Palmemordet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Stockholmere lægger blomster på stedet, hvor statsminister Olof Palme blev skudt den 28. februar 1986.
Foto: Holger Ellgaard

Palmemordet er mordet på Sveriges statsminister Olof Palme i 1986, hvor han blev skudt ned på åben gade i Stockholms bymidte. Efterforskningen udviklede sig til en af verdens største mordefterforskninger; flere mistænkte var anholdt og en dømt, men siden frikendt. Selve efterforskningen blev genstand for undersøgelser, og en kommisionsrapport fra 1999 blev på over 1000 sider.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Olof Palme var en af Nordens mest markante politikere. I 1969 havde han overtaget Sveriges statsministerpost efter Tage Erlander og rykket partiet til venstre, ikke mindst på det udenrigspolitiske område. Med undtagelse af perioden 1976-82 var Palme regeringschef frem til sin død. Året før mordet havde han vundet valget til Riksdagen. Palme fremkaldte stærke følelser. I Sverige taler man ligefrem om såkaldt Palmehad blandt hans politiske modstandere. Ifølge politikeren Carl Tham nåede dette Palmehad "ubærlige højder" lige før mordet. Blandt hadets udtryk var organisationen EAP (Organisation)'s afbildning af Palme som en vanvittig, grinende øksemorder. En borgerlig studenterpolitisk organisation brugte under valget i 1985 statsministeren som skræmmebillede ved at advare om, at "en stemme på Socialdemokraterna er en stemme på Olof Palme".[1]

Hændelsesforløbet[redigér | redigér wikikode]

Västerlånggatan nummer 31, Gamla Stan, Stockholm, hvor Palme-parret boede.
Grand biografen på Sveavägen hvor Olof Palme og hans familie så Brødrene Mozart på mordnatten.

Attentatet på Olof Palme skete i det centrale Stockholm fredag 28. februar 1986 klokken 23:21 i krydset Sveavägen-Tunnelgatan.

Planlægning af biografbesøg[redigér | redigér wikikode]

Sønnen Mårten Palme havde dagen før mordet fået anbefalet filmen Brødrene Mozart da han var til middag hos en familie i Lidingö, så da hans kæreste Ingrid ringede næste dag omkring klokken 14 bestemte de sig for at tage ind og se den film i biografen Grand. Mårten købte derefter omkring ved 5-tiden to billetter til forestilingen. Olof og Lisbet Palme, der kun et par gange om året gik i biografen, havde også talt om at tage i biografen og de havde tænkt på Mit liv som hund der gik i en anden biograf: Spegln på Birger Jarlsgatan. Tidligt på aftnen ringede Lisbet til Ingrid og inviterede Ingrid og Mårten i Spegln-biografen, men Lisbet fik da at vide at de allerede havde besluttede sig for at se en anden film. Lige efter klokken 18 da Mårten kom hjem ringede han til Ingrid der da fortalte om samtalen med Lisbet.[2]

Olof Palme kom hjem klokken cirka 18:30 til Palmeparrets lejlighed på Västerlånggatan 31, Gamla Stan. Hans livvagter havde allerede om formiddagen forladt ham, da han havde forklaret at han ikke behøvede dem mere den dag. Hjemme talte han i telefon med sønnen Mårten Palme, og de diskutterede blandt andet biografbesøget, men intet blev besluttet.[3] Olof Palme talte også i telefon med partisekretæren Bo Toresson og statsråd Sven Aspling.[4] Efter at Lisbet og Olof Palme havde spist besluttede de at gå i Grand-biografen.[2]

Lidt over 20:30 tog Olof og Lisbet af sted i undergrundsbanen med et fuldt tog, stod af ved stationen Rådmansgatan og gik ad Sveavägen den korte vej til biografen Grand.[5]

Ved biografen mødte Olof og Lisbet Mårten Palme og Ingrid lidt før ni, og det er først der, at det blev klart for Mårten og Ingrid at de alle skal se filmen sammen. De fire satte sig i salonen indtil forestillingen begyndte klokken 21:15.

Forløbet omkring planlægningen af biografbesøget har betydet at ganske få personer har vist at Olof Palme ville besøge biografen den aften og at det var sent at det blev besluttet.

I det tilfælde at mordet er et planlagt attentat kan man hæfte sig ved flere elementer:

For det første har en planlægning kun har haft få timer til at arbejde i.
For det andet må morderen eller eventuelle medgerningsmænd have fået informationen om biografbesøget,
enten ved at have aflyttet Palmes telefon løbende
eller ved at holde deres lejlighed under konstant overvågning.

Efter biografen[redigér | redigér wikikode]

Krydset ved Sveavägen og Tunnelgatan hvor Olof Palme bliver skudt. Butikken Kreatima var i 1986 farvehandlen Dekorima.

Filmen sluttede klokken 23:05–23:10 og efter at de havde talt lidt, skiltes Olof og Lisbet fra Mårten og Ingrid. Olof og Lisbet gik ikke tilbage til stationen Rådmansgatan, men valgte at gå den modsatte vej mod syd langs Sveavägen. De krydsede Sveavägen ved Adolf Fredriks kirke og stoppede for at kigge på et udstillingsvindue i tøjbutikken Sari i krydset Sveavägen-Adolf Fredriks kyrkogata og fortsatte så videre til den krydsende gade Tunnelgatan.[6] Der skød en mand Palme i ryggen på 10 til 30 cm's afstand med en revolver omtrent klokken 23:21:30 og flygtede ad Tunnelgatan. Kuglen ramte vitale dele og Palme døde straks. En kugle strejfede også Lisbet Palme. Palme blev kørt til Sabbatsbergs sygehus i ambulance hvor han erklæres død lidt over midnat.[7]

Et kik ned ad Tunnelgatan med trapperne som morderen løb op af.

Morderen løb hen ad Tunnelgatan, over den krydsende Luntmakargatan, op ad trapperne til Malmskillnadsgatan, over den og videre mod øst ad David Bagares Gata.[8] Efter David Bagares Gata er der ingen sikre vidneudsagn.

Mordstedet efter mordet[redigér | redigér wikikode]

Flere af hændelserne ved mordstedet efter mordet kan tidsfæstes nøjagtigt på baggrund af automatisk indspillede tidsangivelserne af "Frøken Klokken" hos alarmcentralen. Den første sådanne hændelse var øjenvidnet Leif L.'s opkald fra sin biltelefon til alarmcentralen klokken 23:22:20. I telefonen sagde han "där mord på Sveavägen" og omstillingstelefonisten sagde at han omstilledes til politiet. Leif L. kom dog ikke igennem og afbrød forbindelsen klokken 23:23:40.[9] Alarmcentralens uheldige behandling af opkaldet betød at vigtige minutter tabtes i jagten på den flygtende morder.

Øjenvidnet og taxachaufføren den 28-årige Anders Delsborn kommunikerede umiddelbart efter mordet med sin taxacentral hos Järfälla Taxi, og centralens telefonist ringede til Stockholms politi. Der fik hun fat i radiooperatøren Ulf H. som bad hende om at kontakte Delsborn og få ham til at blive på stedet indtil politiet kom. Efter hun havde gjort dette ringede hun til alarmcentralen klokken 23:23:40. En anden taxachauffør fra Järfälla Taxi, der holdt få hundrede meter væk på Kungsgatan, overhørte Anders Delsborns opkald til centralen og da han så en politibil gjorde han politifolkene opmærksom på hændelse. Politifolkene var kommissær Gösta Söderström og dennes chauffør Ingvar W. De kørte straks til mordstedet og ankom som de første politifolk.[10][11]

Gösta Söderström var ikke enig med de officielle tidsangivelser og mente at de var forvanskede.[12]

Reaktioner[redigér | redigér wikikode]

Sveriges natradio afbrød den normale sending og udsendte et nyhedsindslag om Palmes død klokken ti minutter over et. Indslaget forklarede blandt andet at Palme var blevet skudt, ført til Sabbatsbergs sygehus, at regeringen var informeret og politiet søgte en morder.[13] Det svenske SVT sendte en ekstraudsendelse klokken fire om natten.[14]

Under mordnatten samledes den svenske regering i Rosenbad under ledelse af Ingvar Carlsson.[14]

Dagene efter blev der spontant lagt blomster ved mordstedet. En gaslampe der skulle brænde frem til Palmes begravelse, blev stillet op på et podium og fagforeningsfolk stod fanevagt.[15]

Ved Nordisk Råd i København den 3. marts 1986 sagde den norske statsminister Kåre Willoch:[16]

Olof Palmes død har samlet Nordens folk i et sorgens og oprørthetens fellesskab av like følelser - vi har de siste dagene på ny fått bekreftet hvor nær vi står hverandre når vi rammes.

Palme blev æret ved en mindehøjtidlighed i Stockholms rådhussal den 16. marts 1986. 23 regeringsledere blandt i alt 1.500 gæster deltog. 132 lande var repræsenteret. Den senere myrdede Anna Lindh holdt som 28-årig formand for det socialdemokratiske ungdomsforbund en bevægende mindetale. Hun sagde blandt andet:[17]

Et menneske kan myrdes, men ikke idéer. Dine idéer lever videre igennem os. Efter vores formåen vil vi føre din kamp videre, kampen for freden, for international solidaritet, kampen for et frit og åbent Sverige uden racisme og fremmedfjendtlighed. Vor tak til dig bliver at føre dit budskab videre.

For mange svenskere kom det som et chok at et statsministermord kunne ske i Sverige. Mordet og dets manglende opklaring har ført til at det betegnes som et nationalt traume i Sverige.[18] Mange år senere i 2013 udtalte forfatteren Arne Dahl, da han blev udspurgte om brutaliteten i tv-serien der bar hans navn, at Palmemordet var "et slag mod den idealiserede forestilling vi havde om os selv, at statsministeren kunne gå rundt om aftenen uden nogen beskyttelse. Denne illusionen blev tabt. Og pludselig var der en masse ændringer".[19]

Ikke alle var lige rystede over Palmemordet. Således var der personer blandt det stockholmske politi der åbenlyst fejrede Palmes død, og to af dem skålede endda i champagne.[20]

Efterforskning[redigér | redigér wikikode]

Mordet på Olof Palme har ført til en af verdens største efterforskninger. Det siges at efterforskningen har kostet adskillige hundrede millioner kroner og at efterforskningsmaterialet er på flere hundrede tusinder sider.[21] I omfang anses den kun overgået af efterforskningen omkring mordet på John F. Kennedy og Lockerbie bombningen. Efter 25 år er efterforskningen stadig ikke kommet frem til en domfældelse af en morder, men nye informationer dukker til stadighed op.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Efter en kaotisk politiindsats på mordnatten overtog Hans Holmér ledelse af efterforskningen og organiserede sit arbejde i hvad der blev kaldt "Palmerummet". Det var under Hans Holmérs tid at man fokuserede på Viktor Gunnarsson og PKK. Senere overtog Hans Ölverbro ledelsen, bistået af Lars Jonsson og Ingemar Krusell, i en organisation der blev betegnet "Palmegruppen". Det var denne gruppe der førte Christer Pettersson frem til retten.

I 2000'erne dukkede er et par magnum-revolvere op.[22] Sagen ville oprindelig blive forældet i 2011, men i 2010 ændrede den svenske rigsdag loven så grove forbrydelser ikke længere kan blive forældet.[23] Lovændringen blev delvis begrundet med at undgå forældelse i Palmemordet.[24] Der er udsat en dusør på 50 millioner kroner.

Endnu i 2007 var otte politifolk tilknyttet efterforskningen.[25]

Den fjerde efterforskningsleder Stig Edqvist bestred posten fra 1997.[26] I 2011 var der stadig tre politifolk tilknyttet sagen i den såkaldte Palme-gruppe, men der foregår ikke reel efterforskning og de tre beskæftiger sig hovedsageligt med andre sager.[27] I 2013 ved årsdagen for mordet ringede over 100 personer til det svenske politi med oplysninger i sagen. Efterforskningledelsen var da overtaget af Dag Andersson.[28]

Ebbe Carlsson-affæren[redigér | redigér wikikode]

Anna-Greta Leijon, den svenske justitsminister der måtte gå af på grund af hendes indblanding i Ebbe Carlsson-affæren.

I den såkaldte Ebbe Carlsson-affæren forsøgte en gruppe svenskere omkring Ebbe Carlsson at foretage deres egen uafhængige efterforskning. Sagen kom til offentlighedens kendskab da gruppens indsmugling af lytteudstyr blev opdaget i tolden. Denne sag endte med at fælde den svenske justitsminister Anna-Greta Leijon.

Udenlandsk efterforskning[redigér | redigér wikikode]

Efterforskningen fik også udløbere til udlandet. Ingemar Krusell var som et led i efterforskningen udstationeret i Vesttyskland hvor han formidlede information mellem vesttysk og svensk politi.

