Portal:Den Europæiske Union/Medlemslandene

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hovedside   Medlemslandene   Projekt 
Medlemsstaterne i Den Europæiske Union efter indtrædelsesår

Den Europæiske Union (EU) blev oprindeligt grundlagt af seks lande i 1958, men er udvidet til sin nuværende størrelse på 28 medlemslande. Der har i perioden være 5 udvidelser af EU, hvoraf den største skete den 1. maj 2004, da 10 nye lande sluttedes til.

EU har haft 27 medlemslande siden 2007, hvor Rumænien og Bulgarien tilsluttede sig, og der føres forhandlinger med andre lande. Udvidelsesprocessen kaldes sommetider europæisk integration, men dette udtryk bruges også til at betegne det stadigt snævrere samarbejde mellem medlemsstaterne, som opstår, efterhånden som de nationale regeringer tilslutter sig overførelse af beføjelser til institutionerne i EU. For at blive medlem af Den Europæiske Union må et land opfylde nogle økonomiske og politiske betingelser, der almindeligvis kaldes Københavnerkriterierne. De vigtigste heraf er kravene om et verdsligt, demokratisk styre, retssikkerhed og hertil svarende frihedsrettigheder og institutioner. I henhold til EU-Traktaten skal både hvert enkelt medlemsland og EU-parlamentet godkende enhver udvidelse.

Bulgariens og Rumæniens optagelse var anden del af den femte udvidelse af EU, og de blev medlemmer den 1. januar 2007. Datoen blev fastsat på EU's topmøde i Thessaloniki i Grækenland i 2003 og bekræftet i Bruxelles den 18. juni 2004. De udarbejdede rapporter om de to ansøgerlande fra oktober 2004 og den endelig rapport fra 26. september 2006 bekræftede ligeledes denne optagelsesdato. Landene underskrev deres tiltrædelsestraktat den 25. april 2005 i Neumünster Abbey i Luxembourg.

Hovedartikel: EU's historie.
Kongeriget Belgien er et land i Nordvesteuropa grænsende til Holland, Tyskland, Luxembourg og Frankrig. Belgien har en befolkning på mere end ti millioner på et område på kun ca. 30.000 kvadratkilometer. Historisk har Belgien været en del af de Historiske Nederlande, som også omfatter Holland og Luxembourg og som i almindelighed dækkede et noget større område end de nuværende Benelux-lande. Belgien var et af de lande, som deltog i dannelsen af EU og er stedet, hvor hovedkvarteret for EU befinder sig, tillige med hovedkvarteret for andre store internationale organisationer, bl.a. NATO.
Bulgarien, officielt Republikken Bulgarien, er et land i det sydøstlige Europa og det ældste, nuværende land i Europa. Det grænser til Sortehavet mod øst, til Grækenland og Tyrkiet mod syd, Serbien og Makedonien mod vest og til Rumænien mod nord, fortrinsvis langs Donau. Bulgarien er medlem af NATO og sluttede sig til EU den 1. januar 2007. Landet har været medlem af de Forenede Nationer siden 1955, og er et af grundlæggerne af Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa.
Cypern er et eurasisk ø i det østlige Middelhav syd for den anatoliske halvø og øst for de græske øer Rhodos og Kastelorizo. Det er den tredjestørste ø i Middelhavet. Republikken Cypern er opdelt i seks distrikter. Efter at have været en tidligere britisk koloni fik Republikken Cypern selvstændighed i 1960, idet Storbritannien beholdt to selvstændige militærbaser. Republikken Cypern har været medlem af EU siden 1. maj 2004.
Kongeriget Danmark er det mindste og sydligste af de nordiske lande. Det er beliggende nord for Tyskland, som er det eneste naboland, det har landegrænse fælles med, sydvest for Sverige og syd for Norge. Kongeriget omfatter desuden Færøerne og Grønland, der har hjemmestyre, og som ikke er med i EU. Kulturelt set hører Danmark til familien af skandinaviske lande, skønt det ikke ligger på den Skandinaviske halvø. Hovedstaden er København. Efter næsten 200 års enevældigt styre blev Danmark et konstitutionelt monarki i 1849. Det er et førende land i den skandinaviske "velfærdsmodel" for offentlige ydelser. Danmark har historisk kontrolleret indsejlingen til Østersøen, også kendt som de danske stræder.
