Pompeji

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Pompeii's, Herculaneum's ogTorre Annunziata's arkæologiske områder
UNESCO Verdensarvsområde
PompeiiStreet.jpg
Gade i den udgravede by
Land Italien Italien
Type Kultur
Kriterie iii, iv, v
Reference 829
Region UNESCO's Verdensarvsliste (Europa)
Indskrevet 1997 (21.session)
Oversigtskort
[[image:{{Kortpositioner {{{landkort}}}
250px|Pompeii's, Herculaneum's ogTorre Annunziata's arkæologiske områder ({{Kortpositioner {{{landkort}}} name}})]]
<div style="position: absolute; z-index: 2;

top: Udtryksfejl: Uventet tegnsætning-tegn: "{"%;


left: Udtryksfejl: Uventet tegnsætning-tegn: "{"%;

height: 0; width: 0; margin: 0; padding: 0; line-height: 0;">
Pompeii's, Herculaneum's ogTorre Annunziata's arkæologiske områder
Pompeii's, Herculaneum's ogTorre Annunziata's arkæologiske områder
{{{korttekst}}}

Pompeji (staves undertiden Pompei eller Pompeii) er en ødelagt og delvis begravet, større romersk by nær Napoli og Caserta i den italienske Campania region, i det område som hører ind under vore dages Pompei-kommune. Byens navn var afledet af det oskiske ord pompe (= fem), ligesom drengenavnet Pompeius, der også var oskisk af oprindelse. [1]

Sammen med byen Herculaneum, blev Pompeji ødelagt og fuldstændigt begravet, under et langvarigt og katastrofalt udbrud af vulkanen Vesuv, som begyndte ved middagstid den 24. august i 79 e.Kr og strakte sig over to dage. [2]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Byen lå på et lag af lava fra et af Vesuvs forhistoriske udbrud, måske det, der fandt sted ca 1800 f.Kr. Her var bebyggelse senest 900 f.Kr, og oskernes og samnitternes bymure blev rejst ca 600 f.Kr. Den gamle vej langs murene markerer byens pomerium, den hellige bygrænse. Døde måtte ikke begraves indenfor. Pompeji blev bygget som havne- og handelsby, men floden Sarno ændrede sit løb efter vulkanudbruddet i 79. [3] En af de ældste bygninger – et dorisk tempel viet til Herkules – stammer antagelig fra det 6.århundrede f.Kr. De ældste beboere var af oskisk afstamning. I år 420 f.Kr. blev byen erobret af krigeriske samnitter fra bjergene mod øst. Erobringen viste sig med tiden af være profitabel for byens omsætning, og efterhånden blev den en ganske betydelig handelsby i området. Under samnitterkrigene (342-290 f.Kr.) kom den formelt under Roms herredømme, men beholdt reelt sit selvstyre. En senere indblanding i Forbundsfælleskrigene i begyndelsen af 1.århundrede førte til at den i 89 f.Kr. blev belejret af Sulla, og måtte acceptere en romersk garnison i byen. En såkaldt veterankoloni under ledelse af P.Sulla – en nevø til diktatoren – blev anlagt under navnet Colonia Cornelia Veneri Pompeii. (Veneri viser til, at Pompeji var gudinden Venus' by.) Fra da af blev byen en almindelig romersk provinsby. Indbyggerne var gennemgående velhavende. Her er ca 500 atriumhuse for velstående, mod ca 600 toetages småhuse for de fattige. Pompeji var et tæt befolket by, hvad der gjorde ødelæggelserne så meget desto værre under det voldsomme jordskælv i år 62 e.Kr. [4] De fattige boede kummerligt, uden bad og køkken. De måtte ty til floden eller fontænerne, når de skulle vaske sig, og måtte spise på knejper. De mange bagerier viser, at en stor del af befolkningen ikke kunne lave mad hjemme. Den nye akvadukt fra Serino muliggjorde dog tre offentlige bad, hvad der tyder på en stærk overklasse. [5] Der boede omtrent 20.000 i Pompeji, da Vesuv fik sit udbrud.

Handel var den vigtigste indtægtskilde. Landbrugsprodukter fra den omkringliggende slette, samt vin, frugt og grøntsager, var de primære handelsvarer. På grund af områdets skønhed og det gennemgående behagelige klima, tjente Pompeji også som et behageligt opholdssted for højtstående personer. Cicero og kejser Claudius var blandt dem, der havde villaer i omegnen.

"Bjerget" som Vesuv også blev kaldt på den tid, blev dog ikke opfattet som en vulkan. Tværtimod bosatte folk sig langs og på selve Vesuvs sider. Før det skæbnesvangre udbrud i år 79 havde befolkningen fået et forvarsel. 5. februar i år 62 kom det til et voldsomt jordskælv, hvor mange af byens offentlige bygninger, samt en del private, led stor skade. Seneca nævner i sine Quæstiones Naturales ødelæggelserne i forladte bosætninger, at nogle mistede forstanden efter oplevelsen, og at en flok på 600 får omkom af svovlgasserne. Tacitus nøjer sig med at oplyse i Annales, at "et stort jordskælv ødelagde for en stor del den folkerige by Pompeji i Campania". [6]

Folk begyndte dog restaureringen i god tro og med henblik på en lovende fremtid, hvor Pompeji skulle vokse sig større og rigere.

