Palæstina

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 20. apr. 2015, 12:33 af TherasTaneel (diskussion | bidrag) TherasTaneel (diskussion | bidrag) (Fjerner version 8105961 af 85.81.251.14 (diskussion) uencyklopædisk)
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Satellitbillede fra 2003 med nationale grænser vist i lysegråt.

Palæstina, (Arabisk: فلسطين, Hebraisk: פלשתינה (tr. Palestina)), er et af flere navne, der er blevet brugt som betegnelse for et område ved østkysten af Middelhavet). Geografisk og apolitisk bruges Palæstina om "Oldtidens Palæstina", der omfatter nutidens Israel, de besatte områder og dele af Jordan samt dele af Libanon og Syrien, det vil sige Britiske Mandatområde Palæstina (1920-48) med Transjordanien indtil etableringen af Det jordanske Kongedømme i 1921.[1]

Området hed oprindeligt Kana'an. Det blev af romerne døbt Palæstina efter filisterne, som sandsynligvis var et europæisk folk med forbindelse til den mykenske kultur.

Palæstina er opdelt i staten Israel, der dels omfatter de områder, som var tillagt den jødiske stat i henhold til FNs delingsplan fra 1947, dels omfatter de af staten Israel som følge af krige indlemmmede og internationalt ikke anerkendte stadig udvidede israelske bosættelser, og de tilbageværende palæstinensiske selvstyreområder, der nu udgør mindre end 10% af det britiske mandatområde før 1948. Alt efter politisk opfattelse kan Palæstina derfor omfatte:

Klima

Klimaet er tempereret middelhavsklima.

Landskab

Ved kysten og i Jordandalen er der frugtbart. Landet er mod syd afgrænset af Sinaiørkenen og mod nord af den syriske ørken. Gazaområdet lider af stor vandmangel. Spildevandet og affaldet fra områderne gør dem stærkt forurenede. Jorderosionen og afskovningen er betydelig.

Administrativ inddeling

Palæstinas grænser blev fastlagt efter opgøret mellem sejrherrerne fra 1. verdenskrig. I grove træk følger de de administrative grænser, som tyrkerne havde fastsat under deres herredømme fra 1517 til 1918, og som var baserede på ældre traditioner. De moderne grænser bryder kun i ringe grad med den selvopfattelse, der udviklede sig lokalt og opfattelsen forud for 1918.

Fra 1922 var Palæstina under britisk styre ifølge mandat fra Folkeforbundet. Herfra blev Transjordan hurtigt udskilt. Ved en afstemning i FN i 1947 blev det besluttet, at restområdet skulle deles i en jødisk og arabisk stat. De omliggende arabiske lande stemte mod FN's afgørelse, da de opfattede den som uretfærdig. Den jødiske stat, Israel, blev oprettet i 1948. De områder af det tidligere britiske mandat, der ikke blev en del af Israel, benævnes i dag oftest "de palæstinensiske selvstyreområder" og omfatter i hovedsagen Vestbredden og Gaza-striben. Palæstina udgør således et politisk og administrativt opdelt område.

Efter oprettelsen af staten Israel blev det almindeligt at anvende "Israel" om staten. Men da staten Israel ikke har endeligt fastlagte grænser, er hverken "de palæstinensiske selvstyreområder" eller "Israel" entydige geografisk betegnelser.

Visse zionister hævder, at Israels Land – Eretz Israel – strækker sig langt ud over grænserne fra junikrigen i 1967, hvor Israel erobrede Vestbredden og Gazastriben samt dele af Egypten (Sinai) og Syrien (Golanhøjderne).

Visse antizionister anerkender ikke "Israel" som geografisk betegnelse for nogen del af Mellemøsten eller Palæstina. FN og lande, der anerkender staten Israel, anvender betegnelsen "Israel" om den del af Palæstina, hvor Israel udøver sin fulde suverænitet – våbenhvilelinjen fra 1949. Det er et politisk spørgsmål, om «Israel» anvendes som en geografisk betegnelse og i givet fald om hvilket område. Kampen om navnet er symbolsk for kampen om landet.

De politiske forhold - og de gentagne grænseændringer som følge af krige - gør det problematisk at behandle Palæstina som en helhed, idet de fleste forhold knytter sig til den politisk-administrative opdeling og bedst forstås i en sådan kontekst. Således er der sket omfattende befolkningsmæssige omflytninger i forbindelse med krige, hvilket naturligvis påvirker forhold som sprog, religion og næringsveje. Ligeledes må fx alle offentlige tjenester forstås i lyset af den faktiske politisk-administrative opdeling.

Folket

Uddybende Uddybende artikel: Palæstinensere
Palæstinensisk familie fra Ramallah i starten af det tyvende århundrede.

Palæstinenserne er et arabisk folk. I 1997 blev det vurderet, at der findes otte millioner palæstinensere i og uden for Palæstina. Resten bor i Mellemøsten (Jordan 2,17 mio., Libanon 395.000, Syrien 360.000 og andre arabiske lande 517.000) eller i Europa. Der bor betydelige palæstinensiske minoritetsgrupper i Chile, Brasilien og USA. En tredjedel af befolkningen i de besatte områder lever i flygtningelejre.

Før staten Israel blev oprettet i 1948 betyder "palæstinenser" enhver med oprindelse i regionen Palæstina uden hensyn til etnicitet og religion.

Religion

Overvejende sunnimuslimsk (97%), knap 3% kristne.

Sprog

Palæstinenserne taler arabisk og i de israelsk besatte områder taler de ofte også hebræisk, der udspringer af samme sprogstamme som arabisk. Begge er semitiske sprog.

Politiske partier

Inden for palæstinensisk kontrollerede områder kan skelnes mellem et antal politiske partier og grupperinger.