Usædvanligt foretog den østtyske sikkerhedstjeneste, Stasi, deres egen uafhængige og hemmelige undersøgelsen af Palmemordet. Dokumenterne om undersøgelsen kom først til offentlighedens kendskab i 2007 efter et fund gjort af historikeren Leif Björkman i Stasis arkiv. Stasis undersøgelsen begyndte allerede timer efter mordet og efter nogle måneder var den hovedmistænkte Amir Heidari. Han var udpeget som en af Europas største menneskesmuglerer og bosat i Sverige.[29] I de fundne Stasi-dokumenter er i alt listet 12 mistænkte personer og dokumenterne viser at Stasi også gennemførte prøveskydnininger.[30]

Kommissionsundersøgelser[redigér | redigér wikikode]

De svenske myndigheder har også foranstaltet flere kommissionsundersøgelser. Den første var den såkaldte Juristkommission der ledtes af Per-Erik Nilsson og var nedsat af regeringen. Den arbejdede fra maj 1986 til december 1987. Den anden var den Edenmankommissionen opkaldt efter ordførende landshøvding Ragnar Edenman. Udover emnerne som Juristkommissionen arbejdede med så Edenmankommissionen nærmere på det såkaldte politispor. Kommissionen aflagde rapport i april 1988. Den tredje kommission, der ledtes af landshøvding Gösta Gunnarsson, undersøgte hvordan hadbilledet og sikkerheden var omkring Palme. Den fjerde og hidtil seneste kommission, Granskningskommissionen, resulterede i en over 1000 siders rapport i juni 1999. Landshøvding Sigvard Marjasin var mellem 1994 og 1996 leder af denne kommission, derefter landshøvding Lars Eric Ericsson, og den undersøgte efterforskningen og bedømte og vurderede hvordan dette arbejde havde forløbet.[31]

Aflytningsundersøgelse[redigér | redigér wikikode]

I efteråret 1988 begyndte en undersøgelse efter mistanke om ulovlige aflytning i forbindelse med Palmemordet. Det var chefanklager Jan Danielsson der indledte en forundersøgelse som førte til at 6 politichefer blev tiltalt. Anklagerne lød på at politiet i ni tilfælde ulovligt havde aflyttet personer med tilknytning til PKK. Ifølge tiltalen havde en aflytning været foretaget mod en kurdisk bogcafé på David Bagares gata i forbindelse med efterforskningen af mordet på Enver Ata i 1984. Syv andre aflytninger var foretaget imellem marts 1986 og maj 1987 i forbindelse med efterforskningen af Palmemordet og var foretaget i PKK-medlemmers boliger. Blandt de tiltalte var Hans Holmér og Säpos operative chef P.-G. Näss.[32]

Mordvåbnet og ammunition[redigér | redigér wikikode]

De to kugle der blev afskudt er stort set de eneste tekniske spor der har kunnet bruges i den videre efterforskning. Derfor har de været indgående studeret.

Ammunition[redigér | redigér wikikode]

Politiets teknikere fandt ikke de to kugler, der var brugt: Den ene blev fundet af en indisk journalist på det modsatte fortov den 1. marts. Den anden blev fundet den 2. marts tæt ved gerningsstedet af en kvinde. Ammunitionen var en Winchester .357 Magnum Metal Piercing fra producenten Winchester Western. Isotop-analyse i 1990 afslørede, at fabrikken havde fremstillet den i 1979 og pakket den i æsker med mærket "PM". Ni andre kugler af denne type blev senere opsporet blandt andet til en våbenhandler i Lapland. 4 af de 9 kugler kom fra en æske mærket "3 PM 7" hvilket betød, at de var fremstillet den 7. november 1979.[33]

Våben[redigér | redigér wikikode]

Ammunitionen tydede på, at våbnet var en .357 magnumrevolver. Blandt andet Smith & Wesson producerer denne type. En opgørelse fandt at der i alt var 2160 registrede revolvere i Sverige heraf 650 i Stockholms län.[34] I marts-april 1986 besluttede politiet at alle revolvere i Stockholm's län skulle prøveskydes.[35] Svenskere med en .357 magnumrevolver blev bedt om at henvende sig til politiet med deres våben. På dette tidspunkt blev systematisk prøveskydninger dog ikke gennemført,[35] men senere er flere hundrede revolvere blev prøveskudt.

Fund af Magnum-revolvere har til stadighed kunne optage svenske medier, senest i april 2013.[36] Visse våben har påkaldt sig særlig interesse:

Mockfjärd-revolveren[redigér | redigér wikikode]

En magnumrevolver og panserbrydende Winchester ammunition blev stjålet i Haparanda i Lapland den 6. september 1983[37]. Revolveren blev brugt af en af indbrudstyvene ("Veijo R") til at røve en bank i Bruzaholm den 28. september 1983 sammen med en anden kriminel ("Lasse A")[38]. En måned efter var der et andet røveri den 27. oktober 1983 i Mockfjärd[39], hvor en røver havde skudt en kugle i væggen. Denne kugle og kuglen fra mordet stemte overens i blyets isotoper, men Mockfjärd-kuglen var for beskadiget til at mærkerne kunne sammenlignes med kuglerne fra mordet. To finske brødre havde (efter al sandsynlighed) begået røveriet. En af finnerne fortalte senere, at revolveren var solgt til en narkoman, og finnen ville have penge for at oplyse, hvem det var[40]. En af finnerne, Pekka, havde dog i 1997 påstået overfor politiet, at han havde solgt våbnet til Christer Petterson i 1985. Pekka havde været sammen med Christer Petterson i fængslet Kumla. Den anden finne har dog påstået, at han kastede revolveren i søen Flosjön, og politiet gennemsøgte denne sø i to omgange[41]. Med et tip, der kom frem via den svenske avis Expressen's journalist Christian Holmén,[42] fandt man i november 2006 i en sø i Dalarna et våben. Våbennummeret på den fundre revolver var det samme som på våbnet der var blevet stjålet i Haparanda.[43] Revolveren blev fundet i Djursjön[44] der ligger nogle kilometer nord for Flosjön, hvor politiet havde ledt. Efter at dykkerne havde fundet våbnet, gennemsøgte politiets teknikere også stranden ved Djursjön.[45]

Den fundne revolveren var stærkt medtaget af rust og kunne ikke umiddelbart prøveskydes. I begyndelsen af december 2006 meddelte chefen for Statens Kriminaltekniske Laboratorium, at den stadig ikke var blevet prøveskudt.[46] Så i maj 2007 meddelte Stig Edqvist, chefen for politiets Palmegruppe, at revolveren var blevet prøveskudt, men at den var så rusten, at de kriminaltekniske undersøgelser ikke kunne afgøre, om den havde været anvendt ved Palmemordet.[47]

Sucksdorff-revolveren[redigér | redigér wikikode]

Sucksdorff-revolveren var en anden magnumrevolver, der var i søgelyset. Ifølge Bondesons bog blev den fundet i 2002, men ballistiske undersøgelser udelukkede denne revolver, mens Dagens Nyheter skriver, at den er den ene af to manglende[48]. Også Svenska Dagbladet skriver, at et våben fundet i 2002 ikke var Sucksdorff-revolveren, men et ukendt våben[49]. Denne revolver blev stjålet fra filminstruktøren Arne Sucksdorff's hjem i Stockholm en 17. december 1977[50]. I følge Aftonbladet skal revolveren have været stjålet af en forbryder med tilknytning til Sigge Cedergren, og forbryderen skal have solgt revolveren og ammunitionen et par dage efter.[51] Et hylster blev også stjålet. Sigge Cedergren skal have købt en revolver med hylster, og han har konstrueret en tegning af hylstret. Arne Sucksdorffs søn Jens lavede også en tegning af hylstret, og ifølge Aftonbladet er tegningerne meget lig hinanden. Sigge Cedergren berettede på sit dødsleje, at han lånte en magnumrevolver og ammunition til Christer Pettersson.

Skeppsholmen-våbnet[redigér | redigér wikikode]

En .357 Smith and Wesson revolver. Palme blev sansynligvis skudt af et .357-kaliber våben, sandsynligvis en lang Smith and Wesson revolver med mindst 4 "turns".[52]

Christer Andersson, også kendt som gerningsmandsprofilens GH, ejede en Magnum-revolver. Han mødte aldrig op til testskydningen. Andersson påstod, at han havde solgt revolveren og to æsker ammunition for 5.500 kroner i efteråret 1992. Handlen skulle være sket på Skeppsholmen til en sydlænding efter at Andersson havde mødt ham dagen før på Café Operas fortorvscafé.[53]

Andre våben[redigér | redigér wikikode]

Våben-fundet fra 2002, og som man da troede kunne være Sucksdorff-revolveren, blev fundet med hjælp fra en 47-årig kriminel med forbindelser til Sigge Cedergren.[54]

En revolverpibe indleveret via freelancejournalisten Nuri Kino i marts 2006 skulle prøveskydes.[55] Piben blev dog ikke afskudt, da man kunne udelukke den på anden måde[56] Senere i 2006 hævdede en 76-årig mand at han havde fundet en revolver i Mussjön i 1983 mens han var ude at fiske. Han påstod videre at have solgt våbnet til Sigge Cedergren, at Cedergren senere bad ham opbevare våbnet og at våbnet i 1988 stadig var der hvor han havde gemt det. Den 76-årige tilbød Palmeefterforskerene revolveren tilgengæld for 500.000 kroner hvilket de dog ikke accepterede.[57]

I juli 2007 kom det frem, at endnu en Magnum-revolver var fundet i forbindelse med en oprydning i en gammel lade i Månkarbo i Uppland. Laden havde stået ubenyttet i 15 år. Flyttekassen med revolveren skal have været fragtet til laden af dens tidligere ejere — et par fra Stockholm med forbindelser til det kriminelle miljø. Flyttekasserne indeholdt også regninger fra tiden omkring mordet på Palme.[22] Det viste sig dog at revolveren ikke var ægte.[58]

I 2011 kom en ny revolver til politiets kendskab. Fra en lokalavis i Örebro i det centrale Sverige fremkom oplysninger om at en person lå inde med en magnumrevolver der var købt tre måneder efter mordet. Revolveren havde ikke været undersøgt af politiet i forbindelse med mordet. Da revolveren var udfærdiget med licens havde køberen regnet med at den var testet.[59]

Vidner[redigér | redigér wikikode]

Kort over det centrale Stockholm med Sveavägen og Tunnelgatan (fra OpenStreetMap).

Øjenvidnernes beretninger har haft en central plads i efterforskningen og de er blevet diskuteret igen og igen i de mange bøger og andre skildringer om mordet. Det har været diskuteret med hvilken vægt man skal tro de til tider modsætningsfyldte forklaringer, og der er stillet spørgsmål ved politiets og anklagemyndighedens brug af øjenvidnerne.

På Palme-parrets tur fra Västerlånggatan med tunnelbanen til Rådmansgatans station var der ingen vidner der bemærkede at Palme-parret skulle have været forfulgt. Et vidne i toget angav at Palme-parret, som hun genkendte, var de eneste voksne i vognen. Resten af de omkring femten var unge.[60]

I Grand-biografen til forestillingen var 206 pladser af i alt 262 besat.[61] Palme blev genkendt af mange i biografen. Blandt publikum som bemærkede Palme var journalisten Leif Nylén og ordføreren for tjenestemandsorganisationen TCO, Björn Rosengren, som Palme talte med.[62] Også den i Sverige senere kendte komikeren Robert Gustafsson var blandt publikum og genkendte Palme.[63]

Grandmanden[redigér | redigér wikikode]

Grand-biografen ved nattetide.

Mange observationer omkring Grand-biografen samlede sig om hvad medierne gav navnet "Grandmanden", — en mand der beskrives som værende fra 35 til 45 år, fra 160 til 185 centimeter og ofte opgivet til omkring 180 centimeter. Observationerne blev gjort både før Palme-familiens film begyndte og omkring tidspunktet hvor den sluttede.

En af de vigtige vidner var kunstnerinde Birgitta Wennerling, der havde set den tidlige aftenforestilling med sin mand og en veninde. Da de kom ud ved ni-tiden lagde hun mærke til en mand på fortovet der med et "brændende blik" kiggede ind i biografen,[64] og hun følte sig lidt bange da hun så ham.[65] Ud fra hukommelsen udfærdigede hun senere tegninger af manden.[66]

Et andet vigtigt øjenvidne var flylederen Lars-Erik Eriksson. Han holdt parkeret i sin bil uden for biografen for at hente sine forældre der var inde i biografen. Eriksson kom allerede 22:50 og måtte vente mere end 40 minutter på at deres film som sluttede efter 23:30. Under ventetiden observerede han en kraftigt bygget 185 centimeter høj mand som vandrede frem og tilbage uden for biografen. Eriksson følte sig så skræmt af manden at han låste bilens døre. Efter at folk kom ud og forlod biografen omkring klokken 22:15 angav Eriksson at manden var forsvundet.[67]

Også Mårten Palme bemærkede en mand ved Grand-biografen efter de kom ud, og han så at personen gik i samme retning som Olof og Lisbet Palme.[64]

Wennerling, Eriksson og Mårten Palme blev senere konfronteret med Christer Pettersson.

En speciel rolle blandt vidnerne omkring biografen indtager narkomanen Roger Östlund. Han var en bekendt til Christer Pettersson, og gjorde sig tilstrækkeligt bemærket til at en række andre vidner lagde mærke til ham.

Mellem Grand og gerningsstedet[redigér | redigér wikikode]

Blandt de uklare elementer er om gerningsmanden fulgte efter Palme-parret fra Grand-biografen. Hvis han fulgte efter parret kan han således være identisk med Grandmanden. Flere vidneudsagn taler for at han fulgte efter: Morten Palme så sin Grandmand følge efter Olof og Lisbet Palme. På fortorvet midt mellem Grand og gerningsstedet ved Adolf Fredriks kirken ligger en pølsevogn, der den nat var bemandet af Ljubisa N. Ljubisa angav ved et forhør på mordnatten at han så Palmeparret passerer pølsevognen ved 23-tiden, og der ti meter efter parret kom en mand i 45-årsalderen.[68]

En ældre dame, Kerstin N., boede på 6. sal på Sveavägen 39. Fra hendes lejlighedsvindue så hun et par krydse Sveavägen ved Adolf Fredriks kyrkogata på det aktuelle tidspunkt. Hun så også en enlig mand krydse vejen efter parret.[69] Kvinden var dog ikke sikker på om hun gjorde observationen lige inden mordet eller 15-30 minutter før.[70]

Der er omkring 330 meter fra Grand-biografens indgang til gerningsstedet.[66]

Omkring gerningsstedet[redigér | redigér wikikode]

Mindeplatte i fortovet, hvor Palme blev myrdet.

