P.G. Bang

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Peter Georg Bang)
Gå til: navigation, søg
P.G. Bang

Peter Georg Bang (P.G. Bang) (7. oktober 1797 i København2. april 1861 sammesteds) var Danmarks fjerde statsminister og jurist, professor i romerret ved Københavns Universitet. Fra 1836 til 1845 var han direktør for Nationalbanken.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Han blev 1813 student fra Frederiksborg Skole, tog juridisk embedseksamen 1816 og erhvervede doktorgraden 1820. Bang kom tidlig ind på den juridiske embedsbane og havde allerede beklædt forskellige stillinger, da han, efter en studierejse på halvtredie år, 1826 blev assessor i Overretten og 1830 ekstraordinær professor i romerret ved Københavns Universitet. 1834 blev han ordentlig professor og 2 år senere universitetets kvæstor og medlem af Nationalbankens direktion. Disse stillinger opgav han dog 1845, da han udnævntes til deputeret i Rentekammeret og dermed indtrådte i den overordnede administration.

Alene denne lange række af forskelligartede stillinger, som Bang alle udfyldte med megen dygtighed, viser, hvilken betydelig arbejdsevne han sad inde med. Som juridisk videnskabsmand har han efterladt sig et godt navn, og navnlig var hans lærebog i romerretten et særdeles fortjenstfuldt arbejde. Sammen med I.E. Larsen udarbejdede han den første systematiske fremstilling af den danske proces og holdt forelæsninger over de mest forskelligartede emner af dansk ret. Dog var han sikkert i langt højere grad på sin rette hylde som administrator end som videnskabsmand. Hans utrættelige flid, store interesse for detaljen og ualmindelig praktiske blik kom ham her i høj grad til gode. Især interesserede han sig for godsadministration og landboforhold i det hele, ligesom han sikkert var sin tids ypperste kender af dansk landboret. At en mand med Bangs kundskaber og anlæg snart måtte finde anvendelse i tidens vågnende politiske liv, var en selvfølge. Han var da også med en kort afbrydelse medlem af provinsialstænderne for østifterne lige fra deres oprettelse, og indtil han 1846 udnævntes til kgl. kommissarius ved begge kongerigets stænderforsamlinger. Oprindeligt hørte Bang til den liberale retning; men hans udpræget saglige interesser svækkede tidlig hans blik for betydningen af de konstitutionelle former, og snart regnedes han af den liberale opposition for mere end halvt frafalden. I øvrigt gjorde hans store sagkundskab, navnlig i landbospørgsmål, sig fortrinlig gældende i stændernes forhandlinger. Som kommissarius optrådte han fuldt så skarpt over for de konstitutionelle ideer som sin forgænger, ørsted, men det forhindrede ikke, at han – ret indifferent som han i virkeligheden var over for dette spørgsmål – kunne række hånd til arbejdet for en konstitutionel forfatnings gennemførelse, så snart omstændighederne fordrede det. I slutningen af 1847, da Christian VIII syslede stærkt med forfatningsplaner, benyttede han særlig Bangs bistand og overdrog ham at udarbejde et udkast til en fællesforfatning for monarkiet. Dette skete også, og kongens tilfredshed dermed viste sig bl.a. ved, at han anbefalede sin efterfølger særlig at benytte Bangs hjælp ved forfatningssagens ordning. Bang var da også, skønt ikke minister, med til at udarbejde forfatningsreskriptet af 28. januar 1848 og blev derefter medlem af den tremandskommission, som på grundlag af reskriptet skulle udforme det endelige forslag. Denne kommissions arbejde blev jo imidlertid afbrudt af martsbevægelsen.

Minister[redigér | redigér wikikode]

Under denne spillede Bang en rolle som medvirkende ved de vanskelige forhandlinger om et nyt ministeriums dannelse, og et øjeblik var han selv udset til minister. Under Martsministeriet indtog han en mere tilbagetrukken stilling; men da ministerforandringen november 1848 fandt sted, blev han indenrigsminister i det rekonstruerede kabinet. I denne stilling knyttede han især sit navn til arbejdet på at forberede en række af omfattende landboreformer gennem den store landbokommission. Bang erklærede sig her i princippet for en tvangsafløsning af fæsteforholdet og blev derfor i de nærmest følgende år af Bondevennerne betragtet med særlige forhåbninger, medens han til gengæld fra godsejeraristokratiets side blev genstand for en mistro, der aldrig ganske fortog sig, skønt han senere i ikke ringe grad fornægtede sin fortid, hvad dette spørgsmål angik. Hans navn kom også til at stå under Junigrundloven, skønt han på meget væsentlige punkter – navnlig for den almindelige valgrets vedkommende – var modstander af dens indhold. September 1849 indgav han sin dimission og overtog domænedirektoratet, "det mig saa kære Domænedirektorat", som han engang udtrykte sig, thi godsadministration, og hvad dertil hørte, var og blev hans egentlige speciale.

