Oslo-aftalen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Yitzhak Rabin, Bill Clinton og Yasser Arafat under mødet i Oslo, 13. september 1993

Oslo-aftalen fra august 1993 var et gennembrud i forhandlingerne mellem Palæstina og Israel. Aftalen var betydningsfuld, fordi PLO og Israel nu anerkendte hinanden som forhandlingspartnere og indledte en fredsaftale.

Norge var under Arbejderparti-regeringen og udenrigsminister Johan Jørgen Holst (Ap) engageret i Israels videreudvikling. Institutt for fredsforskning (PRIO) mener, at han førte både Palæstina og USA bag lyset. Udenrigsminister Holst høstede stor anerkendelse for udarbejdelsen af den hemmelige Oslo-aftale, men PRIO påstår, at han modtog instrukser fra udenrigsministeren i det Israelske Arbejderparti, Shimon Peres.

Madrid-konferencen og forhandlinger i Washington mislykkedes, men det utraditionelle norske initiativ lykkedes tilsyneladende. Terje Rød-Larsen og Mona Juul medvirkede.

13. marts 2002 vedtog FN's sikkerhedsråd en resolution, som fastslog princippet om en to-statsløsning. For første gang erklærede en amerikansk præsident det for målet – et mål vejkortet for fred også slår fast.

Det fik den israelske højrefløj til at bruge skældsordet "Oslo-forbryderne" om dem bag aftalen. Og dele af den palæstinensiske befolkning, ikke mindst de hundretusinder som er flygtninge, anså også to-statsaftalen som forræderi.

Disse tiltag er flere gange blevet udsat.

Se også[redigér | redigér wikikode]