Peales delfin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Peales delfin ?
Peales delfin
Peales delfin
Bevaringsstatus
Videnskabelig klassifikation
Domæne: Eukarya
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Cetacea (Hvaler)
Underorden: Odontoceti (Tandhvaler)
Familie: Delphinidae (Delfiner)
Slægt: Lagenorhynchus
Art: L. australis
Videnskabeligt artsnavn
Lagenorhynchus australis
(Peale, 1848)
Udbredelse af Peales delfin
Udbredelse af Peales delfin

Peales delfin (Lagenorhynchus australis) er en mindre delfin, der lever langs kysten af det sydlige Sydamerika og Falklandsøerne.

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Peales delfin er omkring 2.1 lang og vejer omkring 115 kg som voksen. Farven er hvid på undersiden og sort på ryggen, med en udløber af det sorte ned på undersiden af halen, hvorved der fremkommer et hvidt felt på siden af halen. Hovedet er også mørkt/sort. Mest karakteristisk er en hvid plet bag ved ved roden af forlufferne, i "armhulen". Rygfinnen er høj og smal for en delfin af denne størrelse. Snuden er afrundet og med et kun meget lille næb.

Peales delfin kan især på afstand forveksles med den nærtbeslægtede art skyggedelfin, der findes i samme område. Skyggedelfin mangler dog den skarpt afsatte hvide plet i "armhulen" som er karakteristisk for Peales delfin.

Udbredelse og bestandsstørrelse[redigér | redigér wikikode]

Peales delfin findes kun i kystnære farvande omkring sydlige Sydamerika, ned til og med Drakestrædet. På stillehavssiden ses den så langt mod nord som Valdivia, Chile, 38° S. På atlanterhavssiden ses de på til omkring 44° S – nær Golfo San Jorge, Argentina. Peales delfin findes også omkring Falklandsøerne. Delfinerne ses ofte i tidevandskanaler og andre områder med kraftig strøm, men kan også findes tæt på land i bugter og vige. Peales delfiner ses oftest i små grupper, fra 5 op til 20 individer. I enkelte tilfælde er større grupper, op til 100 delfiner, set om sommeren eller efteråret.

Der findes ingen skøn over bestanden, men den er lokalt almindelig og ses ofte.

Påvirkninger fra mennesket[redigér | redigér wikikode]

Peales delfin er sårbar overfor påvirkning fra menneskelige aktiviteter på grund af dens kystnære tilsyneladende ret stedfaste levevis. I 1970-erne og 1980-erne blev tusindvis af Peales delfiner dræbt af Chilenske fiskere, der brugte kødet som madding i krabbetejner. Denne fangst er stadig lovlig, men er aftaget i omfang. Fra Argentina er der rapporter om bifangst af Peales delfiner i nedgarn, men omfanget er ukendt.

Systematik[redigér | redigér wikikode]

Peales delfin er placeret i slægten Lagenorhynchus (hvidsidede delfiner), men nylige molekylærgenetiske data viser utvetydigt at Peale's Dolphin er nærmere beslægtet med delfiner i slægten Cephalorhynchus end med de egentlige delfiner (Delphininae og de Nordatlantiske arter i Lagenorhynchus-slægten: hvidnæse og hvidskæving. Dette vil formentlig betyde at Peales delfin på et tidspunkt flyttes fra Lagenorhynchus-slægten enten til Cephalorhynchus eller grupperes sammen med Stillehavshvidside, skyggedelfin og timeglasdelfin i en ny slægt, Sagmatias.[2].

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • National Audubon Society: Guide to Marine Mammals of the World ISBN 0-375-41141-0
  • Encyclopedia of Marine Mammals ISBN 0-12-551340-2
  • LeDuc, R.G., Perrin, W.F., Dizon, A.E. (1999). Phylogenetic relationships among the delphinid cetaceans based on full cytochrome b sequences. Marine Mammal Science 15, 619–648.
  • May-Collado, L., Agnarsson, I. (2006). Cytochrome b and Bayesian inference of whale phylogeny. Molecular Phylogenetics and Evolution 38, 344-354.
  • Schevill, W.E., Watkins, W.A. (1971). Pulsed sounds of the porpoise Lagenorhynchus australis. Breviora 366, 1–10.
  1. Hammond, P.S., Bearzi, G., Bjørge, A., Forney, K., Karczmarski, L., Kasuya, T., Perrin, W.F., Scott, M.D., Wang, J.Y., Wells, R.S. & Wilson, B. (2008). Lagenorhynchus australis. 2008 IUCN Red List of Threatened Species. IUCN 2008. Hentet den 24 March 2009. Database entry includes a brief justification of why this species is of data deficient.
  2. Shirihai, H. and Jarrett, B. (2006). Whales, Dolphins and Other Marine Mammals of the World. Princeton Field Guides. s. 205–207. ISBN 0-691-12757-3.