Palæstina

Satellitbillede fra 2003 med nationale grænser vist i lysegråt.

Palæstina, (Arabisk: فلسطين, Hebraisk: פלשתינה (translittereres som Palestina, er et af flere navne, der er blevet brugt som betegnelse for et område ved østkysten af Middelhavet. Geografisk og apolitisk bruges Palæstina om "Oldtidens Palæstina", der omfatter nutidens Israel, de besatte områder og dele af Jordan samt dele af Libanon og Syrien. Dvs. Britiske Mandatområde Palæstina (1920-48) med Transjordanien indtil etableringen af Det jordanske Kongedømme i 1921. Klimaet er tempereret middelhavsklima. Ved kysten og i Jordandalen er der frugtbart. Landet er mod syd afgrænset af Sinaiørkenen og mod nord af den syriske ørken. Gazaområdet lider af stor vandmangel. Spildevandet og affaldet fra områderne gør dem stærkt forurenede. Jorderosionen og afskovningen er betydelig.

Palæstinensisk flag

Vestbredden, Gazastriben og Israel.

En mill, en mønt brugt som valuta under det britiske mandat for Palæstina fra 1927 til 1948. Et tusind Miller svarede til ét Palæstinensisk pund.

Området hed oprindeligt Kana'an. Det blev af romerne døbt Palæstina efter filisterne, som sandsynligvis var et europæisk folk med forbindelse til den mykenske kultur. Palæstina er underlagt de internationalt ulovlige og stadig udvidende israelske bosættelser og udgør nu mindre end 10% af hvad det gjorde før 1948. Alt efter politisk opfattelse kan Palæstina derfor omfatte:

• Det palæstinensiske selvstyreområde
• Hele Vestbredden og Gazastriben (både det palæstinensiske selvstyreområde og de af Israel administrerede områder)
• Vestbredden, Gazastriben og Israel.

Folket

Uddybende artikel: Palæstinensere.

Palæstinenserne er et arabisk folk. I 1997 blev det vurderet, at der findes otte millioner palæstinensere i og uden for Palæstina. Resten bor i Mellemøsten (Jordan 2,17 mio., Libanon 395.000, Syrien 360.000 og andre arabiske lande 517.000) eller i Europa. Der bor betydelige palæstinensiske minoritetsgrupper i Chile, Brasilien og USA. En tredjedel af befolkningen i de besatte områder lever i flygtningelejre.

Før staten Israel blev oprettet i 1948 betyder "palæstinenser" enhver med oprindelse i regionen Palæstina uden hensyn til etnicitet og religion.

Religion

Overvejende sunnimuslimsk (97%), knap 3% kristne.

Sprog

Palæstinenserne taler arabisk og i de israelsk besatte områder taler de ofte også hebræisk, der udspringer af samme sprogstamme som arabisk. Begge er semitiske sprog.

Politiske partier

Den palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO, Palestinian Liberation Organization) er dannet i 1964 og har en række medlemsorganisationer: Den største er den socialdemokratisk orienterede Al Fatah (Bevægelsen for national Befrielse), der blev grundlagt i 1965 af Yasser Arafat. Den næststørste er Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP, Peoples Front for the Liberation of Palestine) grundlagt af doktor George Habash i 1967. Den er marxistisk-leninistisk som den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse (DFLP, Democratic Front for the Liberation of Palestine), ledet af Nayef Hawatmeth. Al Saika blev dannet i 1967. Den ledes af Isam al-Qadi og organiserer palæstinensere, der sympatiserer med det syriske Baath parti. Den Arabiske Befrielsesfront ledes af Rakad Salem og har tætte forbindelser til det irakiske Baath parti. PFLP-General Command ledes af Talal Naji. Det palæstinensiske Folkeparti (tidl. Palæstinas Kommunistiske Parti) ledes af Mustafa Barghuthi, Hana Amira og Abd al-Majid Hamdan. Palæstinas revolutionære Kommunistparti (al-Hizb al-Shuyu'i al-Thawri al-Filastini) ledes af Arabi Awwad. Den fundamentalistiske islamiske bevægelse, Hamas, har meget betydelig opbakning i Gaza og på Vestbredden og modsætter sig fredsprocessen med Israel. Efter mordet i 2004 på bevægelsens åndelige leder, sheikh Yasin, ledes den af Khalid Misha'al, der er formand for Hamas' politbureau. Islamisk Jihad (Al-Jihad al-Islami) står bag en lang række terrorangreb på Israel og ledes af Jamal Amar (fra Sudan), Ramadan Shallah (fra Syrien), Ziyad Nahala (fra Líbanon), Ibrahim Shihada og Ahmad Muhana.

Regering

Mahmoud Abbas har siden januar 2005 været præsident for det Palæstinensiske selvstyre (Palestinian National Authority). Ismail Haniya har været premierminister siden april 2006. Nationalrådet fungerer som parlament, omend på et tvivlsomt demokratisk grundlag.

Væbnede styrker

På grund af mellemøstkonflikten er det forbudt palæstinenserne at have en hær. Der er imidlertid flere bevæbnede grupperinger. Blandt andre regeringen, bestående af Hamas-bevægelsen, hvis militære del er på EUs officielle terrorliste.

Palæstina har fastlagt grænserne efter opgøret mellem sejrherrerne fra 1. verdenskrig. I grove træk følger de de administrative grænser, som tyrkerne havde fastsat under deres herredømme fra 1517 til 1918, og som var baseret på ældre traditioner. De moderne grænser bryder kun i ringe grad med den selvopfattelse, der udviklede sig lokalt – i modsætning til så mange andre asiatiske og afrikanske områder, der er blevet hærget af den europæiske kolonialisme.

Palæstinensisk familie fra Ramallah i starten af det tyvende århundrede.

Fra 1922 var Palæstina under britisk styre ifølge mandat fra Folkeforbundet. Ved en afstemning i FN i 1947 blev det besluttet, at området skulle deles i en jødisk og arabisk stat. Den jødiske stat, Israel, blev oprettet i 1948. De områder af det tidligere britiske mandat, der ikke (jf. FNs delingsplan) blev en del af Israel, benævnes i dag "Palæstina". De omliggende arabiske lande stemte mod FN's afgørelse, da de opfattede den som uretfærdig. Efter oprettelsen af staten Israel blev det almindeligt at anvende «Israel» om staten. Men da staten Israel ikke har endeligt fastlagte grænser, er hverken Palæstina eller «Israel» entydige geografisk betegnelser.

Visse zionister hævder, at Israels Land – Eretz Israel – strækker sig langt ud over grænserne fra junikrigen i 1967, hvor Israel erobrede Vestbredden og Gazastriben samt dele af Egypten (Sinai) og Syrien (Golanhøjderne).

Visse antizionister anerkender ikke «Israel» som geografisk betegnelse for nogen del af Mellemøsten eller Palæstina. FN og lande, der anerkender staten Israel, anvender betegnelsen "Israel" om den del af Palæstina, hvor Israel udøver sin fulde suverænitet – våbenhvileblinjen fra 1949. Det er et politisk spørgsmål, om «Israel» anvendes som en geografisk betegnelse og i givet fald om hvilket område. Kampen om navnet er symbolsk for kampen om landet.

