Pave Bonifatius 8.

Bonifatius 8.

Pave Bonifatius 8. (ca. 1235 – 11. oktober 1303) var før udnævnelsen kardinal Benedetto Gaetani, født i Anagni af en anset ridderfamilie fra Lombardiet i Italien. Anagni er mest kendt som fødested for fire paver: Innocens 3. (1198-1216), Gregor 9. (1227-41), Alexander 4. (1254-61) og Bonifatius 8. (1294-1303).

Reformer

Gaetani tog navnet Bonifatius da kardinalerne overrakte ham den tiara, som "den på himlen kloge, men på Jorden dumme" Celestin 5. havde nedlagt. Den fromme og asketiske Celestin ønskede blot at tilbringe resten af sit liv i en eneboerhytte, og Bonifatius overtalte ham til at overlade sig pavestolen. For at være på den sikre side, lod Bonifatius ham dog kort efter sin udvælgelse arrestere og sætte i livsvarigt fængsel.

Bonifatius var en lærd jurist, med diplomatisk snilde og en herskernatur, men ingen helgen. Han foretog et betydeligt reformarbejde med at bringe Vatikanets finanser, arkiv og bibliotek i orden. Han oprettede Roms universitet lige ved Pantheon, hvor det befandt sig frem til 1935. "En højhjertet synder" har nogle kaldt ham, mens Dante i Den Guddommelige Komedie placerede ham i helvede.

Stridigheder

Bonifatius gik ind i et opgør med Frankrig, som på denne tid lå i krig med England. Fransk gejstlighed var derfor blevet beskattet, og paven støttede den i en skattenægtelse. I sin bulle fra 1296 beskrev han beskatningen som et eksempel på de lidelser, lægfolk utsatte gejstligheden for. Som modtræk forbød kong Filip den Smukke af Frankrig udførsel af penge og ædelmetaller, hvad der ramte pavens økonomi hårdt. Kong Filip tilskrev ham, ikke med den gængse titel "Deres Hellighed", men som "Deres Største Dumhed", og da Bonifatius indkaldte til koncil i Rom, forbød Filip de franske gejstlige at deltage. Bonifatius erklærede, at han hellere ville være en hund end en franskmand. Han lå allerede i strid med en af de mægtigste adelsslægter i Italien, og med Franciskanerordenen, som ellers havde været en støtte for pavestolen. Hans anseelse steg dog, da han udråbte år 1300 til "jubelår", hvor han blev dyrket som Europas åndelige centrum.

Bullen Unam Sanctam fra november 1302 anses som et af de mest klassiske udtryk for pavens krav på magt og verdensherredømme. Ifølge bullen er der kun én kirke, og den styres af Kristus, hans stedfortræder apostlen Peter og dennes efterfølgere, dvs paven i Rom. Skulle den græsk-ortodokse kirke påstå, at den ikke hører ind under Peters efterfølger, har den dermed erklæret, at den ikke hører til Kristi hjord. Paven besidder et åndeligt og et verdsligt sværd, begrundet med Matthæusevangeliet 16:19 (Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget; de døre, du låser på Jorden, er låst i Himlen, og de døre, du åbner på Jorden, er åbnet i Himlen. ) og 26:52 ("Få det sværd væk!" sagde Jesus. "De, der griber til vold, vil selv falde for vold." ) og Lukasevangeliet 22:38 (Disciplene sagde: "Se Herre! Her er to sværd." "Det er nok," svarede Jesus. ). Ifølge Bonifatius skal det åndelige sværd føres af kirken, og det verdslige for kirken af konger og krigere, "men kun når og så længe, den gejstlige myndighed ønsker det", da denne er større end den verdslige, kan indsætte den og dømme den. Den højeste gejstlige magt kan derimod kun dømmes af Gud selv, og den, der er uenig heri, går imod Gud selv. Bonifatius afslutter med, at ethvert menneske pligter at underkaste sig paven i Rom, ellers taber man sin sjæls salighed. Læren om de to sværd var tankegods fra blandt andre Bernhard af Clairvaux og Thomas Aquinas, men ingen anden pave havde vovet at forlange, at folk skulle acceptere det for at undgå fortabelse.

Filip den Smukke forlangte et koncil indkaldt, der kunne afsætte Bonifatius, som Filip anklagede for kætteri og for mord på forgængeren Celestin. Filip mente også, at paven holdt sig med en personlig "husdjævel". Det lykkedes den franske konges mænd at få Bonifatius fængslet i hans hjemby Anagni, men byens borgere satte paven fri. Kort efter døde han af sindsbevægelse i Filips fangenskab. Hans sarkofag befinder sig i Peterskirkens krypt. Man fandt det nu klogest at flytte pavestolen til Frankrig, for at slippe de ustandselige opgør mellem rivaliserende romerske adelsfamilier; og fra 1309 fik paven sin residens i Avignon. Samtlige syv paver i "Avignon-tiden" (der varede i næsten 70 år) var franske; de lod sig pavekrone i Lyon, og to tredjedele af kardinalerne var franske.

I Danmark er han kendt fra striden med Erik 6. Menved om ærkebiskop Jens Grand.

Henvisninger

Efterfulgte: Pave Celestin 5.

Pave 1294-1303

Efterfulgtes af: Pave Benedict 11.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Pave Bonifatius 8.