Pomorhandel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Havnen i Arkhangelsk i 1896, da pomorhandelen var på sit højeste.
Nordkalotten med pomorhandelens hovedbyer afmærket.

Pomorhandel (af russisk: поморье, pomorje; po «ved» og more «hav»; «området ved havet», samme ord som ligger til grund for Pommern) eller russehandel er benævnelsen på en handelsforbindelse mellem pomorerne i Nordvestrusland og folket langs kysten af Nordnorge så langt sydpå som til Bodø. Denne handel foregik fra 1740 og frem til den russiske revolution i 1917.

Pomorhandelen var i udgangspunktet en byttehandel mellem folk i nordområderne, med kornprodukter fra Rusland mod fisk fra Nordnorge som hovedhandelsvarer. Efterhånden udviklede dette sig til at blive en pengehandel, og faktisk blev rubelen brugt som valuta flere steder i Nordnorge. Pomorhandelen var af stor betydning både for nordmænd og russere. Handelen foregik ved, at russiske pomorer fra Hvidehavsegnene og Kolahalvøen kom sejlende til fjordbygder og handelspladser langs kysten af Nordnorge. Pomorerne var dygtige handelsmænd og søfarere, og de udforskede også områderne omkring Hvidehavet. I tillæg til at de sejlede vestover med handelsvarer, etablerede de også en handelsrute østover forbi Uralbjergene til Nordsibirien.

Handel mellem landene siden vikingetiden[redigér | redigér wikikode]

Handel mellem russere og nordlændinge har en lang historie, og den er kendt helt fra vikingetiden. Via fyrstedømmet i Novgorod drev russerne handel med søsamerne i Nordnorge fra middelalderen og frem til begyndelsen af 1600-tallet. Jektefarten (en jekt er en stor, bred sejlskude uden fast dæk) fra Nordnorge til Bergen og Trondhjem foregik i forsommeren, hvor produkterne fra vinter- og vårfiskeriet (hovedsagelig tørfisk af torsk) blev opkøbt og sendt sydover. De seks uger fra 10. juli til 20. august blev kaldt «makketid», fordi fisken i denne periode ikke var så holdbar, og i sommermånederne havde fiskerne ikke afsætning på fisken sydover. Dette var noget russerne fandt ud af at benytte sig af. De kom vestover i makketiden og købte fisk; enten færdigtilvirket tørfisk eller saltfisk, eller også nedsaltede de fisken selv i lastrummet på deres lodjer (russiske jekter). I Rusland var der stor efterspørgsel efter fisk på grund af den russiske kirkes hyppige fastedage, hvor det kun var tilladt at spise fisk og vegetarmad. Fisken blev fragtet til Arkhangelsk, som også var udskibningshavn for kornprodukterne, som blev fragtet til Nordnorge. I tillæg til skuderne fra Arkhangelsk blev der også drevet pomorhandel med skuder fra andre hvidehavshavne som Kem og Onega, og også fra mindre steder som Suma, Kolisma, Solotiza, Mudjunga, Saroka og Sjuja.

Fra 1740 bredte pomorhandelen sig i Nordnorge, og fra ca 1770 kom pomorerne årligt til landsdelen med billigt rugmel («russemel») og hvedemel. Kornet blev dyrket i området ved Volga og fragtet til købmændene ved det Hvide Hav. For folk i Nordnorge var pomorhandelen i perioder afgørende for overlevelse. I 1700-tallet var der mange uår og dårlige tider for befolkningen i Norge, og rugprisen i Bergen femdobledes i løbet af 30 år. Pomorhandelen var en vigtig faktor for madtilførsel på denne tid; fiskerne fik købt billigt korn og mel, og de fik solgt fisken fra sommerfiskeriet til en god pris. Det var muligt at prutte med pomorerne, handelen havde ingen fordyrende mellemled, og der blev heller ikke betalt skat eller told til Norge af varerne. I tillæg til rug- og hvedemel, havde pomorerne også anden mad med som havregryn, salt, ærter, kød og mejeriprodukter. De førte også andre nyttige varer, som jern, tømmer, tjære, talglys, gryder, hampefibre, tovværk og lærred. I lodjerne fandtes også luksusvarer som sukkertøj, sæbe, porcelæn og træskærerkunst. På tilbagevejen fyldte pomorerne lastrummene med fisk af forskellig slags, hovedsagelig sej.

Regulering af pomorhandelen[redigér | redigér wikikode]

Kong Christian 7. (1749–1808) gav Vardø, Hammerfest og Tromsø bystatus for bedre at kunne regulere pomorhandelen.