Konseilspræsident[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af Novemberministeriets omskiftelsesrige tilværelse indtrådte Bang på ny deri som midlertidig leder af Finans- og Kultusministeriet, og han gik januar 1852 over i det Bluhmeske ministerium som indenrigsminister og i de første måneder tillige som kultusminister. Det var en af Bangs ejendommeligheder, at han i meget ringe grad var "storpolitiker" og derfor vel i stand til at tjene de mest forskellige systemer. Hovedsagen var for ham det rent saglige arbejde. Dog hørte han utvivlsomt til ministeriets liberalere fløj. Det viste sig både ved ministrenes indbyrdes forhandlinger om fællesforfatningens indhold, hvor Bang i modsætning til W.C.E. Sponneck og Carl Moltke holdt på, at forfatningen, trods alle indskrænkninger, skulle have en virkelig konstitutionel karakter. Ligeledes var han i de indre reformspørgsmål et godt stykke videre end sine kolleger, og havde han end for længst opgivet tanken om at gennemføre nogen fæsteafløsningslov, var det dog ham, som var det væsentlige bindeled mellem ministeriet og Bondevennerne. Hans og C.F. Simonys udtræden og A.S. Ørsteds indtræden april 1853 betegner derfor en foreløbig sejr for den konservative fløj af ministeriet. Det var således en ret naturlig ting, at Bang efter Ørsteds fald blev premier- og indenrigsminister i det kabinet, som L.N. Scheele, Hall og Andræ dannede. Bang spillede i øvrigt ikke nogen meget betydende rolle i ministeriet, hvis ledende kræfter i virkeligheden var de tre ovennævnte ministre. Oktober 1856 indgav han sin dimission, dels på grund af sit svage helbred og de lidet hyggelige personlige forhold inden for regeringen, dels fordi han frygtede de vanskeligheder, som fæstesagen, der nu atter rykkede frem i første række, ville volde ham. Efter sin udtræden af ministeriet blev han justitiarius i Højesteret og døde i denne stilling. Han blev Kommandør af Dannebrog 1847, Storkors 1854 og gehejmekonferensråd samme år

Bang var langt fra at være nogen åndelig, stormand; der var endog i udpræget grad noget jævnt og dagligdags ved hans personlighed. Men sikkert er det, at om end det egentlige statsmandsblik manglede ham, så besad han dog en administrativ dygtighed som kun få, og en arbejdskraft som måske ingen af hans samtidige. Så godt som alt kunne man læsse på ham, og han førte det dog godt og forsvarligt igennem. Skønt han steg til rangens højeste tinder, var og blev han en yderst borgerlig, jævn og fordringsløs mand, fri for ethvert stænk af forloren fornemhed. Hans bedste fornøjelse var at få sig et solidt måltid mad og et slag kort sammen med de roskildske borgermænd, som han var kendt med fra sin barndom og første ungdom. Det er jo også bekendt nok, hvordan han endnu som minister som sekretær førte Kongens Bryghus' bøger og endog undertiden havde en og anden af dem med i Statsrådet. Selv som minister fandt han sig ikke for fornem til at tage ind til byen på sin arbejdsvogn og ved siden af sin kusk; som premierminister kørte han ofte hjem på bagtrinet af en omnibus fra Amagertorv, og hvis da nogen på grund af den guldtressede hue forvekslede den jævne mand for konduktøren, følte han sig på ingen måde fornærmet derved, men hjalp folk godmodig med deres pakker. Som taler kunne han undertiden opnå en ikke ubetydelig virkning ved sin argumentations sunde styrke og ved den ærlighed og ligefremhed, hvormed han fremførte sine tanker.

Han døde i 1861 og er begravet på Assistens Kirkegård. Efter hans død blev Peter Bangs Vej (tidligere Klammerivej) på Frederiksberg i 1868 opkaldt efter ham.

Efterfulgte:
Embede oprettet
Indenrigsminister
22. marts 184821. september 1849
Efterfulgtes af:
Matthias Hans Rosenørn
Efterfulgte:
Johan Nicolai Madvig
Kultusminister
7. december 18513. juni 1852
Efterfulgtes af:
Carl Frederik Simony
Efterfulgte:
Frederik Ferdinand Tillisch
Indenrigsminister
27. januar 185221. april 1853
Efterfulgtes af:
Anders Sandøe Ørsted
Efterfulgte:
Anders Sandøe Ørsted
Konseilspræsident
12. december 185418. oktober 1856
Efterfulgtes af:
C.C.G. Andræ
Efterfulgte:
Frederik Ferdinand Tillisch
Indenrigsminster
12. december 185418. februar 1856
Efterfulgtes af:
Carl Frederik Simony
Efterfulgte:
Carl Moltke
Minister for Slesvig
12. december 185413. december 1854
Efterfulgtes af:
H.I.A. Raasløff
Efterfulgte:
Nyt embede
Minister for Monarkiets fælles indre Anliggender
16. oktober 185518. oktober 1856
Efterfulgtes af:
Iver Johan Unsgaard


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.