Philadelphiafelttoget

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Philadelphiafelttoget
Del af Amerikanske uafhængighedskrig
Statue af Anthony Wayne ved Valley Forge
Statue af Anthony Wayne ved Valley Forge
Dato 17771778
Sted Pennsylvania og New Jersey
Resultat Britiske besættelse og senere rømning af Philadelphia
Parter
Amerikas Forenede Stater Storbritannien
Ledere
George Washington William Howe,
Henry Clinton
Styrke
> 20.000 > 16.000

Philadelphiafelttoget (1777–1778) var en britisk offensiv i den Amerikanske uafhængighedskrig. Felttoget var kontrolversielt, for godt nok erobrede William Howe de revolutionæres hovedstad Philadelphia, men han gik langsomt frem og støttede ikke det samtidige Saratogafelttog, som endte i en katastrofe for briterne. General Howe tog sin afsked under besættelsen af Philadelphia og blev erstattet med sin næstkommanderende Henry Clinton, som evakuerede sine styrker fra Philadelphia for at forstærke styrken i New York.

Erobringen af Philadelphia[redigér | redigér wikikode]

Efter at have sikret sig byen New York i Felttogene i New York og New Jersey koncentrerede general Howe sig i 1777 om erobringen af Philadelphia, der var sæde for den revolutionære regering. Han gik langsomt frem. I slutningen af august landede han 15.000 tropper i den nordlige ende af Chesapeake Bay, ca. 90 km sydvest for Philadelphia. General George Washington placerede 11.000 mand mellem Howe og Philadelphia men blev udflanket og drevet tilbage i slaget ved Brandywine den 11. september 1777. Den Kontinentale kongres opgav igen byen og hastede til Lancaster og senere York. Britiske og revolutionære styrker manøvrerede rundt om hinanden i de følgende dage og stødte sammen i mindre sammenstød, såsom den såkaldte "Paoli massakren." Den 26. september havde Howe endelig udmanøvreret Washington og marcherede ind i Philadelphia uden at møde modstand. Dette bragte dog ikke nogen afslutning på oprøret, således som briterne havde ventet det. I det 18. århundredes krigsførelse var det almindeligt at den side, som erobrede modstanderens hovedstad, vandt krigen, men her fortsatte krigen i endnu seks år.

Efter at have erobret byen placerede briterne en garnison på omkring 9.000 tropper i Germantown, 8 km nord for Philadelphia. I slaget om Germantown forsøgte Washington den 4. oktober uden held at angribe Germantown, og trak sig derefter tilbage og ventede. I mellemtiden sikrede briterne sig kontrollen over Delaware floden ved at tage Fort Mifflin og Fort Mercer i løbet af november. I starten af december afviste Washington med held et britisk angreb i Slaget ved White Marsh.

I denne periode havde Washington ikke alene problemer med briterne. I den såkaldte Conway Cabal diskuterede nogle politikere og officerer, der var utilfredse med hans seneste indsats som øverstkommanderende, i hemmelighed hvordan han kunne fjernes. Washington, som blev fornærmet over disse skjulte manøvrer, lagde åbent sagen for kongressen. Hans støtter samlede sig om ham, og episoden ebbede ud.

Valley Forge og Monmouth[redigér | redigér wikikode]

Hessisk kort over kampagnen fra den 25. august til den 26. september 1777

Washington og hans hær slog lejr ved Valley Forge i december 1777, ca. 30 km fra Philadelphia, og her blev de i de næste 6 måneder. I løbet af vinteren døde 2.500 mand (ud af 10.000) af sygdomme og kulde. Hæren kom imidlertid ud fra Valley Forge i kampklar stand som følge af et træningsprogram, der blev ledet af Baron von Steuben.

I mellemtiden var der sket et skifte i den britiske ledelse, hvor sir Henry Clinton erstattede Howe, som havde taget sin afsked. Frankrigs indtræden i krigen havde betydet en ændring af den britiske krigsstrategi, og Clinton fik ordre til at opgive Philadelphia og forsvare byen New York, som nu lå i en udsat position ved et fransk flådeangreb. Washington sendte Lafayette i forvejen med en styrke, som faldt i et britisk baghold i Slaget ved Barren Hill.

Washingtons hær skyggede Clinton under hans tilbagetrækning og det kom til kamp i Slaget ved Monmouth den 28. juni 1778, det sidste større slag i den nordlige del af USA. Washingtons næstkommanderende general Charles Lee beordrede en kontroversiel tilbagetrækning under slaget, hvilket gav Clintons hær en chance for at undslippe. I juli nåede Clinton tilbage til New York og Washington var tilbage i White Plains. Begge hære var tilbage hvor de havde været to år tidligere. Bortset fra mindre træfninger skiftede krigens centrum herefter til andre områder.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Boatner, Mark Mayo, III. Encyclopedia of the American Revolution. New York: McKay, 1966; revised 1974. ISBN 0-8117-0578-1.

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

  • Anderson, Troyer Steele. The Command of the Howe Brothers During the American Revolution. New York and London, 1936.
  • Buchanan, John. The Road to Valley Forge: How Washington Built the Army That Won the Revolution. Wiley, 2004. ISBN 0-471-44156-2.
  • Jackson, John W. With the British Army in Philadelphia, 1777–1778. California: Presidio Press, 1979. ISBN 0-89141-057-0.
  • Martin, David G. The Philadelphia Campaign: June 1777–July 1778. Conshohocken, PA: Combined Books, 1993. ISBN 0-938289-19-5. 2003 Da Capo reprint, ISBN 0-306-81258-4.
  • McGuire, Thomas J. Battle of Paoli. Mechanicsburg, PA: Stackpole Books, 2000.
  • McGuire, Thomas J. The Philadelphia Campaign, Vol. I: Brandywine and the Fall of Philadelphia. Mechanicsburg, PA: Stackpole Books, 2006. ISBN 978-0-8117-0178-5.
  • McGuire, Thomas J., The Philadelphia Campaign, Vol. II: Germantown and the Roads to Valley Forge. Mechanicsburg, PA: Stackpole Books, 2007. ISBN 978-0-8117-0206-5.
  • Taaffe, Stephen R. The Philadelphia Campaign, 1777–1778. Lawrence: University Press of Kansas, 2003. ISBN 0-7006-1267-X.