Pierre-Auguste Renoir

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Pierre-Auguste Renoir, selvportræt (1910)
Pierre-Auguste Renoir, ca.1910

Pierre-Auguste Renoir (25. februar 1841 i Limoges (Haute-Vienne) – 3. december 1919 i Cagnes (Riviera)), fransk impressionistisk maler, litograf og billedhugger.

Fra sit 13. til 18. år var han porcelænsmaler, der efter malede han rullegardiner og tjente så godt, at han kunne dyrke malerkunst (1859 elev af Gleyre, hos hvem Manet og Sisley var medelever). Ufortrøden og indtagende satte han sig mere ved sin personligheds trylleri end ved sin kunst (der gennemgående fandtes frygtelig) så godt fast i publikums gunst, at han dog kunne leve ved at male portrætter. I Mor Anthony’s lille kunstnerknejpe i Mariotte fandt han andre beslægtede sjæle, og snart sad han bænket sammen med de andre malerkunstens oprørere — "Impressionisterne" — under Manet’s førerskab i generalstabskvarteret Café Guerbois (1866—70) i Paris.

Han debuterede på Salonen 1864 med "Esmeralda", 1866 kom "Interiør af Mor Anthony’s Cabaret" (Gl. Fåhräus’ Samlinger, udstillet i København 1921), "Diana i Skoven" (1867), "Sommer" (1869, Berlins Nationalgalleri), "Lisa" (1867, museet i Hagen; hvidklædt Dame med opslået Parasol, stående i hel figur i en have) — et værk, der viser hans kunst i hele dens friske, naivt-oprindelige og monumentale skønhed —, "Amazone" (1873, Hamburgs Kunsthalle), "Mme Hartmann" (1874, Luxemburg-Museet), "Mme Charpentier med Børn" (1878, New Yorks Metropol-Museum) etc. etc. I sine første lidt mørkladne arbejder var han påvirket af Courbet (således i "Mor Anthony’s Cabaret"). Snart blev han friluftsmaleren, der i sine lyse billeder søgte at fæstne sollysets regnbueskala. I sine figurbilleder viste han ofte en fortryllende evne til at gribe det flygtige moment i ansigtsudtrykket, i blik, smil og holdning (fx "Pigen ved klaveret"). Med ren kunstnerglæde og naivt henrykt sind malede han atter og atter (lige til døden tog penslen ud af oldingens hånd) kvinden, de nøgne unge kvinder med de runde fyldige legemer. Han fik dem ud i det fri og lod solen og lyset spille på dem så, at de bløde, varmblodige legemer stod med regnbuefarvet hud. Han kunne male dem med en let og bedårende ynde, der fører tanken hen på det 18. århundrede og Fragonard, til tider også på Ingres, hvem Renoir beundrede, og hvis fine liniefølelse kunne være beslægtet med Renoirs, så vidt forskellig deres maleriske syn end i øvrigt var. Hans mange smilende pigeportrætter og nøgne ungpige-skikkelser ude ved stranden kunne dog ofte ende i fremstillingens manér med en forgrovet, rød hudfarve (som i billedet i den franske stats eje, på den Frie Udstilling i København 1924) eller med et farvernes regnbuespil, der kunne minde om uldvævens mangefarvede tråde. Af Renoirs rige produktion, meget uligelig i værd (han var en inspirationens maler), anføres eksempelvis: "Landingsplads ved Seine", "Teaterloge", "Muntre par i idet fri", fra Luxembourg-Samlingen: "Unge Piger ved Klaveret", "Gyngen", "Læsende Kvinde", "Jernbanebroen ved Chatou", "Seines Bredder", "Le moulin de la galette" (forarbejde i Tetzen-Lund’s samlinger), "Børn i Vargemont" (1884, Berlins Nationalgal.), »Pigeportræt« (Sthlm’s Nationalmus.), »Coco« (1910) m. v.

I Danmark har der været ret rig lejlighed til at følge Renoir, således ved Foreningen for fransk kunsts store udstilling 1921, den Frie Udstilling 1914 i Kunstmuseet, udstillingerne 1919 og 1920 og ved indkøb til private og offentlige samlinger, Ordrup-Samlingen: smukke billeder (»Fortrolige Meddelelser«, »Rumænerinde« m. v.), værker i Ny Carlsberg Glyptotek og hos Tetzen-Lund. Store privatsamlinger hos Gagnat, Durand-Ruel i Paris, i München m. v. Også dygtige pasteller, litografier og raderinger af Renoir.

Han dyrkede tillige billedhuggerkunst (statue af en — meget fyldig — Venus i Bronze [1914, Winterthur]

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Aktmalerier[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XX (1926), s. 7-8; opslag: Renoir, Pierre-Auguste