En mængde vidner så morderen. Flere øjenvidner befandt sig i nærheden af gerningsstedet og politiet fik 23 forskellige vidnesudsagn om morderens udseende.[71] To vidner angav at have set hele hændelsesforløbet: Anders Björkman der gik få meter bag Palme-parret, og Inge Morelius der sad i sin bil.

To vidner, Anja L og Inga Å, havde været til samme biografforestilling som Palme-parret og gik syd på ad Sveavagen. De passerede straks før mordet krydset ved Tunnelgatan. Inga Å angav at da de passerede krydset var der ingen i hjørnet ved Tunnelgatan.[72]

Da mordet skete holdt syv biler i krydset Sveavägen-Tunnelgatan, heraf 3 taxaer.[73] Den person der nok havde det længste observation af morderen var musiklæreren Inge Morelius. Han var kørt rundt i Stockholm med sin kæreste og to venner på udkig efter en kontantautomat hvor de kunne hæve penge. De fandt en automat ved krydset Sveavägen-Tunnelgatan på den modsatte side af Sveavägen, hvor morderet kom til at foregå. Morelius satte de tre passagere af for at hæve penge, og foretog derefter en U-vending således at han kom til at holde på Tunnelgatan med retningen mod Sveavägen. Trafikregulering nåede at skifte adskillige gange mens han holdt der. Mens han holdt og ventede så han en mand komme gående nordfra på Sveavägen og som gik hen til Dekorimas udstillingsvindue. Efter et kort øjeblik hvor han stod og kiggede på udstillingen så Morelius at manden vente sig med ansigtet mod vejen samtidig med at han havde højre hånd i jakkelommen. Han havde indtryk af at manden ventede på nogen og det måske drejede sig om narkotikhandel. Morelius så videre at en gruppe mænd passerede stedet mens de gik nordpå. Lige efter kom nogle piger forbi pladsen gående sydpå. To af Morelius' venner kom tilbage til bilen og han sagde til dem mens hans pegede på manden: "Han väntar på något". Derefter observerede Morelius et par (Palme-parret) komme gående nordfra arm i arm. Straks efter at have passeret manden ved Dekorima slap parret hinanden ifølge Morelius og kvinden gik et par skridt foran, hvorefter manden ved vinduet trådte frem og Morelius sagde til sine venner "Nu jävlar snor han handväskan av kärringen". Manden tog med venstre hånd fat en manden foran sig og tog samtidig højre hånd om af lommen hvor han havde en revolver. Med bøjet arm skød han to gange på nært hold.[74]

Vidnet Anders Björkman havde været på restaurant med kollegaer. De ville gå videre men på Björkman skiltes fra dem på Sveavägen, og kom da til at gå lige bag Palme-parret. Han opfattede Palme-parret og gerningsmanden som i selskab. Da skudet lød trådte Björkman ind i et skjul, — enten indgangspartiet for Dekorima eller en port ved Sveavägen 42.[75] Björkman mente at gerningsmanden havde en halvlang mørk jakke og hue på. Han så ikke våbnet men dog røgen fra skudet.

Anders Delsborn, taxachaufføren der alarmerede sin central, holdt for rødt i sin taxa ved krydset Sveavägen-Tunnelgatan. I et forhør en time efter mordet angav Delsborn at han havde set tre personer (Palme-parret og gerningsmanden) i samtale med hverandre. Da det blev grønt hørte han et skud og vente hovedet om samtidig med at han hørte det andet skud og så røgflammen.[11]

Lisbet Palme[redigér | redigér wikikode]

Lisbet Palme var tættest på mordet, og hendes udsagn fik stor betydning i sagen mod Christer Pettersson. Hun blev afhørt flere gange. I protokollen til en forklaring afgivet umiddelbart efter mordet på Sabbatsbergs Sygehus den 1. marts 1986 hed det:[76]

Signalement: stor, kraftig, mørkhåret iklædt lang blå eller mørkeblå overjakke, der går til taljen eller længere.

Lisbet Palme gennemførte en videokonfrontation og identificerede Christer Pettersson. Vidnepsykologen Astrid Holgersson stillede dog spørgsmål ved identificeringsproceduren.[77] Forud for konfrontationen havde massemedierne omtalt Christer Pettersson som alkoholiker, og i konfrontationsgruppen skilte Pettersson sig ud i dette aspekt.

Forfatteren Thomas Kanger bemærkede i sin bog fra 1987 at Lisbet Palmes signalement af morderen ikke stemte overens med de andre øjenvidners signalement, og Kanger mente at hun forvekslede morderen med øjenvidnet Anders Björkman, da hendes signalement stemte mere overens med øjenvidnets udseende.[78]

På morderens flugtrute[redigér | redigér wikikode]

David Bagares Gata i krydset ved Regeringsgatan med kig mod vest. Det var på denne strækning af David Bagares Gata at den sidste sikre observation af morderen blev gjort.

Det første øjenvidne på morderens flugtrute var Lars Jeppsson, der stod på hjørnet af Tunnelgatan og Luntmakargatan.[79] Han hørte to kraftige smæld og så en mand falde om. Han så morderen med en mørkeblå jakke og angav nogle andre detaljer. Han så morderen forsætte op ad trapperne til Malmskillnasgatan, og han fulgte efter ham. Oppe mødte han et par, Yvonne Nieminen og "Ahmen" (Ahmed Leban) der også så morderen.[80][81] Nieminen angav overfor Jeppson, hvilken videre vej morderen løb. I følge en journalist fra Kvällsposten udpegede Nieminen den 15. december 1988 Christer Pettersson ud fra en række billeder.

Fantombilledet[redigér | redigér wikikode]

Få dage efter mordet, den 4. marts 1986, kontaktede efterforskningsledelsen BKA i Wiesbaden for at låne deres signalementmaskine. Med denne maskine i Stockholm fremstillede det svenske politi fantombilleder ud fra 22 øjenvidners oplysninger. Øjenvidnernes iagttagelser spændte over et tidsrum fra juleaften 1985 til mordnatten.[82] Et af billederne besluttede ledelsen at offentliggøre den 6. marts 1986 og det kendes i almenheden som "fantombilledet". Billedet byggede på en iagttagelse gjort af kunstnerinden Susanne T. mellem klokken 23:30 og 23:40 ved restaurant Alexandra på den lille gade Smala Gränd, der var en sidegade David Bagares Gata, hvor gerningsmanden blev set. Da hun åbnede en port stødte hun næsten sammen med en mand, og da han opdagede hende havde han set forskrækket ud og vendt sig om og skyndt sig til gaden Snickarbacken og drejet i retningen mod Birger Jarlsgatan .[83]

Over 10 år senere kontaktede politiet på ny Susanne T. og viste hende en videofilm som forestillede en mistænkt mand betegnet "Palmes kronprins", og hun tilkendegav at manden havde en uhørt lighed med manden hun havde mødt.[83] Politiet mente i den første tid at billedet forestillede morderen. En senere vurdering i gerningsmandsprofilen kritiserede denne fortolkning og påpegede at der er tale om et "urimelig sent tidspunkt" i forhold mordet.[84] Ingemar Krusell mener at billedet aldrig burde have været offentliggjort.[85]

"Skyggen"[redigér | redigér wikikode]

Et andet billedet der blev offentliggjort var det som fik navnet "Skyggen". Det blev udfærdiget på baggrund af oplysninger fra en chilensk kunstner ved navn Patricio M. Han påstod at have set Olof Palme dagen før mordet på Sergels Torv og samtidig også at have set en mand gående cirka 20 meter bag Palme. Patricio M. gav et udførligt signalement af manden og et konstrueret billedet blev offentliggjort den 24. marts 1986.

Senere anså politiet Patricio M.'s oplysninger for falske og at hans motiv til at opdigte billedet skyldes at han ønskede at give modvægt til fantombilledet, hvor medierne mente at manden kunne være udenlandsk. Patricio M. skulle derfor have givet et signalement af en nordisk udseende person. Vurderingen i forbindelse med gerningsmandsprofilen var også Patricio M. havde opdigtet "Skyggen". Da Granskningskommissionen gennemgik sagen kunne de dog ikke finde noget registreret materiale der angav hvorfor politiet troede at Patricio M. havde opdigtet "Skyggen".[86]

Hvad enten Patricio M.'s oplysninger er korrekte eller ej førte de dog til at politiet kontaktede den senere anklagede Christer Pettersson den 28. maj 1986.[87] Det er ironisk at det første tip som førte til den person, som mange politifolk anser som gerningsmanden, var baseret på et billede som politiet anser som falsk.

Walkie-talkies[redigér | redigér wikikode]

Andre øjenvidneiagttagelser samler sig omkring personer med walkie-talkies på mordaften. Det første tip om walkie-talkies kom fra en anonym brevskriver der sendte et brev poststemplet i Skelleftehamn. Brevskriveren påstod at han eller hun havde set en stor blond tysktalende mand "med grumt udseende" med en walkie-talkie i hånden omkring 23:23 på hjørnet af Olofsgatan-Tunnelgatan (den del der nu hedder Olof Palmes Gata). Holmér valgte at gå ud i pressen med oplysningen.[88] Vidnet Inge Morelius som holdt tæt ved krydset med den påståede walkie-talkie observation hævder dog at i det tidsrum som han og hans passagere var i Tunnelgatan var der ingen andre der, hverken mennesker eller biler.[89]

Sigge Cedergren[redigér | redigér wikikode]

En noget speciel rolle som øjenvidne indtager Sigge Cedergren, der blev afhørt mange gange, første gang den 19. marts 1986. Cedergren ejede spilleklubben Oxen tæt på gerningsstedet, og han opholdt sig i klubben på mordaftenen. På et tidspunkt kørte han hjem til sin lejlighed i Tegnérgatan 16. Cedergren kørte med vennen Reine Jansson i sin Saab nordpå mod retningen i den ensrettede Luntmakargatan. Undervejs blev de hindret da en Volvo spærrede vejen. De parkerede ved krydset Luntmakargatan-Tegnérgatan, og Cedergren påstod at han derfra havde set en løbende mand på Luntmakargatan der løb i samme retning som de havde kørt. Der var rygter om at sangeren Ted Gärdestad skulle have forbindelse til mordet, og Cedergren påstod ved et forhør at den mand han skulle have set havde lighedspunkter med Gärdestad. Ved et senere forhør påstod han at manden kunne have været en bestemt forbryder ("Lars S"), og endelig ved et forhør, efter Christer Pettersson var blevet anholdt, påstod Cedergren at det kunne være Pettersson han havde set.[90]

Cedergren påstod at iagttagelsen var gjort omkring 23:30, altså kort tid efter mordet. Føreren af Volvoen angav derimod at hændelsen med spærringen af vejen indtraf 23:35-23:40. Politiet telefonaflyttede Cedergren og fandt at Cedergrens tidsangivelser ikke kunne stemme overens med aflytningens tidsangivelser.[91]

Gerningsmand[redigér | redigér wikikode]

Palmemordet er aldrig blevet opklaret, men mange teorier og spor er blevet fulgt. Godt 100 personer havde indtil 2009 tilstået mordet.[92] Ved 25-årsdagen i 2011 var tallet på 130.[26] Flere personer har påstået at vide hvem begik mordet eller har påstået at være kontaktet af folk der ville myrde Palme. Et af de ubesvarede spørgsmål er om en organisation stod bag mordet eller det blev uført af en enlig uerfaren person.

Flere efterretningstjenester er beskyldt for at have begået morderet. Forskeren Ralf Lillbacka har dog argumenteret for at stort set alt tyder på at mordet er udført af en ikke-professionel person: valget af våben, antallet af skud, mordsted og adfærd omkring mordet, f.eks. har det været meget sjældent at professionelle attentatmænd har brugt revolvere. Flere efterretningstjenester har dog haft omfattende programmer med udenlandske attentater.[93]

I juni 1993 fik kriminalkommissær Jan Olsson og psykiateren Ulf Åsgård til opgave at udarbejde en gerningsmandsprofil.[94] Gerningsmandsprofilen blev diskuteret med det amerikanske FBI, og de angav at fakta pegede mod en "disorganiseret" gerningsmand der agerede alene.[95]

Kroatiske ekstremister[redigér | redigér wikikode]

VZOR 50 brugt af kroatiske ekstremister.