PLO

Den palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO, Palestinian Liberation Organization) er dannet i 1964 og har en række medlemsorganisationer: Den største er den socialdemokratisk orienterede Al Fatah (Bevægelsen for national Befrielse), der blev grundlagt i 1965 af Yasser Arafat. Den næststørste er Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP, Peoples Front for the Liberation of Palestine) grundlagt af doktor George Habash i 1967. Den er marxistisk-leninistisk som den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse (DFLP, Democratic Front for the Liberation of Palestine), ledet af Nayef Hawatmeth.

Al Seika

Al Saika blev dannet i 1967. Den ledes af Isam al-Qadi og organiserer palæstinensere, der sympatiserer med det syriske Baath parti.

Den Arabiske Befrielsesfront

Den Arabiske Befrielsesfront ledes af Rakad Salem og har tætte forbindelser til det irakiske Baath parti.

PFLP

PFLP-General Command ledes af Talal Naji.

Kommunistiske grupper

Det palæstinensiske Folkeparti (tidligere Palæstinas Kommunistiske Parti) ledes af Mustafa Barghuthi, Hana Amira og Abd al-Majid Hamdan.

Palæstinas revolutionære Kommunistparti (al-Hizb al-Shuyu'i al-Thawri al-Filastini) ledes af Arabi Awwad.

Hamas

Den fundamentalistiske islamiske bevægelse, Hamas, har meget betydelig opbakning i Gaza og på Vestbredden og modsætter sig fredsprocessen med Israel. Efter mordet i 2004 på bevægelsens åndelige leder, sheikh Yasin, ledes den af Khalid Misha'al, der er formand for Hamas' politbureau. Islamisk Jihad (Al-Jihad al-Islami) står bag en lang række terrorangreb på Israel og ledes af Jamal Amar (fra Sudan), Ramadan Shallah (fra Syrien), Ziyad Nahala (fra Líbanon), Ibrahim Shihada og Ahmad Muhana.

Regering

Mahmoud Abbas har siden januar 2005 været præsident for det Palæstinensiske selvstyre (Palestinian National Authority). Ismail Haniya har været premierminister siden april 2006. Nationalrådet fungerer som parlament, omend på et tvivlsomt demokratisk grundlag.

Væbnede styrker

På grund af mellemøstkonflikten er det forbudt palæstinenserne at have en hær. Der er imidlertid flere bevæbnede grupperinger. Blandt andre regeringen, bestående af Hamas-bevægelsen, hvis militære del er på EUs officielle terrorliste.

Erhverv

Ydre politiske forhold har altid haft stor betydning for det sociale og politiske liv i Palæstina. Landets beliggenhed og historie har gjort handel og håndværk til vigtige erhverv. Det er grundlag for en højere geografisk mobilitet og social differentiering end i de fleste andre arabiske lande i Mellemøsten. Men landbruget har været det vigtigste erhverv i årtusinder og har sikret stabil bosætning og kultur. Verdens ældste bysamfund, Jericho, har i ca. 9.000 år bygget på et organiseret landbrug. Frem til oprettelsen af staten Israel var jorden ejet dels af private, dels af det offentlige, dels den enkelte landsby eller bys fælleseje. Landejendom gav indflydelse og adgang til ledende religiøse stillinger. Store arealer tilhørte jordejere, der boede i Beirut, Damaskus eller Konstantinopel. Tusindvis af palæstinensiske bønder dyrkede jorden og vidste næppe, hvem de betalte leje til. Da zionisterne begyndte at opkøbe jorden i 1880'erne, opsagde de lejekontrakterne. Det førte til de første blodige sammenstød mellem bønderne og ejerne.

Palæstinenserne dyrker først og fremmest citrusfrugter, hvede, oliven og grøntsager. Dele af produktionen blev tidligt sendt på eksportmarkederne. I midten af 1800-tallet blev der eksporteret store mængder frugt og grøntsager til Europa. I forhold til nabolandene drev palæstinenserne et avanceret landbrug. Store dele af den arabiske befolknings jord og produktionsudstyr blev beslaglagt efter sammenstødene og krigen. I dag er den arabiske befolkning i staten Israel pr. lov udelukket fra at eje, leje eller på anden måde udnytte de 92,6 %, som er under israelsk suverænitet.

Økonomisk har selvstyreområderne lidt markant under to problemer.

  • For det første har den israelske regering i flere omgange tilbageholdt skatter opkrævet i Palæstina, hvilket har stoppet lønningerne til offentligt ansatte og ført til korruption.
  • For det andet har Muren på Vestbredden gjort, at de fleste palæstinensere, der er ansat i Israel, ikke kan komme på arbejde og derfor ikke kan beholde deres job.

Palæstinas historie

Uddybende Uddybende artikel: Palæstinas historie

Palæstinas historie falder i to hoveddele: frem til 1948 var landet under skiftende fremmede magters besættelse og kontrol, siden 1948 har landet været formelt selvstændigt men delt i to områder: staten Israel og palæstinensiske selvstyreområder.

Der eksisterer ingen forbindelse mellem kampene mellem filistre og israelitter for 3.000 år siden og nyere tiders konflikter mellem palæstinensere og israelere. Nutidens palæstinensere nedstammer dels fra områdets oprindelige stammefolk (israelittere, filistrer, m.fl.), dels fra araberne, hvis sprog, religion og kultur, de har arvet. De er efterkommere af en lang række andre erobringsstammer, handelsfolk og immigranter, som gennem århundreder har slået sig ned i landet. Nutidens israelere stammer dels fra de oprindelige israelitter, dels fra diverse folkeslag, som jøderne har levet blandt under deres diaspora (eksil).

Kilder

Se også