiteter og professionshøjskoler. Universitetet i Oslo (UiO) er landets største og ældste og blev grundlagt i 1811. UiO holder til flere steder i byen med hovedcampus i Blindern- og Gaustad-området. Universitetet har ca. 25.000 studerende og ca. 2.800 videnskabelige ansatte (2008) og ledes fra august 2009 af rektor Ole Petter Ottersen.

Høgskolen i Oslo (HiO) blev dannet i 1994 og holder til på Bislett. Skolen satser specielt på professionsstudier og har ca. 11.000 studerende. Handelshøyskolen BI holder til i Nydalen og tilbyder økonomisk uddannelse på alle niveauer. Andre kendte institutioner for højere uddannelse i Oslo er Arkitektur- og designhøgskolen, Kunsthøgskolen, Krigsskolen og Menighetsfakultetet.

Oslo har en lang række videregående skoler i stort set alle dele af byen. Disse omfatter ca. 15.000 skolepladser fordelt på omkring 20 skoler. Op til halvdelen af pladserne på hver skole fordeles til søgere fra den region, skolen tilhører, mens den anden halvdel af pladserne tilfalder søgere fra hele byen, baseret på karakterer. Skoler i ydre by, som Ullern, Nordstrand, Lambertseter, Stovner, Persbråten og Bjørnholt, har mellem 82 og 87 procent optagne fra egen region, mens centrumskoler som Elvebakken, Fagerborg, Foss, Hartvig Nissen, Oslo Handelsgymnasium og Oslo katedralskole alle har ca. 50 % optagne fra egen region.[3]

Der er store uligheder i Oslo, når det gælder rekrutteringen til videregående uddannelse. Elever med høj social baggrund vælger langt oftere et studieforløb, der leder til en videregående uddannelse, end elever med lav social baggrund. Siden 1990'erne har der imidlertid været en aftagende geografisk segregering, hvor elever fra østkanten og vestkanten i større grad end før går på samme skoler. Ligevel er det sådan, at elever fra vestkanten i ringe eller ingen grad ønsker at gå på østkantskolerne, mens elever fra østkanten ofte ønsker at gå på skoler på vestkanten.[4]

Kultur og underholdning[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kultur i Oslo

Turisme[redigér | redigér wikikode]

Den tidligere hopbakke i Holmenkollen.
Foto: Mathias Stang

En række af Norges mest populære turistmål ligger i Oslo. Innovation Norge regner Frognerparken som Norges mest populære attraktion og anslår, at anlægget har mere end én million årlige besøgende. Alligevel er Frognerparken ikke med på Innovasjon Norges liste over de 50 mest besøgte attraktioner i Norge, da besøgstallene er usikre. Den ordinære top 50-liste toppes af Holmenkollbakken og Skimuseet, som havde 686.857 besøgende i 2006. Holmenkollbakken var en af de mest kendte hopbakker i verden og et landemærke i Oslo, før den blev revet ned i efteråret 2008 for at genopstå før VM i ski 2011.

På niendeplads er VikingskibsmuseetBygdøy med 314.560 besøgende. Dette museum rummer arkæologiske skibsfund fra vikingetiden, Tuneskibet, Gokstadskibet og Osebergskibet og genstande fundet ved udgravningen af dem. På tolvtepladsen er Nasjonalgalleriet, et kunstmuseum med en særlig god samling af norsk nationalromantisk malerkunst og af Edvard Munchs billeder. På henholdsvis syttendepladsen og tyvendepladsen følger Frammuseet og Kon-Tiki Museet{{{1}}}, som sammen med Norsk Søfartsmuseum udgør de tre kendte museer på Bygdøynes.

På 23. pladsen ligger Norsk Folkemuseum, landets største kulturhistoriske museum, og det eneste som har landsdækkende samlinger fra 1500-tallet og til i dag. På 24. pladsen ligger Akershus slot, en middelaldersk kongeborg og renæssanceslot omgivet af en bastionfæstning. Herudover er forlystelsesparken Tusenfryd med på listen på en fjerdeplads med 501.235 besøgende, selv om denne ligger lige udenfor bygrænsen i Ås kommune.[5]

Tal fra 1999 viser at Oslo har 7,7 millioner overnatninger og over 700.000 daglige besøgende, noget som skaber en omsætning på cirka 10 milliarder kroner. De besøgendes forbrug skaber ca. 12.000 arbejdspladser, noget som svarer til 4,3 % af arbejdskraften i den private sektor i Oslo.[6]

Byen Oslo opstod på Sørenga i Gamlebyen – formenligt i området ved Clemenskirken. Ruinen blev frilagt til 1000-årsjubilæet for Oslo. Den tilhører Kulturmindet Oslo middelalderby, som i sin helhed er fredet efter Kulturmindeloven.

