Personal Digital Cellular

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Personal Digital Cellular (PDC) er en 2G mobiltelefon standard udviklet og anvendt udelukkende i Japan.

I lighed med D-AMPS og GSM anvender PDC TDMA. PDC standarden blev fastlagt af ARIB i 1991, og NTT DoCoMo lancerede sin PDC-baserede Digital MOVA tjenste i marts 1993.

Egenskaber og udbredelse[redigér | redigér wikikode]

PDC tilbyder tale, tjenester som viderestilling, telefonsvarer, osv., data transmission (op til 9,6 kbit/s, og pakkekoblet data-tjeneste (op til 28,8 kbit/s).

PDC har lavere sendestyrke end GSM, hvilket gør det muligt at lave mindre og lettere telefoner med mindre batterier. Prisen er ringere tale-kvalitet og problemer med at fastholde forbindelsen.

PDC opnåede i en periode 80 millioner abonnenter i Japan, men har nu (december 2005) 45 millioner abonnenter. PDC er ved at blive faset ud til fordel for 3G teknologier som W-CDMA og CDMA2000.

Teknik[redigér | redigér wikikode]

PDC bruger en 25 kHz bærebølge, 3 timeslot, pi/4-DQPSK modulation, og en tale codecs med en (lav) bitrate på 11.2 kbit/s og 5.6 kbit/s.

PDC er implementeret i 800 MHz og 1500 MHz båndene. I 800 MHz båndet bruges 810-888 MHz downlink og 893-958 MHz uplink. I 1500 MHz båndet bruges 1477-1501 MHz downlink og 1429-1453 MHz uplink.

NEC and Ericsson er de primære leverandører at udstyr til PDC netværk.