Plutos måner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Billede af dværgplanet-systemet. Plutos lysstyrke er på billedet dæmpet i forhold til månerne.

Dværgplaneten Pluto har pr. 2012 fem kendte måner. Den største, Charon (opdaget i 1978), er omtrent halvt så stor (målt på diameteren) som Pluto selv; dette er rekord inden for vores solsystem, i og med at ingen anden måne er så stor i forhold til den planet, månen kredser om.

I 2005 fandt man ved hjælp af Hubble-teleskopet endnu to måner, Hydra og Nix, som begge er meget mindre end Charon. I 2011 fandt man Kerberos. I 2012 fandt man igen ved hjælp af Hubble-teleskopet endnu en måne, som har fået navnet Styx.[1]

Man regner med at månerne blev dannet ved en kollision for ca. 4 milliarder år siden. [2]

Oversigt[redigér | redigér wikikode]

Navn Opdaget Diameter
i kilometer
Omløbsbanens
halve storakse
Omløbstid Excen-
tricitet
Charon 22. juni 1978 1.205 19.410 km 6d 9t 18m 0,0s 0,0002
Styx 15. juni 2005 10 – 25
Nix 15. juni 2005 45 – 145 49.500 km 25d 12t 0m 0,0s 0
Hydra 15. juni 2005 52 – 160 64.700 km 38d 4t 48m 0,0s 0

Tabellen til højre giver en oversigt over månerne og nogle af deres karakteristika. De er sorteret efter stigende afstand til Pluto, og dermed også efter stigende omløbstider — se desuden kategorien "Plutos måner".

Alle fire måner synes at have en banehældning meget nær nul, dvs. de kredser alle i eller nær ved Plutos ækvatorplan.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]