Kulturværn[redigér | redigér wikikode]

Efter kulturmindeloven er kulturminder fra oldtiden og middelalderen (indtil år 1537) samt stående bygninger fra før 1650 automatisk fredet. I Oslo gælder dette en stor mængde helleristninger, gravhøje, rester af miner og veje, bygningsruiner og lignende både i byen og i Marka. Af hele bygninger findes Gamle Aker kirke, dele af Akershus slot, de ældste bygninger i Kvadraturen og en del huse fra andre kanter af landet, som er flyttet til Norsk FolkemuseumBygdøy. Nogle af nutidens huse står på kjellere, som er fredet efter denne bestemmelse.

Christiania Torv var byens hovedtorv fra genopbygningen i 1624 til 1736. Billedet viser de fredede bygninger Anatomigården og Rådmannsgården ved torvet. Også det gamle rådhus på modsatte side af Rådhusgate er fredet.
Foto: David Hall
Gamle Aker kirke i Telthusbakken i bydelen St. Hanshaugen er Oslos ældste stående bygning. Den blev rejst efter forbillede fra Hallvardskatedralen ved Oslo torv i Gamlebyen.

Hele den såkalte murby, det vil sige bybebyggelsen opført før Kristianiakrakket i 1899, er af kommunen reguleret til bevaring. Derudover er flere bygninger og fasader i Oslo fredet af Riksantikvaren. Disse, og en række andre bygninger, er opført på Byantikvarens gule liste. Opførelserne på den gule liste er kategoriseret efter 3 kriterier: fredet, værnet (specialområde) og bevaringsværdig.[7] Dette giver udtryk for, hvor stærkt de er beskyttet. Fredet er kategorien, som giver den stærkeste beskyttelse.[7] Fredning vedtages i henhold til kulturmindeloven af staten ved Riksantikvaren.[7] Kategorien værnet omfatter områder og bygninger, som kommunen har reguleret til specialområde for bevaring i henhold til plan- og bygningslovens § 25.6.[7] Bevaringsværdig er kategorien af objekter, som kulturværnsmyndighederne og plan- og bygningsetaten kan tage særlige hensyn til, idet de betragtes som værneværdige uden at der er fattet noget formelt vedtag efter §§ 74.2 og 92 i plan- og bygningsloven.[7] Per maj 2009 er der 11.722 objekter på den gule liste.[8]

Akershus fæstning står opført med 54 objekter på den gule liste. De fleste blev betragtet som fredet ifølge et statsligt direktiv af 1934, men en del objekter er listeført så sent som 14. april 2004.[8] I 2006 blev femten karréerGrünerløkka områdefredet under betegnelsen Birkelunden kulturmiljø. Dette var det første bykulturmiljø i Norge som fik en sådan beskyttelse.

Eksempler på facade- eller skærmbevaring er Paleet shoppingsenterKarl Johans gate 37–43. Ved fornyelsen, som blev fuldført i 1990, blev facaderne mod Karl Johans gate bevaret eller genrejst som kopier, mens hele indmaden i bygningerne blev revet ned og genrejst med moderne konstruktioner. Det samme er sket med det såkaldte GyldendalhusSehesteds gate gate 4, hvor arkitekt Sverre Fehn står for nybygningen fra 2007 bag de gamle facader.

En del bygninger er flyttet til Folkemuseet. Flere mindre bolighuse i bjælkeværk eller bindingsværk kommer fra forstederne Enerhaugen, Vaterland, Vålerenga og Hammersborg. Fra Kvadraturen kommer Garmanngårdens bagbygning (Hans Nilsen Hauges fængsel), Collettgården fra Kirkegata 16, Bokbindergården fra Tollbugata 14, Generalitetsgården fra Dronningens gate 15, lejegården fra Wessels gate 15 og flere andre.

Oslos fylkes tusindårssted er Middelalderbyen. Enkelte af bydelene har også sine egne tusindårssteder: Gamle Bydel Bjerke havde Økernparken, mens den tidligere Bydel Uranienborg-Majorstuen havde Valkyrie plass.