Erhverv

Ydre politiske forhold har altid haft stor betydning for det sociale og politiske liv i Palæstina. Landets beliggenhed og historie har gjort handel og håndværk til vigtige erhverv. Det er grundlag for en højere geografisk mobilitet og social differentiering end i de fleste andre arabiske lande i Mellemøsten. Men landbruget har været det vigtigste erhverv i årtusinder og har sikret stabil bosætning og kultur. Verdens ældste bysamfund, Jericho, har i ca. 9.000 år bygget på et organiseret landbrug. Frem til oprettelsen af staten Israel var jorden ejet dels af private, dels af det offentlige, dels den enkelte landsby eller bys fælleseje. Landejendom gav indflydelse og adgang til ledende religiøse stillinger. Store arealer tilhørte jordejere, der boede i Beirut, Damaskus eller Konstantinopel. Tusindvis af palæstinensiske bønder dyrkede jorden og vidste næppe, hvem de betalte leje til. Da zionisterne begyndte at opkøbe jorden i 1880'erne, opsagde de lejekontrakterne. Det førte til de første blodige sammenstød mellem bønderne og ejerne.

Palæstinenserne dyrker først og fremmest citrusfrugter, hvede, oliven og grøntsager. Dele af produktionen blev tidligt sendt på eksportmarkederne. I midten af 1800-tallet blev der eksporteret store mængder frugt og grøntsager til Europa. I forhold til nabolandene drev palæstinenserne et avanceret landbrug. Store dele af den arabiske befolknings jord og produktionsudstyr blev beslaglagt efter sammenstødene og krigen. I dag er den arabiske befolkning i staten Israel pr. lov udelukket fra at eje, leje eller på anden måde udnytte de 92,6 %, som er under israelsk suverænitet.

Økonomisk har selvstyreområderne lidt markant under to problemer.

• For det første har den israelske regering i flere omgange tilbageholdt skatter opkrævet i Palæstina, hvilket har stoppet lønningerne til offentligt ansatte og ført til korruption.
• For det andet har Muren på vestbredden gjort, at de fleste palæstinensere, der er ansat i Israel, ikke kan komme på arbejde og derfor ikke kan beholde deres job.

Palæstinas historie

Palæstina (arabisk: فلسطين Filastin, Falastin, Filisṭīn, græsk: Παλαιστίνη, Palaistinē latinske: Palaestina, hebraisk: פלשתינה Palestina) er en konventionel betegnelse, bl.a. for den geografiske region i det vestlige Asien mellem Middelhavet og Jordan-floden og forskellige tilstødende lande regionen er også kendt som delstaten Israel (hebraisk: ארץ - ישראל Eretz-Yisra'el), det Hellige Land og det sydlige Levant, [8] og historisk har været kendt under andre navne, herunder Kanaan/Fønikien, Syd Syrien og Outremer.

Grænserne i regionen har ændret sig gennem historien, og blev sidst defineret i moderne tid med den fransk-britiske grænse aftale (1920) og den Transjordan notat af 16. september 1922, i løbet af mandatperioden. I dag, regionen omfatter staten Israel og de palæstinensiske områder. Udtrykket Peleset (translitereret fra hieroglyffer som Prst) findes i talrige egyptiske dokumenter vedrørende et tilstødende mennesker eller jord startende fra c.1150 fvt i det tyvende dynasti i Egypten. Den første omtale menes at være i tekster til templet i Medinet Habu som registrerer et folk kaldte Peleset blandt Sea Peoples som invaderede Egypten i Ramses III regeringstid. Assyrerne kaldte den samme region Palashtu eller Pilistu, begyndende med Adad -nirari III i Nimrud Slab i c.800 f.Kr. igennem til kejser Sargon II i hans Annals omtrent et århundrede senere. Hverken de egyptiske eller assyriske kilder forudsat klare regionale grænser for udtrykket.

Den første klare brug af udtrykket Palæstina for at henvise til hele området mellem Fønikien og Egypten var i 5. århundrede f.Kr. antikke Grækenland. Herodot skrev et »distrikt Syrien, kaldet Palaistinê" i The Histories, den første historiske værk klart at definere regionen, som omfattede de judæiske bjergene og Jordan Rift Valley. Ca. et århundrede senere, Aristoteles brugte en lignende definition i Meteorologi, skriver "Igen, hvis, som er sagnomspundne, er der en sø i Palæstina, således at hvis du binder en mand eller dyr, og smide den i det flyder og ikke synke, ville dette bære ud af, hvad vi har sagt. De siger, at denne sø er så bitter og salt, at ingen fisk lever i det, og at hvis du suge tøj i det og ryst dem det renser dem, "forstås af lærde for at være en henvisning til Det Døde Hav. Senere forfattere som som Polemon og Pausanias også brugte udtrykket til at henvise til den samme region. Denne brug blev efterfulgt af romerske forfattere som Ovid, Tibullus, Pomponius Mela, Plinius den Ældre, Dio Chrysostomos, Statius, Plutarch samt Roman Judean forfattere Philo af Alexandria og Josefus. Andre forfattere, såsom Strabo, en fremtrædende romersk-æra geograf (selvom han skrev på græsk), henviste til regionen som Coele-Syrien omkring 10-20 før Kristus. Udtrykket var først brugt til at betegne en officiel provins i 135 før Kristus, når de romerske myndigheder, efter undertrykkelsen af den Bar Kokhba Revolt, kombineret Iudaea provinsen med Galilæa og andre omkringliggende byer såsom Ashkelon at danne "Syria Palaestina" (Syrien Palaestina), som nogle lærde stat var i orden at fuldføre dissociation med Judæa.

Den første jødiske stat

Under David og hans efterfølger Salomon (965-928 f.Kr.) var store dele af Palæstina og dele af vore dages Jordan og Syrien samlet under israelitisk herredømme. Det blev kaldt «Det forenede kongerige». Efter Salomons død blev riget splittet i to stater: Israel, erobret af assyrerne i 722 f.Kr. og Juda, erobret af babylonierne i 578 f.Kr. Store dele af befolkningen flygtede eller blev ført bort i fangenskab.

Mens Judariget endnu bestod, blev "jøde" – yehudi – taget i brug som en etnisk samlebetegnelse for israelitter – eller hebræere. Under fangenskabet i Babylon, nu Iraq, udviklede jødiske filosoffer en ny religion, jødedommen, på grundlag af israelitternes gamle stammereligion.

Da perserne erobrede det babylonske imperium i 538 f.Kr., tillod de jøderne at vende tilbage til Palæstina. I mellemtiden havde edomitter, filistre og andre stammer bosat sig i de affolkede områder. Jøderne slog sig for det meste ned i området omkring Jerusalem. Den næste erobrer var Alexander den Store (330 f.Kr.). Ved hans død i 323 blev Mellemøsten delt mellem to af hans generaler – Ptolemeius med sæde i Egypten og Selevkidius med sæde i Syrien. Ptolemæerne havde magten i Palæstina frem til år 200 f.Kr., da selevkiderne tog over – til 70 f.Kr. Under makkabæernes ledelse gjorde jøderne oprør mod selevkidene og fik i 142 f.Kr. kontrollen over Judea, det romerske navn for Judariget. Hvor stor grad af selvstændighed jøderne fik er usikkert.

