Oslo-aftalen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Yitzhak Rabin, Bill Clinton og Yasser Arafat under mødet i Oslo, 13. september 1993

Oslo-aftalen fra august 1993 var et gennembrud i forhandlingerne mellem Palæstina og Israel. Aftalen var betydningsfuld, fordi PLO og Israel nu anerkendte hinanden som forhandlingspartnere og indledte en fredsaftale.

Aftalen indeholdt bestemmelser om en overgangsperiode på højst fem år med palæstinensisk midlertidig selvstyre over Vestbredden og Gazastriben. Israel anerkendte Vestbredden og Gazastriben som en separat territorial enhed,[1] så vel som, at den israelske regering overførte en vis magt og et begrænset ansvar til Det palæstinensiske selvstyreområde, som indbefatter Palæstinas lovgivende forsamling, der blev valgt i januar 1996, som en del af de midlertidige selvstyrede hændelser på Vestbredden og Gazastriben.

Overførselen af magt og ansvar til Gazastriben og Jeriko fandt sted overensstemmende med Kairo-aftalen mellem Israel og PLO den 4. maj 1994. I andre dele af Vestbredden fandt magtoverdragelse sted overensstemmende med Interimsaftalen mellem Israel og PLO den 24. september 1995, Wye-aftalen mellem Israel og PLO fandt sted den 23. oktober 1998 og Sharm el-Sheikh-aftalen den 4. september 1999.

Oslo-aftalen fastslog, at Israel beholder ansvaret for ekstern og intern sikkerhed og offentlig orden blandt jødiske bosættelser og indbyggere i overgangsperioden.

Norge var under Arbejderparti-regeringen og udenrigsminister Johan Jørgen Holst (Ap) engageret i Israels videreudvikling. Institutt for fredsforskning (PRIO) mener, at han førte både Palæstina og USA bag lyset. Udenrigsminister Holst høstede stor anerkendelse for udarbejdelsen af den hemmelige Oslo-aftale, men PRIO påstår, at han modtog instrukser fra udenrigsministeren i det Israelske Arbejderparti, Shimon Peres.

Madrid-konferencen og forhandlinger i Washington mislykkedes, men det utraditionelle norske initiativ lykkedes tilsyneladende. Terje Rød-Larsen og Mona Juul medvirkede.

13. marts 2002 vedtog FN's sikkerhedsråd en resolution, som fastslog princippet om en to-statsløsning. For første gang erklærede en amerikansk præsident det for målet – et mål vejkortet for fred også slår fast.

Det fik den israelske højrefløj til at bruge skældsordet "Oslo-forbryderne" om dem bag aftalen. Og dele af den palæstinensiske befolkning, ikke mindst de hundretusinder som er flygtninge, anså også to-statsaftalen som forræderi.

Disse tiltag er flere gange blevet udsat.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. West Bank and Gaza Strip as a Single Territorial Unit (engelsk). The Reut University. Besøgt 19. april 2008.

Se også[redigér | redigér wikikode]