Da Åke Rimborn fra politiet afhørte Lisbet Palme på Sabbatsberg sygehus på mordnatten fortalte hun at hun ved juletid i 1985 så to mænd uden for deres hjem i Gamla Stan. Hun mistænkte de to mænd for at være fra Ustasja og sagde: "Mændene som gjorde dette var dem som var i Gamla Stan. En af dem var manden der skød Olof". Rimborn tog tilbage til politihovedkvarteret hvor man udfærdigede et signalement på to mænd med angivelse af at de muligvis tilhørte Ustasja-bevægelsen. I de kaotiske timer efter mordet blev dette signalement sendt rundt på telex omkring klokken to om natten.[96]

Kroatiske ekstremister havde tidligere begået alvorlig politisk kriminalitet i Sverige. Den 10. februar 1971 besatte to kroater, Ivan V. og Blago M., det jugoslaviske konsulat i Göteborg. Omkring to måneder senere den 7. april 1971 tog kroaterne Miro Baresic og Andjelko Brajkovic den jugoslaviske ambassadør Rolovic som gidsel på den jugoslaviske ambassade i Stockholm. Rolovic blev skudt. Ved begge forbrydelse anvendte de pistoler af mærket VZOR 50 cal 7,65. Baresic og Brajkovic blev dømt til livsvarigt fængsel og yderligere tre personer blev dømt for medvirken. Den 15 september 1972 blev et fly kapret af tre kroatere. De svenske myndigheder gik med til flykaprernes krav om løsladelse af de dømte. De fløj til Spanien hvor de dog blev fængslet. Efter to år blev Baresic udvist til Paraguay og han virkede derefter under falsk identitet som livvagt for den paraguayske ambassadør i Washington. Han blev dog afsløret af de amerikanske myndigheder og udleveret til Sverige i maj 1980, så han da Palme blev myrdet endnu engang sad i svensk fængsel.[97]

Politiet afhørte Baresic om Palmemordet første gang den 1. april 1986, og han var telefonaflyttet i adskillige måneder i 1986.[98] Han blev afhørt igen den 20. januar 1987 og efterforskningen omkring Baresic blev intensiveret i foråret 1987. Det fremkom at Palme var imod en benådning af Baresic og at han frygtede hævnaktion fra Baresic's side som følge af ændringen af Baresic's afsoning.[99]

Viktor Gunnarsson – "den 33-årige"[redigér | redigér wikikode]

Kungsgatan med biografen Rigoletto hvor Viktor Gunnarsson opholdt sig.

Den første person der havde en alvorlig mistanke mod sig gennem længere tid var Viktor Gunnarsson. Anonymt er han også refereret til som "den 33-årige".[100] På mordaftenen opholdt han sig på sin stamcafé Mon ChériKungsgatan ikke langt fra gerningsstedet, hvor han opgav falsk navn til tre kvinder, men også sit telefonnummer.

Gunnarsson var først til forhør lørdag den 8. marts 1986, hvor han blandt andet blev spejlkonfronteret med to vidner. Han blev frigivet sent om aften, men indhentet til forhør igen den 12. marts, hvor han forklarede at han talte med tre kvinder på caféen Mon Chéri og derefter med to mænd i 20-årsalderen. Siden gik han i biografen Rigoletto på Kungsgatan for at se Rocky 4 og til sidst havde han gået til Kungsgatans McDonalds før han tog hjem.[101]

Den ihærdige kriminalkommisær Börje Wingren stod for afhøringen af Gunnarsson og skrev senere bogen Han sköt Olof Palme.[102] Anklagerne Claes Zeime og Karl-Gerhard Svensson samt efterforskningslederen Ingemar Krusell var kritiske mod Wingren. Wingren havde fundet en bilist som hævdede at en frembrusende mand forsøgte at stoppe bilisten mens han kom kørende på Döbelnsgatan mellem 23:30 og 1:00 på mordnatten. Gunnarsson spejlkonfronteredes med bilisten den 16. marts og Wingren rapporterede at bilisten med 100 procents sikkerhed udpegede Gunnarsson, og på baggrund af dette vidneudsagn blev Gunnarsson varetægtsfængslet den 17. marts. Anklagerene fandt dog at Wingren havde vist et foto af Gunnarsson til bilisten dagen før spejlkonfrontationen og manipuleret bilisten under spejlkonfrontationen, så den 19. marts blev Gunnarsson løsladt.[103]

Der blev fundet krudtpartikler på Gunnarssons frakke, men de stammede ikke fra den ammunition, der benyttedes til mordet. I den indgående analyse fandt man således bly, barium og antimon, men ikke det vigtige aluminium.[104] Gunnarsson havde aldrig begået voldskriminalitet, og tidsmæssigt ville han have haft svært ved at begå mordet. Heller ingen øjenvidner kunne fæste Gunnarsson til gerningsstedet.

Den 16. maj 1986 opgav politiet den videre forundersøgelse. Chefanklageren K.G. Svensson afskrev helt Gunnarsson, men flere politifolk vedblev med at sprede rygter om at Gunnarsson var morderen.[105] Mens han i de fleste svenske medier blev omtalt som den 33-årige, nævnte enkelte aviser hans navn og viste hans billede. Den manglende beskyttelse af hans anonymitet betød at Gunnarsson blev udsat for had og blev givet politibeskyttelse. Han boede i skjul hos venner rundt omkring i Sverige og kunne ikke finde et job da ingen ville ansætte ham.[106]

Gunnarsson rejste senere til USA, hvor han i december 1993 blev myrdet uden for byen Salisbury i North Carolina. Politimanden Lamont C. Underwood var under mistanke og blev dømt for mordet.[107][108] Underwood's motiv skulle have været jalousi, da Gunnarsson havde været sammen med Underwood's tidligere kæreste. Underwood har ikke tilstået mordet og har oprettet en web-side, hvor han påstår, at et afgørende teknisk bevis er plantet: www.plantedevidence.com. En anden mand fortalte under fuldskab at han havde drabt Gunnarsson, men han trak senere denne tilståelse tilbage. I begyndelsen af retssagen mod Underwood fortalte forsvaren juryen at han ville bruge mandens tilståelse, men det kom aldrig så vidt. Denne uheldige forsvarsstrategi var årsagen til at en ret i januar 2010 bestemte at sagen mod Underwood skulle gå om, men i 2011 ændrede en appelret denne afgørelse. Til grund for afgørelsen lagde appelretten at beviserne mod Underwood var overvældende: DNA, fodspor, ballistiske test, fund af tape og Underwoods tidligere trusler og jalousi.[109]

At retten har truffet afgørelse i sagen har dog ikke forhindret at der er opstået spekulationer om at Gunnarsson er slået ihjel som led i en større konspiration.[110]

PKK[redigér | redigér wikikode]

Den teori, der det første år blev tillagt størst vægt af politiets efterforskningsleder, Hans Holmér, var, at PKK (Det Kurdiske Arbejderparti / den kurdiske selvstændighedsbevæglse) stod bag mordet.

Politiet er af den opfattelse af PKK stod bag op til en snes mord på frafaldne PKK'er i Vesteuropa. I Sverige blev to frafaldne PKK'er skudt i årene før Palmemordet. Den 20. juni 1984 skød kurderen Zülküf Kilinc med flere skud den 26-årige kurder Enver Ata på Stora Torget i Uppsala. Kilinc flygtede fra stedet men blev hurtigt pågrebet og fik livsvarigt fængsel. Den 2. november 1986 blev kurderen Cetin Güngör skudt i hovedet af Nuri Candemir i Medborgarhuset i Stockholm. Også han blev hurtigt pågrebet og idømt livsvarigt fængsel.[111] I 1982 havde Sverige sammen med fire andre lande anmeldt Tyrkiet til Europarådet for brud mod menneskerettighederne, men efter likvideringerne i december 1985 trak Sverige sammen med de andre lande anmeldelsen tilbage.[112] Ydermere fik en række ledere i PKK rejseforbud. Ifølge teorien skulle dette have bevirket, at PKK myrdede Olof Palme.

En anden omstændighed som fik politiet til at fokusere på PKK var en telefonsamtale mellem to kurdere omkring 14 dage før mordet. I denne såkaldte "Bryllupssamtale" talte de to kurdere om et "bryllup" i "gaden". Det svenske sikkerhedspoliti Säpo opfangede samtalen, og ifølge deres analyse var der tale om en kodet samtale om et mord der skulle begås. En yderlig omstændighed var at en kurdisk bogcafé lå på David Bageres gata, det vil sige på morderens flugtrute. Endelig fik politiet den 13. maj 1986 et tips fra forbryderen Seppo A der påstod at have solgt to Smith & Wesson revolvere til en kurder der var i familie med en person anset som terrorist.[113]

Under Hans Holmérs ledelse blev store resourcer brugt på at efterforske PKK's forbindelse til mordet. Politiet installerede endda ulovlig aflytning hos PKK. Hele denne del af efterforskningen kulminerede om morgenen den 20. januar 1987, hvor politiet gennemførte Operation Alfa, en stor aktion rettet mod PKK. 26 personer, heraf halvdelen kurdere, blev hentet ind til forhør. Nogle af disse blev mistænkt for medvirken i mordet i medborgerhuset, andre for mordet på Palme. Forhørene førte ikke umiddelbart noget videre med sig, og de personer der var mistænkt for Palmemordet blev løsladt allerede om eftermiddagen. De sidste af de 26 blev løsladt den 27. januar.[114] Hans Holmér måtte i marts 1987 trække sig tilbage fra det resultatløse efterforskningsarbejde, efter at anklagemyndighedens leder Claes Zieme offentligt udtalte, at han ikke tillagde PKK-teorien særlig vægt.

I 2001 afhørte efterforskerene PKK-lederen Abdullah Öcalan i Tyrkiet efter han var blevet taget til fange, men intet nyt kom frem.[115] I 1999 havde Öcalan sagt at hans tidligere kone stod bag mordet.[116]

Christer Pettersson[redigér | redigér wikikode]

Christer Pettersson. Gadekunst i Stockholm.

Christer Pettersson var en alkoholiseret kriminel, der havde begået et drab i 1970. Han blev anholdt for Palmemordet og dømt i byretten, men frikendt i landsretten.

Tidlig efterforskning[redigér | redigér wikikode]

Indenfor den første uge efter mordet modtog politiet flere tips om Christer Pettersson.[117] To af tipsene angav at han lignede "Skyggen" mens det tredje tip var kortfattet og angav at Pettersson var "fuldstændig gal". Ydermere, skal Pettersson ifølge Leif GW Persson have dukket op ved politiets computersøgning allerede den 2. marts 1986, da man søgte efter tidligere voldsforbrydelser i nærheden af gerningsstedet.[118] Det var dog først et godt stykke tid efter, i slutningen af maj 1986, at politiet afhørte Pettersson første gang.[119]

Ved politiets efterforskning i maj 1986 angav Christer Pettersson at han på mordaftenen havde været i Stockholm centrum og besøgt Sigge Cedergrens spilleklub Oxen på Oxtorgsgatan. Han berettede at han var kommet klokken 19:00 og gået lige efter klokken 22:00, hvor han gik til stationen Centralen og tog toget hjem til sin lejlighed i Rotebro. Han fortalte yderligere at han var kom hjem klokken 23:30 og gik og lagde sig, så han først hørte om mordet fra avisen DN næste dag. Cedergren afgav nogle måneder senere oplysning om Petersson og kunne bekræfte at Pettersson havde forladt Oxen lige efter klokken 22:00.[120] På det tidspunkt efterforskede politiet ikke Petterssons forhold videre.

Da Pettersson havde mistet sine nøgler til sin lejlighed fik han en kammerat, Ulf Spinnars, til at hold øje med lejligheden mens han var væk. Da Ulf Spinnars blev opsøgt den 11. november angav han at være kommet til Petterssons lejlighed klokken 21:00 og at Pettersson kom hjem igen lige efter 1:00. I efterforskningsmaterialet blev det derefter angivet at Ulf Spinnars havde givet Pettersson et alibi for mordnatten,[121] på trods af uoverensstemmelserne omkring tidspunkterne.

Efterforskning fra 1988[redigér | redigér wikikode]

Den egentlige efterforskning (forundersøgelse) af Christer Pettersson kom først rigtig i gang i efteråret 1988. Politiet havde da begyndt at interessere sig for gerningsstedet, biografen og spilleklubben Oxen.[121]

Stockholms pendlertogsnetværk med linjen fra Stockholm C til Märsta, som Christer Pettersson hævder han kørte.

Den 16. november 1988 fik man rettens ord for at kunne begynde en aflytning af Petterssons telefon. Ansøgningen angav flere grunde: Petterssons bajonetdrap i begyndelsen af 1970'erne, hvor han havde flygtet ad sammen vej som Palmemordets gerningsmand; at han ofte besøgte Cedergrens lejlighed tæt ved Grandbiografen og ringede fra telefonkiosken ved biografen; hans ophold i spilleklubben på mordaftenen og at han forlod stedet i "god tid" inden mordet indtraf; at der var uoverensstemmelser mellem Petterssons tidsangivelse for hjemkomsten og vidnet Ulf Spinnars'; at et vidne havde set en revolver i Cedergrens lejlighed to dage før mordet; at Pettersson havde haft et indrammet billede af Palme hængt op i sin lejlighed; samt at han kendte bombemanden Lars Tingström. Telefonaflytningen fortsatte frem til den 14. december 1988, men gav ikke noget videre resultat af sig.[122]

Det vigtigste indicium mod Pettersson blev Lisbet Palmes identifikation af ham ved en vidnekonfrontation den 14. december 1988. Konfrontationen og dens dokumentation blev dog gjort under noget ukonventionelle forhold og i videoen skilte Pettersson sig ud.

Flere andre vidner fæstede med mere eller mindre troværdighed Pettersson til Sveavägen på mordets aften. Vidnet Lars-Erik Eriksson mente at Petterssons udseende stemte overens med den person (dvs. "Grandmanden") han havde iagttaget ved biografen, og manden i kiosken, Ljubisa N, udpegede Pettersson som identisk med manden der fulgte efter Palmeparret.[123] Roger Östlund udpegede Pettersson som værende ved biografen. Östlunds vidneudsagn mod Pettersson kom dog først efter at det var blevet alment kendt at der var rettet mistanke mod Pettersson.[124] Östlund var fuld og havde taget amfetamin på mordnatten. Han ændrede sine forklaringer flere gange.