Salomon forstod at gøre sig til herre over handelsvejene og udnytte Palæstinas stilling som gennemgangsland. Fortællingerne om dronningen af Saba viser, hvor vidt horisonten strakte sig. Da Nord- og Sydriget skiltes, blev stillingen langt svagere. Det politiske tyngdepunkt lå i Nordriget, men det betød kun lidt i stormagtspolitikken. Så længe Ægypten var svagt og den nu vigtigste nordlige stormagt, Assyrien, optaget andetsteds, havde Israel kun at gøre med små naboriger som dets eget. Hovedfjenden blev da ifølge sagens natur aramæerne, den syriske nabo, som ville kontrollere handelen i Samaria, der lå ved karavanevejen. Et enkelt kraftigt dynasti, Omri’s, kunne hævde sig, blandt andet ved den naturlige alliance, som også Salomon havde sluttet, med fønikerne, hvorved aramæerne blev afskåret fra havet. Assyrerne viste imidlertid i 8. århundrede interesse for de vestlige forhold. Palæstinas fyrster drives atter snart mod Ægypten, snart mod nordmagten. Smårigerne søgte at danne alliancer for at hævde uafhængigheden, men 734 lægges Nordriget ind under Assyrien som vasalstat, og 722 ødelægges dets hovedstad. Nye folk føres ind ved deportation. I Sydriget blev Hiskia assyrernes vasal, men søgte tilhold hos Ægypten, som også de følgende konger var afhængige af, til Jerusalem erobres af babylonerne under Nebukadnesar 597 og 586 f. Kr.

Samtidigt med, at den politiske magt i Palæstina var koncentreret i kongerne, omdannedes dets befolkning til større ensartethed, og det historiske Israel blev til. Hvornår den kendte fordeling af landet på 12 stammer er fuldbyrdet, vides ikke. Gamle Testamente lægger den til grund fra begyndelsen af, men sandsynligvis har den væsentlig udviklet sig i tiden mellem indvandringen og kongetiden, og i kongetiden har den vistnok mistet en del af sin betydning. Fordelingen var følgende: øst for Jordan boede Ruben, Gad og Makir, som regnedes til Manasse. Ruben havde svære kampe at bestå med moabiterne og forsvandt efterhånden. Gad og Makir var stærkt udsat i aramæerkampene og var ofte løsrevet fra Israel. Vest for Jordan fandtes: Simeon helt mod syd, derpå Juda og Benjamin, med Dan mod vest, Efraim i højlandet i midten, Manasse om Jisreelsletten, derpå Issakar, Sebulon og Asser mod nord, mens Naftali strakte sig vest for Genesaret sø og Jordan langs de to sidstnævnte. Heroppe boede også Dan efter sin vandring. Det vigtigste område var i den ældre tid Efraims højland i Palæstinas midte med byer som Gibe’a, Mizpa, Gibe’on, Rama, Betel, Sikem og senere Samaria; dertil kom den frugtbare Jisreel-slette med Megiddo, Ta’annak og andre. Jerusalem blev efterhånden mere og mere betydningsfuld, først da David gjorde den til hovedstad, senere da Josia gjorde dens tempel til det eneste legitime. Mod syd lå Be’ershaba, Hebron, Betlehem, hvorfra en vej førte op over Jerusalem midt igennem landet; længst mod nord lå Dan. Mange af de israelitiske byer genfindes i Amarnabrevene.

Under persernes styre

Om tilstandene i Palæstina efter 586 vides meget lidt. Imod nord sad samaritanerne, imod syd trængte idumæerne ind i Juda, mens nabatæerne rykkede ind i det gamle Edoni og derfra bredte sig mod nord. I Perserherredømmets tid (538—332) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f. Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig stærkt i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes 3. (358—338). Det var under persisk beskyttelse, at jøderne for en del vendte tilbage, og at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

I den græske periode fra 332 blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexander’s død 323, og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos 3.s sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f. Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt — ved licitation — til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165, da Antiochos Epifanes forbød jødisk kultus, opfyldtes landet af de makkabæiske kampe, der banede vejen for det hasmonæiske dynasti. Under syrernes svækkelse opnåede dette en vis selvstændighed, men kom snart under romersk indflydelse, til Pompejus 63 f. Kr. erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien.

Under romersk styre

Efter et kort armensk herredømme (70-63 f.Kr.) overtog romerne magten. De holdt landet besat i 700 år – til år 638. Jøderne gjorde oprør mod romernes styre, men det blev slået ned: Jerusalem faldt i år 70 og Masada faldt i 73. De fleste jøder blev nu ført ud af Palæstina til forskellige dele af Romerriget. Det sidste jødiske oprør fandt sted 132-135.

Kejser Hadrian (76-138) var den første, der anvendte «Palæstina» om den romerske provins. Provinsen var tredelt og omfattede vore dagens Palæstina samt dele af Jordan og Syrien.

Under det romerske herredømme regeredes Palæstina på skiftende måde. Det deltes nu i følgende landsdele: vest for Jordan Judæa (med Idumæa), Samaria og Galilæa; øst for Jordan Peræa (fra Arnon til Pella), Gaulanitis (øst for Genesaret sø), Batanæa, Trachonitis og Auranitis. Dertil kom en række rent hellenistiske stæder i Østjordan, som dannede en sammenslutning, Dekapolis.

I hele den græsk-romerske periode blev Palæstina stærkt helleniseret, selv om store kredse af jøderne siden makkabæernes opstand modsatte sig hellenske former, der stred mod deres religion. Det græske sprog trængte ind på bekostning af det aramaiske. Byerne fik et græsk præg, der byggedes gymnasier, væddeløbsbaner, teatre og templer. Herodes gjorde således endog Jerusalem til en græsk by. Andre vigtige hellenistiske byer var landshøvdingens residens, Kæsarea, Samaria, Skythopolis, Jamnia, Gaza og andre. I alt nævnes over 30 hellenistiske stæder, af hvilke mange var uafhængige kommuner, der stod direkte under romerne; adskillige havde egen kalender og egne mønter. Foruden bygningsrester har udgravninger bragt en del græske indskrifter fra denne periode for dagen. Romerne har især efterladt sig minder i Palæstina ved deres storslåede vejanlæg, fra hvilke en del milestene er bevarede. Latinske indskrifter findes også, især fra soldater. Hadrian ombyggede Jerusalem med forum og templer som en romersk koloni. I 4. århundrede var den sædvanlige inddeling af Palæstina: Palæstina prima (Vestjordan syd for Jisreelsletten til Beershaba og en lille del af Østjordan), Palæstina secunda (Galilæa og den nordlige del af Østjordan), og Palæstina tertia (syd for Beershaba til Det røde Hav).

