Platon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vestlig filosofi
Græsk antik
Plato-raphael.jpg
Platon malet af Raphael, år 1509.
Navn: Platon
Født: ca. 428/427
Død: ca. 348/347 f.Kr.
Skole/tradition: Grundlægger af platonismen
Fagområde: Metafysik, Epistemologi, Etik, Politisk filosofi, Æstetik, Uddannelse (Grundlagde det første "akademi"), Matematik.
Betydningsfulde ideer: Platonisk dualisme
Påvirket af: Sokrates, Heraklit, Parmenides, Pythagoras.
Har påvirket: Alle vestlige filosoffer.

Platon (græsk: Πλάτων) (ca. 428/427-348/347 f.Kr.) var en græsk filosof, født i Athen. Elev af den kendte filosof Sokrates. Grundlægger af akademiet. Platon kendes både som den primære kilde til vor viden om Sokrates, der gjorde et stort indtryk på Platon, og for sin egen filosofi. Skellet mellem Sokrates og Platons tanker er ikke helt klart, da Platon særligt i sine senere dialoger lægger sin egen filosofi i munden på Sokrates. Platon er speciel ved det, at han fremsatte sine synspunkter i form af dialoger, som regel mellem Sokrates og flere kendte dalevende personer fra Athen. f.eks. Alkibiades forekommer i Symposion, hvor han er stærkt beruset. Platons synspunkter udviklede sig med tiden, men han kommenterer aldrig på dette. Han lader bare Sokrates fremføre stik modsatte synspunkter end han gjorde i en tidligere dialog, men Platon gør intet ud af at tage afstand til sine tidligere teorier. Han gør meget brug af at udtrykke sine teorier igennem lignelser og myter, hvoraf flere er blevet alment kendte i vestlig kultur, bl.a. myten om Atlantis.

Kritik af sofismen[redigér | redigér wikikode]

Et gennemgående tema er kritikken af sofismen. Platon kritiserer deres relativistiske synspunkter, og udvikler herunde flere af argumenter, der stadigt anvendes. Platon skelner desuden i Staten mellem philosophia og philodoxoi ("ven af formodningen eller meningen"). Dermed indfører han et ideal for filosofien, nemlig at den skal bryde igennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger for at undersøge verden og tingene på ny og i dybden.

Han synes at have haft respekt for sofisten Protagoras.[1]

Metafysik[redigér | redigér wikikode]

Platon grundlægger begrebsrealismen. For Platon er den metafysiske hoveddiskussion spørgsmålet om almenbegrebets (ideens) forhold til fænomenerne eller tingene. Et af hovedtemaerne i Platons filosofi er de såkaldte ideers (ideai) forhold til de empiriske genstande og menneskenes handlinger. I Platons dialoger spørger Sokrates om hvad der er ret, tappert, fromt, godt osv. Svaret på disse spørgsmål forudsætter eksistens af ideerne, som udtrykkes i almenbegreberne. Ideen er det i genstanden eller handlingen der uforandret forbliver det samme, hvor meget disse genstande eller handlinger end må synes at adskille sig fra hinanden.

I Platons filosofi er det egentlige og virkelige fænomen almenbegrebet, det han kaldte idéer, mens de fysiske fænomener man kan iagttage blot var skyggebilleder af idéen. Ideerne er tingens form (gr. eidos) eller væsen (gr. ousia) [2] Ideerne bliver hos Platon erkendt ved et slags syn, man skuer ideerne (idé: af idein, at se)[3]. Denne skuen ideerne, som er fornuftens mål, optræder i dialogen, der forudsætter fødselshjælp, jordmoderkunst eller maieutik[4] Ideerne er "urbilledet" (paradeigma) for alle ting. De er uforanderlige og før enkelttingene (universale ante rem) der kun har del i disse (gr. methexis). Kun disse ideer er i ordets egentlige forstand værende. De synlige enkeltting er kun mere eller mindre fuldkomne efterligninger eller afbildninger af ideerne. Enkelttingene opstår, forandrer sig og forgår; deres sted er mellem væren og ikke-væren.

Platons opfattelse af almenbegrebet er bl.a. en reaktion på Heraklit, som formulerede at man kan ikke gå i den samme flod to gange; man kan ikke engang gøre det én gang. Heraklit understreger her de modsætninger som rum-tidslige fænomener indeholder, verden er ikke stabil og entydig, men udgøres af en bevægelses proces; en permanent forandring (oldgræsk: "Panta rei" = "alting flyder").

Heraklits værker kendes i dag kun i brudstykker, men hans tanker blev i Platons samtid taget op af Kratylos, han endte i den radikale erkendelse af, at fænomener ikke kan genidentificeres, og når ud i det absurde med sin påstand om at hvis ingen genstand kan identificeres igen, er det også umuligt for genstande at være underlagt en permanent forandring. Platons kritik retter sig også især mod Kratylos, og han understreger at mennesket intellektuelt kan genkende floden, da floden som form og idé altid forbliver den samme. Han sætter et skarpt skel mellem den sanselige/fysiske verden og intellektets/idéernes verden, kun den sidste kan man have viden om, og derfor er den den sande verden. Med dette skarpe skel indleder/muliggør Platon den tusindårige strid om universalerne.

Platons begrebrrealisme er dog ikke bare en teori om begrebernes stilling, i den har en stærk æsetisk og etisk dimension. De højeste ideer er sande, skønne og gode, og det er klart, at man for at finde sande svar, må have indblik i ideernes verden. Derfor bliver fornuften den langt vigtigste kapacitet. Fornuft er således både dén evne der skiller mennesket fra dyrene og desuden den specifikt moralske evne.Idéernes verden det ophøjede rige, mens fænomenerne er nedrige kopier af disse. Fx er hestens idé det samme som den perfekte hest, som alle specifikke heste kun kan håbe at nærme sig. Hos Platon er den materielle verden en afspejling af den ideelle, som er den mest virkelige.

