Pinsebevægelsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Pinsekirke, Lublin

Pinsebevægelsen er en verdensomspændende kristen karismatisk vækkelsesbevægelse, der opstod først i 1900-tallet og lægger stor vægt på nådegaver som tungetale, helbredelse og profeti, som Helligånden forlener de troende med. Pinsebevægelsen har i dag mindst 250 millioner tilhængere, heraf flest i Latinamerika, Afrika og Asien. På dansk grund kendes pinsebevægelsen primært fra de to frikirkesamfund, Pinsekirken og Apostolsk Kirke.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Den moderne pinsebevægelse opstod ved indgangen til det 20. århundrede i kølvandet på en serie vækkelsesbevægelser, der havde præget USA og andre lande i løbet af 1800-tallet, særligt hellighedsbevægelsen. Ved et bønnemøde i Kansas i 1901 begyndte Agnes Ozman pludselig at tale i tunger. Det blev set som et "bibelsk vidnesbyrd" på, at hun havde fået del i Helligåndens dåb. I historieskrivningen blev dette især tidligere betragtet som pinsebevægelsens begyndelse.

Det egentlige gennembrud kom dog først i 1906 med Asuza Street-vækkelsen, opkaldt efter den gade i Los Angeles, hvor den sorte prædikant William Seymour samlede en flok ligesindede og prædikede for dem, indtil de alle oplevede at tale i tunger. Denne vækkelse spredte sig, og i løbet af kort tid blev menigheden mange gange større, idet troende kom rejsende langt fra. Kirken sprængte hurtigt sine fysiske rammer, og mange af møderne endte med at blive holdt udendørs. De hyppige møder kendetegnedes ved deres spontane og ekstatiske natur og tiltrak folk fra mange forskellige samfundslag; usædvanligt for samtiden var, at sorte og hvide blandedes frit og at kvinder indtog ledende roller. Dette var noget helt nyt i forhold til mange af de gamle kirker. Azusa Street-kirken eksisterer den dag i dag.

Oprindeligt var det ikke hensigten, at danne en ny kristen retning, men pinsebevægelsen mødte hurtigt modstand fra de etablerede kristne samfund. Derfor valgte den at bryde helt løs og dermed opstod det, der i dag kaldes pinsevækkelsen. Navnet refererer til den bibelske beretning om pinseunderet, hvor Jesu disciplepinsedag blev fyldte af Helligånden:

"Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige." (Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 1-4)

I 1906 oplevede den norske metodistpræst Thomas Ball Barratt Helligåndens dåb i New York, og han bragte Pinsevækkelsen til Skandinavien. Også den svenske baptistpræst Lewi Petrus kom til at spille en stor rolle for Pinsevækkelsens udbredelse og videre udvikling på de nordlige breddegrader.

I Danmark vakte det særlig opsigt, da den store skuespillerinde Anna Larssen (senere gift Bjørner) oplevede Helligåndens dåb på et møde, som Barratt holdt i København 13. december 1908. Hun opgav sin karriere på Dagmarteatret i København og sluttede sig til pinsevækkelsen. Hun blev i en årrække dens mest markante fortaler i Danmark og var bl.a. med til at afholde møder på Trianglen i København, hvor mange blev omvendt og oplevede Helligåndes dåb.

Trods modstand bredte vækkelsen sig. Efter Barratts besøg startede Filadelfia-menigheden i 1908, men opløstes igen i 1926. Den næste danske pinsekirke dannedes i 1912 i Lyngby og bestod indtil 1993, hvor den indgik i Pinsekirken København. Den ældste pinsekirke i Danmark er Evangelieforsamlingen, dannet i september 1919.

Vækkelsen adskilte sig oprindeligt fra andre frikirker ved at lægge større vægt på de åndelige nådegaver, heriblandt tungetale, som en stor del af pinsekirken lægger vægt på. Tungetale opfattes i pinsebevægelsen som en kommunikationsform mellem menneskets ånd og Helligånden.