Under byzantisk herredømme

Det romerske herredømme gik af sig selv over i det byzantinske, der kan regnes fra Konstantin den Stores tid (307—337) til arabernes erobring 634. Den byzantinske periode fortsatte den hellenistiske i kulturel henseende med den forandring, at kristendommen, der var grundlagt her og fra Palæstina havde bredt sig over Romerriget, nu var officiel rigsreligion. Dette gav Palæstina betydning som helligt land. Mens jøderne nu havde deres tilhold i Galilæa, hvorom mange synagoger fra 3.—6. århundrede bærer vidne, blev Jerusalem en kristen by. Interessen for de hellige steder kan påvises fra 4. århundredes begyndelse. Man stedfæstede begivenheder fra den bibelske historie og byggede kirker og kapeller for dem; flere og flere stedfæstes i århundredets løb. Konstantin den Store var den første større kristne bygherre i Palæstina. Hans moder Helena skal på sin pilgrimsfærd 326 have fundet Kristi Kors. På stedet, hvor Kristi grav udpegedes, byggede Konstantin en kirke, Gravkirken. Endvidere byggede han Himmelfartskirken på Oliebjerget og Fødselskirken i Betlehem; de er ofte ombyggede i tidens løb. Også Justinian (527—565) byggede meget, fx »Den gyldne Port« og den kirke, der senere forvandledes til al-Aqsa-Moskeen i Jerusalem. Fra den byzantinske periode haves talrige mosaikker, der er fundet i hele Palæstinas område. Særlig interesse har de i Mâdebâ fundne, især det, der forestiller et kort over IV, idet det giver en forestilling om Palæstina og navnlig Jerusalem i 500-tallet. Samtidig med, at de hellige steder forøgedes, var Palæstina middelalderen igennem målet for talrige pilgrimme, jødiske og kristne. De sidstes vigtigste mål var Kristi grav og Jordanfloden, hvori han var døbt, og i hvilken de selv badede. De beretninger, nogle af dem har efterladt, er af stor værdi for topografiens og traditionens historie; de betydeligste er pilgrimmen fra Bordeaux (år 333), kvinderne Paula og Silvia (begge kort før 400), Arculf (ca. 670), Willibald (723—726). En beskrivelse af de bibelske steder gav Eusebios fra Kæsarea (ca. 300) i et værk, der senere mod ændringer oversattes til latin af Hieronymus. Foruden pilgrimmene, der kun kom på besøg, søgtes Palæstina af talrige munke, der dels opholdt sig i ørkenen og i klippehuler som eneboere, dels boede sammen i klostre, enten på ensomme eller på de minderige steder. Der oprettedes bispedømmer i Palæstina, og fra 451 fik det sin egen patriark i Jerusalem.

Det byzantinske rige svækkedes imidlertid. Arabiske beduiners overfald på Palæstinas grænseegne hindredes ved, at man oprettede en vasalstat af halvbeduiner ved grænsen, i Hauranegnen. Her herskede i 6. århundrede ghassaniderne, der var kristne, over en stødpudestat for Palæstina. I en tid, da disse var mindre stærke, trængte perserne frem mod Palæstina, 614 indtog de Jerusalem, ødelagde Gravkirken og meget andet og bortslæbte det hellige kors. 627 fik kejser Heraklios igen magten; men kejserens forfølgelse af de syriske monofysiter og de hårde skatter skabte misfornøjelse i befolkningen. Da de arabiske hære, begejstrede af deres ny tro, rykkede frem, besejrede de byzantinerne i flere slag, af hvilke det ved floden Jarmuk 636 var afgørende. Palæstina og Syrien tilhørte nu araberne.

Under islamisk herredømme

Det islamiske herredømme betød ikke straks nogen væsentlig forandring for Palæstina. Der blev ikke gjort indgreb i religion og kultus. Under umajjaderne (660—750), der residerede i Damaskus, var Palæstina som hidtil knyttet nøje til Syrien. Disse herskere søgte at forhøje betydningen af Jerusalem som helligt sted for Muslimerne for at have en modvægt mod Mekka, der længe beherskedes af deres modstandere. Abd-al-Malik (685—705) opførte i den anledning Klippemoskeen på den gamle tempelplads; året efter indvielsen erobrede han Mekka, uden at Jerusalems betydning dog svækkedes. Samme hersker arabiserede administrationen, idet det arabiske sprog indførtes i stedet for det græske. Efterhånden blev arabisk befolkningens talesprog, og størstedelen af Palæstinas indbyggere gik over til Islam. Af de fem »arméer«, som Syrien udgjorde, omfattede alurdunn (Jordan) med hovedstaden Tiberias væsentlig den nordlige, filastin med hovedstad i Ludd, senere Ramla, væsentlig den sydlige del af Palæstina. Under abassidernes kalifat (750—1258) flyttedes rigets centrum til Mesopotamien, og Palæstina fik en periode med politiske uroligheder. I 9. århundrede herskede en tid de ægyptiske tulunider, siden erobredes Palæstina gentagne gange af qarmaterne, i 10. århundrede fik ikhshididerne fra Ægypten magten en tid, henimod år 1000 erobredes Palæstina af de ægyptiske fatimider. Under en af disse, al-Hâkim, blev jøder og kristne hårdt forfulgte, en del kirker, blandt hvilke Gravkirken, blev ødelagt 1008. I århundredets slutning lammedes Fatimide-herredømmet af de seldjukiske tyrker, der 1071 erobrede Jerusalem. Ved de urolige forhold banedes vejen for korsfarerne, der indtog Jerusalem 15. juli 1099.

Korstogstiden

Korstogtiden forvandlede ganske Palæstinas forhold, idet det hidtidige byzantisk-arabiske område blev gjort til en frankisk Lensstat. Konge af Jerusalem blev Gotfred af Bouillon, derpå hans broder, Balduin 1. (1100—18). De vigtigste vasalstater i selve Palæstina var fyrstendømmet Galilæa, baroniet Sidon, grevskabet Jafa og Asqalon, og baroniet Montroyal i det gamle Moab; her anlagdes fæstningerne Kerak og Shobek mod Ægypten og Syrien. 1118 stiftedes Johanitter-- og Tempelordenen til kristenhedens forsvar. 1187 lykkedes det den kraftige kurder Saladin at slå frankerne ved Hattîn oven for Tiberias. Kort efter faldt Jerusalem og de to nævnte hovedfæstninger. Ved 3. korstog 1189 erobredes Akkâ (St Jean d’Acre), og frankerne fik kysten mellem Tyrus og Jafa. En række nye korstog var resultatløse. Kun Frederik 2. fik 1229 Jerusalem undtagen Tempelpladsen. Tempelherrerne gjorde endnu en kort tid nogle erobringer, men chwarismierne, der kom fra Centralasien, slog de kristne fuldstændigt i Jerusalem og Syd-Palæstina; de havde nu kun nogle få pladser, og 1291 blev de endelig ved erobringen af Akkâ fordrevne fra Palæstina. Korstogtiden bragte Palæstina i stærk forbindelse med vesten. En vis raceblanding fandt sted, og muhamedansk og frankisk kultur udveksledes. Om handelssamkvemmet minder orientalske mønter med frankisk prægning. Forbavsende er den bygningsvirksomhed, frankerne har udfoldet i Palæstina, i borge, kirker og klostre.

Atter islamisk herredømme

Uddybende artikel: Mongolske felttog ind i Palæstina.