Segl og flag[redigér | redigér wikikode]

Oslo har ikke noget byvåben, men bruger byens segl fra middelalderen som officielt mærke.

Flere aftryk af det oprindelige segl fra ca. 1300 er bevaret. Det er cirkelrundt med en indskrift på latin, som fortæller, at det er osloborgernes mærke. Billedfeltet viser byens skytshelgen St. Hallvard med sine attributter – de tre pile han blev dræbt med og kværnstenen, som drabsmændene bandt rundt om hans hals for at sænke liget i Drammensfjorden. Ved hans fødder ligger en utydelig figur, som i tidens løb er blevet fejltolket. Den forestiller en kriger i ringbrynje og våbenskjorte, og billedet symboliserer Hallvards triumf over den onde fjende, han har besejret. [9] St. Hallvard var byens seglmotiv gennem hele middelalderen og overlevede byens flytning og nyanlæg under navnet Christiania. I 1600-tallet fik byen et motto, som blev brugt som randindskrift på seglet: «Unanimiter et constanter» – enig og standhaftig. Men i senere versioner blev seglets indhold misforstået og fremstillet som en tronende kvinde – lykkens gudinde Fortuna eller den personificerede Christiania. I 1800-tallet genopdagede man, hvem hovedpersonen var, men nu var det figuren nederst, som blev fejltolket som den kvinde, Hallvard forsøgte at redde. [10]

13. januar 1892 vedtog formandskabet i Kristiania en ny autoriseret udformning af seglet og kaldte det «byvåben». Her er kvinden ved Hallvards fødder anstændig påklædt. Ved byjubilæet i 1924 fik seglet (stadig fejlagtig kaldt våben) en ny officiel udformning, tegnet på byarkitektens kontor. Kvinden var fortsat med i billedet og nu helt nøgen. Denne udformning har Oslo kommune siden fastholdt, og den er senest stadfæstet af bystyret ved udarbejdelsen af «Designhåndbok for Oslo» i 1990'erne.

Ved jubilæet i 1924 indførte Oslo kommune også et byflag. Det fik fire vandrette striber – blåt, hvidt, blåt og hvidt. Farverne var formodentlig hentet fra byseglet, siden versionen fra 1892 ofte blev fremstillet i blåt og hvidt. Dette flag blev mærkeligt nok aldrig formelt vedtaget af bystyret, og der blev heller ikke søgt om godkendelse, sådan som lov av 29. juni 1933 om flagning på kommunens offentlige bygninger kræver. I 1996 blev den blå farve officielt normeret.

Ved det seneste byjubilæum i 2000 indførte kommunen et helt nyt flag. Dette viser byseglet fra 1924 i en mangefarvet udgave på blå dug, til forveksling svarende til flaget for ca. 20 af delstaterne i USA. Heller ikke dette flag er forelagt Riksarkivet, som er statens rådgivende organ for flagsager. Kommunen flager derfor ulovligt, idet loven kun tillader kommunen at flage med nationalflaget, det samiske flag eller «av Kongen godkjent by-, herreds- eller fylkesflagg». Kommunen kan for øvrigt ikke påregne at få sit nye flag godkendt, da det strider mod de retningslinjer, som staten har praktiseret siden 1930'erne.

Teater og biograf[redigér | redigér wikikode]

Bykernen har mange teatre og biografer. Colosseum KinoMajorstua er verdens største THX-biograf.

Priser[redigér | redigér wikikode]

Oslo kommune uddeler

Den Norske Nobelkomite uddeler

Seværdigheder[redigér | redigér wikikode]

Holmenkollbakken
Foto: Frank Härtelt
Oslo Rådhus
Foto: Kjetil Lenes
Wyllerløypa, del af Oslo Vinterpark

Idræt og friluftsliv[redigér | redigér wikikode]

Bislett stadion
Foto: Kjetil Ree

Oslo var værtsby for vinter-OL 1952. Bortset fra styrtløb, som fandt sted på Norefjell, blev alle øvelserne gennemført indenfor bygrænsen. Åbnings- og afslutningsceremonien blev holdt på Bislett Stadion, som i de senere år mest er kendt for sine årlige atletikstævner, Bislett Games, som indgår som en del af IAAF Golden League. I dag har Oslo flere skianlæg, blandt andet Tryvann Vinterpark for alpine discipliner.

Holmenkollbakken har der været afholdt utallige verdensmesterskaber i nordiske discipliner, og i 2011 blev der for fjerde gang arrangeret ski-VM der.

