Politisk filosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Politisk filosofi er den del af filosofien, der beskæftiger sig med samfundet. Der ligger en filosofisk anskuelse bag de fleste danske partier og hos de fleste almindelige mennesker, der har en politisk holdning. En teori om hvad mennesket er, hvad retfærdighed er osv.

Historisk[redigér | redigér wikikode]

Historisk har filosoffer som Thomas Hobbes og John Locke stået overfor hinanden. Hobbes har, under indtryk af krigens gru, været tilhænger af et totalitært samfund, ud fra en teori om mennesket som et ondt og egoistisk dyr, der skal kontrolleres, mens Locke har været tilhænger af et liberalt samfund og er en af liberalismens fædre.

Utilitarisme forsvares bl.a. af Jeremy Bentham og John Stuart Mill. Utilitarisme er en variant af konsekventialisme eller nytteetik som siger at det er konsekvenserne af en handling der afgør dens moralske værdi – i modsætning til fx Kants kategoriske imperativ (handl altid kun således at andre mennesker er mål, ikke middel). I utilitarismen søger man at definere moralske handlinger ved at de skaber størst mulig nytte i samfundet. I enhver handling er hver enkelt således nødt til at opstille en kalkyle hvor medtages antallet af berørte, varigheden af deres nytte/unytte, intensitet osv. Nytteetik findes i et utal af varianter og er i et vist omfang dominerende i moderne anvendt etik.

Nævnes skal naturligvis også kommunisten Karl Marx, der har haft stor historisk indflydelse.

Samtidig politisk filosofi[redigér | redigér wikikode]

Moderne politisk filosofi siges ofte at være startet i 1971, med John Rawls' bog "A Theory of Justice". Rawls' teori er et svar på utilitarismen. Hans kritik af denne er, at det enkelte individ ikke har nogle rettigheder. Det utilitaristiske samfund strider groft imod retfærdigheden, idet der ikke er grænser for hvad fællesskabet kan gøre imod den enkelte. Rawls er således tilhænger af liberalismen, der her skal forstås som den del af politisk filosofi, der tager udgangspunkt i individet. Rawls er tilhænger af et samfund, der omfordeler, til fordel for de, der uden egen skyld er fattige, f.eks. er født med invaliderende sygdom, da disse har ret til hjælp.

Rawls kritiseres af sin kollega på Harvard Robert Nozick, der ser anderledes på individets rettigheder. Nozick mener at individet har ret til sin ejendom, hvorfor den beskatning, der må finde sted for at finansiere velfærdsstaten, er tyveri. Således forsvarer han libertarianisme. Begge tager som det bemærkes, trods meget forskellige synspunkter, udgangspunkt i individet, og er dermed begge liberalister.

I slutningen af det 20. århundrede har den politiske debat også stået imellem liberalisme og kommunitarisme. Modsat liberalismen tager kommunitarismen udgangspunkt i samfundet.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Will Kymlicka: Contemporary political philosopy. Oxford University press 2002.
  • John Rawls: A theory of justice. Oxford Universiry Press 1971.
  • Robert Nozick: Anarchy, state and utopia. Basic books, New York 1974.