Mens det abassidiske Kalifat ødelagdes af mongolerne 1258 ved Baghdads fald, hævdede de livegne tyrkiske tropper, mamelukkerne, herredømmet i Ægypten. 1260 lykkedes det deres sultan Bajbars at slå mongolerne i Palæstina, som de siden beherskede sammen med det øvrige Syrien, idet Bajbars og hans efterfølgere gjorde ende på resterne af frankerherredømmet. Under mamelukkerne tilhørte Palæstina tre forskellige områder: Damaskus, Safed og Kerak. Til Damaskus hørte i Palæstina to provinser: det nordlige Østjordan og det sydlige Palæstina, omfattende blandt andet Nablus, Jerusalem, Hebron og Gaza, i hvilken bystatholderen boede. Forvaltningen udgik fra militære synspunkter, og statholderne var mamelukemirer. Fra denne tid stammer en del prægtige bygninger, mest moskeer, især fra de pragtlystne bygherrer Bajbars og, Qâitbaj; men landet led mere og mere under de stadige kampe. 1516 erobredes Palæstina af den tyrkiske sultan Selim.

Pilgrimmene kunne stadig besøge Palæstina, og pilgrimslitteraturen fortsættes af Sæwulf (1103), abbed Daniel (1108), Burehardus de Monte Sion (1283), John de Maundeville (omkring 1340), Felix Fabri (1480), hvortil kommer en jødisk pilgrim som Benjamin fra Tudela (1160—1173) og muslimske rejsende som Nasiri Khusrau fra 11. århundrede, Ibn Djubajr fra 12. århundrede og Ibn Battûta fra 14. århundrede. Mens de kristne søgte Jerusalem, Jordan, Betlehem, Nazaret og de andre bibelske stæder, var for muslimerne Jerusalem og Hebron (med Patriarkgravene) »de to højædle helligdomme«; dertil kom nebi mûsd i Juda ørkenen, hvortil der har været valfartet ved påsketid. Foruden disse rejsebeskrivelser fra Palæstina har vi den egentlige korstogslitteratur, især Vilhelm af Tyras, der har skildret perioden 1095—1184, samt de arabiske krøniker. Dertil kommer en række arabiske geografer og værker om administrationen under mamelukkerne.

Efter korstogtiden var europæerne stadig interesserede i at opretholde forbindelsen med Palæstina, dels af hensyn til handelen, dels for at sikre pilgrimmene; derfor oprettedes der fra 14. århundrede konsulater i Beirut, Damaskus, Jerusalem, Ramla og andre. Efter frankernes fordrivelse 1291 var nogle franciskanere blevet tilbage ved de hellige steder, hvor der var kirker, klostre og hospitser, i Jerusalem, Betlehem, Betania, Emmaus, Jafa, Nazaret, Tabor, Kapernaum, Haifa, Akkâ og andre. Magterne søgte at understøtte dem, især de italienske, Napoli, Firenze og navnlig Venedig. Da Frants 1. i 1535 sammen med sultan Sulajmân gennemførte kapitulationerne, der fornyedes flere gange (1673, 1740), anerkendtes Frankrig derved som de kristnes beskytter i Orienten, og de romersk-katolske fik tilsagn om besiddelsen af de hellige steder. Om disse samledes imidlertid også andre kristne samfund: grækere, armeniere, georgiere, syrianere, jakobiter, nestorianere, koptere og abessiniere. Grækerne, der fra den ældste tid havde mange klostre i Palæstina, gjorde krav på større andel i de hellige steder, især i Jerusalem, og bag dem stod russerne, der 1774 fik beskyttelsesret over alle Portens græsk-katolske undersåtter. Striden vaktes bestandig på ny, således efter en brand i Gravkirken 1808, og den spillede en rolle ved udbruddet af Krimkrigen (1854—56), som dog ikke bragte nogen afgørelse af sagen; 1901 førte den endog til blodige uroligheder i Jerusalem.

Under Osmannerriget

De osmanniske tyrkers herredømme fra 1516 betød ikke nogen væsentlig forandring i Palæstinas forhold, kun at overherren nu sad i Konstantinopel, ikke i Kairo. Af sultanerne har Sulajmân den Prægtige (1520—1566) sat sig et minde i bygningsværker, især Jerusalems mur, som endnu omgiver byen. I 1700-tallet skabte Shejkh Zâhir el-’Omar et lille rige i Galilæa med Akkâ, pilgrimmenes landingsplads, som residens; han bekrigedes og dræbtes efter sultanens ordre. Kort efter herskede Djezzâr Pasha i samme område; han gjorde ende på de franske forretninger og foretagender i Akkâ 1791, og han udøvede et frygtet herredømme over dele af Palæstina til sin død 1804. En del bygningsværker minder om ham. Napoleon, der 1799 indtog Jafa, søgte forgæves at erobre Akkâ; skønt han slog en tyrkisk hær på Jisreelsletten, blev hans sejr uden betydning for Palæstina. Oprettelsen af riget i Akkâ var kun et enkelt udslag af de mægtige slægters kamp om magten i Palæstina. I denne tog druserne ivrigt del, i 17. århundrede særlig slægten Fakhreddin, derpå slægten Shihâb, hvis berømteste repræsentant, Emir Beshîr 1831 satte sig i forbindelse med Ægyptens hersker Muhammed Ali, og sammen med dennes søn Ibrahim Pasha erobrede Akkâ, efter at hele Syd-Palæstina havde overgivet sig til ægypterne. Efter, at Ibrahim Pasha var trængt helt frem gennem Lilleasien, slog han sig ned i Palæstina med residens i Jerusalem, men befolkningen var misfornøjet med de store skatter og udskrivninger. 1840 tvang de europæiske magter ham til at opgive Palæstina, der atter lagdes under sultanen. De reformer, som sultan Machmûd (1808—1839) havde indført i Tyrkiet ved at erstatte janitsharerne med europæisk militærvæsen og afløse den tidligere forlening med administration igennem embedsmænd, blev også gennemført i Syrien og Palæstina ved love af 1864, 1870, 1880, efter at Libanon havde fået sin egen forfatning efter de kristne massakrerer 1860. Sammen med Syrien blev Palæstina delt i wilâjet’er med wali’er i spidsen, hvorunder sandjaq’er eller liwâ’er under ledelse af mutesarrif’er, der atter under sig havde qaimmaqâm’er, hvis underordnede! var mudîr’er. Jerusalem dannede en selvstændig liwâ, der ikke var under noget wilâjet. Sultan Abd ul-Hamîd II (1876—1909) interesserede sig stærkt for den herved tilstræbte centralisering, der lagde Palæstinas administration nærmere ind under Konstantinopel. En strid mellem England og Tyrkiet om grænsen mellem Palæstina og Ægypten blev afgjort 1906, idet grænsen lagdes efter en linje fra et punkt mellem Gaza og el-Arish ned til Taba ved Aqaba-Bugten. Ved den ungtyrkiske revolution 1908 blev den henlagte forfatning af 1876 genoplivet, og Palæstina sendte repræsentanter til parlamentet i Konstantinopel.

