Pantropisk plettet delfin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Pantropisk plettet delfin ?
Pantropisk plettet delfin.Foto fra NOAA Photo Library
Pantropisk plettet delfin.
Foto fra NOAA Photo Library
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Cetacea (Hvaler)
Underorden: Odontoceti (Tandhvaler)
Familie: Delphinidae (Delfiner)
Slægt: Stenella
Art: attenuata
Videnskabeligt artsnavn
Stenella attenuata
Gray 1846
Pantropisk plettet delfins udbredelse
Pantropisk plettet delfins udbredelse


Pantropisk plettet delfin (Stenella attenuata) er en art af delfin der findes i alle verdens tempererede og tropiske have. Arten var ved at være truet på grund af drab på millioner af individer under tunfiskerierne. I 1980'erne så man starten på "delfin-venlig tunfangstmetode" for at redde millioner af arten i det østlige Stillehav.

Taksonomi[redigér | redigér wikikode]

Arten blev først identificeret af John Gray i 1846. Grays første analyse inkluderede Atlantisk plettet delfin i denne art. De betragtes nu som adskilte. Både slægts- og artsnavnene kommer fra latinske ord, som betyder tynd eller udtyndende.

Der er tre underarter, som blev genkendt i Rices 1998-undersøgelse af hvalers taksonomi. To af dem er ikke officielt navngivet.

S. a. subspecies A, fralandsformen, som findes i det østlige Stillehav.
S. a. subspecies B, en form fundet omkring Hawaiis øer.
S. a. graffmani, kystnær form fundet ud for Mexico og Peru.

Fysisk beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Pantropisk plettet delfin varierer betydeligt i størrelse og farver i dens leveområder. Den største forskel er mellem de kystnære og fjerne variationer. Den kystnære form er større og mere plettet. (Disse to former er kun blevet adskilt i underarter i det østlige Stillehav. Se taksonomi feltet).

Pletterne er den definerende karakteristik i de voksne dyr, mens de umodne dyr er generelt ensfarvede og kan forveksles med øresvinet. Populationer omkring den Mexicanske Golf kan være relativt pletfri, selv når de er voksne. I Atlanterhavet er det muligt at tage fejl af den Pantropiske og Atlantisk plettet delfin.

Generelt set har delfinen et langt, tyndt næb. Over- og underkæberne er mørktfarvede, men er adskilt af tynde hvide "læber". Kinden, halsen og maven er hvid til lysegrå med en begrænset mængde pletter. Flankerne er adskilt i tre tydelige bånd af farver. Den lyseste i bunden, efterfulgt af en tynd grå stribe i midten af flanken, og en mørk grå ryg. Den høje konkave rygfinne er ligeledes farvet. Den tykke hale køl matcher farven i det midterste bånd.

Pantropisk plettet delfin er meget aktiv og tilbøjelig til at lave store, plaskende spring fra havet. Den springer ofte helt op over vandet i et sekund eller længere. Bovridning og anden leg med både er ofte set.

I det østlige Stillehav ses delfinen ofte svømmende sammen med Gulfinnet Tun (herfra problemet med bifangst på grund af tunfiskeri – se sektionen om "Menneskelig interaktion"). Man spiser dog ikke denne fisk. Faktisk har de to arter samme diæt af små fisk. I andre områder kan arten også leve af blæksprutter og skaldyr.

Længden ved fødslen er 80-90 cm. Voksne er omtrent 2,5 m lange og vejer 120 kg. Seksuel modenhed opnås ved 10 års alderen hos hunnerne, og ved 12 år hos hannerne. Livslængde er ca. 40 år.

Distribution[redigér | redigér wikikode]

Pantropisk plettet delfin kan, som dens navn antyder, findes på tværs af alle tropiske og subtropiske vande på jorden. Groft sagt i alle have mellem 40° N og 40° S. Den totale population anslås til at være over 3 millioner; den næstmest udbredte tandhval efter øresvinet. Der findes to millioner i det østlige Stillehav alene. Dette er dog en betydelig nedgang fra de mindst 7 millioner, der var at finde i 1950'erne.

Populationscentrene findes i lavt, varmt vand (vandtemperatur over 25 °C). Der er også en tendens til, at grupper samles i områder med stor temperaturgradient.

Menneskelig interaktion[redigér | redigér wikikode]

Den pantropisk plettede delfins tendens til at svømme sammen med gulfinnet tunfisk, især i det østlige Stillehav, har i de seneste årtier været en trussel mod arten. I 1960'erne og 1970'erne fangede fiskere tusinder af delfiner ad gangen med deres net. Delfinerne enten druknede eller blev dræbt som uønsket bifangst. I en periode over 25 år blev over 75% af denne regions population og over halvdelen af verdens udslettet. Emnet har fået bred offentlig interesse. Mange supermarkedskæder har fundet det økonomisk forsvarligt at bruge tunleverandører, som fanger tunfisk på en blidere måde og som derfor reklamerer med, at deres produkter er "delfinvenlige".