To vidner kunne give Pettersson alibi for mordaftenen, men deres forklaringer blev ikke godtaget af retten. Den ene, Algot Åsell, hævdede at have set Christer Pettersson siddende på en bænk omkring klokken 23:20 ved stationen i Märsta; den anden, Enar Holm, hævdede at have set Pettersson ved Rotebro omkring klokken 23:45-23:50.[125] Ifølge Pettersson selv skal han have taget toget klokken 22:46 fra Stockholms centralstation mod Rotebro, men være faldet i søvn og endt i endestationen Märsta, hvorfra han skal have taget toget tilbage til Rotebro.

Rettergang[redigér | redigér wikikode]

Christer Pettersson blev tiltalt og hans sag gik ved Stockholms tingsret mellem 5. juni og 10. juli 1989, mens han var varetægtsfængslet. Den 27. juli 1989 blev han idømt en livstidsdom for mordet på Olof Palme og for at have forvoldt fare med skudet mod Lisbet Palme. Rettens to juristdommere var for en frifindelse, men de var i mindretal.[126]

Pettersson ankede sagen og den kørte derefter ved Svea hovret mellem den 12. september og 9. oktober 1989. Denne ret satte Pettersson på fri fod, og den endelig dom blev givet den 2. november 1989. Svea hovret diskutterede problemerne omkring øjenvidneidentifikation og henviste til den britiske Devlinkommission der havde udtalt sig om emnet på baggrund af to justitsmord i Storbritannien.[127]

I midten af 1990'erne forsøgte man at genoptage retssagen, men Högsta domstolen afslog dette den 28. maj 1998.[128]

Muligt motiv[redigér | redigér wikikode]

En af svaghederne ved politiets og anklagerens sag mod Pettersson var manglen på oplagt motiv. Selv påstod Pettersson at han var en "sand ven" til Olof Palme og han havde grædt da han hørte om mordet.[129] Sigge Cedergren forklarede at Pettersson var en varm tilhænger af Palme og han "för allt i världen inte göra honom något illa".[130] Der er dog nogle vidner der kunne angive hadske udtalelser fra Pettersson. Ifølge et vidne skulle Christer Pettersson have sagt: "Kan ingen skära halsen av Palme?" efter domfældelsen af bombemanden Lars Tingström i 1985. I en anden forbindelse og ifølge et andet vidne skulle Christer Pettersson have sagt "den där jävla (Olof) Palme ska vi skjuta".

Der er fremkommet flere forskellige teorier om Petterssons eventuelle motiv. En teori går på at mordet skulle være hævn for Lars Tingströms dom. Tingström og Pettersson var venner og havde siddet i fængsel sammen på Anstalten Kumla. Tingström mente sig uskyldigt dømt, og Pettersson skulle have hævnet Tingström. Gunnar Wall mener dog at Pettersson ikke var typen af person der gik med hævn i tankerne.[131] Teorien forekommer blandt andet i en artikel af radiomanden Gert Fylking, — en artikel som Fylking fik Christer Pettersson til at godkende og skrive under.[132]

En anden teori om Christer Petterssons motiv til at begå mordet er, at der har været en forveksling med Palme og Sigge Cedergren. To dokumentarfilm kredser omkring denne teori: Journalisten Stig Edling's Satans mördare fra 1995[133] og Mikael Hylin og Lasse Spang Olsens Det forkerte mord (Jag såg mordet på Olof Palme) der vistes på dansk og svensk TV i 2006 omkring 20-årsdagen for mordet[134]. Hylin-Olsen filmen baserer sig især på oplysninger fra den da døende narkoman Roger Östlund. To STV-medarbejdere var kritiske overfor denne dokumentarfilm og kaldte den et "moralsk havari"[135]. Östlund døde af kræft i maj 2006[136]. Tore Forsberg har i sin bog også behandlet denne teori ud fra en kilde kaldet "Marcus"[137]. Hylin-Olsen's dokumentarfilm førte til at Politiet afhørte Roger Östlund endnu en gang.[138]

Et tredje motiv er mere simpelt: Christer Pettersson's kriminelle historie viser ham som en voldspsykopat, der uden videre kunne fare løs på folk. Hans bajonetmord i 1970 skyldtes et simpelt skub i juletrængslen. En teori er således, at Olof Palme er kommet til at fornærme Christer Pettersson ved for eksempel et mindre skub ved biografen.[139] Det kan også bemærkes, at Mordet på Anna Lindh i september 2003 skete efter en ligeledes pludselig indskydelse: morderen Mijailo Mijailovic får øje på Lindh i varehuset, følger efter hende i flere minutter og slår hende ihjel — uden synderligt motiv.[140] Gunnar Wall har i sin kritik af denne teori bemærket at bajonetmordet skete ganske impulsivt uden planlægning,[131] mens Palmemordet i det gængse scenarie krævede en vis tålmodighed, da morderen skulle vente i længere tid mens Palme var i biografen. Efter Palme kom ud af biografen var en vis tilbageholdenhed igen påkrævet, da mordet ikke skete straks, men først efter Palme havde gået flere hundrede meter, hvis man antager at gerningsmanden har stået ved biografen.

Tilgang til skydevåben[redigér | redigér wikikode]

En andet element ved sagen, der har været fremført som en svaghed, var Christer Petterssons tilgang til skydevåben. Ifølge Sigge Cedergren skal han dog have lånt en revolver ud til Petersson som han aldrig fik tilbage.[141]

Eksperters vurderinger[redigér | redigér wikikode]

På trods af frikendelsen i landsretten er der flere, der anser Christer Pettersson som morderen, blandt andet politimanden Ingemar Krusell.[142] Også forfatteren Jan Guillou hælder til denne teori.[143] I 1996 skrev Krusell at de fleste kriminalpolitifolk som har deltaget i efterforskningen efter Hans Holmérs tid regner mordet for politimæssigt opklaret, hvilket vil sige at gerningsmanden er kendt men frikendt på grund af utilstrækkelige beviser.[144]

Gerningsmandsprofilen med GH[redigér | redigér wikikode]

Ud fra gerningsmandsprofilen udarbejdedes en "kontrolliste" som i kommissionsrapporten er på 86 personer.[145] De 86 personer blev reduceret til en liste på 6 personer kaldet "GMP-objekter", hvoraf fire personer er særligt beskrevet i kommisionsrapporten:

  1. En jugoslavisk mand tidligere dømt for drabsforsøg (GC)
  2. Kriminel og psykisk forstyret mand med udpræget palmehad (GF)
  3. Psykisk syg mand fixeret på Olof Palme (GG)
  4. Christer Andersson: En enlig mand boende i indre by som havde afhændet en ikke-testet revolver (GH).[146]

Christer Andersson (GH)[redigér | redigér wikikode]

Christer Andersson (GH) havde siden 1980 ejet en Smith & Wesson .357 revolver af samme type som anvendtes ved mordet. Dette våben er aldrig blevet prøveskudt. I følge Andersson selv havde han i efteråret 1992 solgt revolveren til en ukendt person og havde på tidspunktet for mordet opholdt sig i sin lejlighed med influenza. Christer Andersson var en udpræget enspændertype, var som ung dømt for dyrplageri og boede blot 15 minutters gang fra mordstedet. Han havde tidligere mistet sin våbenlicens, efter at have skudt på sit TV. I følge ham selv var et vådeskud gået af og kuglen var gået igennem hans fjernsyn, mens Olof Palme var på skærmen. Christer Andersson havde vundet et millionbeløb i 1980. Han købte aktier for pengene, som han derefter belånte og anvendte til yderligere aktiehandel, såkaldt liverage. Han fik derfor alvorlige økonomiske problemer efter en regeringsbeslutning i 1986 om en forhøjelse af aktieomsætningsskatten, der medførte et stort fald i aktiekurserne dagen før mordet (den såkaldte "sorte torsdag"). Christer Andersson udviste en forbløffende overensstemmelse med oplysninger om Olof Palmes mordet i forbindelse med udseende og holdning.

Det var først da Granskningskommissionens rapport udkom i 1999 at offentlighed fik nærmere kendskab til eksistensen af mistanken mod denne mand. Umiddelbart efter lykkedes det Aftonbladets journalist Anders Johansson at opspore manden og gennemføre et interview med ham som blev udgivet den 11. august 1999.[147] I interviewet dementerede han at han havde skudt efter Palme i fjernsynet.[148] Journalisten havde svært ved at finde ham da Andersson havde opgivet falsk adresse til folkeregistret. Expressen udgav også et interview med en Christer Andersson i tiden efter rapportens udgivelse, men det var øjensynlig blot en navnebror.[149] Teorien om Christer Andersson blev behandlet i Paul Smith's dokumentariske roman Opklaringen af et meget omtalt mord[150] og i hans senere udgivne faglitterære bog Mordet på Olof Palme – den endelige opklaring fra 2010. I 2012 udgav han bogen Palmes Morder? hvor han afslørede navnet bag Granskningskommissionens pseudonym GH, som indtil da kun havde været sporadisk nævnt i internetfora.[151] Smith kunne også angive Anderssons nærmere adresse som en lejlighed på Hälsingegatan 19, Vasastan, hvor han boede indtil august 1987.[152] Lejligheden ligger omkring 1.5 kilometer nordvest for Grand-biografen.

Christer Andersson skød sig selv den 12. august 2008. Hans bror i Sydsverige havde taget kontakt til politiet i Stockholm da han var bekymret over ikke at kunne komme i kontakt med sin bror. To betjente fra ordenspolitiet tog ud på Christer Anderssons bopæl på Tornlingan 37 i Trångsund, Huddinge, hvor de ringede på. Efter de ikke fik nogen reaktion bankede de hårdt på og råbte "Luk op! Det er politiet", og straks efter hørte de et skud.[153]

Modsat Granskningskommissionens interesse for indicerne mod Christer Andersson og Paul Smiths entusiasme har andre påpeget svagheden ved Andersson som gerningsmanden. Ingemar Krusell og anklageren Jan Danielsson nævnte at ingen vidner kunne sætte Andersson i forbindelse med gerningsstedet.[154]

Politisporet[redigér | redigér wikikode]

Det svenske politi selv har været under mistanke for mordet både politiet som sådan og grupper indenfor politiet såvel som enkelte politibetjente. Det såkaldte politispor fylder et helt kapitel i granskningskommisionens rapport, næsten 150 sider ud af rapportens lidt over 1000 sider.[155]

De enkelte politibetjente som opmærksomheden har rettet sig mod har enten været højreekstremister, betjente med et had mod Palme, betjente med en privat revolver af mordvåbnets type, eller betjente der havde besøgt Sydafrika. Også betjente der har været mål for iagttagelser der kunne sætte i forbindelse med mordet har fået opmærksomhed.[156]

I 2013 berettede journalisten Gunnar Wall at en mand overfor ham havde hævdet at en politimand ved Norrmalms politidistrikt i 1985 havde spurgt manden om han ville skyde Palme. Manden havde afvist politimanden.[157]

Kriminologen og den internationale kendte forfatter Leif GW Persson mener at en person med baggrund i politiet eller militæret har begået mordet.[158]

Sydafrika[redigér | redigér wikikode]

En teori var fremme i 1996-1997 efter arrestationen af en hvid sydafrikaner, Nigel Barnett. Han var blevet arresteret i Maputo, Mozambique og blev forhørt af svensk politi.

Israel[redigér | redigér wikikode]

Den svenske parlamentariker Per Gartheon fra miljøpartiet hævdede at Israel havde myrdet Palme for at obstruere forhandlinger i Mellemøsten,[93] og en engelsk-sprogede bog af H.H.A. Cooper og Lawrence J. Redlinger beskylder Mossad for mordet. Bogen er dog stor set ignoreret af eksperter på grund af unøjagtigheder.[93]

Israel har foretaget et mord i Norden: I forlængelse af massakren i München oprettede Israel en gruppe der havde som mål at hævne denne terrorhandling. Deres vigtigste mål var "Den Røde Prins", Ali Hassan Salameh, og Mossad modtog oplysninger om at han befandt sig i den norske by Lillehammer. Mossad havde dog taget fejl og skød i 1973 den sagesløse marokkanske tjerner Ahmed Bouchiki. Som ved Palmemordet blev han skudt en sen aften efter et biografbesøg med sin hustru ved sin side.[159]

CIA[redigér | redigér wikikode]

Den svenske parlamentariker Jörn Svensson fra kommunistpartiet hævdede at det amerikanske CIA havde myrdet Palme for at dække over Iran-Contra-skandalen. CIA har forsøgt at myrde en anden statsleder: Fidel Castro.[93] Svensk-jugoslaven Ivan von Birchan påstår at have mødt en CIA-agent i Stockholm der skulle have tilbudt ham to millioner dollars for at myrde Palme.[160]

Forøvrigt samarbejdede Olof Palme som ung med CIA da han overgav navnene på unge venstreradikale svenskere der deltog i en studenterkonference.[161]

Chiles DINA[redigér | redigér wikikode]

Roberto Thieme som Anders Leopold påstår var involveret i Palmemordet.