En fodboldklub fra Oslo, Vålerenga, spiller i eliteserien i fotball i Norge. Vålerenga bruger Ullevaal Stadion som hjemmebane. Ullevaal Stadion er Norges største fodboldstadion og bliver også brugt som Norges landsholdsarena i fodbold. Efter først at være rykket ned til 1. divisjon gik den tidligere eliteserieklub Lyn konkurs i 2010.

Oslo er endvidere værtsby for verdens største fodboldturnering, Norway Cup, som bliver gennemført hvert år i starten af august.

Oslo er en speciel hovedstad med sine parker, Oslomarka, friluftsområder og beliggenhed ved fjorden, og tilbyder mange faciliteter:

Kendte personer født i Oslo[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Statistisk Sentralbyrå: Tettsteder. Folkemengde og areal, etter kommune. 1. januar 2008. Tabell http://www.ssb.no/emner/02/01/10/beftett/tab-2008-06-20-01.html
  2. 2,0 2,1 Statistisk Sentralbyrå: «Menigheiter og medlemmer i trus- og livssynssamfunn utanfor Den norske kyrkja, etter fylke. 1. januar 2004»
  3. "Inntaket til Vg1 studiespesialisering (uten formgivingsfag)" (på Norsk) (pdf). Oslo kommune : Utdanningsetaten. 2008. http://www.utdanningsetaten.oslo.kommune.no/getfile.php/utdanningsetaten%20%28UDE%29/Internett%20%28UDE%29/EFP/Inntak/2008%20Pressemelding%202%20%20inntak.pdf. Hentet 20. maj, 2009. 
  4. Hansen, Marianne Nordli (2005). Ulikhet i osloskolen: rekruttering og segregering. 5. pp. 3–26. http://www.ungdomsforskning.no/Download/1-2005/NordliHansen.pdf. 
  5. "Norges best besøkte attraksjoner sommeren 2006: Holmenkollen fortsatt mest populær!" (på Norsk). Innovasjon Norge. 2006. http://www.innovasjonnorge.no/Satsinger/Reiseliv/Nyheter/Nyhetsarkiv/Norges-best-besokte-attraksjoner-sommeren-2006-Holmenkollen-fortsatt-mest-popular/. Hentet 21. maj, 2009. 
  6. "PARTNERSKAP FOR VEKST : Reiselivsplan for Oslo" (på Norsk) (pdf). Oslo kommune. 2003. http://www.oslo.kommune.no/getfile.php/Oslo%20kommune/Internett/Dokumenter/plan/blaxxseksjonxforxinformasjon/reiselivsplan.pdf. Hentet 21. maj, 2009. 
  7. 7,0 7,1 7,2 7,3 7,4 "Byantikvarens Gule Liste – Informasjon" (på Norsk) (pdf). Riksantikvaren. http://www.byantikvaren.oslo.kommune.no/getfile.php/byantikvaren%20%28BYA%29/Internett%20%28BYA%29/Dokumenter/gulliste/INFOARK%20GUL%20LISTE_OKT%202008.pdf. Hentet 24. maj, 2009. 
  8. 8,0 8,1 "Riksantikvarens Gule Liste Per Mai 2009" (på Norsk) (xls). Riksantikvaren. Maj 2009. http://www.byantikvaren.oslo.kommune.no/getfile.php/byantikvaren%20%28BYA%29/Internett%20%28BYA%29/Dokumenter/gulliste/gulliste_0509%20MTI0MTUyNDAzNDE0ODYyMjM3OD.xls. Hentet 24. maj, 2009. 
  9. Hohler, Erla Bergendahl: «St. Hallvard i Oslos bysegl», Byminner 1-1987 s. 4-5
  10. Hals, Anna-Stina: «Fra Oslos segl til Christianias og Oslos våpen», Byminner 1-1987 s. 12-14
  11. Oslo Skøiteklub

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Yngvar Ustvedt (red.): Oslo. 1000 år i ord og bilder. Andresen og Butenschøn. Oslo 1999.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Historie

Norge Norges fylker

Akershus | Aust-Agder | Buskerud | Finnmark | Hedmark | Hordaland | Møre og Romsdal | Nordland | Nord-Trøndelag | Oppland | Oslo | Rogaland | Sogn og Fjordane | Sør-Trøndelag | Telemark | Troms | Vest-Agder | Vestfold | Østfold