Allerede i 1316 nedlagde kong Håkon 5. forbud mod handel i nordområdene for udenlandske købmænd. Frem til reformationen i 1537 havde ærkebispen i Trondhjem kontrol over handelen mellem Nordnorge og hanseaterne i Bergen. Fra midten af 1500-tallet overtog borgere i Bergen og Trondhjem handelsprivilegierne, og de fik monopol på Nordnorge-handelen. Der indkom rapporter om russiske købmænd, som drev ulovlig handel i Nordnorge fra slutningen af 1600-tallet. Nordlændinge, som handlede med russerne, kunne straffes ved, at handelsborgerne i byerne i Sydnorge kunne nægte dem vinterforsyninger. Handelsmonopolet ophørte i 1715. Senere i 1700-tallet blev handelen underlagt kongemagten og handelshuse i København. I 1783 vedtog myndighederne i København, at der skulle åbnes for russerhandel med handelsborgere i Finnmark, og at landsdelen skulle forsynes med mel og andre varer fra Rusland i stedet for Danmark.

I 1789 blev handelsmonopolet afviklet og frihandel indført, og handelsprivilegier blev givet til lokale handelsmænd. I Finnmark fik Vardø og Hammerfest bystatus, og købmændene der fik handelsprivilegier. Vardø udviklede sig til at blive pomorhandelens knudepunkt i Norge, idet havnen her kunne rumme op til hundrede russiske skuder samtidig, og byen havde russisk konsulat. Tromsø fik bystatus og handelsprivilegier i 1794, og byen fik monopol på russerhandelen i Troms. I begynnelsen af 1800-tallet blev russerhandelen legaliseret syd over til Lofoten. Direkte handel med fiskerne var ikke tilladt, pomorhandelen var i første omgang forbeholdt handelsborgerne i byerne og nessekongerne på landet, så at den nye situation førte til en indskrænkning for fiskerne. Før 1789 havde myndighederne mere eller mindre set igennem fingrene med fiskernes direkte handel med russerne, men nu blev denne vanskeligere. Først i 1796 blev direkte handel mellem fiskere og russere tilladt i Finnmark, og da alene for en måned i makketiden. I Troms fik flere handelsmænd tilladelse til pomorhandel i 1818, og i 1839 blev direkte handel for fiskerne tilladt, men da kun på fire steder i fylket. Dette år fik også fiskere i Lofoten og Vesterålen tilladelse til direkte handel.

Under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet indførte Storbritannien en handelsblokade mod Danmark-Norge, og da var pomorhandelen livsvigtig for Nordnorge. I 1809 kom en forordning, som åbnede for direkte handel mellem fiskere og russere under krigen på grund af en truende hungersnød. Flere russerskuder blev taget af engelskmændene, og mange skuder gik ikke syd over, men stoppede i Øst-Finnmark. I 1812 blokerede briterne kysten med krigsskibe, blandt andet for at standse pomorhandelen og tilførselen af varer til Norge fra Arkhangelsk. De afspærrede Hvidehavet, men et antal russiske skuder formåede alligevel at slippe ud. Det norske svar på blokaden var at befæste vigtige havne og at oprette et lokalt kystværn. I 1810 blev der etableret en egen norsk marinestyrke; Finnmarkseskadren. Dette gjorde det muligt at opretholde pomorhandelen de næste år.

Glanstid og ophør[redigér | redigér wikikode]

Klosteret på Solovki-øerne ejede dampskibe, som deltog i pomorhandelen.

Senere i 1800-tallet kom opgangstider, kommunikationene syd over blev bedre, og der blev oprettet en dampskibsrute i midten af århundredet. Det nordnorske behov for indførsel af kornprodukter aftog. Alligevel voksede pomorhandelen, som fik sin glanstid i slutningen af 1800-tallet. Handelsprivilegierne blev avskaffede omkring 1870. Gennem århundredet blev tiden for årlig samhandel gradvist udvidet. I 1874 var tidsrummet vokset til tiden 15. juni – 30. september, hvilket indebar, at man stort set udnyttede hele den tid, som Hvidehavet var isfri. En anden årsag til øgningen var, at en større andel af handelen foregik direkte mellem fiskere og russere oven i handelen mellem handelshuse i Nordnorge og Rusland. Det blev også tilladt at drive russerhandel på flere ulige steder.

