Platon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vestlig filosofi
Græsk antik
Plato-raphael.jpg
Platon malet af Raphael, år 1509.
Navn: Platon
Født: ca. 428/427
Død: ca. 348/347 f.Kr.
Skole/tradition: Grundlægger af platonismen
Fagområde: metafysik, epistemologi, etik, politisk filosofi, æstetik, uddannelse (grundlagde det første "akademi"), matematik
Betydningsfulde ideer: Platonisk dualisme
Påvirket af: Sokrates
Har påvirket: Aristoteles, Augustin, Hegel og indirekte næsten alle vestlige filosoffer

Platon (græsk: Πλάτων) (ca. 428/427-348/347 f.Kr.) var en græsk filosof, født i Athen. Elev af Sokrates. Grundlægger af akademiet. Platon kendes både som den primære kilde til vor viden om Sokrates, der gjorde et stort indtryk på Platon, og for sin egen filosofi. Skellet mellem Sokrates og Platons tanker er ikke helt klart, da Platon særligt i sine senere dialoger lægger sin egen filosofi i munden på Sokrates. Platon er speciel ved det, at han fremsatte sine synspunkter i form af dialoger, som regel mellem Sokrates og flere kendte dalevende personer fra Athen. f.eks. Alkibiades forekommer i Symposion, hvor han er stærkt beruset. Platons synspunkter udviklede sig med tiden, men han kommenterer aldrig på dette. Han lader bare Sokrates fremføre stik modsatte synspunkter end han gjorde i en tidligere dialog, men Platon gør intet ud af at tage afstand til sine tidligere teorier. Han gør meget brug af at udtrykke sine teorier igennem lignelser og myter, hvoraf flere er blevet alment kendte i vestlig kultur, bl.a. myten om Atlantis.

Kritik af sofismen[redigér | redigér wikikode]

Et gennemgående tema er kritikken af sofismen. Platon kritiserer deres relativistiske synspunkter, og udvikler herunde flere af argumenter, der stadigt anvendes. Han synes at have haft respekt for sofisten Protagoras.[1]

Metafysik[redigér | redigér wikikode]

For Platon er den metafysiske hoveddiskussion spørgsmålet om almenbegrebets (ideens) forhold til fænomenerne eller tingene (se også universaliestriden). Hos Platon er idéernes verden det ophøjede rige, mens fænomenerne er nedrige kopier af disse. Fx er hestens idé det samme som den perfekte hest, som alle specifikke heste kun kan håbe at nærme sig. Hos Platon er den materielle verden en afspejling af den ideelle, som er den mest virkelige. Platon er begrebsrealist.

Det står dog ikke klart, om Platon helt udelukker fænomenernes selvstændige eksistens eller ej, hvorved det bliver svært afgøre om han var dualist eller idealist i moderne betydning.

Etik og politisk filosofi[redigér | redigér wikikode]

For Platon er ideernes verden det sande, skønne og gode, og det er klart, at man for at finde sande svar, må have indblik i ideernes verden. Derfor bliver fornuften den langt vigtigste kapacitet. Fornuft er således både dén evne der skiller mennesket fra dyrene og desuden den specifikt moralske evne.

Politisk brugte han sit verdensbillede til at forklare sin idealstat, som beskrevet i hans hovedværk Staten. I denne dialog skitserer Platon, hvad der formentlig er den første utopi og politiske filosofi.

Fordi det gode også er det sande, og fordi sandhed ikke er et spørgsmål om mening (doxa), men om viden, bør staten ledes oppefra og ned af en klasse af vidende filosoffer. Denne stærkt elitære tankegang er direkte vendt mod demokratiet, som Platon hadede (bemærk at det var Athens demokrati, der dømte Sokrates til døden). Som et billede på demokratiet bruger Platon en båd, hvor besætningen har begået mytteri mod styrmanden og derfor sejler hid og did uden plan — uvidende om farlige farvande.

Idéhistorisk betydning[redigér | redigér wikikode]

Alfred North Whitehead (1861-1947) skrev i Process and Reality fra 1929 at: "Den sikreste generelle karakteristik af Europas filosofiske tradition er, at den består af en række fodnoter til Platon". Med andre ord: Det er næsten umuligt at overvurdere Platons betydning i et idéhistorisk perspektiv.

Således udvikler Aristoteles også kun sin filosofi under dyb indflydelse af – og som en kritik til Platons system. Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) er ligeledes en stor filosof, som står i betydelig gæld til Platon, men der findes mange andre. I nyere tid har Karl Popper udviklet en metafysisk teori der minder meget om Platons, idet denne opererer med tre slags eksisterende ting (fysiske ting, bevidstheder og begreber).

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Omkring Kristi fødsel delte Thrasyllos Platons skrifter op i ni tetralogier (sæt af fire). ((1) markerer, at der ikke er enighed blandt forskerne om, hvorvidt den pågældende dialog virkelig er skrevet af Platon, mens (2) betyder, at dialogen afgjort er uægte.)

  1. Euthyphron, Sokrates' forsvarstale, Kriton, Phaidon
  2. Kratylos, Theaitetos, Sofisten, Politikos
  3. Parmenides, Philebos, Symposion, Phaidros
  4. Alkibiades I (1), Alkibiades II (2), Hipparchos (2), Elskerne (2)
  5. Theages (2), Charmides, Laches, Lysis
  6. Euthydemos, Protagoras, Gorgias, Menon
  7. Hippias Maior (1), Hippias Minor, Ion, Menexenos
  8. Kleitophon (1), Staten, Timaios, Kritias
  9. Minos (2), Lovene, Epinomis (2), Brevene (1)

Ikke talt med i tetralogierne: Definitioner (2), Axiochos (2), Om retfærdigheden (2), Om dyden (2), Demodokos (2), Sisyphos (2), Eryxias (2)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Platons elever[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]