Europæisk indflydelse vokser

Fra midten af 1800-tallet voksede den europæiske indflydelse i Palæstina. Der anlagdes jernbaner, først fra Jafa til Jerusalem (1892), derpå fra Haifa til Østjordan, hvor den mødte en dobbelt bane, der førte til Damaskus, og hvis ene linje førtes syd på (Mekka-banen), Der indførtes post og telegraf med tyrkiske og europæiske kontorer. De fremmede konsuler (i Jerusalem, Jafa, Haifa, Bejrut) fik stor indflydelse, blandt andet fordi de havde domsmyndighed over de samfund, hvis stat de repræsenterede, og over deres orientalske protégé’er. Der brugtes i vid udstrækning europæisk mønt, især engelske, franske og russiske; tyrkisk mønt havde usikker kurs. Til de katolske samfund i Palæstina sluttede sig i det 19. århundrede en del protestantiske; således fra 1823 London Society for Promoting Christianity among the Jews, 1846—48 det tyske "Brüderhaus", grundet af Spittler i Basel, fra 1868 "Tempelgemeinde" eller "Jerusalemsfreunde", udgående fra württembergere, som ville skabe et gudsrige på jorden; de havde kolonier i Jafa, Haifa, Jerusalem (med hospital for spedalske) o. a. Fra 1849 ankom flere amerikanske selskaber. Et af disse, American colony, som fik tilslutning fra svenskere, formåede uden at drive mission at udøve en af befolkningen anerkendt virksomhed. Kejser Wilhelm IIs besøg i Jerusalem 1898 forøgede den tyske indflydelse i Palæstina. De ulige nationale og religiøse samfund virkede i befolkningen ved vajsenhuse, hospitaler og navnlig skoler. Undervisningen blev således i Palæstina væsentlig udøvet af europæiske missioner. Den muhamedanske befolkning havde sine barneskoler, hvor koranen lærtes, men fik i slutningen af 1800-tallet nogle regeringsskoler, der hævede sig over elementarundervisningen. Videregående studier søgtes navnlig i Beirut i de amerikanske og fransk-jesuitiske colleger.

Jødisk kolonisation

Efter midten af 1800-tallet begyndte også den jødiske kolonisation i Palæstina. I 14 og 1500-tallet var sefardiske jøder indvandret fra Spanien og Portugal, hvor de forfulgtes. Til dem sluttede sig ashkenaziske jøder fra Rusland, Polen og Galicien i 1800-tallet. Andre jødiske samfund, fra Jemen, Bukhara o. a. blev også repræsenteret i landet. 1870 anlagde Alliance Israélite Universelle agerbrugsskolen miqwe jisrael i nærheden af Jafa. 1878 grundlagde jøder fra Jerusalem den første koloni petach tiqwa i samme egn. I 1880’erne begyndte kolonisationen med russiske jøder som følge af pogromerne i Rusland. En forening af studenter, Bilu, gik i spidsen og grundlagde kolonien rishôn le sion ved Jafa; kort efter rejste sig rôsh pinna i Galilæa og zikrôn ja’aqôb i Samaria. De vanskelige forhold, hvorunder der arbejdedes, lettedes, da baron Rothschild i Paris stillede midler til rådighed. Han indkøbte nyt land, byggede hospital i Jerusalem etc.; i øvrigt støttedes kolonisationen af det 1893 stiftede The Jewish Colonisation Association, der 1900 overtog Rothschilds kolonier. I disse havde der været lagt særlig vægt på vindyrkning; man gik nu over til andre kulturer: mandel, oranger, oliven og korn, hvor jorden egnede sig dertil, samt til kvægavl. I Galilæa anlagdes en mønstergård, hvorfra der udgik forpagtere til andre kolonier.

Et stærkt opsving fik den jødiske kolonisation i Palæstina, da zionismen tog form som en international jødisk bevægelse. Det skete 1897 på en kongres i Basel under ledelse af Theodor Herzl, der 1895 havde skrevet »Den jødiske Stat«; zionismens formål var at skabe et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk under lovmæssig garanti. Der oprettedes en bank, The Jewish Colonial Trust, med en afdeling, Anglo-Palestine Company, i Palæstina, og i 1902 et nationalfond, der skulle købe jord i Palæstina, som kun måtte forpagtes til jøder, og i øvrigt overtage kolonisationens hovedopgaver; i tilslutning til det oprettedes 1909 Palestine-Land-Development Company med en kapital af 50.000 £ til jordkøb. 1905 blev et hebraisk gymnasium oprettet i Jafa og året efter en skole for kunsthåndværk, Bezalel, i Jerusalem, med det formål at støtte industrien. En mængde nye kolonier blev siden anlagte. Et nyt socialt forsøg var forpagtningen af kolonier til kooperative arbejderforeninger. De indvandrede jøder havde uens modersmål, for de flestes vedkommende jiddisch; men til zionismens program hørte genoplivelsen af hebræisk som talesprog. Dette søgtes navnlig gennemført ved skolevæsenet. Børnehaver og skoler opretholdtes af en række organisationer uden for Palæstina, således Alliance Israélite Universelle, "Hilfsverein der deutschen Juden", den ortodokse forening i Frankfurt, Odessa-Komitéen og Anglo-Jewish Association. Deres skoler var forskellige, men brugte alle hebræisk ved undervisningen. Den zionistiske aktionskomité, som, efter at Chaim Weissmann 1907 var blevet præsident, fik et Bureau i Palæstina, greb ind i undervisningsvæsenet. Særlig vægt lagdes på børnehaver, idet småbørn (3—6 år) her lærte at tale hebræisk, før de gik over i folke- og mellemskolerne, der var indrettede efter europæisk mønster, de første med 6—8 klasser. Et særligt program søgtes indført for kolonistbørnenes skoler. Af de to hebræiske gymnasier i Jerusalem og Jafa havde det sidste i 1914 654 elever og 33 lærere; det var udstyret med alle for en europæisk undervisningsanstalt nødvendige midler. I Jerusalem anlagdes et lærerseminarium, i Jafa et lærerindeseminarium og en handelsskole; i Haifa grundlagdes før 1. verdenskrig et "Jødisk Institut for Teknisk Opdragelse". Et vigtigt led i arbejdet for genoplivelsen af hebræisk var Ben Jehudas udgivelse af en hebræisk ordbog i Jerusalem.