Pomorenes fragtfartøj blev moderniserede i løbet af pomorhandelens sidste periode. Lodja forsvandt i 1880-tallet, og skonnerter, jekter og galeaser blev taget i brug. MunkeklosteretSolovkiøerne i Hvidehavet (grundlagt i 1436), var pomorenes fremmeste religiøse midtpunkt. Klosteret havde store ejendomme rundt om Hvidehavet og drev blandt andet bådebyggeri, saltudvinding og fiskeri. Klosteret ejede flere dampskibe, som deltog i pomorhandelen i begyndelsen af 1900-tallet .

I 1870 havde Tromsø besøg af 400 russerskuder, ellers kom det årligt over 300 pomorskuder med omkring 2000 mand til områderne i Nordnorge. Rusland var Norges fjerde vigtigste handelspartner omkring år 1900, og det var fortsat rugmel, som var hovedvaren.

Vardø blev pomorhandelens hovedsæde i Norge.

Fra 1830-årene udviklede der sig et særegent handelssprog mellem nordmænd og russere, som er blevet kaldt "russenorsk". Sproget er ikke levende i dag, men der findes en række nedtegnelser, og sproget er overleveret i fortællinger. Sproget havde en blanding af norske, russiske, samiske, svenske, engelske, tyske og nederlandske ord. Omkring halvdelen af ordene havde en norsk oprindelse, mens 40 % var russiske. Omkring 400 ord er bevarede af sproget, det meste i form af gengivelser af samtaler mellem en nordmand og en russer, der diskuterer priser, handel, vejr og vind samt familieliv.

Nordmændene troede, at de talte russisk, mens russerne troede, at de talte norsk. Da norske forretningsmænd begyndte at sende deres børn til Arkhangelsk for at studere russisk, mistede russenorsk en del af sin anseelse.

Mange af de store handelssteder langs kysten og i fjordene i Nordnorge, som voksede frem i 1800-tallet havde pomorhandelen som forudsætning. Den førte også til andre forbindelser, blandt andet oprettede russerne en fast dampskibsrute fra Arkhangelsk til Vardø i 1875. Ruten blev tilpasset russisk turisme og sæsonarbejde i Finnmark. Folk i nordområderne fik også indblik i en anderledes kultur: te brygget på samovar, flerstemmig sang, de russiske kvinders farverige klæder og gæstfriheden i pomorskipperens lugar. De samme pomorskuder kom ofte til de samme steder år efter år, og befolkningen blev godt kendt med skipper og mandskab. Den nordnorske befolkning havde et godt forhold til russerne og handelen med dem, russerne var kendte for at være til at stole på. Ofte blev høvedsmænd og nessekonger inviterede ombord på russerskuderne og trakteret godt.

Efter 1910 var der mindre mel i handelen, russerne betalte fisken med kontanter. Under 1. verdenskrig blev de russiske eksportbestemmelser ændrede, og frygt for tyske ubådsangreb begrænsede omfanget af pomorhandelen. Da pomorhandelen blev ophævet ved den russiske revolution i 1917, fik det negative konsekvenser for den nordnorske økonomi, og kystbygderne blev særlig hårdt ramt. Fiskerne fik ikke længere afsætning for deres sommerfiskeri. Det kom fortsat en og anden pomorskude med handelsvarer vest over langs kysten efter, at pomorhandelen officielt var afsluttet. Den sidste skude kom i 1929, da Stalins kollektivisering satte ind for fuldt med ophævelse af privat ejendomsret og forfølgelse af købmænd.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Salomon Kraft: "Nordnorge i de förenade konungarikenas handelstraktater med Ryssland" (Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademiens Handlinger, del 88; Almqvist & Wiksell, Stockholm 1954) (svensk)
  • Per Botolf Maurseth Historiske handelsstrømmer mellom Norge og Russland : betydningen av pomorhandelen fram mot første verdenskrig. I: Historisk tidsskrift 1997
  • Einar Niemi. Pomor, Norge og Russland i nord. I: P2-akademiet. E (NRK, 1996)
  • Einar Niemi (red.) Pomor : Nord-Norge og Nord-Russland gjennom tusen år (Gyldendal, 1992)
  • Ottar, nr 4, 1992 (temanummer)
  • Anastasia Gorter-Grønvik. Ter-Kysten. I: Nordnorsk magasin, nr 3/4 (1998)
  • Anastasia Gorter-Grønvik. Til de gamle pomorbyene i 1990-åra. Artikkelserie i Nordnorsk magasin, nr 1 (1994) – nr 8 (1993) – nr 6/7 (1993) og nr 5 (1993)