Chiles efterretningstjeneste Direccion de Inteligencia Nacional, (DINA) har udført attentater. I deres forsøg på at dræbe general Carlo Prats hyrede de en lokal mand. Deres attentat på lederen af Chiles kristelige demokratiske parti, Bernardo Leighton, og hans kone i Rom i 1975 lignede Palmemordet ved at attentatsmanden anvendte en revolver og skød kun et skud mod hvert offer. Attentatsmanden var ikke professionel, men et medlem af en lokal højre-orienteret gruppe.[93] I 1974 myrdede Michael Townley som DINA's praktiske bagmand Chiles forhenværende ambassadør i Washington, Orlando Letelier. Townley tilstod også at have været tilstede ved den store terrorhandling i Bologna, 1980. Ifølge FBI skulle Chiles general Pinochet i 1975 have opfordret Townley til at myrde Palme.[162]

I 1977 kom oplysninger frem gennem FN's arbejdsgruppe for menneskerettigheder i Chile at Palme var den eneste udlænding på Chiles dødsliste,[163] og i et interview til Svenska Dagbladet den 1. februar 1979 skal Olof Palme have sagt:[164]

At jeg stod på Chilejuntaens dødsliste, fik jeg allerede at vide i 1975
 
— Olof Palme

Townley var sandsynligvis i USA på tidspunktet for Palmemordet.[165]

Den svenske journalist og forfatter Anders Leopold udgav i 2011 bogen Det svenska trädet skall fällas hvor det påstås at attentatmanden er den chilenske fascist Roberto Thieme. Ifølge Leopold skal Thieme have været lejemorder i den chilenske sikkerhedstjeneste, have befundet sig i Stockholm på mordtidspunktet og angiveligt være leder af den militante del af den fascistiske nationalfront Patria y Libertad (PYL).[164]

Irans VEVAK[redigér | redigér wikikode]

Irans VEVAK (Vezarat-e Ettela'at va Amniat-e Keshvar) har haft omfattende programmer med udenlandske attentater.[93]

Irakiske efterretningstjeneste[redigér | redigér wikikode]

En forfatter med pseudonymet "Ruth Freeman" har i en bog beskyldt den irakiske efterretningstjeneste for mordet. Også denne bog er stor set ignoreret af eksperter på grund af unøjagtigheder.[93]

Jugoslaviens Udba[redigér | redigér wikikode]

Vinko Sindicic, en 67-årig jugoslavisk eksspion, oplyste under en afhøring til Bayerns kriminalpoliti at Jugoslaviens hemmelige politi Udba beordrede drabet på Palme. Informationer kom frem i 2011 gennem det tyske nyhedsmagasin Focus. Ifølge Sindicic skal jugoslaviske agenter have overvåget Palme og fået en Smith & Wesson-revolver smuglet til Stockholm med et skib fra USA. Attentatmanden skal være en lejemorder og i 2011 være 65 år, bosiddende i Zagreb og ansat i et privat sikkerhedsselskab. I 1986 boede han i Hamborg. Sindicic påstår at Udba ville beskylde det eksilkroatisk samfund i Beograd for drabet. Oplysninger fra Sindicic har tidligere ført til opklaring af en anden drabssag fra 1983. I denne sag er en tidligere jugoslavisk efterretningsmand dømt.[166]

Bofors-forbindelser[redigér | redigér wikikode]

Olof Palme havde på sin dødsdag et formiddagsmøde med Mohammed Saeed al-Sahaf (også kendt som "Komiske Ali") som på daværende tidspunkt var Iraks ambassadør i Sverige. Ved mødet fortalte al-Sahaf at man fra irakisk side var bekymret om oplysninger om svensk våbeneksport til Iran.[167] Ifølge spekulationer kunne ambassadør også have fortalt, at Bofors brugte bestikkelse for at opnå en kæmpeordre til Indien. I den videre spekulation i teorien ringede Palme til Bofors-direktøren og rasende skældte ham ud over brugen af bestikkelse; Bofors-direktøren ringede videre til en mellemmand, og mellemmanden gik i panik og iværksatte et mord.

Denne teori er nærmere beskrevet af Jan Bondeson i hans engelsk-sprogede bog Blood in the snow. The Killing of Olof Palme. Også Salman Rushdie har henledt opmærksomheden på Boforssporet[168]. Også direktøren for den svenske civilforsvarsforbund, Karl-Gunnar Bäck, skal have givet politiet et lignende tip allerede i begyndelsen af marts 1986.[169] Som tidligere journalist havde han været anerkendt korrespondent i London med forbindelser til den britiske kontraspionage. Fra disse forbindelser skulle han have modtaget tippet. Særlig opmærksomhed blev henledt på et selskab ved navn "A&E Services" og en leder, som skulle hedde "Robertson" eller "Donaldson", der boede både i London og Sydafrika.

To uger efter mordet på Palme tildeltes Bofors kontrakten. Sagen udviklede sig senere til en stor bestikkelsessag, og Gandhi, som Palme havde forhandlet med om våbenkøbet, tabte valget i 1989,[170] mens Indien indførte en boykot af Bofors der varede 13 år.[171]

Andre teorier[redigér | redigér wikikode]

Journalisten Anders Leopold kombinerer på hans store web-site to teorier: Dels teorien om Victor Gunnarsson som morderen, dels teorien om et amerikansk attentat. Således anser Leopold "at Gunnarsson var direkte koplet til et professionelt planlagt attentat mod FN's fredsmægler Olof Palme, iscenesat af Reagan-administrationen under vicepræsident George Bush's og CIA-chefen William Casey's ledelse [...]."[172]

Overfor journalisten Gunnar Wall påstod Eva Rausing at hun vidste hvem der begik mordet med hendes mand, milliardær-arvingen Hans Kristian Rausing, som kilde. Efter Eva Rausing død i 2012 afviste Hans Kristian Rausing beskyldningerne som helt usande.[173] Historien trak overskrifter i den internationale presse.[174]

Den måske nok mest besynderlige teori er tv-producenten Lars Krantz fremkommet med. Han påstår at Lisbeth Palme var den som skød og at Joakim Palme også er involveret.[175]

Kritik af efterforskningen[redigér | redigér wikikode]

Det svenske politi har været udsat for megen kritik i deres efterforskning af Palmemordet. Især "Palmerummet" under Hans Holmérs ledelse har været udsat for en sønderlemmende kritik.

Politiet beslaglagde ammunition nogle måneder[176] før mordet hos Sigge Cedergren. Den beslaglagte ammunition er forsvundet for politiet.[51] Hvis ammunitionen bliver fundet, kunne isotop-analyser øjensynligt besvare, om ammunitionen som Palme blev skudt med, har været i omløb i kredsen omkring Sigge Cedergren. Et sammenfald ville understøtte teorien om, at Christer Pettersson er morderen. Først henved 20 år efter mordet er Palme-efterforskeren Ingemar Krusell blevet opmærksom på den manglende ammunition.[177]

Narkomanen Roger Östlund talte med Sigge Cedergren fra en telefon på Sveavägen i minutterne op til mordet. Politiet aflyttede Cedergrens telefon, men båndet med Östlunds samtale blev slettet. Politiet foretog en tilsvarende telefonaflytning af Cedergrens spilleklub, men også den optagelse blev slettet, og indholdet blev heller ikke skriftligt dokumenteret.[178]

Vagthavende på alarmcentralen besvarede ikke det første alarmopkald.

Politiet sendte et forkert signalement ud hvor man efterlyste to personer fra Utasja. Sveriges natradios første meddelelse om mordet indeholdt flere fejl. Det hed at Palme var død på Sabbatsberg sygehus og at han blev skudt klokken 23:30. Palme var allerede død før han nåede sygehuset og han blev skudt omkring 23:21. Desuden tog radioen fejl af Palmes alder.[179]

Politiet havde ikke afspærret stedet for mordet ordentligt og var ikke i stand til selv at finde de to projektiler fra mordet. Politiets teknikere forsøgte ikke at finde fingeraftryk på Dekorimas rude. Affaldspande blev ikke undersøgt. Centrale vidner blev ikke afhørt lige efter mordet, politiets kommandocentral brød sammen og ingen vejspærringer stillet op.

Länspolitimester Hans Holmér overtog ledelsen af efterforskningen, men han havde ingen erfaring i mordefterforskning. Politimanden Ingemar Krusell, der senere var central i efterforskningen, kaldte Palmerummet for en "bastard" og skrev at den indbefattede for størstedelens vedkomne "en samling dilettanter på mordefterforskningens område". Oplysninger blev ikke registreret ordentligt før de blev bragt til "Palmerummet".[180] Hans Holmér udtalelser om undersøgelse af Viktor Gunnarsons jakke, kan have betydet at Christer Pettersson brændte sin jakke.

Der var læk i politiet ved Lisbet Palmes vidneudsagn umiddelbart efter mordet. Det medførte et anstrengt forhold mellem politiet og Lisbet Palme.

Börje Wingren og efterforskningen omkring Viktor Gunnarsson er blevet stærkt kritiseret. Episoden omkring Gunnarsson skabte en krise mellem Hans Holmérs ledelse og anklageren.[180]

Offentliggørelsen af billederne af "fantomet" og "skyggen" er anset som en alvorlig fejl.

Politiets tekniske laboratorium, SKL, er kritiseret for at rengøre kuglerne da de undersøgte dem. En analyse af en eventuelt belægning kunne måske med Olof Palmes DNA endeligt fastslå at de fundne kugler rent faktisk var mordkuglerne.

Igennem lang tid forfulgte Hans Holmér og Säpos fungerende chef, Per Gunner Näss, PKK-teorien og brugte en meget stor del politiets ressourcer på netop denne.

I sin bog afslørede Hans Holmér navnene på flere vidner. Under efterforskningen afslørede han også detaljer overfor reporteren Ann-Marie Åsheden og Ebbe Carlsson.[181]

Ved Lisbet Palmes konfrontation med Christer Pettersson blev der begået fejl. Hendes identifikation har været diskuteret indenfor vidnepsykologi. Lisbet Palme havde tre holdepunkter ved identifikationen udover hendes erindring fra gerningsstedet: Fantombilledet, at han var misbruger og at han trak på benet. Disse tre elementer havde været offentligtgjort i medierne. Spørgsmålet var om Lisbet Palmes identikation var baseret på hendes erindringer eller på informationen fra medierne. Psykologen Sven-Åke Christianson har foretaget en undersøgelse af konfrontationsproceduren blandt studerende i Seattle, der må formodes ikke at kende til Christer Pettersson. Han viste konfrontationsvideoen med de 12 opstillede personer og gav de studerende forskellig grad af information. For de studerende der fik alle tre informationer gættede over 70% på Christer Petersson i første valg.[182]

Politiet nåede ikke at konfrontere øjenvidnet Yvonne Niemenen med Christer Petersson før en journalist viste hende et billede af ham.

Christer Andersson der ejede en Magnum-revolver og boede tæt ved gerningsstedet blev ikke afhørt før ni år efter mordet. Hans revolver blev aldrig prøveskudt.

Palmegruppen blev ikke klar over Christer Anderssons selvmord før efter at hans lejlighed var tømt.[183]

Lignende sager[redigér | redigér wikikode]

Anna Lindh: En anden fremtrædende svensk socialdemokrat der blev myrdet.

I 2003 den 11. september blev en anden markant svensk socialdemokratisk minister myrdet på et offentligt sted: Den daværende udenrigsminister Anna Lindh blev stukket ned med en kniv i et stormagasin. Morderen blev filmet af et overvågningskamera og identificeret. Morderen, der havde psykiatriske problemer, blev først idømt en livsvarigt fængselstraf, som derefter blev omstødt til psykiatrisk forvaring,[184] for så igen at blive omstødt til livsvarigt fængsel.[185]

Gå man tilbage i historien finder man flere svenske ledere skudt. I marts 1792 blev Gustav 3. af Sverige skudt under en maskarade på det kongelige operahus; attentatet der inspirede Giuseppe Verdi til operaen Maskeballet (1859). Mindre end hundrede år tidligere blev kong Karl 12. af Sverige skudt da han inspicerede sine tropper i Norge.

Om formiddagen 26. april 1999 blev den 37-årige Jill Dando skudt uden for sit hus i London. Som Olof Palme og Anna Lindh var hun et kendt ansigt, da hun var tv-værtinde blandt andet på programmet Crimewatch. Ligesom ved Palmemordet var der spekulation om et politisk mord. Hun havde været aktiv i at rejse støtte til Kosovo flygtninge. Først mange måneder henne i efterforskningen blev en person sigtet.[186] Som Christer Petterson blev han først dømt og så frikendt.[187]

Den 12. oktober 1999 skete et politisk attentat i Stockholm på Björn Söderberg, der var aktivist i Sveriges Arbejderes Centralorganisation (SAC), en lille anarkistiske fagforening. Söderberg myrdedes af nazister.[188] Fra SAC's kontor på Sveavägen kan man se Olof Palmes mordsted.[189]

Den 11. december 2010 sprang to bomber i det centrale Stockholm. En af eksplosionerne skete på Olof Palmes Gata ikke langt fra hvor Palme blev myrdet.[190]

Endeligt er Palmemordet også sammenlignet med mordet på den amerikanske præsident John F. Kennedy, og de politiske forviklinger omkring efterforskingen er sammenlignet med Watergate-skandalen.

Som nationalt traume er Palmemordet, foruden mordet på Anna Lindh, også sammenlignet med Estonias forlis (hvor 852 døde,[191] heraf mange svenskere), og tsunamikatastrofen efter jordskælvet i Det Indiske Ocean 2004.[18] Som en pludselig national tragisk begivenhed har mordet også kunnet bruges i et studie af blitzhukommelse i lighed med attentatforsøget på Ronald Reagan og Challenger-tragedien.[192]

Skildringer[redigér | redigér wikikode]

Leif G.W. Persson: Hans trilogi fra 2002–2007 er inspireret af Palmemordet.