Overfor sine tidlige og lidt senere skrifter har Platon relativeret sin position i de senere skrifter ("Parmenides") og henvist til problemer i idélæren.[5]

Etik og politisk filosofi[redigér | redigér wikikode]

Politisk brugte han sit verdensbillede til at forklare sin idealstat, som beskrevet i hans hovedværk Staten. I denne dialog skitserer Platon, hvad der formentlig er den første utopi og politiske filosofi.

Fordi det gode også er det sande, og fordi sandhed ikke er et spørgsmål om mening (doxa), men om viden, bør staten ledes oppefra og ned af en klasse af vidende filosoffer. Denne stærkt elitære tankegang er direkte vendt mod demokratiet, som Platon hadede (bemærk at det var Athens demokrati, der dømte Sokrates til døden). Som et billede på demokratiet bruger Platon en båd, hvor besætningen har begået mytteri mod styrmanden og derfor sejler hid og did uden plan — uvidende om farlige farvande.

Efter Sokrates død kastede han sig over problemstillingen at finde en metode til at udfinde de bedste og klogeste, at sikre dem vilkår for at regere og at overbevise dem om at gøre det. Den fremgangsmåde, han når frem til, er så familiefjendsk som overhovedet muligt: børnene skal tages fra deres forældre og opdrages af staten. Først skal de trænes fysisk med gymnastik og sport. Derved bliver de så sunde, at lægekunst gøres overflødig. De skal lære musik for at oplæres i harmoni og rytme. De skal være troende, og de skal lære filosofi. De skal igennem alskens duelighedsprøver for at frasortere alle de, er ikke egner sig til statsledelse. Fra deres 30. år skal de i yderligere fem oplæres i idélære, og derefter skal de i yderligere 15 år leve i samfundet, opleve nederlag og hårdt arbejde – og er som 50-årige endelig klar til at deltage i statsstyret. Men: de må ikke have ejendom, ikke have egne hustruer men have kvindefællesskab, idet der skal være streng racekontrol med al deres børneavl. Hele ordningen skal sikres i form af en lille gruppe af statsvogtere, en større klasse af krigere og hjælpekræfter og en stor klasse af købmænd, håndværkere og landmænd. Således var Platons alternativ til den athenske demokratiske folkehob. Platon fik en invitation fra kongen over Syrakus, Dionysos, om at afprøve sine ideer, men da denne opdagede, at han enten skulle blive filosof på de platonske betingelser eller opgive sin herskerstilling, frafaldt han invitationen og solgte Platon som slave!

Idéhistorisk betydning[redigér | redigér wikikode]

Alfred North Whitehead (1861-1947) skrev i Process and Reality fra 1929 at: "Den sikreste generelle karakteristik af Europas filosofiske tradition er, at den består af en række fodnoter til Platon". Med andre ord: Det er næsten umuligt at overvurdere Platons betydning i et idéhistorisk perspektiv.

Således udvikler Aristoteles også kun sin filosofi under dyb indflydelse af – og som en kritik til Platons system. Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) er ligeledes en stor filosof, som står i betydelig gæld til Platon, men der findes mange andre. I nyere tid har Karl Popper udviklet en metafysisk teori der minder meget om Platons, idet denne opererer med tre slags eksisterende ting (fysiske ting, bevidstheder og begreber).

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Omkring Kristi fødsel delte Thrasyllos Platons skrifter op i ni tetralogier (sæt af fire). ((1) markerer, at der ikke er enighed blandt forskerne om, hvorvidt den pågældende dialog virkelig er skrevet af Platon, mens (2) betyder, at dialogen afgjort er uægte.)

  1. Euthyphron, Sokrates' forsvarstale, Kriton, Phaidon
  2. Kratylos, Theaitetos, Sofisten, Politikos
  3. Parmenides, Philebos, Symposion, Phaidros
  4. Alkibiades I (1), Alkibiades II (2), Hipparchos (2), Elskerne (2)
  5. Theages (2), Charmides, Laches, Lysis
  6. Euthydemos, Protagoras, Gorgias, Menon
  7. Hippias Maior (1), Hippias Minor, Ion, Menexenos
  8. Kleitophon (1), Staten, Timaios, Kritias
  9. Minos (2), Lovene, Epinomis (2), Brevene (1)

Ikke talt med i tetralogierne: Definitioner (2), Axiochos (2), Om retfærdigheden (2), Om dyden (2), Demodokos (2), Sisyphos (2), Eryxias (2)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Platons elever[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Bloch, David: Sokrates 'respekt' for Protagoras Aegis 11,2
  2. Om tingens form: eidos) eller væsen (ousia)(Tysk), se Ontologi (filosofi)).
  3. Schanz, s. 33ø
  4. Maieutik, jordmoderkunst: Sokrates' pædagogiske spørgemetode. (Jævnfør også hos Kierkegaard , "... jordemoder- ... --- …al sand hjælpen begynder med en Ydmygelse; hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaa, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og ikke at forstaa hvad den Anden forstaar (1, s. 97) – pdf-filMäeutik (Tysk)
  5. Problemer i idelæren :"[Platon har] ... selv gennemspillet alle indvendinger imod idélæren, men ikke opstillet alternativer, som først kom med Aristoteles. ..." Schanz 2001/2005 s. 38 (afsnit om Aristoteles)