Estland, officielt Republikken Estland er et land i Nordeuropa. Estland har landgrænser mod syd til et andet af de baltiske lande, Letland (339 km) og til Rusland (229 km) mod øst. Det er adskilt fra Finland i nord af den snævre Finske Bugt og fra Sverige i vest af Østersøen. Estland har været medlem af EU siden 1. maj 2004 og af NATO fra 29. marts 2004. Estland er et konstitutionelt demokrati med en præsident, der vælges indirekte af parlamentet, som består af et kammer.

Republikken Finland er et af de nordiske lande. Det ligger i Nordeuropa og deler landgrænser med Sverige mod vest, Rusland mod øst og Norge mod nord, mens det har Østersøen med Finske Bugt mod syd (hvor Estland ligger på den anden side) og Botniske Bugt mod vest. Ålandsøerne ud for den sydvestlige kyst er en autonom del af Finland. Finland sluttede sig til EU i 1995 og er der fortaler for føderalisme i modsætning til de øvrige nordiske lande, der overvejende støtter en konføderativ opbygning.
Frankrig, officielt Den Franske Republik er et land i Vesteuropa, som også omfatter oversøiske øer og territorier på andre kontinenter. Hovedlandet strækker sig fra Middelhavet til den Engelske Kanal og Nordsøen og fra Rhinen til Atlanterhavet. Frankrig er et demokrati, hvis styre er organiseret som en enhedsstatslig semipræsidentiel republik. Frankrig er et af EU's stiftende medlemslande og har det største landareal blandt alle medlemmer. Frankrig er også blandt stifterne af de Forenede Nationer og er medlem af La Francophonie, G8-landene og den Latinske Union.
Grækenland, officielt Republikken Hellas, er et land i det sydøstlige Europa, beliggende på den sydlige del af Balkanhalvøen. Det grænser til Bulgarien, Makedonien og Albanien mod nord og til Tyrkiet mod øst. Det Ægæiske hav ligger øst for fastlandet, mens det Ioniske Hav ligger mod vest. Grækenland har en særlig lang og begivenhedsrig historie og en kulturarv, som har øvet betydelig indflydelse i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Nutidens Grækenland er et udviklet land, medlem af EU siden 1981 og medlem af den Økonomiske og Monetære Union siden 2001.
Holland eller Nederland er den europæiske del af Kongeriget Nederlandene, som omfatter Holland, de Nederlandske Antiller og Aruba. Holland ligger i nordvesteuropa og grænser til Nordsøen mod nord og vest, Belgien mod syd og Tyskland mod øst. Landet er værtsland for Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstol i Haag. Holland er et af medlemmerne af Benelux-samarbejdet, og det var et af de medlemslande, som stiftede NATO, og var blandt de seks stiftere af Kul- og Stålunionen.
Irland er det forfatningsmæssige navn på det selvstændige land, som omfatter næste fem sjettedele af øen Irland ud for den nordvestlige kyst af Europa. For at undgå forveksling med øen omtales landet af og til som Republikken Irland. Landet er medlem af EU, har en udviklet økonomi og en befolkning på lidt over 4,2 millioner. Den sidste sjettedel af øen Irland er kendt som Nordirland og er politisk set en administrativ del af Storbritannien.
Italien, officielt Republikken Italien, er et land i Sydeuropa, som omfatter Podalen, den Italienske Halvø og de to største øer i Middelhavet, Sicilien og Sardinien. Den har sine nordlige, alpine grænser mod Frankrig, Schweiz, Østrig og Slovenien. San Marino og Vatikanet er enklaver inden for det italienske territorium. Hovedstaden Rom har været en vigtig verdensby i historien, især som regeringsby for det antikke romerske rige og som centrum for den romersk-katolske kirke. Italien er medlem af G8-gruppen og er et stiftende medlemsland af EU, idet det underskrev Rom-traktaten i 1957.
Kroatien, officielt Republikken Kroatien, er et land i det sydlige Centraleuropa og er en tidligere republik i Jugoslavien. Kroatien omfatter den dalmatiske kyst, øerne i Adriaterhavet og Slavonien (Slavonija). Mod nord grænser Kroatien op til Slovenien, mod syd til Bosnien og Hercegovina, Montenegro og Serbien, mod vest til Adriaterhavet, og mod øst også til Serbien og Montenegro. Kroatien er det nyeste medlem af EU, da landet blev optaget den 1. juli 2013.