Der er udgivet overordentlig mange bøger om Palmemordet. Politifolk, journalister og amatørefterforskere har deltaget ivrigt i analysen af mordet og efterforskningen omkring den.

Tre politifolk der har været centrale i dele af efterforskningen har skrevet bøger. Efter han blev detroniseret skrev Hans Holmér bogen Olof Palme är skjuten udgivet 1988. Börje Wingren, der var involveret i sagen mod Viktor Gunnarsson, skrev bogen Han sköt Olof Palme med baggrund i denne sag. 12 år efter mordet og hans efterforskning af Christer Pettersson udgav Ingemar Krusell bogen Palmemordets nakna fakta, hvor han blandt andet stærkt kritiserede efterforskningen under Holmér.[193] Reporteren Ann-Marie Åsheden havde tæt adgang til Hans Holmér i mordefterforskningens første måneder og i 1987 udgav hun en bog med titlen Jakten på Olof Palmes Mördare – De tre första måneden. Det var dog ikke alt der fremkom, da Holmér havde sikret sig retten til at redigere. I 2012 udgav Åsheden en anden bog om Holmér med titlen Förbannelsen. Hans Holmérs öde hvor hun havde gået igennem sit gamle materiale og interviewet politifolk og anklagere fra Holmérs tid. Hun mente at omverdens dom over Holmér var for hård.[181] I september 2012 trak forlaget hele oplaget af Åshedens nyudkomne bog tilbage på grund af en faktafejl. I bogen havde Åsheden skrevet at to politifolk var dømt i forbindelse med efterforskningen, men de var blevet frikendt.[194] Endnu en person med tilknytning til politiet har skrevet om Palmemordet: Forhenværende afdelingschef i Säpo, Ture Forsberg udgav i 2003 sine erindringer Spioner och spioner som spionerer på spioner. Spioner och kontraspioner i Sverige, som rummer et kapitel om Palmemordet.[195]

Den svenske journalist Gunnar Wall har skrevet flere bøger om sagen: tobindsværket Mörkläggning – statsmakten och Palmemordet fra 1997 og Mordgåtan Olof Palme fra 2010.[196] Walls bog Konspirationer indeholder også et kapitel om Palmemordet med nye sager som ikke er behandlet i hans tidligere bøger.[197]

Med baggrund i kommissionsrapporten og gerningsmandsprofilens GH har den danske journalist og forfatter Paul Smith siden 2006 udgivet tre bøger. Den første var faktionskrimien Opklaringen af et meget omtalet mord (2006), senere i 2010 af den faglitterære Mordet på Olof Palme: Den endelige opklaring. Det var i hans seneste bog Palmes morder? Det 20 århundredes mordgåde løst?[198] at navnet på gerningsmandsprofilens GH kom ud til en bredere skare. Paul Smith havde tidligere været overbevidst om at Säpo var indblandet og havde skrevet en kronik om dette i Jyllands-Posten 2002.[199]

Flere fiktionsværker er også blevet inspireret af mordet. Kjell Sundvall's film fra 1998 Sista kontraktet (Den sidste kontrakt) handler om en ung politibetjent på jagt efter en lejemorder der myrder Palme.[200]

Den kendte forfatter Leif GW Persson har udgivet den såkaldte 'Palme-trilogi': Mellem sommerens længsel og vinterens kulde, En anden tid et andet liv og Falder frit som i en drøm. En svensk tv-serie der bygger på Leif GW Perssons bøger bliver instrueret af den danske filminstruktør Kristoffer Nyholm. Serien skal have premiere på svensk tv ved juletid i 2012.[201] Palmemordet er også brugt i John Douglas-Grays thrillerroman The Novak Legacy.

Med omdrejningspunkt i mordet præsenterede den svenske kunstner Makode Linde og skuespillerinden bag Pippi Langstrømpe, Inger Nilsson, kontroversielle kunstinstallationer ved lanceringen af kunsttidsskriftet "Mums" i 2012.[202]

Kilder/henvisning[redigér | redigér wikikode]

Bøger[redigér | redigér wikikode]

