Personalunion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En personalunion er en union af flere stater med fælles regent. Landene er uafhængige af hinanden og er selvstændige.

Dannelse og opløsning[1][redigér | redigér wikikode]

Personalunioner opstår, når regenten i et ene land vælges til regent i et andet, som da de litauiske storfyrster og de sachsiske kurfyrster blev valgt til konger i Polen i henholdsvis 15.—16. århundrede og 16971763, eller ved, at samme fyrste bliver regent i begge lande, som det var tilfældet i Preussen og Neuenburg 17071857 og i Schwarzburg-Rudolstadt og Schwarzburg-Sondershausen 19111918. Skønt personalunioner ikke medfører noget retligt fællesskab mellem de to lande, der ikke engang behøver at have krig og fred fælles, har de jævnligt været udgangspunkt for en nærmere sammenknytning, der udsætter det ene land for at komme i afhængighed af det andet og blive inddraget i dets krigerske forviklinger. Det er en af grundene til, at nogle landes forfatninger, fx den tidligere danske grundlovs § 4, udtrykkeligt krævede rigsdagens samtykke, for at kongen kunne blive regent i et andet land, ligesom det kan nævnes, at en tronforbindelse mellem Danmark og Grækenland blev forbudt ved Traktaten af 13. juli 1863.

En personalunion opløses, når den fælles monark opgiver tronen i det ene land, som da Karl 5. af Spanien i 1556 nedlagde den tyske krone, eller ved at to ulige personer på grund af afvigelse i tronfølgereglerne arver kronen i de to lande. Således opløstes personalunionen mellem England og Hannover 17141837 og mellem Nederlandene og Luxembourg 18151890, fordi en kvinde kom på tronen i det ene land, medens i det andet kun mænd havde adkomst til tronen.

Personalunioner med kongeriget Danmark[redigér | redigér wikikode]

  1. Kalmarunionen var en personalunion, hvor hvert land bevarede deres rigsråd.
  2. Danmark-Norge: Kongerigerne Danmark og Norge forblev i personalunion indtil 1536, som blev afløst af en realunion med det norske rigsråds afskaffelse.
  3. Kongeriget Danmark var i personalunion med hertugdømmerne Slesvig og Holsten fra 1460-1864, desuden med Lauenburg 1814-1864.
  4. Danmark og Island var i personalunion fra 1. december 1918 til 17. juni 1944.

Andre eksempler på personalunioner[redigér | redigér wikikode]

  1. Sverige-Norge-Skånelandene, 1300-tallet.
  2. Sverige-Norge var i personalunion fra 1814-1905, hvor Norge valgte at opløse unionen og blev et selvstændigt monarki.
  3. Sverige var fra 1592 til 1599 i personalunion med Polen-Litauen.
  4. Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen var i personalunion fra 1386 til 1401, og fra 1447 til 1569 (efterfulgt af den polsk-litauiske realunion)
  5. Storbritannien og Irland var i personalunion fra 1707 til 1801, hvor de to kroner forenedes i Det Forenede Kongerige
  6. Storbritannien (fra 1801 Det Forenede Kongerige) og Hannover 1714-1837
  7. Kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn var i personalunion 18671918.

En modsætning til en personalunion er for eksempel en føderation.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave; Bind XIX; opslag: Personalunion (s. 32f)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Salmonsen, s. 31f