Letland, officielt Republikken Letland, er et land i Nordeuropa. Det har landegrænser til de to andre Baltiske lande, Estland, mod nord og Litauen mod syd, og til både Rusland og Hviderusland mod øst. Mod vest har Letland en maritim grænse med Sverige. Hovedstaden i Letland Riga. Letland har været medlem af EU fra 1. maj 2004. Landet har stadig en af de laveste levestandarder i EU, men dets økonomi udviser en af de højeste vækstrater.
Litauen, officielt Republikken Litauen, er et land i Nordeuropa. Det er det største af de tre Baltiske lande, som ligger ved Østersøen, og grænser til Letland mod nord, Hviderusland mod sydøst samt til Polen og den russiske eksklave Kaliningrad Oblast mod sydvest. Litauen har været medlem af EU siden 1. maj 2004. Litauen blev medlem af de Forenede Nationer den 17. september 1991 og blev 31. maj 2001 medlem nummer 141 af World Trade Organization.
Storhertugdømmet Luxembourg er en lille indlandsstat i Vesteuropa med grænser til Belgien, Frankrig og Tyskland. Luxembourg er et parlamentarisk, repræsentativt demokrati og et konstitutionelt monarki, hvis overhovede er storhertug. Det er verdens eneste, selvstændige storhertugdømme. Luxembourg er et af de stiftende medlemslande for EU, NATO, de Forenede Nationer, Benelux og Vestunionen. Byen Luxembourg er hovedstad og største by og er hjemsted for adskillige af EU's institutioner.
Malta, officielt Republikken Malta, er en lille og tæt befolket ø-nation, omfattende et arkipelag af syv øer i midten af Middelhavet. Malta ligger direkte syd for Sicilien, øst for Tunesien og nord for Libyen. Øerne, som udgør den maltesiske nation, har været under forskellige magters styre, og der har været kæmpet om dem i århundreder. Malta har været medlem af EU siden 1. maj 2004 og er nu det mindste medlemsland både efter befolkningsstørrelse og areal. Malta er den eneste nation i verden, som kollektivt har fået tildelt et George Cross for bemærkelsesværdig tapperhed, og dets flag indeholder en kopi af denne udmærkelse.
Polen, officielt Republikken Polen, er et land i Centraleuropa. Det grænser til Tyskland mod vest, til Tjekkiet og Slovakiet mod syd, Ukraine og Hviderusland mod øst, og til Østersøen, Rusland og Litauen mod nord. Det har også en maritim grænse med Danmark og Sverige. Polen er efter befolkningstal det sjettestørste land i EU, og det er et liberalt demokrati, som administrativt er opdelt i seksten voivodskaber. Foruden at være medlem af EU er Polen medlem af NATO, Forenede Nationer og World Trade Organization.
Portugal, officielt Republikken Portugal, er beliggende i sydvesteuropa, på den Iberiske Halvø, og det mest vestligt beliggende land på det europæiske fastland. Portugal grænser til Spanien mod nord og øst og til Atlanterhavet mod vest og syd. De atlantiske øgrupper Azorerne og Madeira er også en del af Portugal. I det 15. og 16. århundrede var Portugal en af verdens vigtigste økonomiske, politiske og kulturelle stormagter. Portugal er medlem af EU og af Forenede Nationer, og det er et af de lande, som har været medstifter af Eurozonen, OECD og NATO.
Rumænien er et land i sydøsteuropa, der grænser til Ungarn og Serbien mod vest, til Ukraine og Moldavien mod nordøst og til Bulgarien mod syd. Rumænien har en kyststrækning mod Sortehavet, og den østlige og sydlige del af Karpaterbjergene ligger midt i landet. Hovedstad og største by i Rumænien er Bukarest. Rumænien har været aktivt medlem af NATO siden 2004 og er også medlem af EU.
Slovakiet, officielt den Slovakiske Republik, er en indlandsstat og republik i Centraleuropa med en befolkning på over fem millioner. Slovakiet grænser til Tjekkiet og Østrig mod vest, Polen mod nord, Ukraine mod øst og Ungarn mod syd. Den største by er hovedstaden Bratislava. Slovakiet er en parlamentarisk, demokratisk republik med flerpartisystem og har været medlem af EU siden 1. maj 2004.
