Parkpolitik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Parkpolitik (engelsk: Urban Forestry, tysk: Arboristik) betegner dels planlægning, oprettelse og forvaltning af alle slags træer (herunder gadetræer), grønne områder, parker og skove i tilknytning til byområder, dels arbejdet med at sikre de bedst egnede træer gennem træforvaltning[1].

Parkpolitik udviklede sig allerede i mellemkrigstiden ikke mindst i Tyskland og USA, og herfra gik inspirationen videre til andre lande, blandt andre Danmark.

Emner[redigér | redigér wikikode]

Parkpolitik omfatter ulige emner, herunder:

  1. Fastlæggelse af retningslinjer for typer (klasser), størrelse og indretning af grønne områder,
  2. Den konkrete fastlæggelse af byparkers beliggenhed og afgrænsning,
  3. Træforvaltning, herunder valg af egnede træsorter og træpleje (beskæring, kamp mod forrådnelse, beskyttelse mod saltskader og lignende),
  4. Parkpolitik som led i et sundere bymiljø (makro-, meso- og mikromiljøer), herunder træers, buskes og blomsters indflydelse på luftforurening og som levested for vilde dyr i byområder.

Retningslinier for grønne områder[redigér | redigér wikikode]

På grundlag af studier af parkplanlægningen i Danmark og udlandet (Køge Bugt-fingeren, Amsterdam, Hamburg, Stockholm) kunne Paul Derose i 1970 fastslå, at der syntes at være et alment behov for grønne områder på ca. 500 m² fordelt på:

  1. Grønne arealer, legepladser og idrætsanlæg inden for byområdet: omkring 50 m² pr. indbygger.
  2. Bynære landskaber (nærrekreative områder) til dels i umiddelbar tilknytning til de samlede boligområder og indtil 15 km fra byområdet: omkring 190 m² pr. indbygger.
  3. Store landskabsområder (fjernrekreative områder) beliggende under hensyn til landskabelige værdier og indtil 50 km fra byområdet: omkring 250 m² pr. indbygger[2].

Siden Derose opstillede disse rammer for parkplanlægningen er der sket en yderligere differentiering således, at man kan regne med følgende kategorisering:

  • byparker, fordelt på traditionelle parker, legepladser, grønne korridorer og friarealer i tilknytning til vandløb.
  • bydelsparker eller nærrekreative områder for 5-10.000 personer, mindst 500 m brede og med et mindsteareal på 2 km².
  • grønne lunger[3] for 50.000 personer eller mere og med et mindsteareal på 10 km².
  • åbne landskaber for fjernrekreation.
  • arealer til særlige formål: sportspladser, badestrande, sejlsportshavne, rideanlæg, kolonihaver, botaniske og zoologiske haver, kirkegårde og lignende[4].
  • naturfredede områder, områder for videnskabelig forskning[5] samt grundvandsbeskyttelsesområder[6].
  • mindre beplantninger i byer så som gadetræer, beplantninger ved offentlige ejendomme, ved etageboligområder, ved villaer og rækkehuse, i tilknytning til industrier, på offentlige pladser eller som enkelttræer med mere.

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Luftfoto over udsnit af Køge Bugt strandpark - et af de mest vellykkede rekreative planlægningstiltag i Danmark. I baggrunden en "grøn kile" på tværs mellem to byområder

Allerede C.Th. Sørensen gjorde sig i 1931 til talsmand for en bevidst parkpolitik. I sin bog om dette emne afviste han imidlertid opstillingen af normer for grønne områder under henvisning til, at Danmark (dengang) kun havde eet egentligt storbyområde, hvor dette kunne være relevant[7]. I stedet lagde han vægten på sognekommunernes parkpolitik, idet han påviste, at der inden for dette område var mange emner at tage fat på:

Hans bog blev dengang anset for at dække et så værdifuldt emne, at et eksemplar blev skænket til hver eneste sognekommune i hele landet[8].

I forlængelse af C.Th.Sørensens argumentation fremlagde det dengang selvoprettede udvalg til egnsplanlægning for Københavnsegnen en landskabsanalyse, hvor man gjorde sig til talsmand for i tide at sikre grønne områder i form af et net af stier for gående og cyklende, badestrande, såkaldte parkveje (veje med træbeplantninger) og naturfredninger af arealer i tilknytning til søer, vandløb og skove[9] for de da hastigt voksende omegnskommune-befolkningers friluftsliv. Dette forslag blev kort efter 2. verdenskrig fulgt op af det berømmelige forslag om en fingerplan for Storkøbenhavn, hvor parkpolitik – ikke mindst i form af "grønne kiler" – indgik som et hovedtræk[10].

I forbindelse med planlægningen af Køge Bugt-fingeren indgik sikringen af grønne områder (34 m² per indbygger) som et led i planmålsætningen. Senere erfaringer viste, at dette var for lidt i forhold til befolkningens behov[11]. Ligeledes indgik dels planlægningen af Vestskoven, dels Køge Bugt Strandpark som aktive led i Køge Bugt-planarbejdet; begge tiltag har været af stor betydning for den stedlige befolknings friluftsliv[12].