Vulkanudbruddet i 79 e.Kr.[redigér | redigér wikikode]

Kort over Campania, med Pompeji highlightet. fra The Historical Atlas af William R. Shepherd, 1911

Den 24. august i året 79 e.Kr. begyndte som en dag som alle andre i Pompeji, bortset fra, at man dagen før havde fejret den årlige fest for ildguden Vulcanus, der sagdes at have sin smedje netop i bjerget Vesuv. Ved middagstid begyndte så det vel nok kendteste vulkanudbrud i verdenshistorien. Forfatteren Plinius den Yngre var øjenvidne fra sin hjemby Misenum længre mod vest, og i sine breve til Tacitus beskrev han ulykken indgående. Brølende masser, udspyet fra Vesuvs indre, samlede sig som en uhyre sky, skudt mindst 20 km i vejret fra bjergets top.

Vesuv sprøjtede mindst ti milliarder kubikmeter pimpsten, aske og lava ud, samt svovlgasser. Heftige jordskælv rystede byen under udbruddet, og mange bygninger styrtede sammen. Den romerske garnisons øverstbefalende, admiralen Plinius den Ældre, søgte at komme indbyggerne til hjælp, men døde selv af giftige gasser på stranden ved det nærliggende Stabiæ. Ironisk var det at han – en af områdets mest lærde og naturvidenskabeligt velfunderede mænd – døde under udforskningen af et af naturens underværker.

Da udbruddet var ovre, var Pompeji aldeles forandret. Byen var begravet under et 4-5 meter tykt pimpstens- og askelag. En del af de ulykkelige indbyggere der ikke nåede at flygte, blev bevaret for eftertiden på en særegen måde. Blandingen af pimpsten, aske og vand dannede en cementkapsel om dem, så de blev foreviget i deres dødsøjeblik. Der er fundet ca 2.000 døde i Pompeji efter vulkanudbruddet, hvad der regnes som en tiendedel af befolkningen. [7]

Byerne Pompeji, Stabiæ og Herculaneum var de største, kendte byer der blev begravet ved Vesuvs udbrud 24. august år 79. Herculaneum blev ikke ramt af lava, men begravet i asken fra udbruddet, og derfor blev byen ikke ødelagt.

Udgravning[redigér | redigér wikikode]

Kort over udgravningerne i kronologisk orden

De første spor af antikkens Pompeji blev opdaget allerede i 1594, med en opfølgning i 1689, men udgravninger kom først i gang i 1748, da man koncentrerede sig om området ved teatret. Fra 1763 blev Isis-templet og amfiteatret beregnet til 5.000 tilskuere frilagt. Isis-templet var restaureret efter jordskælvet i år 62 og derfor i meget god stand. I 1812-13 afdækkede man Pompejis forum, og fra 1820 badene. I 1860 overtog Giuseppe Fiorelli ansvaret for udgravningerne. Han sørgede for, at byen blev organiseret i regioner, kvartaler og et vejnet med husnumre og navne. Dernæst begyndte han at tage gipsafstøbninger af dem, der sandsynligvis omkom, da den pyroklastiske sky ramte Pompeji på udbruddets anden dag. Der blev også taget afstøbninger af møbler og planter, der forkulledes, da skyen traf dem. Murene blev først frilagt i 1933-34. [8]

I de genopdagede interiører mærker man sig særlig den specielle, skarpe rosso pompeiano (= den røde farve fra Pompeji). Så den oprindeligt sådan ud, eller blev den så skarp pga heden under vulkanudbruddet? Nogle malerier er blevet kraftigt restaureret, men det er de ikke i Oplontis, hvor den røde farve er ligeså varm og strålende som i Mysterie-villaen. [9]

Udgravningsområderne er optaget på Unescos liste over Verdenskulturarv.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Ola Wikander: I døde språks selskap (s. 148), forlaget Pax. Oslo 2009, ISBN 978-82-530-3205-4
  2. Den 24. august er den traditionelt angivne dag for udbruddet, baseret på en version af et brev forfattet af Plinius den Yngre; men nylig forskning støtter sig til en anden version af brevet, som rapporterer en anden dag – i slutningen af oktober/begyndelsen af november (Stefani, Grete, "La vera data dell'eruzione", Archeo, oktober 2006, s. 10-14.
  3. Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 84), forlaget Aschehoug, Oslo 2009, ISBN 978-82-03-23682-2
  4. Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 99)
  5. Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 101)
  6. Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 105)
  7. Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 98)
  8. Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 97)
  9. Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 139-40)

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  • Jens Erik Skydsgaard, Pompeii, Museum Tusculanums Forlag, 1979. ISBN 87-12-81578-0.
  • Holger Mygind, Pompeiistudier, Museum Tusculanums Forlag, 1977.
Italiens historie Stub
Denne artikel om Italiens historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Italiens historie

Koordinater: 40° 45′ 04″ N, 14° 29′ 13″ Ø