Arkæologisk forskning i Palæstina

Den religiøse og den videnskabelige interesse for Palæstina hos de kristne nationer afspejlede sig i udforskningen af Palæstina, som gjorde store fremskridt i 1800-tallet. Til de traditionelle pilgrimsrejser kom allerede i 1700-tallet rejser foretaget i videnskabeligt øjemed (især Pococke 1738, Volney 1783—85), og 1714 havde Reland givet en indgående skildring af Palæstina på grundlag af oldtidens dokumenter. Rejserne forsattes nu af Seetzen 1803—10, Burckhardt 1805—16, og navnlig af schweizeren Tobler og amerikaneren Robinson, der ved i 1800-tallets midte gav en række topografiske skildringer af Palæstina med historiske perspektiver, et arbejde, der kort efter forsattes af franskmanden Guérin. 1865 stiftedes i London Palestine Exploration Fund; det udgav kort og topografiske beskrivelser af Palæstina, af dets fauna, flora, geologi, meteorologi og folklore, hvorom blandt andet berettes i dets Quarterly Statements. Det indledte de arkæologiske undersøgelser og foretog en række udgravninger, således 1867—70 på Tempelpladsen (Warren), 1873—74 især indskrifter (Clermont-Ganneau), 1884 og 1894—97 i Jerusalem (Maudsly, Bliss), siden især på den sydlige slette (Flinders Petrie, Bliss, Macalister, Garstang o. a.). 1877 stiftedes efter dette forbillede "Deutscher Verein zur Erforschung Palästinas", der udgav et tidsskrift. For dette selskab gravede Guthe 1881 på sydøsthøjen i Jerusalem, Schumacher forskede i Østjordan fra 1884 og udgravede 1903—05 Tell el-Mutesellim (Megiddo). Udgravninger foretoges for andre midler af Sellin i Tell Ta’annak 1901 og 1903 og i Jeriko 1908—10. Russerne, der 1882 stiftede en Palæstina-forening, foretog mindre gravninger i Jerusalem. Amerikanerne gravede 1908 i det gamle Samaria, 1913 foretog franskmanden Weill udgravninger på Jerusalems sydøsthøj. Hertil kom de talrige mindre undersøgelser, som blev foretaget rundt omkring i landet af videnskabelige og kirkelige institutioner. Undersøgelserne blev navnlig ledet af videnskabelige institutter i Jerusalem, nemlig: fra 1890 École pratique d’études bibliques i dominikanernes kloster St Étienne, som udgav Revue biblique, og hvis medlemmer publicerede flere lærde værker (Lagrange, Vincent, Jaussen, Dhorme o. a.), fra 1900 American school of oriental research, fra 1902 "Deutsches evangelisches Institut für Altertumswissenschaft des heiligen Landes"; der udgav en "Palästinajahrbuch", i mange år ledet af G. Dalman. Hertil kom senere et engelsk arkæologisk institut.

Palæstina efter 1914.

Da Tyrkiet indtrådte i verdenskrigen 29. oktober 1914, blev Syrien, derunder Palæstina, overladt til Djemâl Pasha; Palæstina blev basis for angrebet på Suez-kanalen og forsynedes derfor med ny jernbaner (Nabulus—Tulqarm—Ludd og Ludd—Birsaba), idet Birsaba var koncentrationscentret. Men angrebene på kanalen i begyndelsen af 1915 og 1916 mislykkedes, og 9. januar 1917 stod englænderne i Rafah ved indgangen til Palæstina. Kommandoen over de tysk-tyrkiske tropper overtoges af von Falkenhayn; efter nogle mislykkede angreb på Gaza 1917 indtog de britiske tropper under general Allenby denne by i Oktober, og 11. december 1917 holdt han sit indtog i Jerusalem. Nogle mindre franske og italienske korps deltog i dette felttog, der skred regelmæssigt frem, også efter at Liman v. Sanders marts 1918 havde taget kommandoen over de tyrkisk-tyske tropper. Disse blev slået 19.—20. september syd for Jisreelsletten (Tulqarm, Nabulus); de følgende dage fuldendtes erobringen af Palæstina.

Angående Palæstinas fremtidige forhold havde der været flere forhandlinger. Maj 1916 fastsloges det i forhandling mellem Sykes (engelsk) og Picot (fransk), at Palæstina skulle stå under et internationalt styre efter overenskomst mellem England, Frankrig og Rusland, idet dog England forbeholdt sig havnene Haifa og Akka som indgangsport til Mesopotamien. Men 2. november 1917 erklærede den engelske minister Balfour i et brev til formanden for den engelske zionistiske forening, lord Walter Lionel Rothschild, at den engelske regering ville yde sin støtte til grundlæggelsen af "et nationalt hjem" for det jødiske folk i Palæstina. Frankrig, der skulle hævde sin historiske stilling i Orienten ved at overtage Syrien, billigede denne plan i februar 1918, Italien og USA sluttede sig hertil. Ved Sèvres-Traktaten af 10. august 1920 erklæres Palæstina for uafhængig under Englands mandat for Folkeforbundet, som det allerede var afgjort i december 1919. 24. juli 1922 billigedes det af Folkeforbundet, men først 29. september 1923 trådte det formelt i kraft. Sir Herbert Samuel blev udnævnt til High Commissioner, hans residens blev den tidligere "Kaiserin Viktoria Augusta Stiftung" på Oliebjerget, 7. juli 1920 oplæste han her den engelske konges proklamation. Der tilsagdes befolkningen respekt for dens love; som officielle sprog anerkendtes arabisk, engelsk og hebræisk; de kristne, jødiske og muhamedanske helligdage skulle respekteres. Der udnævntes et råd af 7 muhamedanere og kristne og 3 jøder. I den plan, som England forelagde Folkeforbundet, anerkendtes det zionistiske bureau i Jerusalem, som regeringen skulle forhandle med for at virkeliggøre ideen om Palæstina som jødisk nationalhjem. Grænsen mod Syrien fastsattes den 26. december 1920 ved en linje Râs en-Nâqûra—Banijâs. Palæstina deltes i 7 administrative distrikter under (mest engelske) gouernors. Ordningen af Palæstinas forhold vakte megen modstand. Fra syrisk side protesteredes mod adskillelsen af Syrien og Palæstina, paven protesterede 23. juni 1921 kraftigt mod katolikkernes stilling i Palæstina, og voldsomme protester kom fra Palæstinas ikke-jødiske befolkning. Fra 1919 til oktober 1922 indvandrede ca. 30.000 jøder (41 % fra Polen, 14 % fra Ukraine, 9 % fra Rusland, 12 % fra Rumænien), hvorved jødernes tal voksede til 83.794, mens hele befolkningen udgjorde 757.182 pr. 3. oktober 1922. De arabisk talende protesterede mod Englands antagelse af zionismens program og mod valget af en jøde til High Commissioner. Der kom flere alvorlige tumulter, navnlig maj 1921, og juli 1921 sendtes en arabisk-palæstinensisk delegation af muhamedanere og kristne til England. En palæstinensisk-arabisk kongres er nedsat som fast institution med en eksekutivkomité. 11. januar 1923 afgav det engelske koloniministerium den erklæring, at tilsagnet til jøderne skulle opretholdes, men at det ikke betød, at Palæstina skulde være jødisk, at den zionistiske komité intet havde med landets regering at gøre, og at indvandringen skulle begrænses til, hvad landet kunne bære. Et dekret af 10. august og 1. september 1922 gav Palæstina en ny konstitution, hvorefter regeringen skulle ledes af en High Commissioner, assisteret af et Executive Council. Til lovgivningen valgtes et Legislative Council på 22 medlemmer foruden the High Commissioner; af dette råd udgjorde administrationens ledende embedsmænd de 10, men dets myndighed, er i øvrigt stærkt begrænset. Juridisk deltes Palæstina i distrikter med Magistrate Courts og District Courts, der skulle dømme efter den 1914 gældende lov, hvor den ikke var ændret; endvidere oprettedes særlige domstole for kriminelle forbrydelser og for spørgsmål angående grundejendom. Over disse stod en overret, Supreme Court, og som højesteret His Majesty in Council. Men alt, som angik familielivet og rent personlige spørgsmål, henvistes til de ulige religioners særlige domstole. Allerede 20. december 1921 var der for Islams vedkommende nedsat et højeste sharîa-råd på 5 medlemmer til at organisere og lede administrationen af muhamedanske domstole og stiftelser (awqâf). Den arabiske kongres erklærede imidlertid, at den ikke anerkendte den ny forfatning, der ikke mentes at sikre den indfødte befolknings indflydelse, og valgene i foråret 1923 blev boykottet. Forholdene er endnu ikke i orden i Palæstina, og spørgsmålet om de hellige steder har ikke fået nogen endelig løsning.