Slovenien, officielt Republikken Slovenien, er et kyst- og alpint land i det sydlige Centraleuropa, som grænser til Italien mod vest, Adriaterhavet til sydvest, Kroatien mod syd og øst, Ungarn mod nordøst og Østrig mod nord. Sloveniens hovedstad er Ljubljana. Slovenien er medlem af EU, Europarådet og NATO og har observatørstatus i La Francophonie.
Spanien, officielt Kongeriget Spanien, er et land i Sydeuropa, med to små eksklaver i Nordafrika. Spanien er et demokratisk land, organiseret som et parlamentarisk monarki. Spanien grænser til Portugal og Gibraltar mod syd, Frankrig og Andorra i nord langs Pyrenæerne, og til Marokko på grund af dets byer i Nordafrika. Spanien meldte sig ind i EU i 1986 og overgik til brug af euroen som national valuta den 1. januar 1999.
Storbritannien, officielt United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland (der ofte forkortes UK) er et land beliggende i Nordeuropa og vest for det europæiske fastland. Storbritannien er omgivet af Atlanterhavet og dets tilgrænsende havområder. Hovedlandet er forbundet med Frankrig af Eurotunnelen og i Nordirland grænser det til Irland. Storbritannien er en politisk union mellem de fire hovedlandsdele: England, Skotland, Wales og Nordirland. Landet er medlem af G8-gruppen, stiftende medlem af NATO, Forenede Nationer og Commonwealth of Nations, og det har været medlem af EU siden 1973.
Kongeriget Sverige er et nordisk land i Skandinavien, som grænser til Norge i vest, Finland i nordøst, farvandene Skagerrak og Kattegat i sydvest og til Østersøen og den Botniske Bugt mod øst. Mod sydvest er landet forbundet med Danmark med Øresundsbron. Dets borgere nyder godt af en høj levestandard i et land, der opfattes som moderne og liberalt. Sverige meldte sig ind i EU i 1995, men ved en vejledende folkeafstemning i 2003, forkastede befolkningen at overgå til brug af euroen.
Tjekkiet eller den Tjekkiske Republik er en indlandsstat i Centraleuropa og medlem af EU. Landet grænser til Polen mod nord, Tyskland mod nordvest og vest, til Østrig mod syd og til Slovakiet mod øst. Hovedstad og største by er det historiske Prag, der er en stor turistattraktion. Andre større byer er Brno, Ostrava, Zlín, Plzeň, Pardubice, Hradec Králové, České Budějovice, Liberec, Olomouc og Ústí nad Labem. Landet omfatter to hele, historiske regioner, Bøhmen og Mähren samt dele af Schlesien.
Tyskland, officielt Forbundsrepublikken Tyskland, er et land i Centraleuropa. Det grænser mod nord til Nordsøen, Danmark og Østersøen, mod øst til Polen og Tjekkiet, mod syd til Østrig og Schweiz og mod vest til Frankrig, Luxembourg, Belgien og Holland. Tyskland er en demokratisk, parlamentarisk forbundsrepublik bestående af 16 delstater. Forbundsstaten er medlem af de Forenede Nationer, NATO, G8-gruppen og G4-gruppen, og landet er et af EU's stiftende medlemslande. Det er det folkerigeste og økonomisk mest betydende medlemsland i Den Europæiske Union.
Ungarn er en indlandsstat i Centraleuropa, grænsende til Østrig, Slovakiet, Ukraine, Rumænien, Serbien, Kroatien og Slovenien. Ungarn har været medlem af Visegrad-gruppen siden 1991, af NATO fra 1999 og sluttede sig til EU den 1. maj 2004. Landet er administrativt inddelt i 19 distrikter udover hovedstaden Budapest. Den ungarske regering har udtrykt ønske om at overgå til den europæiske valuta euroen i 2010, men landet har endnu ikke kunnet leve op til de økonomiske krav, som er opstillet i Maastricht-traktaten.
Østrig, officielt Republikken Østrig, er en indlandsstat i Centraleuropa. Landet grænser til Tyskland og Tjekkiet mod nord, til Slovakiet og Ungarn mod øst, Slovenien og Italien mod syd og til Schweitz og Liechtenstein mod vest. Dets hovedstad er Wien. Østrig er et parlamentarisk, repræsentativt demokrati, opdelt i ni delstater, og er et af seks europæiske lande, som har erklæret sig selv som et permanent neutralt land, og et af de meget få, der direkte har dette princip fastlagt i sin forfatning. Østrig har været medlem af de Forenede Nationer siden 1955 og sluttede sig til EU i 1995.