Da Egnsplanudvalget for Hovedstadsområdet omkring 1970 udarbejdede egnsplanen (senere kaldet regionplanen) for Hovedstadsområdet, indgik sikring af grønne områder og parker ligeledes som en væsentlig del af arbejdet. Hovedvægten i egnsplanarbejdet blev lagt på at skabe store, samlede udflugtsområder (naturparker) for storbyområdets befolkning, hvorimod sikringen af nærområder til fritidsformål blev en opgave for de enkelte kommuner. Først senere blev sikring af de såkaldte "grønne kiler" imellem de bymæssige områder i "byfingre" og "håndflade" også en del af regionplanen[13].

Siden årtusindskiftet er skovrejsning blevet en del af den statslige parkpolitik.

Litauen[redigér | redigér wikikode]

I Kaunas i Litauen fik parkpolitik en hovedprioritet efter at "De Grønne" havde vundet et lokalvalg. Man foretog en total registrering af samtlige parker og grønne områder i byen, herunder større landskabsparker i kommunens udkant. Derefter lod man udarbejde en 12-siders folder indeholdende en kort beskrivelse af hver park eller fredningsområde samt et oversigtskort for derved at bevidstgøre byens indbyggere om disse værdier[14]. Ligeledes foretog man en analyse af parkernes fordeling i forhold til befolkningsfordelingen og fandt herved en vis skævdeling af det indbyrdes forhold mellem disse. Resultatet var en bred folkelig opbakning bag byens parkpolitik, herunder oprettelsen af 7 helt nye parker og udvidelsen af 4 eksisterende parker.

Holland[redigér | redigér wikikode]

I Holland gjorde daværende professor Maas i "Tweede Nota over de Ruimtelijke Ordening in Nederland" (oversat: Anden nota om planlægning i Nederland, 1966) sig til talsmand for et samlet system af rekreative områder på ulige niveauer for Amsterdam bestående af:

  1. nationalparker,
  2. regionalparker,
  3. byregionparker,
  4. byparker,
  5. bydelsparker og
  6. kvarterparker[15].

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Arealplanlægning – status og problemstillinger; Landsplansekretariatet 1974, publikation nr 27; ISBN 87-503-1684-2
  • Valdis Balodis, Galina Pospelova, Kamils Ramans, Didzis Tjarve: "Dendrochronological Analysis for the Assessment of the Environmental Quality", i: Proceedings of the Latvian Academy of Sciences, Section B, Vol. 51 (1997), No. 4, s. 137-139
  • Paul Derose: "Storbyens rekreative behov", i: Landskap. Nordisk Tidsskrift for planlægning af have og landskab; 51. årgang, København 1970, s. 14-19
  • Carlo Dræger: "Landskabsarkitekten og regionplanlægning", i: Landskap. Nordisk Tidsskrift for planlægning af have og landskab; 51. årgang, København 1970, s. 6-13
  • Arne Gaardmand: Dansk byplanlægning 1938-1992; Arkitektens forlag 1993; ISBN 87-7407-132-7
  • Kauno Parkai Ir Gamtos Paminklai (Parks and Natural Monuments in Kaunas); Saulės sala 1997
  • Københavnsegnens grønne Omraader. Forslag til et System af Omraader for Friluftsliv, udarbejdet for Udvalget til Planlægning af Københavnsegnen ved Olaf Forchhammer; Dansk Byplanlaboratorium København 1936
  • Landskap. Nordisk Tidsskrift for planlægning af have og landskab; 51. årgang, København 1970
  • Hugo Marcussen: "Landskab og byvækst", i: Landskap. Nordisk Tidsskrift for planlægning af have og landskab; 51. årgang, København 1970, s. 1-5
  • Robert W. Miller: Urban Forestry: Planning and Managing Urban Greenspaces; 2007; ISBN 1-57766-510-4
  • T.B. Randrup & K. Nilsson (red.): Urban Forestry in the Nordic Countries. Proceedings of a Nordic Workshop on Urban Forestry, held in Reykjavik, Iceland September 21-24, 1996; Ministry of Environment and Energy, Danish Forest and Landscape Research Institute 1996; ISBN 87-89822-70-6
  • Heldur Sander & Thomas Barfoed Randrup (red.): Urban Forestry in the Nordic and Baltic Countries. Proceedings of a Nordic Workshop on Urban Forestry, held in Tallinn, Estonia December 1-3, 1997; Ministry of Environment and Energy, Danish Forest and Landscape Research Institute & Estonian Agricultural University, Forest Research Institute; Tallinn-Copenhagen 1998; ISBN 9985-882-25-3
  • C.Th. Sørensen: Parkpolitik i Sogn og Købstad; 1931, genoptryk Christian Ejlers Forlag 1978; ISBN 87-7241-405-7

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. "The urban forest may be defined as the sum of all woody and associated vegetation in and around dense human settlements, ranging from small communities in rural settings to metropolitan regions. [...] This forest is the sum of street trees, residential trees, park trees and greenbelt vegetation" (Miller 2007: 27)
  2. Derose, s. 18f
  3. udtrykket opfundet af geografen Jan Magnussen, jvf. Gaardmand, s. 211
  4. Arealplanlægning, s. 136ff
  5. Arealplanlægning, s. 146ff
  6. Arealplanlægning, s. 132ff
  7. Sørensen, s. 8
  8. oplyst af Ole Thomassen i forordet til genoptrykket
  9. Københavnsegnens grønne Omraader
  10. Gaardmand, s. 35-39
  11. Derose, s. 19
  12. Gaardmand, s. 124-129
  13. i Regionplantillæg 1989, 3
  14. Kauno Parkai
  15. Derose, s. 14

Se også[redigér | redigér wikikode]

C.Th. Sørensen