Der var stadig særskilt undervisning for de ulige samfund. Jødernes børnehaver søgtes 1922 af 2.600 børn mellem 3 og 6 år. Grundskoler fandtes i alle landsbyer (7—14 år), af højere skoler var der tre: i Jerusalem, Jafa (Tell Abib) og Haifa, og et jødisk universitet skulle oprettes på Scopus uden for Jerusalems nordmur. 1922 anvendtes der af de jødiske midler til undervisning 150.000 f. Den arabiske kongres søgte at fremme undervisningen også blandt araberne. Kort efter Englands overtagelse af Palæstina indrettedes et departement for antikviteter under direktion af John Garstang; der oprettedes et museum og blev givet reglement for udgravninger og behandlingen af antikviteter. Siden blev gravningerne genoptaget i Asqalon (England), i Besan (Amerika), i Gibea (Amerika), i Galilæa, hvor jøderne udgravede en del synagoger, i Kapernaum (franciskanerne) o. a. De videnskabeligt interesserede kredse dannede en sammenslutning, The Palestine Oriental Society, der samlede alle religionsbekendere, og som udgav en journal. En del dag- og ugeblade udkom i Palæstina, således Palestine Weekly, de jødiske dô’ar hâ-jôm, hâ’âres. de arabiske karmel (i Haifa), filastîn (i Jafa), mir’ât as-sharq (i Jerusalem) o. a.

Ved dekretet 1. september 1922 udskiltes Transjordanien, der dannede et selvstændigt område under Emir Abdallah.

1926 høstedes 99.023 t hvede, 69.358 t byg, 23.913 t durra, 2.093 t oliven, 4.650 t olivenolie, 3.321 t linser. Samme år holdtes 290.854 får, 841.289 geder, 27.315 kameler og 4.161 bøfler. De vigtigste eksportartikler er appelsiner, sæbe og vandmeloner.

1925 fratrådte sir Herbert Samuel sin stilling som High Commissioner og efterfulgtes af feltmarskalk Plumer, der 1928 afløstes af sir John Chancellor. Ifølge Herbert Samuels redegørelse havde finanserne 1920—1925 udvist en indtægt på 8.400.000 £ (ægyptiske, lidt mere end engelske) og en udgift af 8.391.000. Der var bygget eller istandsat 240 km hovedruter, 600 km biruter, oprettet 34 telegrafkontorer og 31 offentlige telefonstationer med over 1.300 abonnenter. Haifa og Jafa var blevet centrer for industri: olie, sæbe, cement, salt, mursten o. a. Der var 103 aktieselskaber og 66 andelsselskaber, men importen oversteg eksporten. Der var indvandret 46.225 jøder, så at der i marts 1925 var 108.000 jøder i Palæstina. Den eneste helt jødiske by var Tell Aviv ved Jafa, der havde 30.000 indbyggere mod 2.000 i 1914, idet den grundlagdes i 1908. Der var åbnet 190 grundskoler for araberne, så at der i alt fandtes 314 regeringsskoler, 400 private; til de sidste hørte alle jødiske og de forskellige kristne missionsselskabers. 1. april 1925 åbnedes under deltagelse fra hele verden et hebraisk universitet med fakulteter for hebraiske studier, biokemi og elektrobiologi; et fakultet i Tell Aviv for agrikultur sluttede sig dertil; Lord Balfour holdt den egentlige indvielsestale; hans besøg gav anledning til uroligheder hos den arabiske Befolkning. I Palestine Citizenship Order af 24. juli 1925 fastsloges reglerne for palæstinensisk borgerret. Samme år ratificeredes i december en overenskomst mellem England og USA, hvorved sidstnævnte stat sluttede sig til Folkeforbundsstaterne som garant for mandatet. I 1927 indførtes en skattereform, idet den fra tyrkisk tid overtagne tiende blev afskaffet. Samme år fik Palæstina, der hidtil havde benyttet ægyptisk mønt, sit eget møntsystem med palæstinensisk £, der deltes i 1.000 Mil. I marts 1926 fik den amerikansk-jødiske ingeniør Rutenberg efter flere års forhandlinger den endelige koncession på udnyttelse af Jordan og Jarmuk til elektrificering af Palæstina og Transjordanien i 70 år. 11. juli 1927 fandt et jordskælv sted, hvorved der i Palæstina dræbtes 200 og såredes over 700, mens 1.000 huse blev ødelagt eller stærkt beskadigede, og i Transjordanien dræbtes 68, såredes 102. Landet gennemgik i 1926 og 1927 en økonomisk krise, arbejdsløsheden steg, og i 1927 viste toldindtægterne en nedgang på 40.000 £. Dette medførte en begrænsning af den jødiske indvandring. I 1925 indvandrede 33.801 og udvandrede 2.145 Jøder, i 1926 var tallene 13.081 og 7.365, i 1927: 2.713 og 5.071. I alt var der 1. juli 1927 147.687 jøder i Palæstina eller hen imod 18% af befolkningen; af dem var 30.500 optaget af landarbejde, fordelt i 104 kolonier. Lord Melchett (forhen Alfred Mond) har virket kraftigt for lettelse af krisen. Et regulativ for det jødiske samfund i Palæstina blev fastslået 1927, men en endelig forfatning under samvirken af de forskellige befolkningsdele kunne ikke opnås. Hvor vanskelige forholdene i den henseende stadig var, fremgik af den ophidselse, som vaktes i efteråret 1928 i anledning af »Klagemuren«, der var i muhamedansk eje, men hvor jøderne havde ret til at holde andagter. Den arkæologiske forskning af Palæstina fortsatte, blandt andet i Jerusalem. Danske arkæologer gravede i Silo. 1927 skænkede Rockefeller 2 mio. dollars til et arkæologisk museum i Jerusalem.

Transjordaniens forhold til England som mandatmagt reguleredes ved en overenskomst af 20. februar 1928, hvorefter området udgjorde et emirat af en vis selvstændighed under kontrol af en britisk resident.

Fortid og nutid

Der eksisterer ingen forbindelse mellem kampene mellem filistre og israelitter for 3.000 år siden og nyere tiders konflikter mellem palæstinensere og israelere. Nutidens palæstinensere nedstammer dels fra områdets oprindelige stammefolk (israelitter, filistrer, m.fl.), dels fra araberne, hvis sprog, religion og kultur, de har arvet. De er efterkommere af en lang række andre erobringsstammer, handelsfolk og immigranter, som gennem århundreder har slået sig ned i landet. Dagens israelere stammer dels fra de oprindelige israelitter, dels fra diverse folkeslag, som jøderne har levet blandt under deres diaspora (eksil).

Se også

• Mandatområdet i Palæstina

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Palæstina

• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XVIII (1924), s. 798-807; opslag: Palæstina
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXVI (1930), s. 850-851; opslag: Palæstina
• anonym: "Upprorstilbudet i Palestina" (Svensk Tidskrift, 19. årgang (1929), s. 461-464) (svensk)
• Hugo Valentin: "Det judiska Palestinas återuppbyggande" (Svensk Tidskrift, 20. årgang (1930), s. 462-475) (svensk)