I dag[redigér | redigér wikikode]

Ifølge en britisk undersøgelse fra 2006 er Pinsevækkelsen den hurtigste voksende af de kristne grupper i Storbritanien. På verdenplan er der over 250 millioner tilhængere, og de udgør ca. 10 % af de kristne i verden[1]. Vækkelsen begyndte i USA, men spredte sig hurtigt lang ud over USA's grænser og findes i dag i alle dele af verden. Især i Asien, Afrika og Latinamerika vandt kirken stor tilstrømning. Verdens største kirke og Pinsekirke ligger i Seoul i Sydkorea med 750.000 medlemmer. Pinsevækkelsen er kendt for, at hver kirke styrer sig selv. Der er ikke noget centralt organ. Den lokale menighed ledes som regel af et ældsteråd. Det består af forstanderen/præsten og medlemmer fra menigheden. Det svarer til et menighedsråd i en folkekirke. Medlemskab af kirken fås ved dåb.

Pinsevækkelsen adskiller sig fra mange kirker i troen på voksendåb. Pinsekirken praktiserer ikke barnedåb, men barnevelsignelse. Pinsekirken mener, at det er bibelsk korrekt. Man døbes først når man selv kan tage beslutningen. Gudstjenesterne er tit opbygget over prædiken, lovsang, bøn, helbredelse osv. Der er ikke nogen fast struktur for en gudstjeneste.

Pinsebevægelsen lægger sig tæt op ad Bibelen. Det indebærer bl.a. afvisning af moderne seksualmoral som homoseksualitet[2], sex uden for ægteskabet, fri abort osv.

Den danske pinsevækkelse[redigér | redigér wikikode]

I det nye årtusinde udgør den danske del af vækkelsen en langsomt voksende gruppe på ca. 5.100 medlemmer. Hver lokalmenighed er selvstændig, men deltager frivilligt i fællesforetagender, som Mariager Højskole i Mariager. Samme sted ligger Efterskolen Frydensberg, Mariager Efterskole (PVE) og Efterskolen Alterna. De har fælles missionstiltag, fælles månedsblad mm.. Ud over de fælles tiltag har den lokale menighed egne projekter lokalt og internationalt.

Kirkernes struktur[redigér | redigér wikikode]

Styringen af kirkerne fra dag til dag, bliver i de fleste tilfælde vartaget af præsten og ældsterådet. Ældsterådet svarer til en menighedsråd og er valgt af menigheden. De fleste kirker har ikke nogen begrænsning på embedsperioden for ældste (medlem af ældsterådet). Det enkelte medlem optages i den lokale menighed gennem dåben (der er dog også adgang for ikke-døbte) – ikke dåb til menigheden, men til Jesus Kristus.

Gudstjenesterne foregår efter forskellige mønstre, der ligner gudstjenestepraksissen i den nytestamentlige menighed, fortolket ud fra national kultur. Gudstjenesterne indeholder ofte sang, bøn, prædiken og forbøn. Der foretages barnevelsignelse, dåb ved nedsænkning i vand på personlig bekendelse af troen på Jesus Kristus, vielse og begravelse. Der er frivilligt børne- og ungdomsarbejde i de enkelte menigheder. Økonomien sikres gennem de troendes gaver og bidrag. Ledelsen af den enkelte menighed er lokalt forskellig, men består ofte af forstander, ældsteråd og menighed. Ledelsen udgøres ofte af forstander og ældsteråd tilsammen.

Kritik af pinsebevægelsen[redigér | redigér wikikode]

En mindre gren af bevægelsen består af små menigheder der lever isoleret fra det omgivende samfund og ofte også fra resten af bevægelsen; i Danmark kendes for eksempel Faderhuset og Evangelist.[3]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Anderson, Allan, An Introduction to Pentecostalism: Global Charismatic Christianity, Cambridge University Press 2004.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. BBC - Religion & Ethics (2007-06-20). "Pentecostalism". http://www.bbc.co.uk/religion/religions/christianity/subdivisions/pentecostal_1.shtml. Hentet 2010-01-10. 
  2. Religion.dk:Homoseksualitet i 5 religioner
  3. Videnskab.dk: Sekter vækker bekymring hos forsker