Paulis udelukkelsesprincip

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Paulis udelukkelsesprincip, sædvanligvis omtalt som blot udelukkelsesprincippet, er et kvantemekanisk princip formuleret af Wolfgang Pauli i 1925, som udsiger at to identiske fermioner ikke kan være i den samme kvantetilstand (dvs. samme sted og samme impuls, fx kan to elektroner ikke befinde sig på samme sted). Det er en af de mest betydningsfulde principper inden for fysiken, primært fordi de tre typer af partikler som almindeligt stof er dannet af – elektroner, protoner og neutroner – alle er underlagt dette princip. Paulis udelukkelsesprincip ligger bag mange karakteristiske egenskaber ved almindeligt stof, fra almindelig stofs stabilitet i den stor ende af skala til eksistensen af det periodiske system).

Alle partikler som er underlagt Paulis udelukkelsesprincip kaldes for fermioner. Ud over familien af elektroner, protoner og neutroner, omfatter disse også neutrinoer, kvarker (hvoraf neutroner og protoner er dannet), og endda atomer, som fx helium-3. Alle fermioner har "halvt heltals spin", hvilket betyder at de besider et iboende angulært moment, hvis værdi er \hbar = \frac{h}{2\pi} (Plancks konstant divideret med 2π) multipliceret med et 'halvt heltal' (1/2, 3/2, 5/2 osv.). Inden for kvantemekanikken beskrives fermioner som værende i en "antisymmetrisk tilstand", hvilket beskrives nærmere i artiklen om identiske partikler.

Paulis udelukkelsesprincip gælder derimod ikke for bosoner, der er karakteriseret ved at have et 'heltal' (1, 2, 3 osv.)

Naturvidenskab Stub
Denne naturvidenskabsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.