Offentlige undersøgelser[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Wall (1997), side 23.
  2. 2,0 2,1 Wall (1997), side 897-988
  3. Wall (1997), side 897-989
  4. SOU 1999:88, siderne 147+
  5. SOU 1999:88, s. 147+. Holmer s. 11.
  6. SOU 1999:88, side 167.
  7. SOU 1999:88, s 148, Dödsbevis, copy på www.nationalmordet.nu
  8. SOU 1999:88, s. 159-160.
  9. SOU 1999:88 side 173
  10. SOU 1999:88 side 173-175
  11. 11,0 11,1 Lisa Röstlund (21. januar 2013). "”Han pratade med skytten”". Aftonbladet. http://www.aftonbladet.se/nyheter/article16102122.ab. 
  12. Svante Lidén (18. februar 2008). "Han var först på mordplatsen". Aftonbladet. http://www.aftonbladet.se/nyheter/article11353533.ab. 
  13. Wall (1996), side 15.
  14. 14,0 14,1 "Rapport 1/3-86 04.00". SVT. 1. marts 1986. http://www.svtplay.se/klipp/116477/rapport-1-3-86-04-00. 
  15. Göran Åhgren (4. marts 1986). "Podium". SVT. http://www.svtplay.se/klipp/170898/podium. 
  16. Kåre Willoch. "Statsminister Kåre Willochs minneord over statsminister Olof Palme, Nordisk Råd, København 3. mars 1986". http://www.regjeringen.no/upload/SMK/Vedlegg/Taler%20og%20artikler%20av%20tidligere%20statsministre/K%C3%A5re%20Willoch/1986/Minneord_om_Olof_Palme.pdf. 
  17. Anne Poulsen (11. september 2003). "Lindh talte smukt til Palme". B.T.. http://www.bt.dk/krimi/lindh-talte-smukt-til-palme. 
  18. 18,0 18,1 Tom Lundin (2006). "Vad gör en händelse till ett nationellt trauma?". Läkartidningen 103. http://www.katastrofpsykiatri.uu.se/Fnationellatrauman.pdf. 
  19. Caroline Frost (10. juni 2013). "Arne Dahl Tells HuffPostUK Why The Murders In His Latest Nordic Noir Offering Have To Be Quite So Brutal". HuffingtonPost. http://www.huffingtonpost.co.uk/2013/06/10/arne-dahl-nordic-noir-nordicana_n_3416144.html?show_comment_id=262667896#comment_262667896. 
  20. Bondeson, side 159.
  21. Weekendavisen nævner tal på 350 millioner svenske kroner og cirka 700.000 dokumenter (Vestergaard, 2006). Andre kilder nævner andre tal, se Danmarks Radio, "Efterforskningen — 20 års jagt på en morder", 21. februar 2006.
  22. 22,0 22,1 Staffan Lindberg, "Det kan vara Palmevapnet", Aftonbladet, 2. juli 2007.
  23. Palmeutredare tror inte på lösning. SvD. 4. februar 2010. http://www.svd.se/nyheter/inrikes/palmeutredare-tror-inte-pa-losning_4204131.svd. 
  24. Ritzau/AFP (8. oktober 2009). "Svensk regering vil undgå Palme-forældelse". Berlingske. http://www.b.dk/verden/svensk-regering-vil-undgaa-palme-foraeldelse. 
  25. 20 år med samma utredning. SVD. 11 oktober 2007. http://www.svd.se/nyheter/inrikes/artikel_292256.svd. 
  26. 26,0 26,1 Lars Fogt (21. februar 2011). "130 har tilstået mordet på Palme". BT.dk. http://www.bt.dk/krimi/130-har-tilstaaet-mordet-paa-palme. 
  27. Morten Skjoldager (28. februar 2011). "Verdens største morderjagt fylder 25 år". Politiken.dk. 
  28. Ritzau (2. marts 2013). "Politiet får 100 tips på 25-årsdagen for Palme-mordet". Politiken. http://politiken.dk/udland/ECE1912322/politiet-faar-100-tips-paa-25-aarsdagen-for-palme-mordet/.  Politikens titel er forkert. Det er 27-årsdagen
  29. TT (15 september 2007). "Stasi utredde Palme-mordet". Sydsvenskan. http://www.sydsvenskan.se/sverige/article266541/Stasi-utredde-Palme-mordet.html. 
  30. Christian Holmén og Peter Thunborg (15. september 2007). "Spanade i hemlighet". Expressen. http://www.expressen.se/nyheter/spanade-i-hemlighet/. 
  31. "Palmemordet: Vem mördade Olof Palme?". http://www.ne.se/rep/palmemordet-vem-m%C3%B6rdade-olof-palme. 
  32. Wall (1997) side 211+.
  33. Brottutredningen efter mordet på statsminister Olof Palme, pp. 204-205, 1999.
  34. SOU 1999:88, side 153
  35. 35,0 35,1 SOU 1999:88, side 200
  36. Emmelie Wallroth (30. april 2013). "Magnum-revolver inlämnad i Stockholm". Aftonbladet. http://www.aftonbladet.se/nyheter/article16698306.ab. 
  37. Christian Holmén, "Mockfjärdsrevolvern stals i Haparanda 1983", Expressen, 21. november 2006.
  38. SOU 1999:88, side 207.
  39. Hans Österman, Oisin Cantwell, "Clark hörs om Palmevapnet", Aftonbladet, 14. maj 2000.
  40. Nya förhör i Palmeutredningen, Dagens Nyheter, 15. juli 2006.
  41. Andreas Johannsson, "'Han köpte revolvern'", Expressen, 23. november 2006.
  42. Alexandra Forslund, "Expressens Christian Holmén gjorde fyndet", Expressen, 21. november 2006.
  43. Anders Johansson, Lennart Håård (21. november 2006). "De hittade revolvern". Aftonbladet. http://www.aftonbladet.se/nyheter/article12625194.ab. 
  44. Lars Lindström, "Slarva inte bort vapnet!", Expressen, 25. november 2006
  45. "Tekniker finkammade Djursjöns strand", Dalarnas Tidningar, 23. november 2006.
  46. Emma Boëthius, "SKL: Mockfjärdsvapnet har inte provskjutits", GT, 7. december 2006.
  47. Kjell Rynhag, "Palmevapen färdigundersökt", Aftonbladet, 28. maj 2007.
  48. "Polisen har spårat alla revolvrar utom två", faktaboks, Dagens Nyheter, 6. marts 2006.
  49. Peter Carlberg, "Magnumfynd inte mordvapen," Svenska Dagbladet, 22 oktober 2002.
  50. Micke Ölander, "Här jagar de Palmevapnet", Expressen, 20. december 2004.
  51. 51,0 51,1 Lennart Håård, "Vapnet vandrade från hand till hand", Aftonbladet, 24. november 2006.
  52. SOU 1999:88: 152-153.
  53. Smith (2012). Side 56
  54. Ia Wadendal og Staffan Kihlström, "Mordvapnet kan vara funnet", Dagens Nyheter, 20. oktober 2002.
  55. "Påstått Palmevapen provskjuts", Dagens Nyheter, 6. marts 2006
  56. Stefan Lisinski (7. marts 2006). "SKL: Pipan hade inget med Palmemordet att göra". Dagens Nyheter. http://www.dn.se/nyheter/sverige/skl-pipan-hade-inget-med-palmemordet-att-gora. 
  57. Pelle Tagesson (24. november 2006). "Här är de två heta vapnen". Aftonbladet. http://www.aftonbladet.se/nyheter/article460137.ab. 
  58. Josefin Nygren, "Revolver i Månkarbo var inte palmevapnet", Arbejdarbladet, 3. juli 2007.
  59. Jakob Hvide Beim (23. februar 2011). "Palmemordet: Politiet prøveskyder revolver". politiken.dk. http://politiken.dk/indland/ECE1203587/palmemordet-politiet-proeveskyder-revolver/. 
  60. Kanger (1987), side 34–35
  61. Kanger (1987), side 18.
  62. Henrik Berggren (2012). Underbara dagar framf oss. Norstedts. 
  63. Carl V Andersson (5. september 2010). "Komikern tror på polisspåret". Expressen. http://www.expressen.se/nyheter/komikern-tror-pa-polissparet/. 
  64. 64,0 64,1 Wall (1996), side 728.
  65. Wall (1996), side 833.
  66. 66,0 66,1 Krusell (1998)
  67. Wall (1996), side 728
  68. Wall (1996), side 834.
  69. SOU 1999:88, side 168.
  70. Wall (1997), side 904.
  71. Kanger (1987), side 23
  72. SOU 1999:88, side 156–157
  73. Kanger (1987), sider 23
  74. Kanger (1987), siderne 13–15
  75. Kanger (1987), side 30.
  76. Svein Magnussen (2009). Vidnepsykologi - Pålidelighed og troværdighed i dagligliv og retssal. Forlaget Klim. ISBN 978-87-7955-537-2. 
  77. Anders Leopold, Lisbet Palmes bild av mödaren formades under stark påverkan, tilgået 20 juli 2007.
  78. Kanger (1987), side 29–30.
  79. Danmarks Radio, "Lars Jeppson", dr.dk/dokumentar 28. februar 1986.
  80. Danmarks Radio, "Yvonne Nieminen ser gerningsmanden løbe væk", dr.dk/dokumentar 28. februar 1986.
  81. Anders Leopold, MÖRDAREN FÖRSÖKTE STOPPA NER NÅGOT I EN VÄSKA
  82. SOU 1999:88, side 252.
  83. 83,0 83,1 SOU 1999:88, side 252–253.
  84. SOU 1999:88, sider 254.
  85. Krusell (1998), billedtekst.
  86. SOU 1999:88, siderne 253-254.
  87. Smith (2012), side 172.
  88. Kanger (1987), side 36.
  89. Kanger (1987), side 37.
  90. SOU 1999:88, siderne 791-792
  91. SOU 1999:88, siderne 792
  92. Smith 2010, side 47
  93. 93,0 93,1 93,2 93,3 93,4 93,5 93,6 Ralf Lillbacka (2011). "Was Olof Palme killed by and intelligence agency". International Journal of Intelligence and CounterIntelligence 24: 119-147. doi:10.1080/088500607.2010.501705. 
  94. SOU 1999:88, s. 849.
  95. SOU 1999:88, p. 899
  96. Bondeson, side 31
  97. SOU 1999:88 side 610-611.
  98. SOU 1999:99 side 614.
  99. SOU 1999:99 side 614-615.
  100. Forfatteren Thomas Kanger brugte pseudonymet Rune i sin bog.
  101. Kanger (1987), sider 49-52.
  102. Börje Wingren, Han sköt Olof Palme, Tiden, 1993. ISBN 91-550-4028-4.
  103. Kanger (1987), siderne 69-74.
  104. Krusell (1998), side 47
  105. Kanger (1987), side 55.
  106. Kanger (1987), side 54-55.
  107. Jonathan Weaver, "Underwood says he didn't do it", Salisbury Post, 11. januar 2004.
  108. Jonathan Weaver, "A body found -- and four years of investigator's life go into case," Salisbury Post, 12. januar 2004.
  109. "No new trial for L.C. Underwood". Salisburypost. 13. januar 2011. http://www.salisburypost.com/News/011311-underwood-no-new-trial-for-underwood-qcd. 
  110. Trowbridge H. Ford (2. september 2011). "Why Palme Assassination Suspect Viktor Gunnarsson Was Killed". Vetarns today. http://www.veteranstoday.com/2011/09/02/why-palme-assassination-suspect-viktor-gunnarsson-was-killed/. 
  111. Wall (1996), siderne 118-119.
  112. Wall (1996), siderne 126.
  113. Wall (1997) siderne 146+
  114. Wall (1997) siderne 185+.
  115. Palmeutredningen - en kronologi, SVT, http://svt.se/2.48530/1.547817/palmeutredningen_-_en_kronologi?lid=puff_544833&lpos=bild 
  116. "Vil afhøre Öcalan om Palme-mordet". TV2. 23. februar 2001. http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article/159040/. 
  117. Tord Vestlund og Richard Aschberg (28. februar 2012). "Palmetipset ignorerades". Aftonbladet. http://www.aftonbladet.se/nyheter/article14441528.ab. 
  118. SOU 1999:88, side 706
  119. Der er uklarhed om den præcise dato SOU 1999:88, side 705 skriver den 28. maj mens side 707 skriver om et hjemmebesøg af politiet den 25. maj.
  120. SOU 1999:88, side 707-708.
  121. 121,0 121,1 SOU 1999:88 708.
  122. SOU 1999:88, side 709-710.
  123. SOU 1999:88, side 710.
  124. SOU 1999:88 side 767.
  125. Gunnar Wall. Mörkläggning. http://gunnarwall.wordpress.com/2013/04/04/christer-pettersson-hade-faktiskt-alibivittnen/.  siderne 823-825.
  126. SOU 1999:88, side 740.
  127. SOU 1999:88, siderene 740-742.
  128. SOU 1999:88, side 757.
  129. SOU 1999:88 side 708.
  130. SOU 1999:88 side 707.
  131. 131,0 131,1 Peter Isaksson (12. februar 2013). "Palmeutredningen var en fejkutredning". Paragraf. http://www.magasinetparagraf.se/intervjuer/palmeutredningen-var-en-fejkutredning. 
  132. Caroline Olsson (27. oktober 2001). "Pettersson ”erkänner” Palmemordet". Aftonbladet. http://www.aftonbladet.se/nyheter/article10235192.ab. 
  133. Lennart Håård, "'Nej, jag har inte skjutit någon'," Aftonbladet, 12. marts 2003.
  134. Det Danske Filminstitut, "Dokumentarfilm kaster nyt lys over Palme-mordet", Nyheder fra DFI, 2006.
  135. Lars Borgnäs, Tomas Bresky, "'Filmen om mordet på Palme ett moraliskt haveri av SVT'," Dagens Nyheter Debat, 28 februar 2006.
  136. "Vittne till Palmemordet död," Dagens Nyheter, 24. maj 2006
  137. "Då insåg han: fel man var död", Aftonbladet, 12. marts 2003.
  138. "Svensk politi vil afhøre nyt vidne i Palme-sag". 1. marts 2006. http://www.information.dk/120519. 
  139. Danmarks Radio, "Skub-teorien — myrdede Christer Pettersson Palme i vrede?", 24. februar 2006.
  140. Danmarks Radio, "Livstid til Anna Lindhs morder", 23. marts 2004.
  141. "Ny film: Palme blev skudt ved en fejltagelse". Dagbladet Information. 28. februar 2006. http://www.information.dk/120473. 
  142. Behrang Behdjou (11. november 2006). "Förre spaningschefen: 'Jag är säker på att det var Christer Pettersson'". Expressen. 
  143. "Riddare Guillou om sina korståg". Aftonbladet. 19. juli 1999. http://wwwb.aftonbladet.se/nyheter/9907/19/guillou.html. 
  144. Krusell (1996), side 8.
  145. SOU 1999:88, s. 945
  146. SOU 1999:88, s. 955.
  147. Anders Johansson (11. august 1999). "”Jag väntade på polisen”". Aftonbladet. http://wwwc.aftonbladet.se/nyheter/9908/11/palmemordet.html. 
  148. Smith (2012), side 128-132
  149. Smith (2012), side 132-133.
  150. Paul Smith (18. september 2008). Palmes morder?. Dagbladet Information. http://www.information.dk/166012. 
  151. Eksempel: http://palmemordet.forum24.se/palmemordet-about15.html
  152. Smith (2012), side 131.
  153. Smith (2012), side 7.
  154. Bondeson (2005) side 261.
  155. SOU 1999:88, sider 273+
  156. SOU 1999:88. side 276.
  157. Gunnar Wall (27. januar 2013). ""En polis bad mig att skjuta Palme"". Aftonbladet. http://www.aftonbladet.se/nyheter/article16136365.ab. 
  158. Johan Nordström (21. februar 2011). "Leif GW sågar Palmegruppen". Aftonbladet. http://www.aftonbladet.se/nyheter/article8601774.ab. 
  159. Bent Blüdnikow. Bombeterror i København. Gyldendal. 
  160. "Frihedskrigare" (29. februar 2012). "Vaken intervjuar Ivan von Birchan - varnade SÄPO om att CIA skulle mörda Olof Palme". Vekan. http://vaken.se/modules/smartsection/item.php?itemid=1517&keywords=Palme+Birchan. 
  161. Kirstin Stefansdottir Egekvist (13. Januar 2008). "CIA ville have Olof Palme som agent". Politiken. http://politiken.dk/udland/ECE457204/cia-ville-have-olof-palme-som-agent/. 
  162. Smith (2010), siderne 133-134.
  163. Smith (2010), siderne 134.
  164. 164,0 164,1 Bianca Z. Vasconcellos (29. februar 2008). "Ny bog: Chilensk fascistleder myrdede Olof Palme". politiken. http://politiken.dk/udland/ECE477209/ny-bog-chilensk-fascistleder-myrdede-olof-palme/. 
  165. Smith (2010), side 134.
  166. Ritzau (18. januar 2011). "65-årig eks-lejemorder udpeget som Palme-morder". BT.dk. http://www.bt.dk/udland/65-aarig-eks-lejemorder-udpeget-som-palme-morder. 
  167. SOU 1999:88, 191
  168. Salman Rushdie, "Sleaze's slimy inventiveness," The Guardian, 7. februar 2001.
  169. Frede Vestergaard, "Vidnet", Weekendavisen, nr. 11, 17.–23 marts 2006.
  170. Jan Bondeson. Blodspor i sneen. 
  171. Ritzau/AFP (13. juli 1999). "Indien vil købe Bofors-våben til Kashmir-konflikt". Jyllands-Posten. http://jyllands-posten.dk/international/ECE3272046/indien-vil-koebe-bofors-vaben-til-kashmir-konflikt/. 
  172. Anders Leopold, Han sköt Olof Palme, Leopold Report
  173. Tomas Kvarnkullen (6. september 2012). "Palmeexperten Wall kontaktad av Rausing". Expressen. http://www.expressen.se/kvp/palmeexperten-wall-kontaktad-av-rausing/. 
  174. Harvey Morris (29. august 2012). "New Claim Rekindles Olof Palme Murder Mystery". New York Times. http://rendezvous.blogs.nytimes.com/2012/08/29/new-claim-rekindles-olof-palme-murder-mystery/. 
  175. Stefan Lindqvist (25 februar 2006). "Palmemordet — konspirationsteorier". HD. http://hd.se/inrikes/2006/02/25/palmemordet_konspirationsteorier/. 
  176. I oktober 1985. Aftonbladet og Expressen skriver begge både "to måneder før mordet" og "oktober 1985" hvilket ikke stemmer overens
  177. Micke Ölander, "Palme-bevisen förstördes av polisen", Expressen, 13. februar 2006.
  178. Bondeson, 2006, side 198.
  179. Wall (1997) side 15.
  180. 180,0 180,1 Krusell (1996), side 9.
  181. 181,0 181,1 Lars Linder (28. august 2012). "Ann-Marie Åsheden: ”Förbannelsen. Hans Holmérs öde”". DN.se. http://www.dn.se/dnbok/bokrecensioner/ann-marie-asheden-forbannelsen-hans-holmers-ode. 
  182. Svein Magnussen (2009). Vidnepsykologi, pålidelighed & troværdighed i dagligliv og retssal. Klim. 
  183. Pelle Bank (6. juni 2012). "Interview: Palme-mordet opklaret?". TV 2 Østjylland. http://www.tv2oj.dk/artikel/118037:Aarhus--Interview--Palme-mordet-opklaret. 
  184. "Court overturns Lindh killer sentence". BBC News (BBC). 8. juli 2004. http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/3876187.stm. 
  185. "Mijailo Mijailovic dömd till livstids fängelse". Kriminalvården. 2. december 2004. http://www.kriminalvarden.se/templates/KVV_NewsArticle____2785.aspx. 
  186. David Canter (2003). Mapping murder. ISBN 0-7535-0926-1. 
  187. David Leppard (22 februar 2009). "Serb 'admits killing Jill Dando' in revenge for Nato bombs". Times Online (Times Newspapers). http://www.timesonline.co.uk/tol/news/uk/crime/article5780305.ece. 
  188. Civilkuragepriset / Fokus / Aktuellt / Hem – SAC Syndikalisterna
  189. Henrik Brun (30. oktober 1999). "Drab ryster aktivister". Dagbladet Information. http://www.information.dk/36414. 
  190. "Se grafik från explosionerna". http://www.dn.se/nyheter/sverige/se-grafik-fran-explosionerna-1.1225783. 
  191. Soomer H, Ranta H, Penttilä A. (2001). "Identification of victims from the M/S Estonia". Int J Legal Med. 114 (4-5): 259-262. PMID 11355406. 
  192. Sven-Åke Christianson (1989). "Flashbulb memories: Special, but not so special". Memory & Cognition 17 (4): 435-443. http://link.springer.com/content/pdf/10.3758%2FBF03202615.pdf. 
  193. Ingemar Krusell (1998). Palmemordets nakna fakta. Fischer & Co.. 
  194. TT (http://www.ystadsallehanda.se/tt-kultur/article1692305/Ny-bok-om-Hans-Holm%C3%A9r-stoppas.html). [8. september 2012 "Ny bok om Hans Holmér stoppas"]. Ystads Allehanda. 8. september 2012. 
  195. Smith (2010), side 107.
  196. "gunnar Wall". http://www.gunnarwall.se/bocker.html. 
  197. Gunnar Wall (3. september 2013). "Konspirationer, finns dom?". http://gunnarwall.wordpress.com/2013/09/03/konspirationer-finns-dom/. 
  198. Paul Smith (2012). Palmes morder? Det 20 århundredes mordgåde løst?. Hovedland. 
  199. Paul Smith (28. maj 2002). "Auken og Palmemordet". Jyllands-Posten. http://jyllands-posten.dk/kultur/article3448917.ece. 
  200. IMDb
  201. Susanne Nielsen (9 maj 2012). "Dansk instruktør bag Olof Palme-serie". TV 2. http://tvtid.tv2.dk/nytomtv/article.php/id-50250040.html. 
  202. Søs Lykke Sloth (20. august 2012). "Pippis kunst om Palme-mordet forarger i Sverige". Berlingske. http://www.b.dk/kultur/pippis-kunst-om-palme-mordet-forarger-i-sverige. 
  203. Granskningskommissionens betänkande i anledning av Brottsutredningen efter mordet på statsminister Olof Palme Del 1, Justitiedepartementet, SOU 1999:88, 1999. Afsnittet 1.3 "Särskilt om Juristkommissionens granskning", siderne 43+